Et fantastisk kaos

Der er ikke kommet mange film, som direkte omhandler begivenhederne den 11. september 2001. Men er det også overhovedet muligt at finde et mere betændt og kontroversielt emne? Der er så mange komplicerede følelser indblandet, at man som instruktør skal være forsigtig for at undgå at støde et stort antal mennesker. Oliver Stone forsøgte med “World Trade Center” og fejlede grusomt. Stone trådte ikke nødvendigvis på nogens følelser, men han fik fremstillet heltene i sin film så ekstremt patriotiske, at man ikke kunne tage historien seriøst. Greengrass, derimod, har med filmen “United 93” begået et værk, der ikke blot yder respekt for de efterladte, men også griber fat i seerens følelser uden at blive sentimental eller vammel-patriotisk.

Den 11. september starter som en almindelig dag i de amerikanske lufthavne. I flykontrollen arbejder et stort antal mennesker på at få trafikken til at glide gnidningsfrit, men da en medarbejder hører en radiomeddelelse fra en pilot, der taler om en kapring, tager dagen en uventet drejning. Samtidigt gør personalet og passagererne på flyafgangen United 93 klar til afgang, men med om bord er fire terrorister med planer om at styre flyet direkte ned i et større amerikansk monument.

Musikken stiger til et klimaks og stopper brat, da kameraet efter en kort køretur lander helt oppe i ansigtet på vor helt, som med alvorlig mine bemærker: ”The United States of America is under attack.”

Sådan havde det set ud i langt de fleste spændingsfilm, men den type “drama” holder Greengrass sig heldigvis helt fra. I stedet går han til værks med en dokumentarists filmsprog. “United 93” fremstår mere som en kaotisk optagelse fra selve dagen end som en dramatisering af begivenhederne. Det er naturligvis en pointe i sig selv, eftersom begivenhederne den 11. september var dramatiske nok på egen hånd – de behøver ikke at blive manipulet for at blive interessante og intense.

Da Greengrass i 2004 instruerede “Bourne duellen”, kickstartede han en lille revolution inden for actiongenren. Hans stilistiske valg, især hvad angik kameraføring, vakte stor diskussion blandt filmentusiaster, som havde svært ved at blive enige om, hvorvidt det ekstremt omfarende kamera krævede bifald eller søsygepiller. I nærværende film gør Greengrass brug af samme stil, om end i voldsommere grad. Kameramanden lader til ikke at ane noget som helst om, hvad der foregår, hvilket tilføjer en – i filmisk sammenhæng – hidtil uset realisme. Det giver en fantastisk sammenhæng mellem dagens kaotiske begivenheder og de filmtekniske udfoldelser. Seeren bliver lige så forvirret som karaktererne i historien – det er intet mindre end en genial formidling af de følelsesmæssige aspekter, som er så vigtige for, at en film fænger.

Greengrass går langt i sin higen efter realisme. Flere af filmens karakterer portrætteres af virkelighedens personer – eksempelvis lederen af flykontrollen, Ben Sliney, der leverer en fremragende præstation i rollen som sig selv. Af gode grunde kunne passagererne ombord på United 93 ikke selv deltage i filmen, men i stedet spilles disse af helt ukendte skuespillere, der lige så godt kunne have været flyets reelle passagerer. Der lægges på intet tidspunkt vægt på enkelte personer. I stedet bliver gruppen som koncept vores hovedperson. Det er et velgennemtænkt træk fra Greengrass’ side, for det var netop ikke det enkelte individ, der blev ramt den 11. september, men en stor mængde mennesker. Ligesom det var op til gruppen at læge det nationale trauma, som indfandt sig efter begivenhederne.

“United 93” er en fantastisk helstøbt film. Når sidste scene er gledet over skærmen, opdager man, at man næsten har holdt vejret de sidste ti minutter. Sjældent ser man en film, der opnår en så intens stemning som “United 93”, og selv om der ikke er tale om en tåreperser i traditionel forstand, er det svært ikke at få lidt vand i øjenkrogen, når passagererne langsomt begynder at forstå deres skæbne. Greengrass cementerer sin position som en af vor tids største instruktører. Ikke blot har han opnået kritikernes og publikums applaus, men de efterladtes familier har også modtaget filmen positivt. Større ros er svær at finde.

Video

Præsenteret i 16:9. Det er ikke just det bedste transfer, disken har at byde på. Sortniveauet er ikke for godt, hvilket resulterer i alt for mange gråtoner. Det har yderligere den effekt, at der trækkes temmelig meget støj frem i billedet. På trods af den skuffende kontrast er farverne fine og naturlige, og der er desuden ikke andre nævneværdige komprimeringsfejl.

Audio

DTS-HD Master Audio 5.1. Lydsporet er på sin vis en smule anonymt, idet det aldrig gør unødvendigt opmærksom på sig selv, men der er absolut tale om virkelig godt håndværk. I den travle flykontrol fyger det med snak i alle afkroge, og flypassagerernes panik fornemmes tydeligt, når kameraet bevæger sig langs midtergangen. Rumfornemmelsen er helt i top, og de diskanttonerne fra de mange knapper og maskiner i flykontrollen er knitrende sprøde uden at skære i ørerne. Stemmeføringen i frontkanalen er tydelig, og den subtile musik sniger sig med ildevarslende, dyb bas direkte ind i underbevidstheden og skaber utryghed hos seeren.

Ekstramateriale

Det er ikke, fordi der ligefrem mangler ekstramateriale på udgivelsen… kvaliteten af ekstramaterialet er bare lav. En dokumentarist har fulgt en række af filmens skuespillere, når de besøger de efterladtes familier. Det er blevet til en lille film på næsten en time, men den er usandsynligt kedelig og i øvrigt filmet af verdens måske mest fantasiløse kameramand. Ydermere kan man se endnu en dokumentar af næsten samme længde, som omhandler personerne i den amerikanske flykontrol, og den er om muligt endnu mere trættende. Sidst, men ikke mindst, er der et kommentarspor af Paul Greengrass, men hans stemme er så søvndyssende, at den ellers så intense film kommer til at fremstå meget lang. Så tak for alt ekstramaterialet og bedre held næste gang!

Er det for tidligt? Det er snart fem år siden, fundamentalistiske terrorister kaprede fire fly og fløj to af disse ind i New Yorks majestætiske World Trade Center-bygninger og et tredje ind i det amerikanske militærs højborg, Pentagon. Dermed blev der efterladt et uudsletteligt billede i verdens kollektive bevidsthed. Og her har vi så allerede den første stort anlagte spillefilm omhandlende de tragiske begivenheder, der fandt sted den skæbnesvangre dag, 11. september 2001: “United 93” – filmen, der omhandler det fjerde fly, hvis passagerer efter al sandsynlighed overmandede terroristerne og ofrede sig selv for at forhindre flyet i at blive brugt som våben.

De ting, der let kunne have gjort “United 93” til en smagløs og ubehagelig affære – uanset om den så blev udgivet 12. september 2001 eller 20 år ude i fremtiden – er her ingen spor af overhovedet. Her er ingen pompøse filmtaler, ingen karikaturer, ingen lettilgængelig og smagløs forenkling af dagens motiver og hændelser, ingen glansfulde one-liners og ingen patriotisk musik til at holde os i hånden, opildne os til had og indkøb af gevær med medfølgende engangsbillet til fundamentalisternes hjemstad. Tragedien bliver aldrig udnyttet for at fremprovokere en sentimental reaktion. Selvom filmen primært foregår i luften, er den på mange måder i høj grad nede på jorden.

Her er ingen klicheer eller påtaget sentimentalitet. Det tætteste “United 93” kommer på at opnå en såkaldt ‘feel-good’-fornemmelse, er når filmen er overstået, og det faktum, at den har formået at tryne og latterliggøre alle ens personlige dagligdagsskavanker, gør én nærmest lettet. Man kommer samtidigt ud af filmen med en følelse af enorm stolthed, inspiration, dyb respekt og – vigtigst af alt – håb.

Arkitekten bag dette fuldblodige mesterværk er engelske Paul Greengrass. Og fuldstændig ligesom i mandens forrige film, “Bloody Sunday” og “Bourne duellen”, besidder “United 93” en rå og nedtonet visuel stil. Her er ingen slow-motion panoreringer eller påtagede nærbilleder. Kameraet er håndholdt, klipningen barsk, men også ufattelig præcis, og lydsiden aldrig andet end 100% troværdig. John Powells musik er samtidigt fantastisk og ofte bevægende. Altså kort sagt: Hvis man var en af dem, som blev frustreret af at se Greengrass’ tidligere uortodokse film, så er der ingen grund til at forvente, at man ikke vil opleve de samme symptomer i denne omgang.

Filmens stil, der igennem alle Greengrass’ film har skænket produktionerne et dragende dokumentarisk præg, skaber en unik realisme og intensitet, som sjældent er set mage. Med mindre man kategorisk nægter at blive revet med, venter der én den muligvis mest intense og hjerteskærende filmoplevelse nogensinde.

Greengrass tog sig tid til at studere passagerernes endelige telefonsamtaler, samt at interviewe passagerernes efterladte familiemedlemmer. Ikke blot for at sikre sig en så troværdig og sandfærdig gengivelse af begivenheden som muligt, men også for at få deres samtykke. Havde ét eneste familiemedlem beklaget sig, havde Greengrass skrottet projektet. Og dermed kan man velsagtens sige, at ingen af os virkelig har ret til at brokke sig over filmens timing eller eksistensgrundlag. De aktuelle og rystende terrorplaner i London signalerede tydeligvis, at indholdet i “United 93” er særdeles relevant også nu.

Med familiernes velsignelse i lasten fik instruktøren stablet den relativt lille produktion på benene med et budget på 15 millioner dollars. Samtidigt begik Greengrass den genistreg udelukkende at hyre ukendte skuespillere og også militærfolk og lufthavnspersonale til at spille sig selv, hvilket kun er med til at styrke filmens allerede næsten ufattelige følelse af realisme og autenticitet. Skuespillerensemblet er mageløst og stærkt inspirerende. Man fristes til at sige, at det vil være langt mere effektivt og potentielt demoraliserende for terroristerne, hvis man tæppebombede Al-Qaedas huler med kopier af “United 93” i stedet for dyre bomber.