Med djævlen i hælene

Film om ulovlige emigranter vækker straks associationer til barske og deprimerende social-realistiske fortællinger, men selvom “Sin Nombre” ikke ligefrem kan beskyldes for at være nogen humørpille, så er dens historie anderledes rodfæstet i de klassiske fortællinger. Den er noget så usædvanligt som en romantisk flugtfilm placeret i grumme og realistiske rammer.

Filmen er en virkeligt duperende debut for den kun 31-årige californiskfødte Cary Fukunaga, der her viser et imponerende håndelag i dobbeltrollen som både manuskriptforfatter og instruktør. I “Sin Nombre” lader han os indledningsvist følge to forskellige handlingsspor: Vi møder den latinamerikanske teenager Sayra, der genforenes med sin far, og sammen begynder de på den vanskelige rejse gennem Mexico for at emigrere til hans familie i New Jersey, USA. Samtidig møder vi den unge Casper, der er medlem af en brutal gadebande, og som netop er i færd med at indlemme den 12-årige Smiley i kliken.

Casper rager dog uklar med gruppen i almindelighed og den voldsomt tatoverede leder i særdeleshed, og inden længe må han tage flugten ud af landet. Han hægter sig snart på den lille gruppe, og vi følger Sayras og Caspers rejse mod det forjættede USA, mens de hævntørstige bandemedlemmer forsøger at få ram på dem.

Fukunaga brugte efter sigende år på at researche historien og miljøerne, og indsatsen har bestemt ikke været forgæves. Fra starten af tegner filmen et så totalt overbevisende miljøbillede af såvel håbefulde indvandrere som de brutale gangstere, at man næsten fristes til at kalde stilen dokumentarisk. “Sin Nombre” ligger dog visuelt meget langt fra den vildt rystende kameraføring, der ellers er blevet mere reglen end undtagelsen, og Fukunaga benytter i stedet smukt opbyggede kompositioner, opfindsomme detaljer og enkelte velplaceret long-takes, der føjer en betagende skønhed til de ellers så trøstesløse omgivelser. Mængden af detaljer beriger også fortællingen, og vi oplever de toge, som emigranterne rejser ovenpå, som var de rene kolonier. Man dækker sig under presenning i regnvejr og udsættes for fare fra både plyndrende banditter samt forbipasserende børn, der kaster sten mod passagererne.

Fukunaga formår ligeledes at få nogle særdeles gode skuespilpræstationer ud af den unge rollebesætning, og rystende overbevisende er ikke mindst håndteringen af den 12-årige Smiley, der gerne tager tæv og begår mord for at opnå den eftertragtede status af at være bandemedlem.