I læste det her først: “Brokeback Mountain” vinder Oscar for bedste film næste år. Og for en sjælden gangs skyld vil sejren være fuldt ud fortjent. Det skyldes ikke blot, at Ang Lees seneste drama simpelthen er en fremragende film, men “Brokeback” er samtidigt også et værk, der på klassisk Hollywood-manér modigt fortæller en historie med afsæt i et kontroversielt, tidløst og vigtigt emne (især i USA). Og hvis der er noget, det amerikanske filmakademis medlemmer ynder at gøre, er det at kombinere en velfortjent prisoverrækkelse med en portion samfundsorienteret prædiken. Og i det her tilfælde vil en overrakt guldstatuette fra Los Angeles’ mest populære prædikestol være både en forventet gestus og ligeledes også en filmisk, politisk og samfundsmæssig triumf.

‘Prædiken’ skal dog ikke forstås på den negative facon. For noget af det mest beundringsværdige i “Brokeback Mountain” er dens tilbagelænede, lavmælte facon. Den forsøger aldrig at knalde et forceret budskab ind i panden på seeren. Hvis filmen kan siges at have en dagsorden, er det simpelthen blot at fortælle en betonstærk kærlighedshistorie af format. Og det lykkes. At det forelskede par er to mænd er for så vidt knap så vigtigt. Der kunne også have været tale om uopnåelig kærlighed pga. religion eller hudfarve. Hovedpointen er, at det er en kærlighed, der resulterer i en længsel, der ikke forstås af omverdenen. En kærlighed omverdenen ikke kan tolerere, hvilket forhindrer den i at blomstre.

På gaden er filmen efterhånden blevet kendt som den der film med bøsse-cowboyerne. Det er en uretfærdig opsummering, der nogenlunde svarer til at simplificere “Godfather”-trilogien som værende dem der med mafiaen eller “Romeo & Julie” som det der stykke med drengen og pigen. To unge cowboys i 1960’ernes nordlige USA mødes, bliver kollegaer og hurtigt gode venner under deres ophold på bjerget Brokeback. Deres venskabelige følelser bliver langsomt erstattet af kærlighed. Til at starte med vil ingen af dem anerkende deres nyfundne følelser for hinanden, men de oplever hurtigt, at de hverken kan ignorere hinanden eller deres følelser. Hvordan passer deres forhold ind i en verden, der ingen forståelse har for to mænds kærlighed til hinanden?

To af tidens hotteste og mest populære mandlige ungkarle, Heath Ledger og Jake Gyllenhaal, har påtaget sig rollerne. At to superstjerner af den kaliber tør at give sig i kast med sådanne roller er både imponerende og modigt. Prisværdigt er det også, hvor åbne de to skuespillere har været overfor filmen siden hen. Ingen af de to virker opsat på at lægge den bag sig hurtigst muligt og lige indkassere en hæderspris her og der som eventuel bonus.

Begge unge mænd er fremragende. Sammen med Gyllenhaals præstation i “Jarhead” er det mandens bedste til dato, og Randy Quaid er også fin som de to mænds gnavne boss. Både Anna Hathaway og (især) Michelle Williams gør det desuden glimrende som henholdsvis Gyllenhaals og Ledgers koner. Men selv om begge mænd har hidkaldt en masse velfortjent opmærksomhed, er det i særdeleshed Ledger, der virkelig står ud. Hans mådeholdenhed og melankolske attitude gør Ennis Del Mar til en stærk flerdimensional karakter, som er umulig at vende øjnene bort fra. Ennis blev som barn vidne til, hvilke dødsensfarlige konsekvenser det kunne have at være homoseksuel. Siden da har han lukket af for en stor del af sine følelser, og hans forsøg på at acceptere og håndtere disse danner størstedelen af filmens stærkt pulserende hjerte.

Filmens mageløse billeder imponerer tillige. Den foregår i det nordlige Wyoming, men blev skudt i Calgary og Canada. Den mexicanske fotograf Rodrigo Prieto giver filmens omgivelser (uanset om der er tale om småbyer, bjerge eller marker) et sjæleligt og majestætisk præg, der tager vejret fra én. Filmen virker på mange måder som et klassisk, episk Hollywood-kærlighedsdrama, visuelt såvel som strukturmæssigt. Det er noget af en bedrift. Den argentinske musiker Gustavo Santaolallas arbejde på filmen bør også nævnes. Hans guitarbetonede, country-inspirerede toner danner filmens musikalske fundament, der er mindst lige så mindeværdigt som hans stemningsmættede scores til bl.a. “Motorcykel Dagbog” og “21 Grams”.