Rosemarie og gartnerens hemmelighed
Udgivet 9. nov 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jo, det er Emma. Og hvis du ikke ved, hvem det er, så burde du skynde at SKAMme dig frem til tredje sæson af den sådan cirka bedste skandinaviske serie nogensinde. Der er hun tredje hjul i Isak og Evens ‘kosegruppa’ med sit Natalie Portman-lookalike-udseende. Her er hun adoptivbarn med en sporløs mor. Og hun er stadig dritt-skøn og umiddelbart ægte. Serr!
Hun mangler indhold. I arbejds- og privatliv, der nu henholdsvis består af delebørn og et interview med den lokale sexolog om den første sexbutik i provins-ligegyldigheden Hønefoss. Var det derfor, hun blev journalist? I det mindste kan sexsnakken gøres lidt mindre banal, så hun får bogklubben til at læse “Stormfulde højder”, imens kollega og storkomisk højdepunkt Hilde hellere vil læse lidt om Christian Greys 50 skyggesider. Det handler vel om det samme? En kvindes dyriske drifter.
Derfra står den på roadtrip. Tilbage i tiden; hvad skete der dengang til brylluppet? Og hvorfor fravalgte Unn Tove sin egen Heathcliff/Christian Grey – begæret og eventyret frem for det sikre? Det spor står svagest på rejsen, der også leder parret til København, hvor Tommy Kenter spiller overraskende pornokonge med svar på hemmeligheden. Erotik og kærlighed behøver ikke at være stormfulde modsætninger.
Min kærlighed til Ruby Dagnalls talent er i hvert fald ikke blevet mindre med “Rosemarie og gartnerens hemmelighed”. Når Unn Tove tidligt ikke viser sig at være mor til hittebarnet, så rødmer Ruby skuffet over i tårer, der rører som de bedste afsnit fra “SKAM”. Nu er hun mere og andet end Emma. Serr!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet