Zootropolis

InstruktionByron Howard, Rich Moore

MedvirkendeGinnifer Goodwin, Jason Bateman, Alan Tudyk, Katie Lowes

Længde108 min

GenreAnimation, Adventure

IMDbVis på IMDb

I biografen11/02/2016

Anmeldelse

Zootropolis

5 6
Kanin på spring, tiger i skjul

Disney har gennem tiden gjort en del krumspring for at afholde sine tegnede dyr fra at æde hinanden foran skræmte småbørn. Instinkterne ruger nedenunder Mufasas gødningsforedrag i “Løvernes konge” eller fiske-afholdsgruppen i “Find Nemo”, men jagten og slagtningen sker altid uden for kameraet. Det gør den også i”“Zootropolis”. Faktisk er den helt forsvundet i takt med, at evolutionen har lært rævene at gå med skjorte og kaninerne at køre traktor. Tilbage står det skrøbelige forhold mellem dem, der engang åd, og dem, der blev ædt – en ret genial præmis.

“Zootropolis” åbner med et lille stykke børneteater, der forklarer udviklingen til et moderne demokrati for dyr uden at komme ind på de nærmere detaljer. En fiks præsentation af både univers og hovedkarakter, den lille kanin Judy Hops, der bare så gerne vil være betjent og gøre noget godt. Det er stadig Disney-travere som at forfølge sine drømme og ikke give op, der skal bringe historien videre, men den ivrige lille kanin møder en verden, der er skildret langt mere komplekst end tidligere set.

Langt fra gulerodsfarmen og politiakademiets (lidt for nemme) udfordringer tårner Zootropolis sig nemlig op. En ægte storbyjungle. Og storbysavanne og storbyarktisk tundra mm. New York lagt ud som en parodi på menneskets zoologiske haver, der smækker kolde og varmblodede dyr sammen i en let overskuelig form. Her er folk hurtige, smukke og spændende, men også feje, tyvagtige og småracistiske. Dyrene har fået vores skjorter. Og med dem også vores fordomme. “Zootropolis” helt store styrke er den lethed, hvormed den pointe flettes ind i en kriminalgåde om forsvundne pattedyr.

Instruktørerne Byron Howard og Rich Moore leger elegant med arketyper ethvert lille barn kender. Hvorfor skal ræven ikke vogte får – har han ikke samme rettigheder? Idéen om individer, der kun styres af deres biologi, bliver gjort til skamme. Det er både et rap over nallerne til fremmedbange mennesker og en punktering af Disneys egne kortslutninger, som at Shere Khan er skurk og Simba helt. Pakket ind i den sjoveste løftede pote til vores absurde samfund siden “Steen og Stoffer”.

Det hele fremstillet i smuk animation, der dog sagtens kunne havet været 3D foruden. Der har skullet tegnes meget pels, men det ligner, at animatorerne har haft en fest med at style dyrene i pastelfarvet gennemsnits-amerika. En kanin i jeans er også meget nuttet. Eller det er faktisk kun kaniner, der må kalde hinanden nuttede. Vi bliver på en meget fin måde hele tiden mindet om de sociale konstruktioner, der er vores eget forsøg på at styre nogle gamle instinkter.

“Zootropolis” er en overraskende moderne tegnefilm, der vinder på at bruge nogle ældgamle tricks og vise, hvor fjollede selv samme tricks er. Som at se en dresseret cirkusbjørn smide kjole og cykel og køre væk i en Opel. Disney lader nok en gang dyr lege mennesker, men denne gang med et selvbevidst drej, der resulterer i halvanden times præcis actionsjov og et kvarters unødvendig udtoning.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Den moderne storby for dyr, Zootropolis, er en by uden sammenligning med andre. Med kvarterer som det smarte Sahara Square og det kolde Tundratown, er den en smeltedigel hvor alle mulige dyr lever sammen, og et sted hvor, hvad enten man er den største elefant eller den mindste spidsmus, så man kan blive hvad man vil. Men da den optimistiske betjent Judy Hopps ankommer, opdager hun, at det ikke er så nemt at være den første kanin i en politistyrke bestående af store, barske dyr. Fast besluttet på at vise sit værd, slår hun til, da hun får chancen for opklare en sag, også selv om det betyder, at hun skal være makker med en hurtigsnakkende svindler-ræv ved navn Nick Wilde.