Øst, vest – spioner er bedst

Guy Ritchie er for lækker, lækker, lækker, lækker. I hvert fald hans film, der altid oser af rytme, musikalitet og overskud. Overskudsagtig, kalder man det vist. Film som “Snatch” og “Sherlock Holmes”, der i kernen er gammeldags action-krimier, men på det ydre er dyppet i så mange glimt i øjet, at kun Tarantino ikke bliver forført. “Spionen fra U.N.C.L.E.” er smart i meget høj fart med idéer, der dog er fundet på spionernes overskudslager.

Det er nemlig begrænset, hvor mange gange det er overraskende, at skurken forgifter den drink, som tilbydes til spionen, der heppes på. Det er også tættere på nul end flere gange, det er overraskende, at spioner bliver aflyttet og aflytter. Begge dele sker her så mange gange, at Henry Cavills kloge og elegante amerikanerspion og Armie Hammers store, stærke russiske pendant ikke kan anklages for at være lærenemme. Sammen skal de to forskellige, men alligevel ens spioner frelse 1960’ernes koldkrigsverden fra en kontrafaktisk nazitrussel.

Det er en opdigtet historielektion, hvor man forestiller sig, hvad der nu var sket, hvis nazisterne ikke var blevet udryddet med Anden Verdenskrig, men derimod blot var flygtet for at genopbygge sin styrke. I finske “Iron Sky” flygtede nazisterne til månen. I “Spionen fra U.N.C.L.E.” nøjes de med Italien, hvor de hygger sig med at berige uran. Og det gør de i et univers, der ser lækkert, lækkert ud. Ikke som 1960’erne fra en historiebog, men som en klon af en musikvideo, et modekatalog og en drøm tilsat et lydspor, der er vintage og cool retro med stref af spaghetti-westernsk Morrricone. Det spiller!

Det er Henry Cavill, der er bedst til at lege spion. Han er glat og smart som den brylcreme, der holder de mørke lokker på plads. Som en ung Hugh Grant, der selv dukker op med stor tilstedeværelse som en slags M – bare med charme. Mere vanskeligt er det for Armie Hammer, der har fået en rolle, som taler gebrokkent russer-engelsk, er stor og stærk… Og lidt tung. Den type skabelon-russer er vanskelig at gøre ligestillet med en smart amerikaner, der ligner Superman. Og det i en film med så vestligt et blik, at russerens samtale med Alicia Vikanders charmerende østtyske smørklat i midten foregår på engelsk. Det er ikke indre logik, der tynger.

Det tunge skyts findes derimod frem, når Henry, Armie og Alicia holder kæft og lader Guy Ritchie dirigere dem rundt i rytmiske action-sekvenser med et overblik som en astronaut eller Andrea Pirlo. Zoom ind, ud, rundt, flashback- frem, håndholdt og så ud i satellit-perspektiv. Der tabes aldrig overblik, imens en rød russer og en amerikansk cowboy jagter en fæl italo-nazist med en østtysk babe som gidsel. Lige her tror jeg faktisk, at Tarantino ville føle sig forført og lette på sin “Inglourious Basterds”-hat.