Af: Benway | Udgivet: 2009-06-29

I et nyligt pressemøde, som blev bragt her på Filmz, fortalte Michael Bay, at han som barn byggede små verdener med modelbaner, satte ild til dem og optog det med et lånt kamera. Det gik dog galt, da ilden spredte sig til gardinerne, og han endte på hospitalet i tre uger. Når man så kigger på hans film nu til dags, er det fristende at bemærke, at tingene egentlig ikke har udviklet sig så meget siden – udover det faktum, at han sjældent ryger på hospitalet nu om stunder. Hvis der er en ting, Bay er kendt for, så er det netop de endeløse eksplosioner i de storbudgetterede blockbusters, som ganske vist ikke har høstet den store kritiske beundring, men som ikke desto mindre har indtjent en mindre formue.

At kalde hans film for fladpandede ville være en kolossal underdrivelse. De er omtrent så elegante som en ko på rulleskøjter. Samtidig har de bedste af hans værker dog også en ubekymret tone af fis og ballade over sig, der gør, at de trods alt er ganske underholdende at overvære. I anledning af Bays seneste eksplosions-rabalder, “Transformers: De faldnes hævn”, har Filmz kigget nærmere på den berømte og berygtede instruktørs film.

Bad Boys (1995)

Michael Bay var blevet bemærket for sin indsats som reklame- og musikvideoinstruktør, da han fik chancen for at stå bag kameraet på filmen “Bad Boys”, der havde Will Smith og Martin Lawrence i hovedrollerne som et politimakkerpar. Bay brød sig ikke om manuskriptet, der da også blot gentager de mest udtrådte klichéer fra en i forvejen fortærsket genre. Han fik derfor de to skuespillere til at improvisere en del under indspilningen. Forsøget lykkedes, og selvom filmen ikke ligefrem er den store oplevelse, så er kemien mellem parret velfungerende og tonen forfriskende uhøjtidelig. “Bad Boys” blev også en betydelig økonomisk succes og gjorde prompte tv-skuespillerne Smith og Lawrence til filmstjerner.

The Rock (1996)

Med det overraskende store hit “Bad Boys” bag sig fik Bay for alvor mulighed for at stå bag en vaskeægte Hollywood-blockbuster med “The Rock”, der havde et tre gange så stort budget. Filmen er som sådan en ganske ligetil sag om farlige terrorister, men med en velspillende trio af Sean Connery, Nicolas Cage og Ed Harris i front, nogle virkelig sjove replikker samt en serie spektakulære actionsekvenser er den et forrygende værk. Underholdende er ikke mindst Connery, der ganske åbenlyst spiller en aldrende 007 med præcis det selvsamme drabelige lune, som gjorde figuren så populær i sin tid. Bay har lavet adskillige film siden, men han har næppe nogensinde efter præsteret en actionfilm på niveau med “The Rock”.

Armageddon (1998)

Til gengæld er det svært at finde en film med et mere absurd plot end “Armageddon”, der på alle planer er så ekstremt idiotisk og forvrøvlet, at den næsten bliver en parodi på en katastrofefilm. Handlingen centrerer sig om en kæmpe asteroide, der er på vej med jorden, og en gruppe borebisser, der tager ud i rummet for at springe den i luften. Hvorfor en gruppe af så debile folk sendes af sted er et godt spørgsmål, og inden længe har de da også sprunget en rumstation i luften samt landet et forkert sted. Alle involverede råber konstant af hinanden gennem den lange spilletid, og da filmen falder over i højspændt patos, er man usikker på, om det er ment som en joke. Vrøvleriet og den manglende situationsfornemmelse til trods er filmen dog også en relativ underholdende omgang bulder og brag, så længe man forsøger at se bort fra enhver sammenligning med virkeligheden.

Pearl Harbor (2001)

Realitetssans er det også bedst at lægge bag sig, når man ser “Pearl Harbor”, der genfortæller det berømte slag med en sådan ligegyldighed over for de historiske fakta, at det nærmer sig foragt. Snarere end en gendigtning af de reelle begivenheder er den en romanbladsfortælling af så underlødig sentimentalitet, at film som “Titanic” virker helt socialrealistiske ved sammenligning. Selvom selve angrebet på Pearl Harbor unægtelig er flot udført, så slæber filmen sig gennem en dræbende lang indledning, hvor de mest kulørte klichéer kastes i hovedet på tilskueren. Samtidig plages den af en komplet uinteressant romantisk trekant, hvor de involverede skuespillere kæmper en heroisk, men håbløs kamp for at levere de latterlige replikker med overbevisning. Som den eneste formår Alec Baldwin dog at skabe en figur, man rent faktisk interesserer sig for. Resten så man lige så gerne ende på havets bund.

Bad Boys II (2003)

Efter Stillehavsfadæsen vendte Bay tilbage til sin oprindelige succes med denne fortsættelse til “Bad Boys”, der atter havde Will Smith og Martin Lawrence løbende i slowmotion med åbne skjorter. Til trods for det er lunet fra den første film fuldstændig fraværende. Vores to hovedpersoner opfører sig gennem hele filmen som et par opblæste røvhuller, der ubekymret skyder i alle retninger og ydmyger en sagesløs dreng, der skal på date med Lawrence-figurens datter. Dertil skal lægges, at filmen med sin absurde spilletid på 147 minutter hurtig bliver som en belastende gæst, der nægter at gå hjem, selvom det er langt over sengetid. Bay har ganske vist haft sin andel af fadæser, men han har dog aldrig før eller siden lavet en film, der er så decideret søvndyssende som “Bad Boys II”.

The Island (2005)

Så viste Michael Bay heldigvis langt bedre takter i “The Island”, der formodentlig er den mest “voksne” film, han til dato har lavet. Historien lægger sig op ad science fiction-filmene fra 70’erne, og ikke mindst vennen George Lucas’ “THX 1138” lader til at have været en inspirationskilde. “The Island” følger en mand, spillet af Ewan McGregor, der lever i en futuristisk fremtid på en lukket og stærkt kontrolleret koloni. Han får en mistanke om, at noget er galt og må sammen med en kvinde flygte fra stedet. Filmen starter lovende med en fascinerende præmis, men falder dog over i mere konventionelle rammer, efterhånden som hovedpersonerne erfarer sandheden, og historien udvikler sig til en actionfilm, der harmonerer dårligt med den første del. Indtil da er den imidlertid et spændende bekendtskab.

Transformers (2007)

En film om biler, der transformerer sig til robotter, lyder mildes talt som en dårlig ide, men det er ikke desto mindre et oplagt emne for en instruktør som Bay, der altid har været fokuseret på larmende biler, eksplosioner og babes i for lidt tøj. Alle de dele er da også til stede til overflod i “Transformers”, der – sit absurde emne til trods – faktisk formår at være et ganske vellykket værk. Det skyldes ikke mindst synsvinkel på historien, som hurtig bliver en fantasifortælling om en nørdet dreng og den bil, der bliver en medvirkende del af hans overgang til manddom. Hvor den menneskelige del af historien er velfungerende, så er de upersonlige robotter imidlertid det svage led, og ikke mindst den sidste del drukner noget i rabalder og eksplosioner, mens ansigtsløse maskiner springer i luften. Interessant nok gør det stik modsatte sig gældende i den bioaktuelle fortsættelse, hvor robotterne i stedet stjæler billedet fra menneskerne.

Gravatar

#1 keitel 14 år siden

For mig er "The Island" den eneste film der er nogenlunde god, resten er mildest talt ringe.
Gravatar

#2 Janr 14 år siden

Det undre mig da lidt at der bliver lagt så lang afstand fra "Armageddon"?, Kan huske første gang jeg så den på VHS. pænt godt lavet, og man kan da ikke andet elske BW i den film, det måske kun mig? :)
Gravatar

#3 filmz-Megan Fox 14 år siden

Viste ikke at The Island var hans værk...jeg syntes faktisk den var helt fin.....men resten ja det er en gang bang bang pew pew og babes. Den eneste jeg ikke har set er bad boys 2 og det kommer jeg nok heller ikke til da jeg syntes nr1 var dårlig.


Gravatar

#4 Ericmase 14 år siden

Min top 8 over hans film er:

1. "Transformers"
2. "The Rock"
3. "Transformers: De faldnes hævn"
4. "Ammageddon"
5. "The Island"
6. "Pearl Harbor"
7. "Bad Boys 2"
8. "Bad Boys"
The Movie Nerd is here...
Gravatar

#5 database 14 år siden

#4 Jeg mener ellers, at du skrev i tråden om De Faldnes Hævn, at den var bedre end 1'eren. Alligevel er 1'eren på 1. pladsen ?
Gravatar

#6 filmz-ab 14 år siden

Jeg må vist være blandt de få der synes, at bays bedste er Bad Boys 2. Den synes jeg er langt sjovere og federe end transformers.

1. Bad Boys 2
2. The Rock
3. The Island
4. Bad Boys
5. Transformers
6. Armageddon
7. Pearl Harbor
8. Transformers 2
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
Gravatar

#7 SpielbergFreak 14 år siden

Fra artiklen:

"At kalde hans film for fladpandede ville være en kolossal underdrivelse. De er omtrent så elegante som en ko på rulleskøjter. Samtidig har de bedste af hans værker dog også en ubekymret tone af fis og ballade over sig, der gør, at de trods alt er ganske underholdende at overvære."

Fladpandede? Jeg kan da komme om mange andre instruktører, der har lavet flere fladpandede film i deres karriere, og som for en anerkendelse, som de ikke har fortjent, som derimod Bay har fortjent.

De dårlige:
Armageddon, meeen kan godt ses for noget hjernedød action og baysplosions
Bad Boys 2..... LORT!
Transformers........Og LORT igen

Ellers er resten da fede underholdningsfilm! Og jeg vil da vove at påstå, at både Bad Boys og The Rock er så fantastiske actionfilm, at de sagtens kan stå side om side med Die Hard, Lethal Weapon og True Lies, og Bourne trilogien for den sags skyld.

Ja Pearl Harbor er da måske ikke historisk korrekt til mindste detalje, men hvor mange "based on a true story"-film er det? Kun fordi det er Bay der har lavet den, at han også lige skal klandres for det, tsk tsk. Den er da lidt drøj i det med kærlighedshistorien, men det er fandme en fed episk action film, som har formået at vise krig ligeså realistisk (så vidt jeg ved) og forfærdeligt, at se på, som kun Saving Private Ryan har gjort det før!

The Island har et par snotstupide plothuller og et par actionscener der slet ikke passer i resten af filmen, men det er et fedt koncept, som jeg synes Bay behersker meget flot! Gå ud og dø Lucas/Coppola med Jeres lorte film THX-1138!

Transformers bliver formentlig ligeså skod som 1'eren, så den giver jeg ikke en chance.



Gravatar

#8 The Insider 14 år siden

Bad Boys, The Rock, Armageddon og (især) The Island fandt jeg ganske underholdende. Men Pearl Harbor, Bad Boys 2 og den første Transformers er simpelthen afskyelige. Den nye Transformers er stadigvæk noget bras, men i det mindste havde den mindre bullshit mellem alle sine actionscener. Det var den første af Bays film, som jeg ikke enten fandt underholdende eller hamrende elendig, blot middelmådig.
War. War never changes.
Gravatar

#9 BN 14 år siden

SpielbergFreak (7) skrev:
jeg vil da vove at påstå, at både Bad Boys og The Rock er så fantastiske actionfilm, at de sagtens kan stå side om side med Die Hard, Lethal Weapon og True Lies, og Bourne trilogien for den sags skyld.


'Bad Boys' og 'The Rock' side om side med Bourne-trilogien?

kommentar
http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/
Gravatar

#10 jasser 14 år siden

Wow, der er en del heromkring som virkelig ikke kan li' Michael Bay - ikke mindst personen som skrev artiklen.

Og hvad gør hans actionfilm så meget anderledes end alle andre actionfilm at de fortjener sådan en omgang verbal tæsk? Hvordan er film som Bad Boys og The Rock anderledes end alle andre actionfilm på tidspunktet?

Actionfilm har aldrig været realistiske eller virkelighedstro. Om noget så er deres eneste formål at fornøje vores alles indre barn med overdrevne historier om helte og skurke, med alt hvad det indebærer af "corny" replikker og eksplosioner.

Skriv ny kommentar: