20th Century Fox har udsendt fire nye filmklip fra “Street Fighter: The Legend of Chun-Li”, den nye filmudgave over Capcoms berømte kampspilssaga. De actionfyldte klip kan findes her.
“Smallville”-stjernen Kristin Kreuk ses i hovedrollen som den kampkyndige Chun-Li, der efter sin fars kidnapning drager ud i Hong Kongs gader for at søge retfærdighed – og dermed bliver kastet ud på en actionfyldt rejse mod en konfrontation med en tilsyneladende ustoppelig fjende.
I filmen medvirker desuden Neal McDonough som den magtfulde forbrydersyndikatleder Bison, Michael Clarke Duncan som Balrog, Taboo som Vega og Robin Shou som Gen.
“Street Fighter: The Legend of Chun-Li” får premiere i USA 27. februar. Endnu foreligger der ingen dansk premieredato.