Filmz mener: Komikeren Lars von Trier misforstås

Få timer efter tirsdagens pressevisning på “Nymphomaniac” væltede det frem med kommentarer og anmeldelser fra alle os filmjournalister, der enten bevidst eller ubevidst er en del af den store Lars von Trier-fanklub. Det skortede ikke på store, floromvundne analyser af filmen, der beskrev, hvordan de havde overværet en intellektuel kraftpræstation af en film.

Alt fra Det Gamle Testamentes syndefaldsmyte over tung eksistensialisme til det slet og ret guddommelige kunne de tænksomme anmeldere imponere med at have set i den fire timer lange sexsag. De selvsamme anmeldere fik freudiansk flip over Triers “Antichrist” og kunne næsten ikke begribe, hvor stor en intellektuel udfordring den danske gyserfilm dog var.

Trier selv? Hvad mon han siger til at få sine film påtvunget alle de højtidelige seriøsiteter af meget seriøse anmeldere? Ikke meget, da han jo som bekendt har givet sig selv mundkurv på. Men hvis han skulle sige noget, så vil mit gæt være, at det ville være med et smøret grin på, alt imens han sidder og spiller PlayStation ude på Zentropa digtende på en ny ironisk fuckfinger, han kan få anmelderne til at misforstå.

Nøglen til Trier ligger nemlig ikke i det dybe intellektuelle, men derimod i det dybt ironiske. Han er den største komiker, Danmark har haft, men få har fanget joken og i stedet bidt på den ironiske limpind. Lige fra satan i “Riget” til spasserne i “Idioterne”, fra kirkeklokkerne i “Breaking the Waves” til den talende ræv i “Antichrist” har Trier genialt pakket sine ironiske drillerier ind i intellektuel forklædning. Hvorfor? For at drille. Fordi han kan.

Derfor tror jeg heller ikke, at vi om 50 år vil pege på “Dogville” eller “Nymphomaniac”, når vi skal pege på den sande og den bedste udgave af Lars von Trier. Nej, vi vil givetvis pege på den udskældte og latterliggjorte komedie “Direktøren for det hele”. Hvad bildte han sig dog ind? At lave noget så underlødigt som en komedie, når han nu ellers laver store, intellektuelle, ja næsten litterære kunstværker. Dét kunne man ikke lide.

Spørgsmålet er måske i stedet, om det ikke er den eneste gang, vi har set den rigtige, seriøse Trier? I “Direktøren for det hele” viser den store komiker, ironiker og satiriker, hvem han egentlig er: En sjov mand. Intet var pakket ind i intellektuel tomgang, men i stedet rendyrket, ligetil komik, hvor der ikke var meget at (b)analysere på. Dét er Trier.

Så grin af “Nymphomaniac”, den er sjov! Og dem, der “læser” store intellektuelle sager ud af “Nymphomaniac”? Ja, de nøjes ikke alene med ikke at fange joken, de er selv en del af den.

Hvad mener du?