#361 Øøh, siger navnet Tom Cruise dig intet? :D

#363 Jeg kan ikke åbne dine links.

That is one agitated man :oD "Sir, we are good Christians." Ahahahaha!

Glæder mig til at se den film, og kun endnu mere efter at se hvilken ravage den har skabt :-)

BN: Seriøst, troede virkeligt kun at der fandtes så religiøst fanatiske og homofobiske personer som dig dybt i Red-neck country USA, er rystet i mine frisindede grundvolde.
Du lyder som de racister der heller vil dø end behandles af en sort læge ....
Og så har du da misforstået de allervigtigste begreber i kristendommen, næste kærlighed og tilgivelse, du bygge i stedet din tro på had og fordømmelse, virkeligt sørgeligt.
Og så har pædofili og homosexualitet intet med hinanden at gøre, pædofili har intet med sex at gøre, det handler om magt og kontrol.
Men hvad med at få noget psykolog hjælp og så komme ud af det skab, er det ikke ved at være på tide ?

Jeg er selv uenig med bn og finder nogle af hans ytringer usmagelige, andre - undskyld det usaglige udtryk - direkte blæste, eksempelvis hans parallel mellem homoseksualitet og pædofili. Med andre ord er følgende ikke for at gå ind og tale hans sag. Nej, det skyldes snarere min undren over, hvordan folk kan tage sådan på vej over disse udtalelser, men til sammenligning lade Cymophanes pænt sagt elitære kommentar gå ubemærket hen. Okay, så bn er homofob (det er i hvert fald på baggrund af denne tråd mit indtryk af manden) og kristen – en kombination, der nok skal få folk op af stolene (nå ja, hans måde at argumentere på kan selvfølgelig også tænkes at spille en rolle…). Undertiden har det virket som om, modviljen snarere gik på hans religion end holdningen til homoseksuelle. Som om det i debattørernes øjne er nærmest lige så beskidt at være kristen, som bn synes, det er at være homoseksuel.

Jeg vil ikke længere som sådan kalde mig selv kristen, men som barn voksede jeg op i en kristen familie, som dog havde medlemskab et andet sted end folkekirken. Det havde en flok lokale tilsyneladende ret ondt i røven over, hvilket resulterede i årelange forfølgelser, der bl.a. indebar daglige tilråb; æg på ruderne; konstant nedrivning af rækværket om vores ejendom; mærkelig ting smidt i vores have; mennesker, der rendte rundt i vores have om aftenen og kiggede ind af vinduerne; et telt, der blev skåret ned, da min bror overnattede i haven; at blive spyttet på; at blive overfaldet/jagtet (hvilket også skete for kammerater, der blev set lege med os)… for blot at nævne nogle af de spændende ting, der stod på i en årrække af min barndom. Det kan selvfølgelig indvendes, at vores tilknytning til en religiøs bevægelse bare var en undskyldning for at lave nogle drengestreger, men ikke desto mindre begyndte problemerne først, da det kom en gruppe unge for øre – og vores tro var den udtalte grund til disse handlinger (som var sporadiske). Disse og en række senere tilfælde har efterladt mig det indtryk, at religiøsitet er noget fy-fy i Danmark (medmindre vi taler om den gængse kristne facon herhjemme, hvor man kommer i kirken til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse… og måske juleaften). Og hvis folk både er religiøse og (måske, måske ikke på den baggrund) har en anden holdning til noget eller forholder sig til tingene ud fra et kristent synspunkt (hvilket dog også kan være irriterende, da det er svært for os andre at diskutere på de betingelser), er det meget nemt at gøre dem til flamebait. Samtidig eksisterer der en eller anden ejendommelig, bekvem politisk korrekthed, der gør at f.eks. intolerance og fordomme er i orden over for nogle grupper, men ikke andre. Indvandrere og homoseksuelle skal vi helst kunne lide, mens det omvendt næsten kan være populært at nære antipati over for kristne. Dog ikke dermed sagt, at fordi man afspejler disse holdninger, er det en kollektiv holdning, man kritikløst har taget til sig!

Men tilbage til Cymophanes ideologi. Det kan meget vel være, at han ikke efterlever den, men det er den holdning, der er kommet til udtryk her, ligesom bn’s (for jeg regner da heller ikke med, at bn går ud og smadrer bøsser med en kæp i weekenden!), og følgelig bør den ikke tages for mere eller mindre pålydende. Jeg tror, det var bruce, der sagde, at det forhåbentlig var Cymophanes spøg, hvortil sidstnævnte svarede et blankt nej. Vedkommendes profil er blank, anonym, på hvilken baggrund, vi kun har personens udtalelser at forholde sig til. Udtalelser, det er en del nemmere at komme med, når man ikke på nogen måde involverer sin person i dem. Når man ikke bagefter behøver fungere i andre sammenhænge på siden. Jeg synes generelt, at brugere, som optræder på den måde, er fedtede med oplysninger om sig selv. Skulle folk blive for stødt, er det jo så nemt at gå ud og oprette en ny, anonym bruger. Mine erfaringer fra mange andre fora siger mig i hvert fald, at jo mere ubehagelig folk er i deres udtalelser, des tættere holder de selv kortene til kroppen.

Foruden min undren over den manglende respons på Cymophanes indlæg kontra bn’s, har jeg et forståelsesspørgsmål, der slet og ret går på, hvem de svage egentlig er. Er det handicappede, fysisk og psykisk syge, fremmedsprogede mv.? Jeg kan da godt sætte mig ind i, at sådanne mennesker årligt koster samfundet rigtig mange skattekroner, som – antager jeg – Cymophane er med til at betale, selv om denne sikkert er både sund, rask (arisk?) og stærk! To af mine brødre, som er handicappede, og min kæreste, som er psykisk syg, er nogle af dem, der koster. Det er mennesker, som måske ikke ville have klaret sig uden hjælp fra det offentlige, men som samarbejder efter bedste evne. Mange handicappede og psykisk syge kan med støtte og hjælp bidrage (om end for en del måske blot i et begrænset omfang) til deres samfund. Mange handicappede kan udfylde simplere funktioner på arbejdsmarkedet, mens nogle psykisk syge kan blive raske eller i det mindste via medicin fungere forholdsvis normalt, hvilket indebærer at passe et job. Er dette de svage, vi ikke skal hjælpe? Skal vi ikke unde mennesker med uhelbredelig kræft nogle gode sidste år? Skal vi ikke efter bedste evne pleje den delvist lamme, der uforskyldt blev ramt af uheldet? Eller de ældre, der har bygget det samfund, vi nu nyder godt af?

Efter min mening er svaghed et meget relativt begreb, helt afhængigt af kriterierne. Nogle ser hensynsløse kriminelle, f.eks. rockere, (andre) voldspsykopater mv. som stærke, og det kan da også meget vel være, at de selv kan opretholde livet… om ikke andet kan de overfalde svagere individer og bemægtige sig deres ejendom. Set i den kontekst, at vi skal få samfundet til at køre rundt er de imidlertid svage. Mange af dem har ikke klaret sig ordentligt i skolen og allerede i deres barn- og ungdom kostet samfundet kroner ved gentagne gange at være anbragt forskellige steder med henblik for adfærdsproblemer, herunder kriminalitet. Siden går de ud og direkte modarbejder det samfund, mange af dem nyder godt af ved i forvejen at modtage sociale ydelser. Deres forbrydelser mod såvel materiel som mennesker koster. Ofrene for deres forbrydelser efterlades i nogle tilfælde uarbejdsdygtige, hvilket blot medvirker til at skabe flere såkaldt svage individer. Og hver gang, de hensynsløse kriminelle ryger tilbage i fængslet i kortere eller længere tid, koster det yderligere skattekroner for et fængselsophold, hvor de bliver bespist, modtager lommepenge og i øvrigt har adgang til tv, træningsfaciliteter, kiosk mv., ligesom der også i mange tilfælde smugles og sælges stoffer derinde. For de mest hærdede kan fængslet forværre mere end det kan forbedre. Med andre ord kan man sige, at skatteyderne for en stor del må betale prisen for disse stærke og levende menneskers livslange uddannelse som kriminelle. Disse mennesker fremgår ikke (som jeg tolker det) af Cymophanes indlæg, der kun synes at koncentrere sig om svage mennesker i den forstand, at de på en eller anden måde er svækkede. Hvis nogen falder her i livet, skal vi lade vedkommende blive liggende, og hvis ikke vedkommende selv kan komme op, må vedkommende gå under… det er sådan, jeg læser teksten. Men ofte er den byrde, disse individer udgør for samfundet, uforskyldt og utilsigtet, mens f.eks. rockerne bevidst og tilsigtet bebyrder og fuldt overlagt modarbejder samfundet med øje udelukkende for egne behov. Jeg ved i hvert fald godt, hvor jeg helst vil lægge mine skattepenge.

Dertil kommer, at svaghed er en variabel størrelse – undervejs i livet vil vi opleve tider, hvor vi er stærke og tider, hvor vi er svage. Uanset, hvad folk ønsker at tro, er vi ikke selv 100% herrer over vores liv – et eller andet udefra kommende kan til hver en tid ramme os og omlægge vores tilværelse fuldstændig. Set i lyset heraf antager jeg, at Cymophane indtil videre har haft det for nemt (som det ofte er tilfældet med folk, der har ”råd” til at anlægge dennes syn på tilværelsen) eller er blevet afstumpet af for megen modgang (hvilket efter min mening er en anden måde at være svag på; at følelseslivet bukker under for presset). Jeg antager også, at kritiske ændringer i vedkommendes livssituation til hver en tid vil resultere i en holdningsændring, der er til at tage og føle på. Det er så nemt, så nemt at lade hånt om de svage, så længe man selv har sit på det tørre.

Til sidst: Fejlbehæftet som vort samfund nu engang er, betaler jeg dog gladelig mine skattekroner til at hjælpe UFORSKYLDT svage elementer!