The Singing Detective
Udgivet 4. maj 2010 | Af: DjBeau | Set på DVD
Film noir er en genre, mange filmkendere kan nikke genkendende til. Genren havde sin storhedstid i 1940’erne, hvor man ved en forestilling ofte viste to film: A-filmen og B-filmen. Film noir-filmene hørte til sidstnævnte og havde ikke de samme budgetter som A-filmene og måtte derfor skydes on location med det lys, der var der i forvejen eller ved hjælp af de få lamper, der var råd til. Dette førte til filmenes klassiske look med stærkt kontrastfyldte billeder og sparsom punktbelysning. Tematisk handlede de oftest om en mand, som mod sin vilje vikles længere og længere ind i en farlig situation – ofte pga. en femme fatale, der blev billedet på den moderne, selvstændige kvinderolle, som efter to mande-udryddende verdenskrige måtte lære at stå på egne ben. Genren har været populær lige siden, og det er blot en naturlig udvikling, at den blev sat på serie-form.
“The Singing Detective” er bestemt ikke en serie, som snobber nedad. Historien kræver en stor indsats af sit publikum, da det aldrig bliver helt klart, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Man skal populært sagt holde tungen lige i munden for ikke at blive tabt allerede efter første afsnit. Seriens stemninger og fortælleteknik lægger sig tæt op ad film som David Lynchs “Lost Highway” og “Mulholland Drive”, men hvor disse to film formår at holde spændingen på et konstant højdepunkt på trods af de snørklede historier, er det let at fare vild og miste interessen i visse af seriens afsnit.
Musik spiller en stor rolle i serien. Michael Gambon spiller selv rollen som den syngende detektiv i sin historie og bliver dermed et billede på sin egen handlingslammede far, der i Marlows febervildelser høster en sjælden hæder, når han står på scenen. Også scenerne på hospitalet transformeres ofte til en musical, men sangene har en tendens til at trække lige lovligt langt ud og blive en anelse kedelige.
Format: 4:3. “The Singing Detective” er en aldrende sag, som tilsyneladende ikke har været opbevaret alt for godt. Kvaliteten af billederne ligner rent ud sagt noget fra et slidt VHS-bånd. Det er egentlig ikke fordi, billedet præges synderligt af komprimeringsfejl, men der er så meget grums i billedet, at det næsten synes at bevæge sig. Kontrasten er desuden ikke for god, og karakteren må derfor ende på et sølle to-tal.
Præsenteret i Dolby Digital, to kanaler. Serien er fra før hjemmebiografens storhedstid og er derfor indspillet i stereo, hvilket ofte borger for et lydbillede, der slet ikke lever op til de efterhånden så vante seks kanaler. Denne serie er ingen undtagelse. Dialog og musik lyder ikke decideret skidt, men heller ikke specielt godt. Der spares på lydeffekterne, og lydbilledet kan bedst beskrives som en anelse leverpostejs-agtigt.
Der er intet ekstramateriale på dvd’erne.
Der laves flere serier end nogensinde før, og man må ofte kæmpe sig gennem den ene elendige gang hø efter den anden for at finde frem til den sagnomspundne nål. Problemet er ofte, at serierne sigter efter laveste fællesnævner, da selskaberne skal sikre sig nok seere. Heldigvis findes der masser af kreativ ambition i filmbranchen, og derfor får de smallere og mere eksperimenterende udgivelser også lov at titte frem hist og her. “The Singing Detective” er ikke en ny serie, men til gengæld en af dem, som tør udfordre. Spørgsmålet er, om serien er for eksperimentel og derfor taber rigtigt mange potentielle seere på gulvet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet