“The Toxic Avenger” er ren og skær filmisk vanvid. Dette er et uomtvisteligt faktum, som bliver slået fast gentagne gange i løbet af dens 90 minutter – såsom da man ser en hujende gruppe unge lystigt køre en uskyldig knægt ned flere gange. Eller hvad med scenen, hvor et storsmilende uhyre danser i hulahop-ring sammen med sin blinde kæreste? For mange vil det nok snarere være synet af en ballerinaudklædt nørd, der skrigende hopper ned i en tønde atomaffald og dernæst går i brand, som virkelig slår filmens radikale ekstremhed fast med syvtommersøm. At se filmen er som at kværne en filmisk cocktail mikset af en ung George Romero, Ed Wood og Lars von Trier. En lettere frastødende cocktail, men en samtidigt ganske velsmagende en af slagsen, læsset med nok surrealistisk absurditet til at give selv Salvador Dali mundvand.

Der bliver blæst på alt, der rimer på konventioner, troværdighed og god smag. Man mærker endda en vis rebelsk interesse i at tage pis på mange andre værkers mere mådeholdne attitude. Verdenen fremstillet i “The Toxic Avenger” ligner umiddelbart vores egen, men her er en klar mangel på logik og normalitet. Hvad andet kan man da også forvente af en film, der handler om et forvokset monster, som, armeret med en gulvmoppe, beslutter sig for at udrydde lokalområdets kriminalitet?

“The Toxic Avenger” er forudsigelig og visuelt ofte grim og rodet (der er dog et par flotte slow-motion skud), folk kigger jævnligt ind i kameraet uden nogen tilsyneladende grund, og rekvisitter forsvinder jævnligt under visse scener. Men hold da op, hvor er filmen bare underholdende – på én gang et nådeløst, infantilt angreb på sit publikum, og samtidigt en original og afvæbnende latterliggørelse af talrige genrekonventioner, som filmen selv benytter sig flittigt af på effektiv vis. Den finurlige intertekstualitet i “The Toxic Avenger” er en af dens største forcer, der, trods manglen på teknisk elegance, røber tilstedeværelsen af en gruppe intelligente og målrettede folk bag kameraet. Instruktøren vælger endda at benytte sig af 1800-tallets store, russiske komponist Modest Mussorgskys musik i flere scener.

På trods af filmens næsten barnagtige stupiditet og relation til den generelt lettilgængelige superheltegenre, så er der altså stadigvæk en grund til, at der står “Frarådes børn under 15” på coveret – hold disse levende billeder væk fra de mindste, for der bliver virkelig gået til den. Dvd’en indeholder for øvrigt “Director’s Cut” udgaven af filmen, så frygt ej: her bliver ikke sparet på de udpenslede blodbade og nærbilleder af vamle lig.

VideoPræsenteret i 1.33:1 (4:3) Full Screen format. Filmen, nøjagtig ligesom dens hovedperson, ser ofte ud til at være blevet dumpet ned i en grum portion affald. Farvetemperaturen er enormt inkonsistent, støv og digital støj er der masser af, skarpheden varierer meget, kontrasten er ringe, og dele af billedet svinger simpelthen frem og tilbage. Det er ofte som at se en nedslidt VHS-kopi. Man lægger måske ikke altid mærke til billedsidens mangler, fordi filmen selv er så overordentlig trashy, men det her er altså ikke acceptabelt.

Mange andre dvd-udgaver af filmen præsenterer også filmen i billedforholdet 1.33:1. En lille smule research synes at afsløre, at filmen oprindeligt blev skudt i netop det billedformat og så senere blev skåret i top og bund for at opnå billedforholdet 1.85:1 i forbindelse med biografudgivelsen. Denne udgivelse præsenterer det, som oprindeligt blev skudt.

AudioLigesom billedsiden er lydsporet ikke særlig imponerende. Lyden er relativt tydelig, men lidt for ofte plaget af knasende overstyring. Sporet har en fin bund, men der savnes i høj grad auditiv sprødhed og fylde, og så kunne sporet også have haft gavn af en lille smule rensning – især godt og vel en time inde i filme, hvor lyden skratter voldsomt i få sekunder.

EkstramaterialeFilmen introduceres af dens ophavsmand: Lloyd Kaufman. Kaufman er en karismatisk skikkelse, som med et glimt i øjet fortæller om, hvor filmens succes gavnede ham finansielt. Kaufman fortæller dog også, at vi får lejlighed til at se filmen i en nyrestaureret widescreen-udgave, så introduktionen må siges at være en anelse malplaceret, men trods alt ganske morsom.

Dvd’en indeholder også fine interviews med instruktør Michael Herz, skuespillerne Mitch Cohen, Dan Snow, Robert Prichard og Sarabel Levinson. Her er masser af underholdende anekdoter.

Discen hævder at byde på syv slettede scener, men man erfarer hurtigt, at alle disse scener faktisk figurerer i hovedfilmen. Måske er der bare tale om de scener, som ikke var inkluderet i den oprindelige udgave af filmen? Under alle omstændigheder siger det sig selv, at disse ‘slettede’ scener ikke er af nogen som helst egentlig værdi.

“Laserdisc Intro and Outro” minder meget om den førnævnte introduktion. Igen dukker Kaufman op, dog denne gang for bl.a. at tale om sin prægtige Laserdisc-udgave af “The Toxic Avenger” (der er tydeligvis tale om et gammelt videoklip). Filmens monster dukker også op og taler om sine oplevelser som prostitueret og pusher. Tilhængere af filmens særprægede, ubønhørlige humor vil også elske denne lille featurette.

“Where in the World is Toxie?” er en oplysende, halvlang dokumentar, hvori vi følger Kaufman og andre, som drager verden rundt og får et indtryk af filmens overraskende globale popularitet.