Foruden at give os Darth Vaders fødsel, er “Sith-fyrsternes hævn” også tænkt som en visuel kobling til “Stjernekrigen” fra 1977 og er spækket med referencer til genstande og miljøer fra de klassiske film. Fans vil føle et sug i maven ved at se Yoda gå rundt i samme hvide rumskib, som Vader tvinger sig adgang til i starten af episode 4, for slet ikke at tale om billedet af den endnu ufærdige Dødsstjerne med en sort, kutteklædt Kejser i forgrunden. Om disse billeder så rent faktisk binder det nye tilstrækkelig tæt sammen med det gamle kan diskuteres, eftersom “Sith-fyrsternes hævn” med dens altomfattende computergrafik og smarte kameratricks ligger så fjernt fra den grove minimalisme i “Stjernekrigen” som overhovedet tænkeligt. At se og høre Chewbacca brøle som i fordums tid, gør heller ikke ligefrem filmen bedre, men understreger at en 28 år lang rejse, og et meget stort kapitel i populærkulturen endelig er overstået. Og det er da i sig selv en følelsesladet erkendelse.
Den store finale, og hele eksistensberettigelsen bag de tre nye “Star Wars” film, er naturligvis det endelige opgør mellem Anakin og Obi-Wan, der udspiller sig på en afsidesliggende lavaplanet. Ifølge marketings- robotterne hos Lucasfilm er dette den længste sværdduel, som nogensinde er lavet på film, og den er væsentlig mere intens end noget andet vi hidtil er stødt på i “Star Wars”-sagaen. Følelserne af had og fortvivlelse, der gennemsyrer scenen, er absolut gribende, og en del af 30 rigtig gode minutter, som til sidst fuldender Lucas’ visuelt betagende tragedie. “Sith-fyrsternes hævn” er ikke noget mesterværk men gedigen underholdning, der afspejler både fordelene og ulemperne ved, at én mand har magten til at tage samtlige kreative beslutninger bag en film. Lucas vil igen få kritik for sine manglende evner som instruktør og forfatter, og der vil igen være anmeldere og fans, som skuffet må konstatere, at filmen heller ikke denne gang opfylder deres forventninger. Men det her handler ikke om andre mennesker. Det handler om George Lucas og hans vision, der endnu engang er blevet realiseret præcis, som eneherskeren har ønsket det.
#101 filmz-rabiez 19 år siden
Desuden en alt for fed film. Wanna-be-oldschool klynkere gå hjem, den her var da for fed.
#102 filmz-adalsgaard 19 år siden
Det værste er dog Yoda's opfordring til Anakin om at træne sig selv i ikke at savne andre (jf. problematikken med frygt for at miste)... hvorefter han selv omtrent skal bruge snotklude i afskeden med Chewie. Hyklerisk!
#103 filmz-saudoo 19 år siden
Han siger man skal foreberede sig på at kunne miste alle dem man holder af. Og Yoda, ved godt at han sikkert ikke kommer til at se de to Wookier igen.
Syntes nu den holder godt nok..
#104 El vez 19 år siden
Alt i alt synes jeg det er en glimrende film, de eneste problemer er at filmen virker forhastet, som om 2 timer af filmen er klimaks, de kunnne snildt have lavet en 4 timers film eller to 2-timers ud af handlingsforloebet, men ok saa ville faren for pinlige dialoger nok vaere for stor.
Vi slap heller ikke helt for de klodsede dialoger, isaer mellem Padme og Anakin i sidste halvdel af filmen, men det var stadig en stor forbedring i forhold til den sidste film. Jeg kunne virkelig godt lide hele Palpatines manipulation af Anakin og jeg synes ogsaa General Grievous
8/10 Herfra.
#105 filmz-BigAl 19 år siden
#106 loki 19 år siden
#107 Hasselguff 19 år siden
Der har uden tvivl været en mere velfortalt historie gemt i filmen, men den er i flere tilfælde blevet klippet til plukfisk. Andre steder fungerer den dog stadig, som i tilfælde af 'Purge' montagen, den afsluttende parallelmontage med Padmes død/Vader fødsel, og så deres syrede 'telepatiske' scene lige inden Anakin tager afsted for at forhindre Mace i at anholde Palpatine. Den virker lidt LOTR inspireret.
Og så er der naturligvis scenen, hvor Anakin udrydder templet. At se den lille purks chock, da der tændes for lyssværdet er fedt. :)
#108 BN 19 år siden
Først citerer du mig for at have skrevet følgende: "Sådan taler folk nu engang i et eventyr ... og m.h.t. skuespillerne, så SKAL de jo spille deres roller på den måde de gør: I en eventyr er alting forenklet, det være sig personernes følelser og deres udtryk."
Og dernæst kommenterer du dette med følgende ord:
Nu er der jo intet som et godt grin, så NOGET har du da fået ud af filmen. ;-)
Efter MIN mening foreligger der rent faktisk en facitliste, nemlig i form af George Lucas' måde at fortælle en historie på. Alle de replikker som er blevet så berømte, er HANS ordvalg, HANS dialoger. ("May the force be with you", "I have a bad feeling about this" ... o.s.v.) Hans stil har ikke ændret sig siden den gamle trilogi. Qui-Gon's replik til Jar Jar Binks i Episode I "Kan du høre dét? Det er lyden af tusind frygtelige ting der kommer den her vej!" er i virkeligheden en typisk Han Solo-replik - Qui-Gon leverer replikken med sammenbidt sarkasme, mens Han Solo ville have leveret den med sine sædavanlige rynkede øjenbryn. ...
Jake Lloyd (alias Anakin som 9-årig) er blevet kritiseret for en del "naive" replikker, såsom "Må JEG komme med DIG i DIT rumskib?" ... Den er da ikke mere "naiv" end Mark Hamill/Luke Skywalkers replik til Leia i Episode IV: "Jeg er Luke Skywalker, og jeg er her for at redde dig", hvilket er MEGET naivt og vist er det nærmeste man kan komme "I am Luke Skywalker, and I am the hero!" :-) :-)
Jeg synes vældig godt om kærlighedsscenerne i "Attack of the Clones". Det gode ved dem, er at Lucas kun 2 gange lader dem SIGE noget følelsesladet/romantisk: (1) Da Hayden fortæller at han elsker Padme, og at han gerne vil vide om det er gensidigt ... hvorefter hun meget klarhovedet og strengt afviser at give rum for nogen forelskelse. og (2) da Padme lige før kampen inde på arenaen erklærer at hun virkelig elsker ham dybt. Og jeg synes, at Anakins respons "jeg troede, vi var enige om ikke at forelske, at vi ville være tvunget til at leve en løgn, at det ville ødelægge os" er yderst velskreven.
Bortset fra disse to direkte romantiske replikker, foregår det hele blot med diskrete berøringer og blikke og uden ord, som i den klassisk opbyggede og forbilledlige scene med deres første kys ude ved søen. Her er det i øvrigt genialt at John Wiliams' flotte love theme "Across the stars" spiller højt, for så at forsvinde brat, da Padme afbryder kysset og bryder stemningen. Superb lavet!
Og scenen ude på den grønne eng ved vandfaldene er det simpelthen langt ude at sammenligne med "The sound of music" (eller "Lady og vagabonden"), for dialogen handler jo overvejende om politik og viser på genial vis os at der i Anakin allerede her er grobund for at vælge den mørke side i skikkelse af diktaturet. Hvad i alverden har det med "pladder-romantik" eller Disney-tegnefilm at gøre??? Igen må jeg tage hatten af for Lucas, der lader det unge par slutte dialogen af med tavshed, Anakin der slår det hele hen (haha, vi har gennemskuet dig, mand! for vi har set episode IV-VI...) og især Padmes spørgende, undersøgende blik ---- det er GODT skuespil!
Jo, både skuespil og replikker i Episode I og II er helt i top. Skuespilstilen passer til klipningen af filmen - den er dramaturgisk stram ligesom i de bedste klassiske agentfilm, f.eks. 1960'enes James Bond-film. Her er ikke mange overflødige replikker, det mest afslappede er de jokes, der er puttet ind. Indiana Jones-filmene kører samme stil m.h.t. dialogen - og det er vel ikke så mærkeligt, når George Lucas har skrevet dem!! ;-) En replik som den Indy fyrer af til sin far (spillet af gode gamle Bond i øvrigt) "Happens to me all the time" er meget nært beslægtet med Obi-Wans replik om Anakins kasten sig ud fra speederen midt i lufttrafikken: "I hate it when he does that."
Tilbage til Episode I: Liam Neeson spiller Qui-Gon med samme ro og værdighed som Alec Quiness spillede Obi-Wan. Ewan MacGregor gav os en fuldt ud troværdig ung udgave af Obi-Wan. Natalie Portman fik mig til at tro på hende som Leias mor: samme handlekraftighed ("we ain't got time for this" og så BANG skyder hun en droid) og alligevel med kvindelig skrøbelighed som da Leia i Episode VI lige har fået at vide, at Darth Vader er hendes og Lukes far, og at Luke ikke vil stikke af, men derimod konfrontere Vader, eller som da Leia bare må se til, at Han Solo frosses ned i karbonit. Som mor, så datter.
Alle bifigurerne i Episode I er også gode og udstråler hver især den autoritet, som deres rolle eller type kræver, f.eks. senatorerne.
Det er ikke dybt karakterspil, men det er solidt klassisk skuespil tilpasset eventyrstilen, og det er samme stil som man ser i klassiske agent- og krigsfilm. Det er derfor George Lucas' Star Wars opfattes som indbegrebet af Hollywood, når det er bedst, på ligefod med Alfred Hitchcock-film, Steven Spielberg-film o.s.v.
Jeg kan ikke tage kritikken af dialogen og replikkerne alvorligt. Jeg ser denne kritik som et tegn på, at de pågældende personer adrig virkelig har forstået eventyr-genren og dens ånd. Kravet til skuespillet og dialogen er et andet i et eventyr end i f.eks. et hverdagsdrama eller andre store dramaer der foregår i mere velkendte/jordnære miljøer, f.eks. Michael Mann's "Heat", Spielberg's "Saving Private Ryan" og Anthony Hopkins-film som "The Remains of the day".
Kravet består i en anden skuespil-stil, d.v.s. en mere forenklet, stram stil uden de facetter og nuancer, som man ser i de mere realistiske mere, hvor disse ting er påkrævede. Dialogen er desuden som oftest præget af ret højtidelige replikker og et litterært sprog ("Ringenes Herre"), og min sammenligning her drejer sig om STILEN eller FORMEN, ikke det konkrete indhold. Christopher Lee's replikker i "Attack of the clones" kunne ligeså godt være brugt i "Ringenes Herre". Yodas højtidelige sprog (jeg tænker ikke på den bagvendte ordstilling, men selve ordene) og Mace Vindu's ditto bruge til at fremmane en stemning af alvor og drama, ligesom det er tilfældet med Kong Theodens, Aragorns og Gandalfs sprog eller replikker i "Ringenes Herre".
Nå, det må være eksempler nok på hvad jeg mener.
Dialogen i de to (eller tre) er temmelig god, synes jeg. Fordi den holder stilen.
#109 BN 19 år siden
Kravet består i en anden skuespil-stil, d.v.s. en mere forenklet, stram stil uden de facetter og nuancer, som man ser i de mere realistiske film, hvor disse ting er påkrævede. Dialogen er desuden som oftest præget af ret højtidelige replikker og et litterært sprog ("Ringenes Herre"), og min sammenligning her drejer sig føst og fremmest om STILEN eller FORMEN, ikke det konkrete indhold. Christopher Lee's replikker i "Attack of the clones" kunne dog ligeså godt være brugt i "Ringenes Herre". Yodas højtidelige sprog (jeg tænker ikke på den bagvendte ordstilling, men selve ordene) og Mace Vindu's ditto bruges til at fremmane en stemning af alvor og drama, ja, det er DEM der forklarer eller kommenterer situationen ... ligesom det er tilfældet med Kong Theodens, Aragorns og Gandalfs sprog eller replikker i "Ringenes Herre".
Nå, det må være eksempler nok på hvad jeg mener.
Dialogen i de to (eller tre) prequels er temmelig god, synes jeg. Fordi den holder stilen. En stil som jeg elsker.
#110 filmz-sanjo 19 år siden
IMO