Hugo

InstruktionMartin Scorsese

MedvirkendeBen Kingsley, Sacha Baron Cohen, Asa Butterfield, Chloë Grace Moretz, Ray Winstone, Emily Mortimer, Christopher Lee, Helen McCrory, Michael Stuhlbarg, Frances de la Tour, Richard Griffiths, Jude Law, Kevin Eldon, Gulliver McGrath, Shaun Aylward

Længde127 min

GenreFamilie

IMDbVis på IMDb

I biografen15/03/2012

Anmeldelse

Hugo

4 6
Rod i filmrødderne

Martin Scorseses nyeste film, “Hugo”, har flere balancegange at gå: Den skal for det første finde den gyldne middelvej mellem at være en børne/familiefilm og en voksen kærlighedserklæring til filmmediet; den skal både fungere som selvstændig film samtidigt med, at den skal være tro mod sit forlæg (den illustrerede roman “The Invention of Hugo Cabret” fra 2007); og sidst, men ikke mindst, skal billedsiden både fungere i 3D og i 2D. Men som det ofte går i den slags situationer, har “Hugo” tit svært ved at holde balancen.

“Hugo” foregår i mellemkrigstidens Frankrig. Her lever drengen Hugo på en jernbanestation i Paris, hvor han bor for sig selv bag banegårdens store ur. Han arbejder på at reparere en diminutiv robot – et projekt, hans far påbegyndte, men ikke nåede at færdiggøre, før en voldsom brand tog livet af ham. Men da en af banegårdens ældre butiksejere, som Hugo ofte stjæler reservedele fra, får nys om denne maskine, må Hugo alliere sig med butiksejerens datter, hvis han vil gøre sig forhåbninger om nogensinde at færdiggøre sin fars projekt.

Det viser sig halvvejs inde i filmen, at butiksejeren er en ganske særlig, historisk person. Vi afslører naturligvis ikke, hvem der er tale om, men det skal dog siges, at filmen derefter skifter karakter og lader handlingen gå en ganske anden vej, end der ellers var lagt op til. Det er også her, filmens problemer for alvor begynder at hobe sig op. Historien, som først lige er begyndt at fænge, skrinlægges til fordel for en helt anden fortælling, og selvom det er her, Scorsese gerne vil fortrylle os med stumfilmsnostalgi, og selvom det højst sandsynligt havde virket bedre, hvis man selv var ekspert i filmmediets ældste kunstværker, så kan “Hugo” ikke bære pludseligt at have en anden hovedperson, et andet plot og et nyt formål.

“Hugo” virker slet og ret en smule forvirret. Skuespillerne synes usikre på, hvornår eller hvordan de skal træde i karakter, og den ellers velspillende børneskuespillerinde Chloë Grace Moretz (superb i “Kick-Ass”) virker til tider direkte i tvivl om, hvilket ansigtsudtryk hun skal iføre sig. Jude Law, Ray Winstone og Helen McCrory gør det til gengæld godt i deres biroller, mens Sacha Baron Cohen, Christopher Lee og Emily Mortimer virker lige så forvirrede som tilskueren over, hvad pokker deres roller egentlig har at gøre i filmen. Et lyspunkt er dog den altid strålende Sir Ben Kingsley i rollen som butiksejeren med en noget speciel fortid.

Visuelt vil “Hugo” også mere, end den reelt magter at præstere. Jo, CGI-landskaberne er da flotte, men på samme lidt bevidst kunstige måde som i “Moulin Rouge!”. I en film, der gerne vil forherlige det magiske ved de gamle stumfilm og deres “primitive” æstetik, virker det simpelthen en smule malplaceret med så megen computergrafik. Derudover synes Scorsese også for forhippet på at give seeren en flot 3D-oplevelse, hvilket så til gengæld giver bagslag hjemme foran 2D-tv’et. Dette ses mest tydeligt i de lidt for lange ”åh nej, jeg er lige ved at blive ramt af et tog”-sekvenser samt i den 13 minutter lange 3D-tour de force-intro, som slet ikke har den samme slagkraft i 2D.

Alt i alt er det altså en lidt flad fornemmelse at se “Hugo”. Dens filosofi om, at alle mennesker har en funktion i verden, og at man ikke skal skamme sig over, hvem man er, er selvfølgelig set før, men ikke desto mindre er det et eviggyldigt, sympatisk og relevant budskab. Ligeledes er der spænding og humor nok til, at man indimellem rives med og aldrig stirrer på uret. Overordnet set lider filmen dog af overanstrengt børneskuespil, et overforbrug af 3D-optagelser og en grundlæggende usikkerhed med hensyn til sine karakterer og sin historie.
Video

Udgivelsens transfer er til gengæld enormt smukt. Udgivelsen huser både en dvd- og en BD-udgave af filmen, og det er tydeligt, hvor meget bedre de mange CGI-panoreringer klarer sig i HD. Detaljerigdommen er enorm, og alt fra de mikroskopiske dingenoter i de mekaniske opfindelser til de små gader og stræder i totalbillederne af Paris fremstår enormt tydelige. Ingen støj optræder, og langt størstedelen af filmen fremstår knivskarp. Et upåklageligt transfer!

Audio

Lydsiden gengives også enormt godt takket være et fremragende DTS-HD Master Audio 7.1-mix. Der gøres heftigt brug af lydeffekter, når filmen udspiller sig på banegården, og de kommer alle klokkeklart igennem og overdøver ikke hinanden – og det vel at mærke samtidigt med, at både baggrundsmusikken og dialogen kommer klart igennem. Det eneste, jeg godt kunne savne, var, at der blev sat lidt mere sving i de bagerste højtalere, således at man i højere grad fik fornemmelsen af at sidde midt i menneskemylderet.

Ekstramateriale

Udgivelsen indeholder fem små dokumentarfilm, der hver især varer mellem 3 og 20 minutter. “Shoot of the Moon” er en klassisk ’nej hvor var vi gode!-featurette, der kun er interessant for fans, der er lige så forgabte i filmen som dens bagmænd. Det er dog interessant at høre om Scorseses overvejelser omkring 3D. Derudover er der også kortere videoer om robotten, Sacha Baron Cohens rolle og scenen med toget, der kværner gennem banegården og ryger ud af vinduet. Men den absolut mest interessante video handler om stumfilmspioneren George Méliès. Denne 15 minutter lange introduktion til hans liv og værker tilbyder et spændende indblik i en helt anden filmalder, hvor special effects havde en ganske anden betydning end i dag. Dette er både filmhistorisk spændende og nørdet på den fede måde!

“Hugo” er en ambitiøs, men også forvirret film om film. Den bærer for meget præg af at være baseret på en mursten af en bog, hvori de forskellige karakterer nok har haft bedre plads at udfolde sig, og hvor historien har kunnet skifte karakterer undervejs, uden at det virkede akavet og forceret. Et fantastisk transfer og en ligeledes flot lydside gør dog, at hvis man lod sig fortrylle af Scorseses film i biografen, så kan man glæde sig over en sublim BD-udgivelse, der tilmed rummer noget hæderligt ekstramateriale.

Hugo

5 6
Scorsese som tryllekunstner

Martin Scorseses længe ventede familiefilm, “Hugo”, er en eminent hyldest til sit eget medie. Undervejs kan man tydeligt mærke Scorseses smittende lidenskab for de levende billeder og de alternative verdener, vi alle drager ind i, hver gang vi køber en biografbillet. Historien har massevis af interessante lag, der ikke blot er forbeholdt børn eller voksne at gnaske igennem.

“Hugo” fokuserer (sjovt nok) på den forældreløse dreng Hugo (Asa Butterfield). Han bor bag murene på en gigantisk togstation i Paris anno 1931, hvor hans job består af at holde urene i gang. Det eneste klenodie, som Hugos elskede, afdøde far har efterladt sin søn, er en mekanisk robot, der ikke virker, men som Hugo inderligt ønsker at reparere, da han er overbevist om, at den indeholder en besked fra faderen. Legetøjsmageren Georges (Ben Kingsley) griber en dag Hugo i at stjæle fra sin butik på togstationen, og som straf snupper han Hugos fars gamle notesbog om den mekaniske robot. Georges synes at have en mystisk forbindelse til skriverierne i den gamle bog, og snart begynder en rejse igennem tid og rum for Hugo og alle de involverede.

De fem Oscar-statuetter, der alle anerkendte æstetikken i “Hugo”, var hamrende fortjente. Allerede fra første færd virker filmen magisk, hvor vi serveres for en panoramisk udsigt over togstationen Charles de Gaulle – Étoile i Paris, hvor triumfbuen lyser smukt op i natten og langsomt transformeres til et kæmpemæssigt, mekanisk klokkeværk. Det er uden tvivl et symbol på filmens legesyge tilgang til tidens gang. Brugen af 3D klæder filmen og er med til at gøre hele “Hugo”-universet magisk og tryllebindende.

I rollen som Hugo spiller den relativt ukendte Asa Butterfield overbevisende godt, og han bakkes op af stærke navne som Ben Kingsley og Sacha Baron Cohen, hvor sidstnævnte spiller stationsforstander. Cohen optræder ofte som et kærkomment, komisk afbræk under en til tider melankolsk og alvorsfuld fortælling, såsom da stationsforstanderen tager karbad med sin vagthund, eller da han skal samle mod til sig og hilse på en skøn mademoiselle, der spilles af Emily Mortimer. Cohen øver sig på diverse smil, der forekommer alt andet end charmerende. Kingsleys rolle er mindre morsom, men ikke mindre mindeværdig, idet han slæber rundt på et indre, interessant mysterium, som Hugo inderligt ønsker at løse. På trods af sin rolle som den bitre, gamle legetøjsmager så får Kingsley alligevel skabt en virkelig sympatisk karakter, som man ønsker at lære bedre at kende.

Men det allerbedste ved “Hugo” må simpelthen være den fornemme måde, hvorpå Scorsese vikler hyldester til filmmediet ind i selve historien. Det er så intelligent flettet sammen, at enhver filmnørd bør applaudere Scorsese for hans opfindsomhed. Tjek bare, da vi bliver vist et klip af folks reaktion på den allerførste filmvisning nogensinde tilbage i 1895, hvor et tog på lærredet kørte imod publikum og fik dem til at spæne skrigende væk. Nutidens 3D-effekt stiler ofte efter den omtrent samme effekt, og Scorseses kløgtige, intertekstuelle referencer vil ingen ende tage. Derfor er der da også i et af Hugos mareridt et tog, der med voldsom fart kører mod lærredet og indgyder nærmest den samme panik, som folk måtte have følt tilbage i af 1895, takket være den gennemslagskraftige brug af 3D.

“Hugo” er en visuelt overdådig cadeau til fortidens filmkreatører og særligt de franske af slagsen, måske fordi det netop var i Frankrig, at filmmediet blev født for godt og vel hundrede år siden. Scorsese ser op til dem på samme måde, som Hugo ser op til den mystiske legetøjsmager, og man fornemmer, at Hugo som karakter er et symbol på Scorseses egen barnlige og fantasifulde side. Fortællingen er måske ikke just fantastisk hele vejen igennem, men “Hugo” præsterer det, som kun de allerbedste film formår at gøre: Den overbeviser os om filmmediets rendyrkede magi.

Kort om filmen

“Hugo” fortæller historien om en forældreløs dreng, som lever et hemmeligt liv i væggene på en togstation i Paris. Med hjælp fra en excentrisk pige leder han efter svaret på en mystisk forbindelse mellem den far, han lige har mistet, den sure mand, som bestyrer legetøjsforretningen, og som bor under ham og en hjerteformet lås, hvor nøglen mangler.