Teenage Mutant Ninja Turtles
Udgivet 4. sep 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Den her legetøjsfilm er noget skrammel. Med et afsæt fra et tegnet 80’er-hæfte eksploderede interessen i 90’erne for fire muterede skildpadder, der er teenagers. Og ninjaer. Og som virkelig godt kan lide pizza. Tegnefilm, spillefilm, actionfigurer, klistermærker og sengetøj kunne fås med den blå lederpadde, Leonardo, den lilla opfinder, Donatello, den arrige røde, Rafael, og den fjollede med orange maske, Michelangelo. Nu er det så blevet nostalgitid. Det skulle være blevet ved minderne.
Selv Megan Fox virker mere naturlig og menneskelig som reporteren April O’Neil, end turtlerne gør som turtles. Fox er forfremmet til hovedperson og svigter da heller ikke hendes formål, da hun efter få minutter hopper på en trampolin i tætsiddende tøj. Op og ned. Op og ned. Siden hen får hun travlt. Hun jagter den gode kriminalhistorie om natten. Den onde fodklan hærger New York, men de stoppes gang på gang af selvtægtsmænd, der ligner skildpadder. Det opdager April. Og kommer straks i tanke om, at hun da vist havde fire skildpadder som barn, der blev fodret med pizza, klædt i hver sin farve og opkaldt efter renæssance-kunstnere. Lige indtil hendes fars mutant-laboratorium blev ødelagt af en ond pengemand og en endnu ondere ninjamester, Shredder. Sikke et sammentræf. Bare de onde nu ikke vil sprøjte gift ud over New York.
Michael Bay er producer på genopdagelsen af den her megafranchise. På samme vis stod han i spidsen for genopfindelsen af Transformers-brandet, der havde hærget nogle år før Turtles brød igennem. Det gjorde han på mange måder nostalgisk veloplagt med den første “Transformers”, der havde en uskyldig ærlighed over sig. Den er langt væk med “Teenage Mutant Ninja Turtles”, til trods for at der nærmest undskyldes fra begyndelsen, hvor Aprils lumre makker, Vernon, forklarer, at det jo bare er lidt slik, lidt sødt til det sure. Men behøver slik virkelig at smage så syntetisk? I en enkelt snesekvens lykkes det faktisk at skabe en nærværende rutsjebane på vej ned ad et bjerg. Her glider det – både skildpaddeskjold og actionhumoren – som var det en introscene til en Bond-film.
Shredder og de onde fodsoldater vender helt hundrede tilbage. Jeg vil håbe, at de har mere end giftgas og fabrikatmonologer med næste gang. Og så håber jeg, at skildpadderne er kommet mere yndefyldt igennem deres teenageperiode med vokseværk. Det er jo trods alt en vanskelig tid i ens liv.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet