Hulens hulemænd

Uden ligefrem at være Guds gave til menneskeheden er både Michael Cera og Jack Black komikere af så høj kaliber, at de formentlig kan gøre selv elendige film seværdige – okay, hvis man altså lige ser bort fra “Envy” og “Extreme Movie”. “Year One” er langtfra elendig, men uden Black og Ceras tilstedeværelse foran kameraet havde farcen formentlig været noget hårdere at komme igennem.

“Year One” kunne have været langt bedre, og det burde den egentlig også have været – flere af Hollywoods sjoveste personligheder befandt sig trods alt foran og bag kameraet under optagelserne. Harold Ramis, manden bag den ufejlbarlige “En ny dag truer”, instruerede løjerne. Og ud over Black og Cera prydes plakaten af navne som Paul Rudd, Oliver Platt, David Cross, Hank Azaria, Bill Hader og selveste McLovin fra “Superbad”: Christopher Mintz-Plasse. Ja, med så mange humoristiske herrer i både filmens mindre og bærende roller havde det næsten været oplagt at forvente en milepæl inden for genren.

Desværre er “Year One” langtfra enestående. Filmen kan bedst beskrives som en ‘light’ udgave af Monty Python-slængets “Life of Brian”. Ligesom dén britiske klassiker (som vitterligt er en milepæl) foregår “Year One” i tiden, hvor både Jesus og kristendommen lå i krybben. Og ligesom “Life of Brian” er “Year One” forholdsvis frygtløs i sin latterliggørelse af diverse religioners (men hovedsageligt den kristnes) mest kontroversielle facetter – fra omskæring over slaveri til ofringen af jomfruer. På trods af alle filmens svagheder må man alligevel rose filmmagerne for at give sig i kast med et så ømtåleligt emne som gudsdyrkelse i et land, hvor hele 76 % af befolkningen tror på Helligånden – mange af dem med en næsten skræmmende passion. Filmen floppede da også fælt i de amerikanske biografer.

Men dér, hvor “Year One” virkelig adskiller sig fra “Life of Brian”, er på ambitionsniveauet. Ramis og Co. er bare ikke dristige nok. Alt, alt for ofte falder filmholdet tilbage på plat og forudsigelig falde på halen-komedie – lige fra Cera, som tisser sig selv i ansigtet, til Black, der smager på bjørnelort. Og selvom både Cera og Black er ganske muntre som et par usoignerede hulemænd, er det ved at blive en anelse trættende at se d’herrer spille nøjagtig de samme roller igen og igen. Som sædvanligt portrætterer Cera en ung og lettere introvert knægt, der hverken er ferm til at formulere sig eller score piger. Og Black spiller endnu en gang en frembrusende og højrøstet ungkarl, som skaber ravage med stort temperament og uden situationsfornemmelse.

Men både Black og Cera er veloplagte, og de nyder hinandens selskab så meget, at deres høje humør ofte smitter af på tilskueren. Duoens særlige humor har altså endnu ikke nået sin “mindst holdbar til”-dato, men det ville virkelig klæde de karismatiske gutter at slå autopiloten fra og tage nogle uventede drejninger langs karrierens sti. Alle de førnævnte skuespillere gør det også godt, men det er en skam, at de ikke får lidt friere tøjler eller mere spilletid. Paul Rudd når næsten kun lige at få tæsk af David Cross, før han forsvinder igen. Mintz-Plasse får alt for lidt at arbejde med. Og Oliver Platt bliver bedt om at overspille så meget som en evigt liderlig præst, at hans reelle talenter som komiker går ubemærket hen…

Men Cross er en åbenbaring som Kain, den famøse morder fra det gamle testamente, og Hank Azaria er lige så fornøjelig som den gode Abraham. Azarias præstation er tydeligvis en hyldest til Charlton Hestons ditto i “De ti bud”. Men hvor Hestons enorme ildhu næsten var inspirerende i Cecil B. DeMilles klassiker, er Azarias sammenlignelige entusiasme morsom som bare fanden i “Year One”s mere forvrængede univers. Ærgerligt, at filmen ikke er nær så hæmningsløs som Azaria.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. “Year One” er faktisk spækket med flotte billeder, og de præsenteres alle fornemt på Blu-ray. Detaljerigdommen er enorm. Detaljer går aldrig tabt i billedets mørkeste områder takket være en upåklagelig kontrast, og billedet er knivskarpt. Farverne er også yderst appetitlige – mætte og kraftige, men naturtro og stabile. Og hverken edge-enhancement, udtværing eller snavs forekommer nogensinde.

Audio

Skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er godt, men slet ikke lige så godt som transferet. Både replikkerne, lydeffekterne og de musikalske indslag kommer tydeligt igennem. Men lydsporet er bare ikke særlig opfindsomt. Subwooferen og baghøjtalerne benyttes forbavsende sjældent, og mere aktivitet og en bedre bund havde afgjort været velkommen. Men lyden er så distinkt, og atmosfæren er trods alt så hæderlig, at en karakter over middel netop sikres.

Ekstramateriale

Skiven indeholder både biografudgaven og en forlænget version af filmen, som er et par minutter længere. Sidstnævnte er at foretrække, da den blandt andet byder på adskillige ekstra sekunder i Bill Haders herlige selskab. Kommentarsporet med Harold Ramis, Jack Black og Michael Cera burde have været en fornøjelse, men desværre bruger trioen størstedelen af deres tid på at grine over filmens jokes. Indimellem disker Black op med en virkelig morsom anekdote, men slet ikke nok til at gøre kommentarsporet værd at lytte igennem fra start til slut.

Derudover medfølger omtrent 30 minutters slettede/alternative scener (deriblandt en alternativ slutning) af svingende kvalitet, 8 minutters morsomme fraklip, omtrent 20 minutters udmærkede dokumentarer om filmens tilblivelse samt en stak trailere. Hvis man aktiverer den interaktive MovieIQ-funktion, præsenteres man for alskens interessante informationer om filmmagerne under filmen. Og hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, kan man finde endnu mere videomateriale og chatte med andre om filmen. Desuden har man muligheden for at klippe ens egne udgaver af flere af filmens scener – sjovt, men besværligt.