Tilbage i ringen
Udgivet 9. jan 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Kender du det, at man sætter filmkarakterer til at dyste imod hinanden oppe i fantasiens kampring på tværs af filmuniverser? Batman vs. Superman, Dirty Harry vs. John McClane eller måske Babe den kække gris vs. Godzilla? Jeg har. Hvad med Robert De Niros Jake “Raging Bull” LaMotta vs. Sylvester Stallones “Rocky” Balboa? Hvem ville vinde den boksekamp? Det fantasispørgsmål bliver næsten besvaret i “Tilbage i ringen”.
Hvis du forventer et realistisk veteran-comeback à la Aronofskys “The Wrestler” med en fortidstynget Mickey Rourke i kampringen, så har du indløst billet til den forkerte kamp. Det er Adam Sandler-instruktøren Peter Segal, der er filmens promotor. Så til trods for Kid og Razors kampvægt er filmen en letvægter. Den komiske hovedattraktion er Kevin Harts kamparrangør Dante. Eller det virker hvert fald til at være meningen. Forestil dig den mest hysterisk overspillede udgave af Cuba Gooding Jr. i 90’erne, og lad ham så få en søn med Chris Rock. Så har du Kevin Hart, som jeg flere gange ønskede ville få et forstummende leverstød af Stallone.
Ingen god træning uden en træner. Razors pensionistscooter-kørende far og træner, spillet af en veloplagt gakket Alan Arkin, gør deres parallelhistorie til filmens bedre halvdel. Her gøres der blandt andet kærligt grin med boksefilmgenren, da Razor under en traditionel træningsmontage lægger vejen forbi et slagterfrysehus fyldt med kød. Som genren foreskriver, så skal der naturligvis bokses til kødet, men ikke her. Farmand stopper undrende kødslaget med en kommentar, om Razor dog skal slå på alt? – de er der altså bare for at købe kød. En romance gør den barberbladsskarpe duo lidt døv og til en trio. Kid har større problemer med at finde en træner, hvilket manuskriptet løser ved at trylle en ukendt boksetrænersøn ud af det blå. Det sjoveste ved ham er hans navn, Bradley James. Forkortelsen af navnet giver sug til flere af filmens bedste grin.
Hvem vinder så? Det skal ikke afsløres her, men filmen selv bliver aldrig en rigtig vinder. Et pensionist-hyggeligt jab frem for et storgrinende knockout. Men de to gamle kan deres boksning og finalen er et brag, der ender op i et rørende filmøjeblik. Hvis du vil nå i mål til det, så vil jeg foreslå, at du gør det samme som Alan Arkins trænerfar, når Kevin Harts Dante taler: sluk for høreapparatet, og nyd de gamle tilbage i ringen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet