The circle is now complete”Star Wars Episode III: Sith-fyrsternes hævn” er endelig kommet på dvd. Det er filmen der skal give os et endegyldigt svar på hvordan Anakin Skywalker blev til Darth Vader. Filmens udfald vil sandsynligvis være kendt af flertallet, og filmens mål er nærmere at udfylde hullerne i vores viden på en interessant måde. Spørgsmålet er om det lykkedes og svaret er et rungende “JA!” understreget af et tungt åndedrag. For selvom “Episode III” ikke er et mesterværk, så er det stadig en vild rutschetur som George Lucas inviterer os på.

Rutscheturen starter i den lette ende med masser af eventyr og action af høj klasse. Klonkrigens slutning nærmer sig og vi følger heltene Obi-Wan Kenobi og Anakin Skywalker i forsøget på at redde den tilfangetagne Kansler Palpatine fra den onde droid-anfører General Grievous. Overraskende nok er der masser af humor i filmens første akt, både i form af vellykket slapstick fra R2-D2, men også i samspillet imellem Obi-Wan og Anakin. Hayden Christensen og Ewan McGregors fremragende kemi gør det muligt og væk er det nærmest fjendtlige fader-søn forhold, som vi så i “Episode II”. Det er nu erstattet af et mere ligeværdigt forhold, der godt kan bære lidt kærlige smådrillerier.

God kemi kan der ikke påstås at være imellem Christensen og Natalie Portman, og deres scener sammen er filmens svageste led. Anakins fald til den mørke side er nært forbundet med hans forhold til Padme og det undermineres naturligvis af de to skuespilleres ringe præstationer. Mere interessant bliver det straks når Palpatine kommer ind i billedet og forsøger at omvende den naive Anakin til den mørke side. Det er ganske effektivt udført og Ian McDiarmid spiller formidabelt. Både hvad angår Kansler Palpatines subtile manipulationer, og senere i filmen, Kejser Palpatines overgearede, gnækkende ondskab.

Filmens sidste halvdel er meget dunkel og tragisk. Rutscheturen forvandles til en tur i spøgelseshuset, og det er her Lucas viser sin genialitet. Imperiets overtagelse af republikken, udrensningen af Jedierne og Anakins horrible handlinger er perfekt håndteret. Padmes konfrontation med Anakin efter hans fald er hjerteskærende og er den eneste scene imellem de to, der for alvor fungerer. Den endelige kamp imellem Obi-Wan og Anakin er fantastisk både hvad angår action, men særdeles også emotionelt fordi filmen så effektivt opbyggede deres forhold i første akt. Og det hele underbygges smukt af John Williams episke soundtrack.

Har man sagt “Star Wars”, har man også sagt computerskabte effekter og “Episode III” er absolut ingen undtagelse. ILM træder sjældent forkert i filmen og brillerer med en række computeranimerede karakterer. Der er naturligvis Yoda, der denne gang er endnu mere livagtig, men også filmens nye skurk General Grievous. Selvom han er ubetydelig i den store sammenhæng, er han stadig utrolig flot lavet.

“Episode III” er bindeleddet imellem de to trilogier og den formår, på nær et par svipsere eller to, at samle trådene imellem dem ganske effektivt. Samtidigt leverer den det manglende hul i Anakins historie med den følelsesmæssige lussing som var påkrævet. George Lucas har med “Star Wars Episode III: Sith-fyrsternes hævn” sat det endelige* punktum for det mesterværk, der er “Star Wars” sagaen!

* Med forbehold for fremtidige pillerier, special limited ultimate editions etc.

VideoPå billedsiden har vi et transfer i anamorphic widescreen og 2.35:1 aspect ratio. “Episode III” er, ligesom sin forgænger, optaget fuldstændig digitalt, og det kan ses. Overførslen til dvd er naturligvis foregået 100% digitalt, hvilket har resulteret i et transfer, der ganske enkelt er perfekt. Detaljegraden er i top, farverne er levende og naturtro, og der er ingen problemer med edge-enhancement eller kompressionen. Der er simpelthen ikke noget at sætte en finger på.

AudioDer er to lydspor, begge på engelsk. Der er Dolby Digital 5.1 EX og Dolby Surround 2.0. ‘EX’ lydsporet er fantastisk, med ren og klar dialog og et fyldigt lydbillede. Surround-effekterne er fantastiske, hvor skibe og laserskud suser om ørerne på en. Subwooferen rumler lystigt, når de store rumskibe svæver hen overskærmen og lyssværdene summer aggressivt. Skal man sætte en finger på noget, må det være at John Williams’ fremragende soundtrack til tider er mikset en smule for lavt i forhold til lydeffekterne. Det er sandsynligvis en bevidst beslutning og blot en petitesse i det store hele.

EkstramaterialePå disk nr. 1 finder man et kommentarspor med instruktør George Lucas, producer Rick McCallum og de tre effektmagere Rob Coleman, John Knoll og Roger Guyett. Ligesom på de andre “Star Wars” udgivelser, er deltagerne optaget hver for sig og klippet sammen så kommentarsporet fremstår, som om de sad samlet. Lucas er absolut den, der er mest interessant at høre på, for selvom han taler på sin typisk tørre facon, har han meget at fortælle om baggrunden for sagaen. McCallums kommentarer er mere eller mindre overflødige, mens de tre effektmagere primært fortæller om filmens effekter.

På disk to finder man det noget opreklamerede dokumentarprogram “Within A Minute”. Programmet gennemgår alle de afdelinger, der har været involveret i at færdiggøre godt 50 sekunder af “Episode III”, lige fra catering- til lydeffekt-afdelingen. Programmet er kommenteret af Rick McCallum og varer ca. 80 minutter. Vil man have et godt overblik over alt, hvad der indgår i en filmproduktion, så er dette et godt program. Desværre er der så mange afdelinger, at der skøjtes let hen over dem alle, og man kan ikke undgå at blive en smule skuffet, hvis man gerne ville vide noget mere generelt om filmens tilblivelse. Dokumentarprogrammerne på “Episode I” og “Episode II” dvd’erne var meget bedre!

Lidt bedre bliver de to 15 minutters dokumentarprogrammer “The Chosen One”, der handler om Anakin Skywalker/Darth Vader og “It’s all for real” om filmens stunts. Disse er programmer er typiske “making-of” programmer, med interviews og klip fra filmene. Man får et udmærket indblik i ideerne bag ‘The Chosen One’ og det enorme stunt-arbejde, som har indgået i filmen.

Dernæst er der en række slettede scener, der, ligesom på de foregående udgivelser, er blevet færdiggjort med CGI effekter. Scenerne er rigtig gode og ville, hvis de havde været med i filmen, have tilført et par nye dimensioner til plottet. Man ser bl.a. den spirende oprørsalliance med deltagelse af Padme, hvilket giver hendes karakter mere tid på skærmen. Og en scene med General Grievous, hvor han henretter en Jedi, gør ham til en større trussel end den afledning, han er i filmen. Scenerne introduceres af George Lucas og Rick McCallum, der forklarer hvorfor scenerne er slettet, og det er primært pga. filmens rytme og spilletid.

Derudover er der 15 web-dokumentarer, som tidligere har været vist på StarWars.com. Men af uransagelige årsager mangler der tre af de 18 programmer, som oprindeligt blev udgivet. Endelig er der trailers og TV-spots, musikvideoen “A Hero Falls” af John Williams, et billedarkiv og demoer til en række “Star Wars” computerspil, bl.a. “Battlefront II”.

Med Darth Vaders første mekaniske åndedrag, lader filmhistoriens vingesus sig høre i “Sith-fyrsternes hævn”, der er den sidste “Star Wars” film nogensinde og længe ventede kulmination på Anakin Skywalkers rejse mod den mørke side. En rejse der med først “Den usynlige fjende” og siden “Klonernes angreb” har været kritiseret af mange såvel fans som anmeldere for at være kedelig, uvedkommende og alt for fokuseret på special effects. Den hårde medfart har imidlertid ikke fået instruktør og manuskriptforfatter George Lucas til at ændre stil, og han har på godt og ondt stået ved sin oprindelige vision for, hvordan den nye trilogi skulle fortælles. Det gælder også “Sith-fyrsternes hævn”, der på trods af at være den bedste af de tre prequels, stadig indeholder flere af de problemer, som kendetegnede de to første episoder.

Imperiet slår igenAllerede inden “Den usynlige fjende” fik premiere i 1999, udtalte Lucas, at den tredje prequel med sikkerhed ville blive den mest dystre og måske endda skræmme nogle fans bort på grund af dens tragiske slutning. Men den mørke side er som bekendt sjovere, og løftet om en mere alvorlig “Star Wars” film har ikke mindsket interessen, men tværtimod vækket håbet blandt alle dem, der kiggede dybt i colabægeret under Jar Jars ‘sjove’ eskapader. Og “Sith-fyrsternes hævn” er en grum historie, der ikke kun handler om en lille, blåøjet knægts forvandling til ondskaben selv, men også om hvordan Republikken under stort bifald overdrager alt magt og frihed til Kejseren, fordi han lover fred i universet. Der trækkes paralleller til store eneherskere som Napoleon, Cæsar og især Hitler, der netop grundlagde et diktatur med folket i ryggen. Et diktatur som minder meget om det, oprørerne kæmper mod i episode 4-6. For meget magt ødelægger mennesker, og i historien der binder den nye trilogi sammen med den klassiske, får vi svarene på hvorfor galaksen langt, langt borte blev så uciviliseret.

Efter tre år med kampe mod Jedi-ridderne og deres klonsoldater forsøger de onde Separatister at vende krigslykken ved at kidnappe Kansler Palpatine (Ian McDiarmid) i hjertet af Republikken. Det ender i et gigantisk slag med tusindvis af rumskibe og lasersalver, som flyver om ørerne på Anakin (Hayden Christensen) og Obi-Wan Kenobi (Ewan McGregor), der sammen er på mission for at redde Palpatine. “Sith-fyrstenes hævn” starter med et brag, og placerer inden for de første tyve minutter vores helte i godt et dusin hårrejsende situationer, hvor deres liv i vanlig matinéstil konstant er i fare. Scenerne er noget uelegant klippet sammen (et tilbagevendende problem i filmen) og snarere en række små, individuelle bravurnumre frem for en sammenhængende sekvens, men de fungerer, og i modsætning til “Klonernes angreb” er det kække ordspil mellem Anakin og Obi-Wan faktisk sjovt. Vi oplever en varme mellem lærling og læremester, og Lucas sår frøene til et tragisk opgør så tidligt i filmen som muligt. Man kan så spørge sig selv om, hvorfor der ikke blev lagt samme energi i at skildre dette venskab i episode 2.

I pagt med djævlenDet lykkes for de to udsendte Jedi-riddere at redde Palpatine, og for første gang i flere måneder vender Anakin og Obi-Wan tilbage til hovedstaden Coruscant. For Anakin betyder det et længe ventet gensyn med hans nu gravide kone Padme (Natalie Portman), mens det for os betyder et temmelig langtrukkent 2. akt med mere stiv “Star Wars”-dialog og klodsede kærlighedserklæringer af typen, “Jeg elsker dig mest” – “Nej, Jeg elsker dig mest”. Anakin har mareridt om at Padme vil dø ved fødslen, og han er ikke i stand til at give slip på sin frygt, som den munkelignende Jedi-orden med Yoda i spidsen ellers forlanger. Hvorfor vende ryggen til den eneste person i galaksen, som han elsker? Ligesom Faust, der i jagten på den ultimative videnskabelige indsigt, sælger sin sjæl til djævlen, søger Anakin desperat en måde, hvorpå han kan sikre sin kones overlevelse. Og den magt er der kun én person, som kan give ham. En skæbnesvanger studehandel indledt med de bedste intentioner.

Det er et problem for filmen at Anakins og Padmes kærlighed fremstår utroværdig og uvedkommende, for Lucas har brug for, at vi kan forholde os til Anakins svære valg. Selvom både Christensen og Portman virker mere fortrolige med deres roller, er skuespillet kun marginalt bedre end i “Klonernes angreb”, og de svigtes igen af et manuskript, der burde have været overladt til en forfatter med mere flair for det romantiske end Lucas. Bedre går det med Ewan McGregor (som stadig er et perfekt valg til en ung Alec Guinness) og Ian McDiarmid, der begge formår at puste liv i de kringlede replikker. McDiarmid er særligt underholdende, når han med sine nøje kalkulerede komplimenter og giftige, men på interessant vis berettigede, kritik af Jedi-ordenen vinder den fortvivlede Anakins tillid. I en af filmens bedste scener, der leder tankerne hen på “Godfather III”, får vi under en eksotisk ballet et fascinerende indblik i Palpatines store evner som manipulator, og ikke mindst hans mørke fortid.