Ude i kulden

“Winter’s Bone” er en ekstremt forfriskende filmoplevelse. Her er et drama, der ikke blot er så spændende, at man gnaver febrilsk på neglene, men som også tager sig god tid til at dyrke sine karakterer og sit unikke miljø. “Winter’s Bone” – på én gang en nervepirrende thriller og et tålmodigt, socialrealistisk familiedrama – er en seriøs kandidat til titlen “Årets bedste film”, selvom startskuddet til 2011 stadig runger i øregangene.

Historiens omdrejningspunkt er den blot 17-årige pige Ree Dolly. Hun bor på Missouris højderyg, hvor kulden er permanent og bidende, og hvor omgivelserne ligner den sønderknuste ødemark i John Hillcoats “The Road”. Rees far er i spjældet, og hendes mor er psykisk syg, så Ree må selv opdrage og forsørge sine to yngre søskende. En dag dumper den lokale sherif forbi for at fortælle, at Rees far er flygtet efter at have brugt familiens hus som kaution. Hvis Ree ikke finder sin far inden for en uge, bliver Ree og Co. tvunget ud af hjemmet. Den standhaftige teenager begiver sig derfor ud i sin farefulde omverden i et desperat forsøg på at redde sine elskede fra et liv på gaden.

Rees odyssé er formentlig den mest nervepirrende udflugt, du kan opleve i biografmørket i år – en rejse gennem et raseret landskab, som forbliver gribende fra start til slut. Det skyldes ikke mindst, at filmens univers er så realistisk, at man helt holder vejret i frygt for at briste den usynlige boble, som adskiller Ree og børnene fra deres onde omgivelser. Filmens look er nærmest dokumentarisk – farverne er jordnære, kameraet er næsten altid håndholdt, og den stemningsfulde baggrundsmusik er subtil og stilfærdig. Man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at det er ægte eksistenser og ægte skæbner.

Jennifer Lawrence er simpelthen sublim i hovedrollen. Skuespillerinden var blot 18 år gammel under optagelserne, men hun leverer en præstation, der får hende til at ligne en erfaren ekspert. Allerede fra filmens allerførste scene er vi stensikre på, at purunge Ree har evnen til at opvarte to børn og en syg mor. Som sagt er det en barsk verden, Ree befinder sig i, gennemsyret af korruption, narko, vold og sataniske slyngler, som forsøger at bremse Rees efterforskning, fordi den truer med at tvinge deres hemmeligheder ud i lyset. Men Lawrence gengiver en vilje og en gejst, der ikke lader sig kue, og som får én til at tiljuble hende, som var hun ens egen søster. Hvis der ikke står en Oscar-statuette på Lawrences kamin i marts, så er der ingen retfærdighed til i denne verden.

Resten af ensemblet brillerer også. I rollen som Rees gnavne onkel, Teardrop, er John Hawkes så spinkel og hærget, at han nærmest er ugenkendelig. Hawkes’ komplekse portræt af en splittet herre, der skiftevis er skræmmende og forbavsende følsom, er helt igennem suverænt. Hvor er det dog herligt at blive mødt af fiktive figurer, som ikke er skåret ud i pap, men har lige så mange forbavsende facetter som almindelige mennesker. Takket være skuespillerne og Debra Graniks nøjagtige instruktion er der ikke ét eneste medlem af det store persongalleri, som føles tilnærmelsesvis kunstigt, og ikke ét eneste ord i Granik og Anne Rosellinis manuskript klinger falskt.