Humor spiller en stor rolle…

“Role Models” er en langt bedre film, end den har ret til at være. Komedien følger recepten på den gængse buddy comedy mere eller mindre til punkt og prikke. Gedigne overraskelser er altså fåtallige, og hver eneste markante begivenhed i historien har man for længst forudset. Men selvom “Role Models” følger en kendt opskrift, så sørger instruktør David Wain og manuskriptforfatterne (inklusive hovedrolleindehaver Paul Ruud) for at dosere ingredienserne, skrue op for blusset og ryste panderne så omhyggeligt, at “Role Models” ender som en filmisk lækkerbisken, der fryder, selvom den efterlader en kendt smag i munden.

“Role Models” er en komedie om to venner, som efter en mindre, men vanvittig forbrydelse bliver tvunget til at passe børn for at undgå tid i spjældet. Den ene, Wheeler, er en vild festabe, den anden, Danny, er en bitter pessimist. Begge mænd er forholdsvis ligeglade med alle andre. Men i selskab med drengene, som kammeraterne passer, begynder d’herrer (helt som ventet) at forvandle sig til et par sympatiske, solidariske fyre. Den reserverede Danny begynder endelig at slippe hæmningerne og nyde livet, mens Wheeler omsider lærer at sætte pris på andet end kvinder, sprut og fester – såsom livets mere fredsommelige stunder, ægte venskab, ægte kærlighed og det der med at aflægge og holde løfter. Åh, hvor hyggeligt!

“Role Models” lyder måske nok til at være en komedie, der lægger ud med at vise tænder, men bare viser sig at være endnu et politisk korrekt, familievenligt lystspil. Men før en slutning, der næsten er så frygteligt sød, at man får sukkerchok, er “Role Models” aldrig for sentimental. Der er masser af skarp, uforskammet humor, som holder filmen nede på jorden, når den truer med at sætte kurs mod den lyserøde sky af vamle glædestårer, som den desværre begiver sig ind i til slut. Kvaliteten af vittighederne er næsten på højde med den imponerende kvantitet. Dialogerne er rappe og skarpe. Sproget er forfriskende flabet. Karaktererne er enormt karismatiske, og selvom selve plottet altså sjældent overrasker, så kommer mange af de bedste, humoristiske indslag heldigvis som lyn fra en klar himmel.

Men det er filmens store hjerte, der sikrer den flest point. De venskaber, der knyttes mellem karaktererne, gør indtryk, fordi de behandles med stor, oprigtig respekt, alt imens den knivskarpe humor forhindrer “Role Models” i at blive for patetisk. En anselig del af filmen foregår i øvrigt blandt folk, der klæder sig ud som riddere og fabeldyr, fordi Danny passer den unge Augie Farks, som praktiserer rollespil. Der bliver god tid til oplagte jokes om Augies hobby, men med følelig, reel oprigtighed hylder “Role Models” samtidigt den særegne entusiasme, som driver dem, de fleste bare afskriver som nørder. Før de skuffende slutminutter når “Role Models” endda sit reelle klimaks i et opgør mellem rollespillerne, som er meget tæt på at være decideret genialt.

Ensemblet kører også på alle cylindre. I rollen som Danny balancerer Paul Ruud så fornemt mellem det sobre og det komiske, at tankerne ledes hen på Bill Murray i hans storhedstid. Seann William Scott, der synes skræddersyet til rollen som Wheeler, leverer samtlige punchlines med den samme gejst, der gjorde ham til den store scenestjæler i “American Pie”. Og Christopher Mintz-Plasse, som gjorde den kække McLovin fra “Superbad” til et idol for en hel generation af nørder, brillerer endnu engang – her i rollen som rollespilsentusiasten Augie. Skuespillertruppen er så uforbeholdent fantastisk, at man som tilskuer lynhurtigt kommer på bølgelængde med karaktererne, som vitterligt er blandt dette filmårs mest charmerende og forbilledlige rollemodeller.

Video

Præsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. På dvd ligner “Role Models” dét, den er: En splinterny Hollywood-produktion. En næsten ubetydelig mængde edge-enhancement og få kontrastsvingninger (enkelte billeder savner dybde pga. for svagt sortniveau) er transferets eneste minusser. Kontrasten er sædvanligvis upåklagelig, billedet er knivskarpt, farverne er varme og naturtro, og hverken komprimeringsfejl, snavs eller utilsigtet gryn forekommer.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor gør, hvad det kan, med filmens udmærkede, men langtfra sensationelle lydside. Der er ikke mange panoreringer, men man savner sjældent nogen. Atmosfæren er udmærket, men aldrig overvældende, og overstyring eller andre former for støj figurerer aldrig. Replikkerne er altid tydelige, og musikken er også klokkeklar og overdøves aldrig.

Ekstramateriale

Så snart man har smækket dvd’en i afspilleren, præsenteres man for trailere til “The Boat That Rocked”, “Duplicity”, “State of Play”, “Frost/Nixon” og “Fast & Furious”. Heldigvis befinder der sig noget langt mere interessant ekstramateriale på skiven også. Fire minutters festlige fraklip og knap 25 minutters slettede/alternative scener medfølger. Mange af de frasorterede sekvenser er faktisk virkelig sjove og kunne sagtens være forblevet i den endelige udgave af filmen.

Seks korte dokumentarer er inkluderet, som tilsammen varer sølle 25 minutter. De er lidt overfladiske og byder på mange interviews med folk, som bare roser hinanden, men skuespillerne disker op med en masse gode anekdoter, og her er mange fede klip fra optagelserne. Desuden har instruktøren David Wain indtalt et kommentarspor til filmen. Wain er meget informativ, men også dejlig selvironisk – især når han taler om sig selv. Hvem vidste i øvrigt, at “Role Models” oprindeligt skulle have været et seriøst drama med en helt anden titel? En forlænget version af filmen er tilgængelig på dvd i udlandet, men denne dvd indeholder udelukkende biografudgaven.

Dårlige forbilleder i god film

Her er for en gangs skyld en rigtig positiv overraskelse: “Role Models” ser måske ikke voldsomt lovende ud ved første øjekast, og der er næppe nogen, som ligefrem vil ændre livssyn pga. denne film, men som en grov, skarp og stærkt underholdende komedie, der handler om folk, man rent faktisk bryder sig om, er den et sjældent frisk pust.

Filmen følger de to fyre Danny og Wheeler, der kører fra High School til High School med det tvivlsomme budskab, at man skal sige nej til hårde stoffer, men ja til den minotaur-energidrik, som de i stedet prøver at sælge til ungerne. I modsætning til den ubekymrede Wheeler er Danny imidlertid ved at gå til i lede over sit udsigtsløse arbejde, og da hans kæreste dropper ham pga. hans evigt mugne attitude, knækker filmen, og han bryder nok love til, at både han og Wheeler står over for en fængselsstraf.

De bliver i stedet sat til samfundstjeneste som voksenvenner til to børn med sociale vanskeligheder, og deres nye chef sætter dem sammen med to af de sværeste sager. Wheeler skal tages sig af den grovkæftede 11-årige Ronnie, mens Danny skal forsøge at hjælpe den indadvendte Augie, der virker helt fortabt i en live-rollespilsverden.

Overstående lyder måske nok som optakten til en ret forudsigelig affære: De voksne skal hjælpe børnene til at få succes, og samtidig lærer de også selv noget om ansvar og medmenneskelighed, der også hjælper dem til at blive mere harmoniske mennesker. “Role Models” er da også en film af den type, men samtidig er den en så hjertevarm, veludført og slet og ret morsom komedie, at det ikke gør så frygteligt meget.

Det er der mange årsager til. En af de mest indlysende er Paul Rudd, som ikke blot er medforfatter på manuskriptet, men også spiller den evigt gnavne Danny i lige den rigtige lidt overdrevne tone, således at hans manglende humør både er sjovt, men samtidig ikke så karikeret, at man ikke kan forholde sig til det. Filmen er dog også fyldt med fornøjelige biroller, heriblandt er ikke mindst Danny og Wheelers overordnede – den tidligere narkoman Sweeny, hvis ligefremme facon og sprog udgør en bizar modsætning til hendes velgørenhedsarbejde, og som lynhurtig bliver alt for detaljeret i beskrivelserne af sit tidligere liv som prostitueret. Underholdende er også den live-rollespilsforening, som Augie deltager i, hvori de alt andet end heroisk udseende voksne mænd agerer ridder og elver med en komisk højtidelighed, som filmen formår at lave sjov med, uden at tonen bliver hverken ondskabsfuld og latterliggørende.