Dreng møder dreng, der gerne vil være pige

Ellie og Andreas er det sødeste filmpar siden Adèle og Emma smaskforelskede sig i hinanden på fransk i sidste års “Adèles liv”. Ellie og Andreas er forelskede på svensk, hvilket betyder lidt mindre fransk lidenskab og lidt flere problemer ved at være gladest for en af eget køn. Titlen siger forudsigeligt det hele: Noget må gå i stykker. Men rejsen frem mod det brud er ægte sødt og slet ikke så svensk korrekt, som emnet truer med.

For selv om Ellie er trans og født Sebastian, så glemte jeg hurtigt det flertals-unormale i, at hen går i kjole og matcher sin tyrering i næsen med en feminin øjenskygge. Ellie er et feminint menneske, der mest af alt drømmer om at blive accepteret af normen, samfundet og særligt de flotte fyre, som hen fantaserer om at blive kneppet af og endda pisset på, hvis det er det, der skal til. Det er mere Andreas, fortællingens Romeo, jeg ikke helt forstod eller savnede indsigt i. Inkonsekvent elsker eller hader han sin Julie, men vi inviteres ikke inden for i hans paradoksale følelser.

Men så længe Andreas elsker, så er parret nyforelsket søde sammen, der møder hinanden over en tissetur op af et træ. Køn har engang imellem en betydning. ”Hvor romantisk,” ironiserer Ellies roomie. Men det er det for Ellie, der spilles med fin usikkerhed af debutanten Saga Becker. Særligt mimikken udnyttes dygtigt, når veninden demonstrativt kalder Ellie for dåbsattestens navn, Sebastian. Det tavst misbilligende blik siger det hele: Jeg vil være en anden.

Det, der var så befriende ved “Adèles liv” som mixfilm, var, at den var så fri fra konfliktstof knyttet til pigernes seksualitet. Eller konflikterne var der, men fortællingen forstørrede og svælgede ikke i dem. Det handlede primært om Adèle og Emmas kærlighedshistorie. I “Something Must Break” er retningen mod konflikt mere sat på skinner, som det tog vi aldrig ser, men som buldrende brager igennem på lydsiden, når Andreas alligevel ikke kan Ellie. Men når konflikten forudsigeligt rammer, så opstår der til gengæld interessante mørke sprækker i Ellies splittede sind. Så må hen jo finde nogen i den mørke undergrund, der vil tage hen uden forbehold. Og i det mørke findes også komisk lys i en scene, hvor den står på dobbelt-guffer til to bestemte mænd i en velfærdssvensk dagligstue, der er sirligt indrettet med røvsyge, kedelige ringbind. Komisk kedelige, der bare ikke rimer på homoseksuelt gangbang.

Netop i Ellies uperfekte mørke findes det fine ved “Something Must Break”, der let kunne ende så politisk korrekt som en skribent, der bruger det kønsneutrale “hen”. På samme vis er Ellie og Andreas på romantisk date over stjålne dåseøl og hyggeudflugt til storcentret, der fnisende lænses for køkkenudstyr og en designerkjole. De er ikke bedre mennesker, men bare mennesker. Og det er lige der, at den her historie om dreng møder dreng, der gerne vil være pige (eller i hvert fald transfeminin), kan mest og bedst.