I denne uge er der biografpremiere på Alfonso Cuaróns “Gravity” – et sensationelt sci-fi-drama, der allerede har bjergtaget og begejstret talløse biografgængere verden over, siden den kickstartede den seneste Venedig-filmfestival. I min optik er det årets allerbedste film. Og apropos optik, så er det en film, der simpelthen skal ses iført 3D-briller.
Læs Filmz’ biografanmeldelse af “Gravity”.
”Hvorfor skal den absolut dét?” vil flere formentlig spørge (adskillige bekendte har endda spurgt mig, om de ikke lige så godt kan se “Gravity” i 2D), for siden James Cameron skød en ny 3D-æra i gang med megasuccesen “Avatar” tilbage i 2009, er 3D for længst gået fra at være et fascinerende trækplaster til den mest forhadte dille siden tamagotchi-bølgen. Internationale internetfora såvel som Filmz’ brugerforum bugner med foragt for filmmagernes leg med den tredje dimension.
Ofte er kritikken også berettiget. Der findes 3D-film, der konstant slynger ting mod publikum for at fremprovokere gisp og grin. Disse såkaldte 3D-gimmicks hæmmer dog oftest ens indlevelse, fordi man prompte bliver mindet om, at man sidder i en biografsal.
Og ofte kan 3D-oplevelsen ramponeres af utunet biografteknik, en ugunstig placeringen i salen, kontroversielle sølvlærreder og så videre… Problematikker, der også ofte får mig til at opsøge 2D-fremvisninger, når jeg står over for valget mellem 2D og 3D (for mit vedkommende er det min fladskærms imponerende 3D-fremvisning, der har udløst min 3D-forkærlighed).
Men det er et helt andet tilbagevendende kritikpunkt, jeg gerne vil anfægte: At 3D’en ikke “gør noget” for filmoplevelsen. Selv da jeg genså “Gravity” i Imperial, hørte jeg efterfølgende en prominent dansk journalist bemærke: ”Jeg er ikke sikker på, at 3D’en gjorde nogen forskel…” Jeg blev decideret chokeret. På trods af at være tydeligt begejstret for filmen følte vedkommende åbenbart ikke, at 3D’en havde spillet nogen rolle i filmens pondus.
I netop “Gravity” fremhæver 3D-billedsidens dybde alt fra universets endeløshed til den alarmerende afstand til jordoverflades trygge omgivelser – således at man får en endnu klarere fornemmelse af, hvordan det ville være at svæve side om side med astronauterne. Det er simpelthen galimatias at postulere, at 3D’en ikke gør “Gravity” mere gribende og engagerende.
”3D’en var ligegyldig” hører og læser jeg ofte – selv i kølvandet på fremvisninger af allerhelvedes imponerende 3D-produktioner som “Life of Pi” og “Hugo”. Mit indtryk er, at folk fyrer netop den svada af, hvis der ikke kom ting “flyvende” ud af lærredet – markante, visuelle påmindelser om 3D-formatets kunnen. Et interessant paradoks, da 3D-film jo ofte bliver beskyldt for at overdrive brugen af markante 3D-effekter.
Mit skøre postulat? Du bemærker 3D’en, selvom du ikke gør. Medmindre dine øjne har en bygningsfejl, så har du set 3D hvert eneste sekund hele livet. Vores syn fungerer i 3D, og i fællesskab sørger dine øjne for, at du fornemmer dine omgivelsers bredde, højde og dybde.
Derfor vil jeg snarere mene, at det er en kæmpe kompliment end en bredside, når folk reflekterer over 3D-brugen med et træk på skuldrene. Det betyder, at 3D-billedsiden har mønstret en så nøjagtig gengivelse af den måde, hvorpå du til dagligt observerer verden, at du slet ikke har tænkt på linserne foran nethinderne.
I hvert fald ikke bevidst. Men ubevidst er jeg overbevist om, at film som “Gravity”, “Hugo”, “Life of Pi” og “Avatar” (og tilmed møjsommeligt 3D-konverterede nyudgivelser af film som “Titanic” og “Jurassic Park”) gør det lettere for publikummet at leve sig ind i de fiktive løjer ved at bruge billeddybden til at styrke vores forståelse for karakterernes omgivelser og dermed også karaktererne selv – nøjagtig på samme måde som surround-sound (og nu også Dolby Atmos) har opblødt skillelinjen mellem lydbilledet i virkeligheden og det i biografmørket.
Hvis du sidder og ser en film på din iPad eller dit fjernsyn med dets ene indbyggede højtaler, spekulerer du måske heller ikke ligefrem over, at lyden er i mono. Men jeg kan garantere dig for, at du bliver revet mere med, hvis du i stedet er omsluttet af lyddesignernes gennemførte arbejde i en hjemmebiograf eller biffen.
Det kan være svært at bevise (såvel som modvise) 3D-præsentationens effekt – måske medmindre du øjeblikkeligt tager ind til en 2D-visning efter en 3D-visning af den samme film (eller omvendt). Men hvis du ikke ser “Gravity” i 3D – som filmmagerne ellers har planlagt, at du skal – så kan du lige så godt afmontere dit surround-anlæg og slukke for farvegengivelsen på dit tv, for så får du på ingen måde den fulde oplevelse.
Hvad mener du?
#11 Hive 11 år siden
Jeg skal dog, efter de fine anmeldelser, helt klart se netop Gravity i 3D. Og jeg har forudbestilt Pacific Rim på 3D, da jeg har hørt gode ting om den version. Men generelt set er jeg bestemt en af dem der mere eller mindre har opgivet 3D til spillefilm, da det som regel blot er en gimmick der er klistret på uden sans og retning for at tjene flere penge.
Derimod har jeg set nogle 3D dokumentarfilm som har været utroligt flotte, og det er den slags film der hidtil har stået for hovedparten af mit sparsomme brug af 3D-funktionen på mit TV.
#12 Pécuchet 11 år siden
Der er naturligvis undtagelser, og formatet har da også sin charme (jeg morede mig gevaldigt med 3D-versionen af Creature from the Black Lagoon), men for mit vedkommende er det frem for alt en distraktion. Mine pupiller blændes af denne overgang til nye konventioner.
#13 MOVIE1000 11 år siden
3D er et valg, om man vil se det eller ej, jeg vil, og mener man bør, hvis filmen er tiltænkt i 3D, nogen film ville ikke have nogen effekt på mig hvis de ikke var i 3D fx Titanic og Gravity især. Det der med at lære det, passer altså kun hos nogle. Synes det gik fint for James Cameron, Steven Spielberg, Martin Scorsese, Ang Lee eller Alfonso Cuarón , hvis bare dem bag filmene kan det med det visuelle og fotografering, vil filmen tage sig bedre ud i 3D end i 2D.
#14 Pécuchet 11 år siden
Hørt! Jeg bruger desuden ikke briller normalt, så distraktionen er mægtig. Den næste etikette i biograferne bliver vel, at sæderne vibrerer og sprøjter vand i hovedet på en.
#15 the_paki_don 11 år siden
Hvad jeg mener med det tænkte eksempel, er, at man burde vise 3D-film til samme pris som 2D de første... ja, ti år.
Det, der afholder folk fra at se 3D, er den højere pris og forringede kvalitet (mørkere film, ligegyldige konverteringer, ubehag med briller), så det giver god mening, at 3D-filmskabere prøver at give forbrugeren en mulighed for at prøve det under så afslappede forhold som muligt.
En latterligt forhøjet billetpris er ikke løsningen på det, men rettere flere og flere søm i kisten.
Film som Gravity hjælper med at skrue sømmene ud, men der er så mange andre filmmagere, som vælter ind for at hamre ti gange så mange søm ind, som der bliver hevet ud.
Derfor kommer 3D til at dø og det burde det også, da forretningsmodellen er uetisk og usmagelig.
Det handler om selvrespekt. Jeg ved godt, at når det handler om penge, så er det svært at have det med, men det er afgørende for mig, at jeg føler, at jeg ikke bliver røvrendt og det gør jeg konsekvent med 3D-film.
Selv Gravity, som er en rigtig god 3D-film, er det langt mere, fordi det også er en god historie med dygtige spillere. 3D er glasur. Lækker glasur.
#16 daneimp 11 år siden
#17 Fredag 11 år siden
Enkelte film har 3D'en virket kunstig og papfiguragtigt. I de film der ikke har været ramt af dette, har det at sidde med briller intet gavnet for filmen (om end #d'en måske ikke var dårligt lavet), når 3D'en var ligegyldig og så er det i stedet blevet et lille irritationsmoment at sidde og se film igennem disse.
Billederne har for mig også, ofte en tendens til at fremstå mere uskarpe (muligt det er mine øjne, men de er testet) og jeg skal fokusere hårdere for at se det helt skarpt. The Hobbit havde takket været de 48 frames (eller hvad det nu var) et mere skarpt billede i 3D end jeg har set tidligere, men filmen har jeg siden set i 2D og kan konstatere at den fungerer fuldt ud lige så godt uden denne gimmick og faktisk bedre og dette er en oplevelse jeg har haft næsten hver gang jeg har set en film i 3D og så genset den (faktisk har den ofte fungeret bedre UDEN som sagt!).
Der er enkelte undtagelser, som f.eks. Avatar. Gravity er så en film jeg også vil rose for dens 3D og mene det næsten ikke gav mening at se den uden. Men den er altså undtagelsen.
Så når Insider påstår, ansporet af hans egen begejstring for denne tivoli-effekt (og det er ham vel undt. Ville ønske jeg kunne dele den;) at det har gavnet en UDEN man har bemærket det, vil jeg påstå at han vist ikke har set mange af disse film i 2D så og opdaget at de var fuldt ud lige så gode og ofte endda bedre.
Nuvel, jeg har oplevet 3D i en hjemmebiograf med aktive briller og der må jeg sige, det dog for mig fungerede bedre end i biografen. Så derfor afskriver jeg ikke formatet og Gravity har fået mig til at indse, at jeg kommer til at skifte mit Tv ud.....trods alt:)
Bring it on, Hr. Halvgud Insider;-)
#18 Dragon_Claw 11 år siden
Min syn er ellers normalt, men som Finn fra Jydekompagniet ville sige, så har jeg en bygningsfejl som hverken briller eller laserkirurgi kan rette op på. Jeg kan bare ikke få effekten fra 3D brillerne, ligemeget om det er de billige parbriller eller de mere smarte poloraid typer... Et andet eksempel er f.eks. hvis jeg bruger en kikkert, så kan jeg kun se igennem det venstre rør. Med andre ord er kikkerten blevet til et teleskop for mig.
Sådan er mine øjne bare og det har jeg ingen problemer (mit levebrød er endda som professionel video fotograf). Men det er virkeligt frustrerende, når man som film entusiast gerne vil se en film som Gravity i biffen, men der er absolut ingen 2D visninger! Det er pænt sagt skide irreterende, at man ikke engang kan få valg muligheden for at se filme i et "normalt" format.
Som sagt, så er min modstand imod 3D film fra en personlig sag, men der er altså 10% af os på verdensplan (har jeg læst et sted), som ikke kan se 3D. Det er en pæn sum penge, som biograferne og filmselskaberne går glip af p.g.a deres kæmpe kærlighed til dette skod format.
#19 steadi07 11 år siden
Når det så er sagt, så er der selvfølgelig undtagelsen. Og undtagelsen hedder James Cameron. Titanic var helt fin i 3D.. Men man kan vel også argumentere for, at Cameron har en lidt større erfaring inden for og indsigt i 3D'en og dens virkemidler. Han er lidt mere tilbageholdende, i hvert fald i Titanic, med at benytte sig af metodens billige virkemidler.
Desværre mistede især Titanic en masse lyssætning og farve.
Hvis jeg kan overskue det, så forsøger jeg nok at se Gravity i 3D, hvis den stadig kører i en bif i nærheden.
#20 Riqon 11 år siden