Fra en afrikansk diamantmine til Adam Sandlers tarmsystem via det ydre rum. På et par minutter. Sådan kan man åbenbart også starte en film.

Jeg tror faktisk ikke, man kan starte en film meget bedre end den anal-kosmiske kameratur fra Etiopien til New York her i “Uncut Gems”.

Den begynder i en etiopisk diamantmine, hvor et par minearbejdere stirrer ind i den sorte opal, de netop har banket frem fra dens skjul. Kameraet følger deres blikke ind i den mystiske ædelsten, hvor hele universet åbenbarer sig i et syret drømmesyn af en introsekvens.

Rummet og kloderne bliver gradvist til noget, der ligner indre kødkorridorer. Pludselig er de indrammede af skærmen i en læges undersøgelseslokale. Lægen står ved siden af en briks. Og der ligger Sandler som den jødiske juvelhandler Howard Ratner med et kamera op i endetarmen.

Sådan introducerer man et røvhul på størrelse med det uendelige univers.

For det er han altså, Ratner. Et løgnagtigt, uansvarligt – og sært charmerende røvhul. Et manisk og udmattende bekendtskab, som er mere end svær at holde af, men umulig ikke at holde med.

Efter et par timer i Howard Ratners selskab forstår jeg dog godt, hvis hans mave gør knuder. Hele min krop var reduceret til én stor stresskrampe, mens jeg fulgte Howard hustle og gamble sig gennem sin forgældede tilværelse i instruktørbrødrene Josh og Benny Safdies opfølger til den fremragende “Good Time” fra 2017.

I den fremragende forgænger forvandlede instruktørerne Robert Pattinson til en ubehageligt intens vaneforbryder, som manipulerede og snød sig gennem tilværelsen og efterlod alle liv, han kom i kontakt med, i ruiner. Alt sammen for sin mentalt handicappede brors skyld.

Det var den vildeste nedadgående thrillerspiral i årevis.

Nu har Safdie-brødrene på foruroligende vis formået at øge intensiteten fra “Good Time“, og de har fået den hidtil bedste skuespilpræstation ud af Adam Sandler.

Hans eksplosive utilregnelighed fra “Punch-Drunk Love” møder den blåøjede naivitet fra hans standup.

Han virker både farlig og manipulerende, når han lokker basketballspilleren Kevin Garnett til at tro, at den sorte opal fra det mørkeste Etiopien er en lykkeamulet, som guider boldene i kurven.

Der er jo penge i rige sportsmænds overtro.

Men der også noget barnligt over hans tro på, at det hele nok skal falde ud til hans fordel.

Svindelnumre bliver til væddemål, der skal dække omkostningerne fra andre svindelnumre, hvor der allerede var gamblet for de forventede indtægter, der aldrig kom. Men hvis væddemålet vindes, bliver der nok også til et nyt svindelnummer. Og et nyt væddemål.

Livet bliver levet på grænsen til den totale katastrofe, og “Uncut Gems” har ikke én scene, hvor det ikke føles, som om det hele er ved at styrte sammen.

Howard graver sit hul dybere og dybere i sin urokkeligt optimistiske tro på, at vejen tilbage til overfladen gemmer sig under næste spadestik.

Hver gang hullet bliver dybere, bliver min puls højere.

Og hullet bliver hurtigt dybere end en etiopisk diamantmine.