“Punch-Drunk Love” er en klassisk kærlighedskomedie støbt i en frisk ramme og befolket af lutter skæve karakterer.
P.T. Andersons seneste værk er med andre ord en smule smal, men stadig en filmoplevelse man absolut ikke burde være foruden.

FilmenBarry Egan (Adam Sandler) er en forretningsmand med store følelsesmæssige problemer. Han fungerer dårligt socialt, lider af angst for store åbne pladser og har svært ved at kontrollere sit temperament i pressede situationer. Hans mange søstre er konstant på nakken af ham og misser ikke nogen lejlighed til at gøre opmærksom på hvor mærkelig han egentlig er. Det er først da han bliver introduceret for den smukke Lena (Emily Watson), at hans liv begynder at ændre sig.

Det er imidlertid ikke så let for Barry at opretholde forholdet til Lena, eftersom han både kæmper med sine egne indre dæmoner, men også har fået fingrene i klemme hos ejeren af en sexlinie (Phillip Seymor Hoffman), som han har et udestående med. Ejeren forlanger penge af Barry, og han sender sine håndlangere efter ham, da han nægter at betale. Der er mange bump på vej mod kærligheden.

Sandler giver den som skuespiller”Punch-Drunk Love” er den mest excentriske lille film jeg har set i lang tid og arbejder med en humor, der er ligeså underfundig som den er mærkværdig. Alt sammen bygges op omkring Adam Sandlers neurotiske karakter, der har et mildest talt anstrengt forhold til sine omgivelser og ikke mindst sine søstre. Dette munder ud i en masse sjove og rørende scener, hvor han får lov til at bevise, at han kan mere end at vifte med armene og smide om sig med platheder. At Sandler skulle være undervurderet som komiker kan jeg ikke sætte mig ind i, og jeg ville til hver en tid hellere se ham i film som “Punch-Drunk Love”, hvor han under P.T. Andersons instruktion slipper sine godt gemte evner som skuespiller løs. Det kan selvfølgelig diskuteres præcis hvor langt karakteren Barry Egan så ligger fra de roller, som Sandler tidligere har haft.

Overfor den underspillende Sandler har vi Lena, der i skikkelse af den altid dejlige Emily Watson nedbryder Barrys beskyttende panser med sine blå øjne og uendelige tolerance. Kontrasten mellem de to karakterer er stor og skaber en god dynamik i filmen, der på den ene side giver os en masse pinlige episoder og på den anden er med til at vække vores sympati for den kejtede forretningsmand. Til trods for at Sandler og Watson repræsenterer det mest utraditionelle filmpar i nyere tid, sidder kemien lige i øjet og deres forhold fungerer til UG. Derudover bør Phillip Seymour Hoffman nævnes som den arrige fupmager, der styrer sin sexlinie med hårde ord og et fladpandet tæskehold.

Forvirrende teknikDet er ikke kun den vedkommende historie og det gode skuespil som kendetegner P.T. Andersons film, men også hans uovertrufne sans for de tekniske detaljer. Dette beviser han på ny med “Punch-Drunk Love”, der på samme måde som “Boogie Nights” og “Magnolia” indeholder sit eget unikke visuelle udtryk. Flere minutter lange og statiske indstillinger afløses af hektiske sekvenser i en rytmisk sammensætning, der afspejler Barrys sammensatte personlighed. Hver gang han bliver stresset eller nervøs stiger tempoet, og vi oplever den samme paniske forvirring som plager Barry.

Det samme gør sig gældende for musikken, der til tider er helt atonal og umulig at finde hoved og hale på. Igen handler det om rytmik, og musikken føjer sig ind i det underlige univers på sin egen opmærksomhedskrævende facon. Lyden i filmen er kompleks og svejser samtaler og reallyde sammen til en kulisse, der flere gange overvælder os med råben og afbrudte replikker. Vi bliver utilpasse og det er hensigten.