Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit af “She-Hulk: Attorney at Law”, som Disney+ har stillet til rådighed for pressen. 

”She-Hulk: Attorney at Law” er Marvel Cinematic Universes første rigtige sitcom. Jo jo, vi har allerede oplevet sitcom-episoder i den fornøjeligt opfindsomme ”WandaVision”, men her spillede selve formatet en stor rolle i den større historie, som i virkeligheden var noget af et genresammensurium. ”She-Hulk” er derimod en sitcom through-and-through. Og det er bestemt forfriskende med et temposkift fra det ordinære Marvel-format, vi har oplevet så mange gange tidligere. Jeg ved bare ikke, om det her er det temposkift, jeg havde brug for.

Der er ellers meget godt stof for en sitcom at hente i Marvel. Her finder vi et hav af finurlige karakterer i mindst lige så mange finurlige situationer, og den fantastiske superhelteverden er tilmed sjældent blevet vist fra den hårdtarbejdende everyday man’s perspektiv, så der er masser for ”She-Hulk” at gå i kødet på – og det gør serien i den grad også. Det er bare til meget blandede resultater.

Først og fremmest skal der dog gives roser, hvor de fortjenes. Tatiana Maslany er fantastisk underholdende som Jennifer Walters, Bruce Banners kusine, som ved et uheld ender med at blive transformeret til en Hulk. I modsætning til sin fætter, der har måttet bruge lang tid på at blive den, som Marvel-fans kender som Smart Hulk, har Walters ikke de store problemer med at skifte mellem grøn kæmpe og lille menneske. Hun skal til gengæld forsøge at balancere livet som en single advokat i 30’erne, der har karrieren som sit omdrejningspunkt, med et liv med uønskede superkræfter, hvilket viser sig at være noget sværere, end hun selv havde troet. Med sig igennem sin wacky hverdag har hun den energiske og underholdende Nicki, spillet på overbevisende vis af Ginger Gonzaga. Både Gonzaga og Maslany trives tydeligvis i de komiske elementer, som Walters’ kontrastfyldte hverdag bringer, og de to kan godt bære ni 30 minutter lange episoder sammen. Derudover er det også bare et interessant at følge, hvordan livet er for en fjerde-vægbrydende superhelt, der samtidig skal agere advokat for forskellige overnaturlige individer.

Walters lever nemlig et liv, der langt hen ad vejen minder om den normale borgers, og i den forstand er ”She-Hulk” meget intim. Den bruger tid på at bygge karakterer på et mere personligt og down-to-earth niveau, end vi har haft tid til i mange andre Marvel-projekter. Og det er ikke kun med Walters, vi ser det. Der er nogle virkelig gode sekvenser med hendes superheltefætter, der ikke bare bygger på hans forhold til sine Avengers-kolleger og -kammerater på både sjov og rørende vis, men som også giver et mere dybdegående indblik i hverdagen som Bruce Banner/Hulk. Det er dog også i scenerne med Mark Ruffalo-helten, at serien for alvor skinner, og selvom jeg godt forstår, hvorfor Hulk ikke er med i hver eneste episode, kan jeg ikke lade være med at ærgre mig lidt over det.

Den ærgrelse bliver blot forstærket, når det kommer til resten af seriens cast – især de karakterer, som vi kender fra andre Marvel-værker. Her tænker jeg specifikt på Wong og Emil Blonsky, aka the Abomination. Selvom Wong altid har været en komisk figur i MCU, er han overdrevet komisk her, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at ham her er Sorcerer Supreme. Det samme er tilfældet for Blonsky, der heldigvis for karakteren har den fænomenale Tim Roth tilbage i rollen. Blonsky er ikke som han var, da ”The Incredible Hulk” udkom i 2008, og der er selvfølgelig også gået en del år siden da (endnu flere i Marvel-universet), men den vej, de tager karakteren føles, bare skuffende – især oven på den forsmag vi fik i ”Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings”.

Flere af seriens nye karakterer er heller ikke ligefrem nogen, jeg kommer til at glæde mig til at se i fremtidige afsnit. Mange af dem er nemlig enten underligt karikerede, overdrevet dumme og flere tilfælde bare direkte irriterende. Og det bringer mig sådan set til min næste anke med serien.

For karikerede, overdrevne og dumme karakterer er langt fra atypiske i en sitcom, og skaberne bag serien fanger da også en stemning, der til tider minder om noget fra ”New Girl” eller ”Brooklyn 99” – to serier, jeg egentlig synes godt om. Men det føles ikke som noget, der i samme grad hører til i MCU – i hvert fald ikke på den her måde. Marvel har skabt et univers af hverdagsmennesker og helte, som man kunne forestille sig i den virkelige verden. Men når størstedelen af både hverdagsmenneskene og heltene begynder at føles urealistisk karikerede og overdrevne, brydes den illusion, og så snart sitcom-elementerne for alvor begynder at spille ind, så føles serien underligt afskåret fra MCU-virkeligheden.

Ser man bort fra mine klager om serien i sammenhæng med MCU (”She-Hulk” er i sidste ende sin egen fortælling), så bøvler den – som så mange andre sitcoms – med en kvalitetsforskel i humor. Nogle jokes fungerer særligt godt, og det er i høj grad grundet Maslanys karismatiske performance, mens mange bare føles flade eller intetsigende – eksempelvis den klassiske ’jeg-snakker-så-hurtigt-at-personen-jeg-snakker-til-ikke-kan-bryde-ind’-trope, som i det her tilfælde bare får mig til at krumme tæer. Samtidig er She-Hulks evne til at bryde den fjerde væg ligeledes et hit-or-miss-punkt i serien, og hvor man til tider sidder og smågriner af hendes kommentarer, sad jeg det meste af tiden med spørgsmålet om, hvorfor et metaelement overhovedet er nødvendigt.

Selvom humoren fra tid til anden halter, så er de fire episoder, som jeg fik tilgængeliggjort, egentlig fint fortalte – især den første, der i den grad er min hidtidige favorit, og som fungerer som et udmærket setup for resten af serien. 30 minutter er også passende for en sitcom blandet med en smule superhelte-action (som man dog ikke skal forvente alt for meget af), og selvom seriens humor og overdrevne karakterer ikke nødvendigvis stemmer så godt overens med det MCU, som er blevet bygget op indtil videre, er det uden tvivl forsøget værd at lave en serie som denne.

Forsøget er dog i sidste ende bare ikke helt vellykket, og hvor jeg er sikker på, at der nok skal være mange, der kommer til at være meget mere begejstrede for ”She-Hulk: Attorney at Law”, end jeg er, så ville jeg ikke bebrejde nogen (MCU-fan eller ej) for at skippe den her.