Ledningerne i lommen

Rita Hayworths mest berømte rolle var nok Gilda i filmen af samme navn. Denne hyperseksualiserede femme fatale blev uundgåeligt hendes offentlige identitet, men hun følte sig aldrig tilpas med det. Hun skal have sagt, at ”mænd forelsker sig i Gilda, men de vågner i sengen ved siden af mig.” Skuespiller og rolle smeltes sammen i en uskøn blanding, hvor man aldrig er helt sikker på, hvad der spejler hvad. Det er den samme fordobling, der er kernefortællingen i “Skyerne over Sils Maria”, men her gør spejlingerne på tværs af alle karakterer, over både fakta og fiktion og endda ud i den omgivende natur. Hvis man efterspørger en eksistensberettigelse for den europæiske art cinema, så er “Skyerne over Sils Maria” det bedste bud siden “Den store skønhed”.

“Skyerne over Sils Maria” er at sammenligne med en gordisk knude. Eller med et mere moderne eksempel; det, der kommer op af lommen, hvis man har gået rundt med tre-fire sæt høretelefoner i den en hel dag. Skuespilleren Juliette Binoche spiller her Maria Enders, der fik sit gennembrud i et stykke, hvor hun spillede en ung femme fatale, der forfører en ældre kvinde. 20 år senere skal hun modvilligt spille den ældre kvinde i en genopførsel. Hun har en yngre assistent. Og forholdet mellem de to har tydelige paralleller til kvinderne i stykket, men det vakler konstant mellem det moderlige og det incestuøse.

I flere scener ser vi dem sidde og øve stykket, hvor der glides sømløst frem og tilbage mellem replikkerne i teaterstykket og deres dialog. Grænsen mellem rollerne og personerne udviskes, og magtforholdet forrykkes konstant. De magtrelationer spejles så yderligere i Marias forhold til den unge skuespiller, der skal spille hendes gamle rolle som den unge. Samt i forholdet til forfatteren, der har skrevet stykket, og ikke mindst hans enke. Han var Marias mentor og idol, hvilket giver hende udfordringer i at arbejde sammen med en ambitiøs og moderne instruktør. Alt dette i en historie, der behandler afhængigheden af kærlighed eller opmærksomhed, ungdom og alderdom, dominans og den store Kunst frem for den forkætrede Underholdning. Det er, hvad min gamle dansklærer med syrlig overlegenhed ville referere til som fortolkningsdybde.

Det lyder allerede frygteligt højkulturelt og snobbet. Måske endda kedeligt. Jeg kan jo godt selv høre det. Det er det ikke. For hver film som “Skyerne over Sils Maria” er der hundrede andre, der falder fuldstændigt til jorden, fordi filmskaberne ikke ved, hvordan de skal fortælle sådan en historie. Eller endnu værre så har de set en masse Godard og Tarkovsky og tænkt: ”Det kan jeg da også.” Men det kan de ikke. Det afslører deres frygtelige filmskolefilm, som er så pseudo-intellektuelle, at det kan få selv en snob som mig til at udvandre fra biografen. Men heldigvis er Olivier Assayas et begavet menneske og en dygtig instruktør.

Han formår at give alle de forskellige aspekter plads til at udfolde sig uden at forsimple dem. En af genistregerne er at lade det hele udspille sig i Schweiz i området omkring den afdøde forfatters hytte over en række perioder op til premieren på genopførslen. Assayas tilfører endnu en fordobling ved at lade selve landskabet blive en rolle. Når det fungerer som baggrund er det klart og idyllisk, men så snart karaktererne begiver sig ud i det, bliver de omgivet af tåge eller snestorm. Eller også bliver det pludselig nat. Først til sidst klarer det helt op, titlen giver mening, men der bindes dog ingen sløjfer på noget som helst. Du må selv forsøge at vikle dine høretelefoner fri.