Foeller (20) skrev:

Ham Hugo er ellers en smart en, hva'?

Pfft, han kan jo ikke engang tale dansk!

Jeg er fan af Rustynail!

Der er spoilers i min anmeldelse:

Hugo
Navnet Martin Scorsese er for mange blevet et synonym med gangsterfilm. Det vækker personligt en anelse undren hos mig, for godt nok har han lavet flere film i denne genre, men Scorsese har tidligere vist, at han er i stand til at mestre flere genrer. Han har udforsket religiøse temaer i Kundun og The Last Temptation of Christ, og han har udforsket thrillergenren med Cape Fear, ja han har sågar lavet et kostumedrama (The Age of Innocence). På trods af denne diversitet må jeg alligevel indrømme, at jeg var lidt nervøs, da jeg hørte, at Scorsese skulle lave en familiefilm. Da traileren til Hugo kom ud sidste år, blev jeg om muligt endnu mere nervøs. Heldigvis viste denne trailer sig at være en af de absolut værste, jeg har set, og i sidste ende er Hugo endt som endnu en forrygende film, som Scorsese kan putte på sit CV.

Paramount-logoet kommer op på lærredet - filmen er i gang. Et gigantisk urværk fylder hele skærmen, men på kun få sekunder bliver dette urværk på næsten magisk vis transformeret til Paris' gader set oppe fra med Triumfbuen i centrum. Kameraet panorerer fra triumfbuen langsomt til siden, mens det stille og roligt bevæger sig tættere mod jorden. Nu er det Paris' hovedbanegård, som er i centrum. Klip. Vi ser nu togstationen fra den modsatte side, hvor vi ser skråt ned på et tog, der bevæger sig ind mod stationen. Stille og roligt zoomer kameraet ind, indtil vi nu befinder os på en togperron mellem to holdende tog. Kameraet kører igennem menneskemængden, som står på perronen, og videre ud til selve stationspladsen, hvor virvaret af mennesker er endnu større. Der går mennesker på kryds og tværs, mens kameraet bevæger sig igennem den kæmpemæssige togstation. Kameraet fortsætter dog ufortrødent videre i hastig fart. Pludselig, inden kameraet støder mod stations endevæg, bevæger kameraet sig igen opad - nu mod stationens enorme ur. Kameraet zoomer ind, ind, ind - ja faktisk helt ind i 4'tallet på det enorme ur. Der sidder en lille dreng inde bag uret og kigger ud på den kæmpemæssige togstation. Hvad laver han der? Vi følger denne lille mystiske dreng med en række fantastiske trackingshots, der introducerer os til togstationens indre. På kun få minutter lykkes det Scorsese at introducere os til den kæmpemæssige togstation, som er centrummet i filmen. Dette fremkalder øjeblikkelige kuldegysninger, og selvom scenen er lavet ved hjælp af diverse effekter, er det umuligt ikke at overgive sig til scenens skønhed. Det er imponerende, det er smukt, og det er hamrende effektivt. Scenen er sat.

Lad os starte med det tekniske. Hugo sætter ikke et ben forkert rent teknisk. Det er visuelt en af de flotteste film, jeg har set meget længe, og Robert Richardsons fotografering er dybt beundringsværdig. Også filmens visuelle effekter er i top, og Paris set fra Hugos klokketårn ser fuldstændig magisk ud. Selve togstationen er lavet fantastisk flot, og Dante Ferretti blev med rette belønnet for de flotte kulisser. Hugo er uden tvivl den 3D-film, som jeg har set hidtil, der benytter sig bedst af 3D-effekten. Avatar var god, men Hugos 3D fotografi formår rent faktisk at give filmen den ekstra dimension, som formatet reklamerer med, og når Sacha Baron Cohens ansigt er presset helt op mod skærmen, fungerer det fantastisk. Det samme er tilfældet, når Hugo bevæger sig igennem togstationens indre. Her ses det for alvor, hvor godt 3D kan fungere.

Hugo er en lidt speciel film. Som udgangspunkt ville det være rigtigt at sige, at det er en familiefilm, men generelt set er filmen for langsom til at blive nydt af de mindste. Der vil uden tvivl også være en masse voksne, der ikke finder filmens indhold specielt spændende. I det hele taget er det mest en film, der appelerer til filmentusiaster.
Man kan groft sagt sige, at filmen er delt op i to dele. Den første halvdel af filmen handler om Hugos liv, og om hvordan den forældreløse dreng har klaret sig selv på Paris' hovedbanegård. Hugo bliver spillet af Asa Butterfield, som i sin rolle er med til at levere noget af det absolut mest overbevisende skuespil fra en barneskuespiller, jeg overhovedet har set. Han er intet mindre end et naturtalent, og han er i stand til at håndtere store følelser, uden det kammer over. I en større birolle har vi Chloe Moretz som Hugos veninde. Ved første syn af filmen var jeg egentlig ikke specielt begejstret over hendes skuespil, men ved et gensyn fik jeg lagt ekstra mærke til nogle detaljer ved hendes skuespil, og jeg synes egentlig hendes præstation er mere nuanceret, end jeg troede. Der er en del, der har kritiseret hende for at snakke alt for voksent i forhold til hendes alder, og det gør hun selvfølgelig også. Men det er jo et fuldstændig bevidst valg. Isabelle er jo netop den type person, som godt kan lide at fremstå klogere, end hun egentlig er, og det ses især tydeligt alle de gange, hvor hun leder efter et tilpas avanceret nok adjektiv til at slutte sine sætninger med. Ben Kingsley gør det også forrygende som den gamle, sure mand, der ejer en legetøjsbutik på togstationen, men som senere viser sig også at have en anden mere central rolle. Sacha Baron Cohen spiller den ondskabsfulde, men samtidig klodsede stationsinspektør, der prøver at fange Hugo, så han kan overdrage ham til børnehjemmet. Cohens karakter er godt nok en anelse karikeret, men samtidig formår han også at give noget komisk relief til en ellers meget seriøs historie. I det hele taget er skuespillet generelt overbevisende.

Den første halvdel af filmen fungerer i det hele taget rigtig godt. Hugos historie er spændende, og hans iver efter at få sin notesbog tilbage, som Kingsleys karakter har taget, bliver aldrig kedelig.
Det er dog i filmens anden halvdel, at filmen for alvor bliver fantastisk og magisk. Det viser sig nemlig, at den sure, gamle mand, der ejer legetøjsbutikken, er den legendariske filminstruktør Georges Méliès. Igennem hans karakter bliver vi introduceret hele filmens oprindelse, og både nogle af filmhistoriens første film bliver set, og vi ser endda nogle af Méliès' gamle film blive genskabt af Scorsese. Det er filmmagi, når det er bedst, og som kæmpe filmfan kan man ikke andet end blive betaget af de smukke sekvenser.

Det er let at se, hvorfor Scorsese blev betaget af historien. Der er mange ligheder mellem Scorsese og Hugo selv. Den måde, Hugo kigger fra det store ur ud på stationen, er magen til den måde, som den astmaramte Scorsese som barn selv kiggede ud på New Yorks gader. Samtidig minder Hugos nysgerrighed for filmens verden meget om Scorseses egen, og den magi som de føler ved film er fuldstændig ens. Som et kæmpe aktiv inden for filmpreservation er historien om Méliès en vigtig en at fortælle. Méliès bruges til at vise, hvor vigtigt det er at huske, bevare og hylde filmen. Forholdet mellem Hugo (eller måske nærmere Rene Tabard) og Méliès er heller ikke helt ulig Scorseses eget forhold til den engelske filminstruktør Michael Powell. Da Michael Powell i midt 70'erne var blevet glemt af næsten alt og alle, var Scorsese med til at introducere Powell og Pressburgers film til den nyeste generation og gjorde ham på den måde relevant igen. Også Christopher Lees karakter har mange ligheder med Scorsese. Ligesom Monsieur Labisse deler ud af sine bøger i sin boghandel, deler Scorsese også ud af sin filmviden - bl.a. i My Voyage to Italy og A Personal Journey With Martin Scorsese Through American Movies. Der er i hvert fald inden tvivl om, at Hugo er en af Scorseses mest personligt film til dato.

Hugo er i det hele taget en utrolig god film, og mens man ser den, kan man ikke lade vær med at sidde og smile og nyde den filmmagi, som Scorsese præsenterer for en. Derfor kunne man godt have ønsket sig et endnu bedre manuskript af John Logan. For selvom historien er godt drejet af Brian Selznick, så er det ikke altid, dialogen er helt så vellykket, som man kunne ønske. Filmens sidste 5 minutter bliver måske også en anelse for meget af det gode, og den lykkelige slutning havde måske ikke behøvet at være så udpenslet, som det var tilfældet. I det hele taget er selve historien måske også en anelse for meget lige ud af landevejen til, at filmen for alvor kan kaldes et mesterværk.

Når alt kommer til alt er Hugo dog en fantastisk film. Filmen forbinder historien om en forældreløs dreng med noget så ambitiøst som filmhistoriens oprindelse. Dette gør Scorsese på så magisk vis, at man ikke kan andet end at blive imponeret over det flotte resultat, og mens filmen varer sidder man med det største smil, og nyder den skønne film, som utvivlsomt Hugo er.

8/10

Highland Park (26) skrev:

Hvorfor skjuler du dem så ikke?

Tænkte det samme

LORTEFILM. PUNKTUM!!!