Vi har fået det første korte kig på sci-fi-filmen “Mickey 17”, den næste spillefilm fra “Parasite”-instruktør Bong Joon-ho, og med det har vi fået filmens premieredato.

Vi må væbne os med tålmodighed, før vi får den sydkoreanske mesterinstruktørs næste film at se. For selvom vi allerede nu har fået vores første kig på “Mickey 17” med “Batman”-stjernen Robert Pattinson i hovedrollen, så får den først premiere den 29. marts 2024 – i hvert fald på den anden side af Atlanten.

Læs også: “‘The Batman 2’ er undervejs med Matt Reeves og Robert Pattinson om bord”

Filmen, der baseres på Edward Ashton-bogen “Mickey7”, følger Pattinson som Mickey 17, der er en Expendable – en undværlig medarbejder, som sendes på en livsfarlig mission på isplaneten Nilfheim. Når en Expendable dør, overføres de fleste af ens minder til en ny krop. Da Mickey 17 formodes død, bliver Mickey 18 bragt til live, og Mickey 17 vender tilbage til basen for blot at opdage at en ny har taget hans sted.

Som mange læsere nok har opdaget, afviger Joon-ho fra bogens titel og gør Pattinsons Mickey til den 17. udgave og altså ikke den syvende, som vi ellers ser det i Ashtons fortælling. Hvorfor han har valgt denne ændring, ved vi ikke. Det stemmer dog godt overens med Deadlines rapporter om, at filmen sandsynligvis vil adskille sig fra bogen til en vis grad.

I klippet, der giver os den første forsmag på filmen, møder vi en Mickey-udgave, som efter alt at dømme  er nr. 18. Titlen består nemlig af 18 dele, hvor nr. 18 med sin rødglødende farve får lov til at stå alene, mens Pattinson åbner øjnene. Du kan se klippet her.

Over for Pattinson kan vi se “Minari”-skuespiller Steven Yeun, “Star Wars: The Rise of Skywalker”-skuespiller Naomi Ackie, “The Avengers”-stjerne Mark Ruffalo, “Hereditary”-skuespiller Toni Collette og “The Borgias”-skuespiller Holliday Grainger.

Foruden at instruere filmen har Joon-ho selv skrevet manuskriptet.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: