Transcendence
Udgivet 18. jun 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Underholdningsindustrien er i en konstant balancegang mellem at kommentere sin samtid og underholde. Det sidste lyder måske indlysende, men man kan nogle gange få den tanke, at det alligevel bliver glemt, når en eller anden producer stirrer sig blind på en idé. Som at give Wally Pfister, der har stået bag kameraet på de fleste af Christopher Nolans film, en bizar, pseudovidenskabelig historie han kan trylle visuelt med. Sjældent imponerende, så hurtigt min interesse for en lang række usandsynligheder pakket ind i en flot, men klinisk kedelig vision om den nære fremtid blev mistet, fister.
Man har stået med et manuskript, der kunne sammenlignes med rodet af kabler i en teenagedrengs værelse, og har så forsøgt at hive en stringent og engagerende historie ud stik for stik. Men ligesom ledningerne til en Playstation har en nærmest magnetisk tiltrækning på sin nabo, filtrer de her plottråde sig igen og igen ind i hinanden, og resultatet er lige så underholdende. Johnny Depp, verdens klogeste menneske (Rebecca Hall og Paul Bettany er hhv. nr. 2 og 3), bliver skudt med en radioaktiv kugle og dødsdømt. Men inden da når han at blive uploadet til verdens bedste computer. Han og Rebecca Hall er verdens rigeste forskere og køber en by ude i ørkenen, som de omdanner til en Jonestown-lignende kult, hvor Johnnys forskning i nanoteknologi gør alle superstærke og selvhealende. Kan Paul Bettany, der ikke ville være med mere, og elektroterroristen Kate Mara nå at give ham en virus, hvis de nu får hjælp af Morgan Freeman (verdens 4. klogeste)?
Når filmen er så dum at lege så klog uden en særligt stimulerende historie, bliver det en underholdningsnedsmeltning af de større. Spørgsmålene burde optage alle: fra den unavngivne af mine slægtninge, der har købt en iPad kun for at spille 7-kabale, til de hårde drenge på fjerde dags nattekoder. Mand mod maskine er simpelthen et godt emne for en fortælling – har været det siden “Metropolis” og er ikke holdt op med det nu, hvor enhver 2-årig kan lave en powerpoint-præsentation af årets ønskeseddel. Men selvom der ikke kan swipes en osterejefedtet finger henover det skinnende production design, var jeg aldrig grebet. Billederne står knivskarpt, men udtrykket er grynet.
Nanohealing og farlige computerhjerner bringer mindelser om den fårede “Virtuosity”, som nu lever en omflakkende tilværelse på de kabelstationer, man får med i selv den mindste tv-pakke. Jeg tvivler på, at det har været Wally Pfisters ambition at ende som fyldet, der smides ind, når man er løbet tør for “Verdens Værste Vaskekoner” og semikendisser, der laver urtefrikadeller på tid. På en grill. Men der er en alvorlig chance for, at det er der “Transcendence” ender. Med mindre effektcomputeren, som har programmeret den stive historie, bliver selvbevidst, overtager Netflix og tvinger menneskeheden til bingewatching af en sløv Johnny Depp de næste 80.000 år. Crtl-alt-del! Crtl-alt-del!!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet