Under sandet
Udgivet 2. dec 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg så det meste af “Under sandet” igennem fingrene på den hånd, jeg i konstant angst holdt op for ansigtet i de 100 minutter, som Martin Zandvliets minefilm varede. Angst for det, jeg ikke kunne se. Under sandet. For de 2,2 millioner miner, som nazisterne havde gravet ned langs den danske vestkyst under 2. Verdenskrig. Bum! De kan sprænge hvert øjeblik i en film, der kommer til at gøre for stranden, hvad “Dødens gab” gjorde for havet.
I “Under sandet” er det dog ikke kun landminer, der lurer under overfladen. Det gør tyskerhadet også, som hovedrollens Roland Møller med autentisk snegl har så svært ved at tøjle. Som dansk militærmand hader han tyskerne. For krigen. Måske har nazisterne dræbt nogen, han holdt af? Det finder vi fint aldrig ud af. For Møllers officer kunne være hvem som helst, der hader en fjende. Her er han ansvarlig for et hold tyske drenge, der skal fjerne 45.000 miner på en strand. Seks i timen. Pr. dreng.
Genistregen ved Zandvliets efterkrigsfilm er netop forholdet til de andre. I begyndelsen kunne jeg ikke kende forskel på gruppen af tyske drenge. De var bare de andre. Men glidende, organisk begyndte jeg at få et individuelt forhold til den pligtopfyldende Sebastian, den vrede Helmut og de uadskillelige tvillinger, Ernst og Werner. Og det samme gør Møllers hadende officer, der langsomt soner sig med fjenden i mødet med drengene. Han accepterer undskyldningen og slukker sit had her på en køligsmukt fotograferet forblæst, grå vestkyst.
Egentlig er det utroligt, at der kan komme 100 minutter ud af de mange gentagelser i “Under sandet”. Men lige som i bomberydderfilmen “The Hurt Locker” så er det netop i mødet mellem hverdagsrutinen; sove, spise, (minerydder)arbejde – og så den vanvittige angst, der eksplosivt gemmer sig under sandet. En tur på stranden bliver aldrig det samme igen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet