Undskyld jeg forstyrrer
Udgivet 4. jan 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Efter den fortrinlige “Frygtelig lykkelig” er instruktøren Henrik Ruben Genz nu tilbage med endnu en filmatisering af en Erling Jepsen-roman. Denne gang hedder filmen “Undskyld jeg forstyrrer”, og det er en fin, lille film, der dog på ingen måder lever op til forløberen.
“Undskyld jeg forstyrrer” er på moderne dansk det, man kalder for en ensemblefilm. Den mest interessante person må siges at være den selvcentrerede og forfængelige diva Beate, som spilles i bedste Greta Garbo-stil af Stine Stengade. Når Helene så alligevel ender med at være den, der stjæler billedet, skyldes det Sara Hjorts fornemme præstation i rollen. Sidste år viste Hjort, at hun kan spille sexet, desperat kæreste i filmen “Vanvittigt forelsket”, og i “Undskyld jeg forstyrrer” prøver hun kræfter med en helt anden slags rolle som den barnagtige og overbeskyttede Helene, og hun slipper mere end hæderligt fra forsøget. Samtidig er hun overraskende god til at agere hund(!), og hun fortjener masser af fremtidig succes.
Uden at noget skal afsløres, kulminerer “Undskyld jeg forstyrrer” desværre også i et noget rodet forsøg på at gøre et fint, lille drama til en bizar spændingsfilm. Det er, som om Genz gerne vil inkludere hele den oprindelige roman og derfor ikke får de dybere finesser med. Problemet med at lave en film, der er baseret på en roman, er netop, at man ikke kan inkludere alle detaljer, tanker og skildringer. Kunsten ligger i at få det essentielle fortalt, men det formår Genz og Co. desværre ikke i “Undskyld jeg forstyrrer”. Når filmen er slut, og rulleteksterne kører, er der stadig ét enkelt spørgsmål, der runger i bevidstheden: ”Var der noget, jeg gik glip af?” Med en halv time mere spilletid til rådighed havde Genz måske kunnet understøtte nogle af de uforklarede og mangelfulde elementer af historien, der er med til at gøre filmen til en noget halvhjertet affære.
Så hvad er “Undskyld jeg forstyrrer” for en slags film? Det er svært at sige. Men det kan vel bedst forklares sådan her: Det er en lille film, der gerne vil være noget mere. Det er en bitte Volvo, der for sent kommer i tanke om, at den egentlig hellere vil være en Mercedes. Men der er som sådan ikke noget galt med en Volvo… En Volvo kører dertil, hvor man gerne vil hen, men en Volvo, der klæder sig ud som en Mercedes, ser derimod lidt dummere ud. Derfor kan den dog godt være en smule charmerende alligevel – på trods af identitetsforvirringen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet