Letfordøjelig romantik, der ikke mætter meget

Nogle film er bare så naturligt charmerende, at man ikke kan undgå at elske dem. Og så er der andre film, der bevidst prøver på at være det. Det lykkes for nogle af dem, mens andre bliver så kunstige og forcerede i deres desperate forsøg på at være ’quirky', at de kun opnår at blive enerverende. “What If” ligger lige på grænsen, men skuespillerne og den energiske dialog holder den på den rigtige side. Filmens største problem er desværre, at vi har set meget af det før.

“Juno”, “500 Days of Summer”, “Garden State”, “Ruby Sparks” og de mange film, der ligner, repræsenterer den nye status quo i genren romantiske komedier. Efter et par årtier med Askepot-historier, hvor den stille pige med et hjerte af guld vinder drømmemandens hjerte samt de mere sexfokuserede film med den uendelige kønskamp imellem de manipulerende kvinder og de umodne mænd har tidens smag ændret sig. Nu skal historierne være lidt mere kantede og skæve. De må gerne være realistiske i deres skildring af kærligheden, og hvis karaktererne udviser en tilpas harmløs form for modkultur, så er alle krav opfyldt.

“What If” lægger sig fint ind i denne række af nye romantiske komedier, og der er få eller ingen overraskelser i den. Wallace forelsker sig i Chantry, som desværre allerede har en kæreste. Heldigvis er kæresten advokat og derfor repræsentant for det konventionelle og kedelige – så de to nok finde sammen til sidst. Undervejs får vi et par lommefilosofiske samtaler om kærligheden og parforholdets væsen, så mange dating-montager af Toronto, at jeg tror, jeg kunne vise rundt i byen, og en god mængde fysisk komedie, der fungerer langt bedre, end man skulle forvente.

Der, hvor filmen hæver sig over det forudsigelige, er især i dialogen. Alt for mange film insisterer på en naturlig dialog, der ofte kommer til at virke flad og uinteressant. I “What If” sprudler den med sære udtryk, underlige situationer samt tempo og energi, der fangede mig. Manuskriptet er baseret på et skuespil, hvilket sandsynligvis forklarer den skarpe dialog. Der er dog enkelte scener, der ikke rammer skiven. De forstyrrer bare. “What If” er bedst, når Wallace og Chantry får lov til at lege med sproget og med hinanden.

Det er i høj grad også Daniel Radcliffe og Zoe Kazans fortjeneste. De er bare ualmindeligt charmerende. De formår at fylde rollerne ud og gøre dem til mere, end arketyper vi har set i tonsvis af andre film. Birollerne er desværre ikke imponerende med en enkelt undtagelse. Adam Driver er vidunderligt upassende og ligefrem som Wallaces bedste ven, men hans kæreste, spillet af Megan Park, er desværre nøjagtigt så generisk og todimensionel, at hun bliver irriterende. Det samme er tilfældet med Chantrys søster.