Torchwood - Sæson 1

InstruktionAndy Goddard, Ashley Way, Euros Lyn, Colin Teague, Bill Gierhart, Guy Ferland, Brian Kelly, James Strong, Alice Troughton, Jonathan Fox Bassett, Gwyneth Horder-Payton

GenreSci-Fi, Drama

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Torchwood – Sæson 1

4 6
Søsterserie til “Doctor Who” er ingen efternøler

Medmindre du er en fanatisk tilhænger af science fiction-genren ligesom undertegnede, er sandsynligheden for, at du alene har hørt om den britiske tv-serie “Torchwood” formentlig lig nul. “Torchwood” er en såkaldt spin-off af BBC’s nye og fornøjelige “Doctor Who”-føljeton, som heller ikke har nydt megen eksponering herhjemme. Men du behøver hverken et særligt kendskab til genren eller “Doctor Who” for at kunne sætte pris på den første sæson af “Torchwood”.

Torchwood er navnet på en særlig enhed af hemmelige agenter, der har hovedsæde i Wales, hvorfra de efterforsker alskens overnaturlige hændelser og rumvæsner, som lander på vores planet. Organisationen ledes af den enigmatiske kaptajn Jack Harkness, som dukkede op i en håndfuld “Doctor Who”-afsnit og blev så populær, at man besluttede sig for at gøre ham til omdrejningspunktet i en helt ny tv-serie. Harkness er udødelig, og kaptajnens fortid er mildest talt omgivet af mystik. Undervejs bliver der endda sået tvivl om, hvorvidt han er et menneske, men én ting er helt sikkert: Harkness er en af tv-historiens mest flamboyante og karismatiske helte, og “Torchwood” er næsten ligeså underholdende som seriens sympatiske hovedperson.

Harkness’ popularitet skyldes uden tvivl den skotte, der portrætterer ham: John Barrowman. Han udstråler en uknækkelig selvsikkerhed og entusiasme, som gør ham fuldstændig troværdig som både leder og actionhelt. Resten af skuespillerne er ikke helt så formidable, men de imponerer trods alt. Eve Myles vandt forståeligt en BAFTA for sin præstation i seriens pilotafsnit, og hun brillerer igennem hele sæsonen i rollen som den forhenværende politibetjent Gwen Cooper, der er Torchwoods nyeste rekrut. Både Cooper, Harkness og resten af persongalleriets medlemmer er i konstant og uforudsigelig udvikling.

“Torchwood” er langt mere alvorlig og kontroversiel end den forholdsvis familievenlige “Doctor Who”. Der er dog adskillige referencer til føljetonens søsterserie, som vil more trofaste fans. “Torchwood” kan bedst beskrives som en blanding af “The X-Files” og “Men in Black” tilsat nogle af de sjoveste, rappeste dialoger, genren har mønstret, siden Joss Whedons “Firefly” blev droppet i 2002. Men det er seriens omdiskuterede, nonchalante indstilling til bi- og homoseksualitet, der virkelig får den til at adskille sig fra sendefladens andre programmer. Karakterernes seksuelle ambiguitet, der behandles med både respekt og humor, vil næppe være alle kops te, men ingen science fiction-serie har angrebet sociale tabuer med samme beundringsværdige dristighed siden “Star Trek” for fyrre år siden.

Sæsonen er blot 13 episoder lang, men med en gennemsnitlig episodelængde på 50 minutter er der trods alt tale om adskillige timers solid underholdning, og der er næsten noget for enhver smag. Serien lægger godt ud med “Everything Changes”, der både finder tid til at introducere karaktererne og universet og til at fortælle en god, selvstændig historie. “Countrycide”, hvori Torchwood-agenterne strander i en landsby fyldt med kannibaler, forårsager flere chok end de fleste veldrejede gysere, og “Random Shoes” er en enormt bevægende, varmhjertet cadeau til science fiction-nørder verden over.

Afsnittet “Small Worlds” skuffer med sin overgearede og ujævne fortælling om ondsindede feer, og de talrige trekantsdramaer tærer til tider på koncentrationen. Men “Captain Jack Harkness” er både et fascinerende portræt af seriens frontfigur og en eksemplarisk hyldest til kærlighedens mangfoldige væsen, og så snart man har færdiggjort den storladne cliffhanger, “End of Days”, får man lyst til at give sig i kast med føljetonens anden sæson. Lad os håbe, at den også snart udkommer herhjemme.
Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Afsnittenes billedsider ser desværre ikke helt så godt ud på dvd som forventet. Serien bliver optaget i HD, men alligevel er der en del skud, som virker en smule slørede. Farverne virker undertiden også for matte, og en sjælden gang imellem svinger temperaturen en anelse unaturligt, men heldigvis er både farverne og kontrastgengivelsen sædvanligvis mere end hæderlig. Støj, snavs og edge-enhancement dukker aldrig op, og billedet bliver aldrig så sløret, at man bliver distraheret.

Audio

Desværre plages udgivelsens Dolby Digital 5.1-lydspor af nøjagtig det samme problem, som for nylig plagede DD5.1-mixet på dvd-udgivelsen af den danske film “Dansen”: Alle tre fronthøjtalere leverer nøjagtig de samme lyde, ligesom de to baghøjtalere mønstrer samme lyde. Det kan til tider godt blive en anelse forvirrende og irriterende, når de samme lyde optræder så mange steder. Derfor kan man ligeså godt benytte sig af de medfølgende, nogenlunde 2.0-lydspor og aktivere ProLogic-afvikling, hvorved en mere troværdig lydoplevelse sikres. Lyden er heldigvis distinkt, støj optræder aldrig, og dynamikområdet er forholdsvis stort.

Ekstramateriale

Der medfølger desværre ikke nær så meget ekstramateriale, som udgivelsens omslag hævder. Ifølge coveret er der indtalt kommentarspor til samtlige afsnit, men i realiteten medfølger ikke ét eneste af slagsen. Skuffende. Omslaget hævder også, at der medfølger et hav af fraklip, dokumentarer og slettede scener, men den, der har designet coveret, har tydeligvis ikke selv tjekket dvd’erne, for udgivelsens seks skiver indeholder blot en håndfuld dokumentarer, som hver især varer omtrent 20 minutter. De er dog alle udmærkede, og selvom de gerne måtte have været længere og mere dybdegående, skildrer de fornemt episodernes tilblivelse via masser af muntre interviews og interessante optagelser.

Fra skaberne af BBC’s “Doctor Who” kommer “Torchwood” – en fabelagtig science fiction-serie rig på god humor, sydende romancer og gruopvækkende uhygge. Dvd-udgivelsens transfers og lydspor er blot nogenlunde, og der medfølger kun få hæderlige dokumentarer. Men fans af intelligent science-fiction og især “Doctor Who” bør give “Torchwood” en chance.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

“Torchwood” følger et team af detektiver med den gådefulde Captain Jack Harkness i spidsen. Serien foregår i nutidens Storbritannien, hvor teamet benytter teknologi udviklet af rumvæsner til at opklare kriminalitet i en virkelig verden begået af såvel rumvæsner som mennesker. Alle, der arbejder for Torchwood, er under 35. Nogle siger, det er fordi, der er tale om ny teknologi. Andre siger, det er fordi, de dør unge.