Transcendence

InstruktionWally Pfister

MedvirkendeJohnny Depp, Paul Bettany, Rebecca Hall, Kate Mara, Morgan Freeman, Cillian Murphy, Cole Hauser, Clifton Collins Jr.

Længde115 min

GenreSci-Fi, Fantasy

IMDbVis på IMDb

I biografen19/06/2014


Anmeldelse

Transcendence

2 6
Computerprogrammeret maling, der tørrer

Underholdningsindustrien er i en konstant balancegang mellem at kommentere sin samtid og underholde. Det sidste lyder måske indlysende, men man kan nogle gange få den tanke, at det alligevel bliver glemt, når en eller anden producer stirrer sig blind på en idé. Som at give Wally Pfister, der har stået bag kameraet på de fleste af Christopher Nolans film, en bizar, pseudovidenskabelig historie han kan trylle visuelt med. Sjældent imponerende, så hurtigt min interesse for en lang række usandsynligheder pakket ind i en flot, men klinisk kedelig vision om den nære fremtid blev mistet, fister.

Der er postet penge i, er der. Johnny Depp er sandsynligvis ikke billig, og han står i spidsen for et solidt cast, der bare får nul at arbejde med. Rebecca Hall er en dygtig skuespiller, men her bliver hun reduceret til at rende rundt i underjordiske serverhaller og se forgrædt ud. Paul Bettany misser med sine mest forpinte øjne, men er så entydig reel og fornuftig, at jeg var mere interesseret i nogle kobberkabler, han render rundt og hiver i. Action bliver sparket hovedløst ind via det altid sikre kort; CIA, der jo er garant for skydegale psykopater og en masse biljagter. Men hvad fanden render de rundt og skyder for?! Det er åbenbart så mangesidet et spørgsmål, at man har opgivet at svare.

Man har stået med et manuskript, der kunne sammenlignes med rodet af kabler i en teenagedrengs værelse, og har så forsøgt at hive en stringent og engagerende historie ud stik for stik. Men ligesom ledningerne til en Playstation har en nærmest magnetisk tiltrækning på sin nabo, filtrer de her plottråde sig igen og igen ind i hinanden, og resultatet er lige så underholdende. Johnny Depp, verdens klogeste menneske (Rebecca Hall og Paul Bettany er hhv. nr. 2 og 3), bliver skudt med en radioaktiv kugle og dødsdømt. Men inden da når han at blive uploadet til verdens bedste computer. Han og Rebecca Hall er verdens rigeste forskere og køber en by ude i ørkenen, som de omdanner til en Jonestown-lignende kult, hvor Johnnys forskning i nanoteknologi gør alle superstærke og selvhealende. Kan Paul Bettany, der ikke ville være med mere, og elektroterroristen Kate Mara nå at give ham en virus, hvis de nu får hjælp af Morgan Freeman (verdens 4. klogeste)?

Det tunge tankegods, der skal give det ellers meget typiske action/kysse-scenarie noget vægt, er en frygtsom filosoferen over skellet mellem menneske og maskine. Når man sætter lighedstegn mellem hjerneaktivitet og elektroniske signaler, som kan kopieres ind i en kæmpe server, er vores følelser, håb og drømme så overhovedet andet end matematik? Hvor er det, vi skal sige stop før udviklingen sletter os fra hukommelsen? Paradoksalt nok har man så lavet en film, der virker som et regneark, med skematisk plotudvikling og to streger under alle resultater. Intet virker tilfældigt og uoverlagt, og man behøver ikke have en doktorgrad fra MIT for at aflæse den temmelig lineære kurve i dramaet. Det kan man sagtens med et diplom fra aftenskolens kursus i Office for alle.

Når filmen er så dum at lege så klog uden en særligt stimulerende historie, bliver det en underholdningsnedsmeltning af de større. Spørgsmålene burde optage alle: fra den unavngivne af mine slægtninge, der har købt en iPad kun for at spille 7-kabale, til de hårde drenge på fjerde dags nattekoder. Mand mod maskine er simpelthen et godt emne for en fortælling – har været det siden “Metropolis” og er ikke holdt op med det nu, hvor enhver 2-årig kan lave en powerpoint-præsentation af årets ønskeseddel. Men selvom der ikke kan swipes en osterejefedtet finger henover det skinnende production design, var jeg aldrig grebet. Billederne står knivskarpt, men udtrykket er grynet.

Nanohealing og farlige computerhjerner bringer mindelser om den fårede “Virtuosity”, som nu lever en omflakkende tilværelse på de kabelstationer, man får med i selv den mindste tv-pakke. Jeg tvivler på, at det har været Wally Pfisters ambition at ende som fyldet, der smides ind, når man er løbet tør for “Verdens Værste Vaskekoner” og semikendisser, der laver urtefrikadeller på tid. På en grill. Men der er en alvorlig chance for, at det er der “Transcendence” ender. Med mindre effektcomputeren, som har programmeret den stive historie, bliver selvbevidst, overtager Netflix og tvinger menneskeheden til bingewatching af en sløv Johnny Depp de næste 80.000 år. Crtl-alt-del! Crtl-alt-del!!


Trailers

Kort om filmen

Dr. Will Caster er en af verdens fremmeste forskere i kunstig intelligens. Han har viet hele sin eksistens til at skabe den mest avancerede computer, der er i stand til at lagre menneskehedens samlede viden og følelser.

Hans metoder er stærkt kontroversielle, hvilket har gjort ham verdensberømt samt hovedmål for en gruppe antiteknologiske ekstremister. Da selvsamme ekstremister udsætter Will for et attentat, har hans kone og bedste ven kun én mulighed for at redde hans liv.

De må uploade hans bevidsthed til computeren og dermed gøre ham til ét af sine egne eksperimenter. Men eksperimentet løber løbsk og snart trues kloden af Will og hans supermaskine.