FilmenLige siden “Bad Boys” blev udgivet har filmens skabere forsøgt at lave en efterfølger. Her godt otte år senere er det endelig lykkedes for dem, og som altid når Michael Bay står bag roret, er det et veludført actionbrag med meget lidt substans der ruller over skærmen.

Michael Bays debutfilm fra 1995 blev både hans og stjernerne Will Smith og Martin Lawrences store gennembrud. Filmen, der blev lavet for godt $10 mio., blev et kæmpe hit og tjente budgettet ind mange gange. Siden dengang har Michael Bay begået en lille flok mere eller mindre vellykkede action-film, heriblandt den fremragende “The Rock” fra 1996. Will Smith blev en stor stjerne, imens Martin Lawrence har stået lidt i stampe lige siden, med en tvivlsom “perlerække” af action-komedier.

Nu er de tre samlet igen i “Bad Boys II”, der følger Bays skabelon for hvordan en action-film skal skrues sammen punkt for punkt (med dertilhørende laaaaaaange slowmotion scener). Havde man som fan af den første film håbet på en god efterfølger bliver man desværre nok skuffet, da filmen lider af sequel-syndromet: den når simpelthen ikke op på højde med den første film.

Filmens hovedformål lader til at være at vise action-scene efter action-scene, den ene vildere end den anden. Plottet har anden prioritet, hvis ikke det endda er tredje eller fjerde prioritet. Filmens to helte, Mike Lowry og Marcus Burnett, er oppe imod en grum narkohandler der indsmugler noget ny og meget farlig ecstacy til Miami. Det kan vore helte naturligvis ikke sidde og se på, da de er medlemmer af “TNT” eller Tactical Narcotics Team… og så går den vilde narkojagt ellers.

Hele fem forskellige forfattere har arbejdet på filmen, og det kan mærkes. Hvad der i realiteten er et ganske simpelt plot, bliver pludselig unødigt kompliceret. Det virker som om, at forfatterne virkelig har anstrengt sig for at gøre plottet så kringlet som muligt i et forsøg på at overraske seeren. Det har så den virkning at filmen bliver unødigt svær at følge. Heltenes opklaring af sagen har ikke et naturligt flow og virker nærmere som en samling usammenhængende sekvenser. Derudover hjælper det ikke at filmen er så gennemgående urealistisk at man tager sig selv i at le højlydt indtil flere gange… og det er ikke en positiv latter.

“Bad Boys II” er naturligvis spækket med action-scener, den ene vildere end den anden. Selvom de er ganske veludførte (som altid i Michael Bays film) så gør plottets mangler at de bliver mere eller mindre ligegyldige og man sidder nærmest med en følelse af, at man snarere ser filmen af pligt og ikke fordi man har lyst… hvilket er dræbende for enhver film. Endnu en konsekvens af filmens mudrede plot er dens længde, der er på to timer og 27 minutter, hvilket i min bog er alt for langt for en simpel action-film. Der kunne med fordel have været trimmet et par scener hist og her. Alene hvis filmens mange slowmotion scener var blevet spillet i normal hastighed, havde de nok sparet en 20-25 minutter!

Will Smith og Martin Lawrence gentager deres roller fra den første film. Ingen af de to præsterer noget udover det sædvanlige, og man fristes næsten til at sige at de blot spiller sig selv. Will Smith som den checkede trussetyv Mike Lowry, der altid er god for en rap replik, og Martin Lawrence som den kronisk ophidsede og aggressive Marcus Burnett. Stilen fra den første film er videreført til en vis grad, men der er dertil lagt en ganske ubehøvlet omgangstone. Hvad der i den første film var en letbenet humor med et glimt i øjet, er her reduceret til simpel, grovkornet humor på andres bekostning. Som fx. da Mike og Marcus står og vifter med en pistol i ansigtet på en 15 årig fyr der skal på date med Marcus’ datter. Det er ikke sjovt at se på, og bevirker at vores allerede falmende interesse i filmens plot bliver endnu mindre – der er simpelthen alt for lidt sympati for karaktererne.

Will Smith og Martin Lawrence får selskab af folk som Joe Pantoliano, Peter Stormare, Gabrielle Union og Jordi Mollà. Gabrille Union er Syd, Marcus’ søster og Mikes kærlighedsinteresse. Hun er desværre alt for lidt med i filmen, til at vise format og fungerer mest af alt som dullen der skal reddes. Stormare er altid genial i de sleske roller og Jordi Mollà er ganske karismatisk som filmens skurk. Desværre bortødsles dette, da filmens helte og skurken aldrig mødes face to face før i de allersidste minutter, hvilket er en skam. Det er ikke god dynamik.

På dette punkt i anmeldelsen er jeg temmelig sikker på at enhver kan se hvor det bærer hen ad: “Bad Boys II” er simpelthen ikke en god film. Usympatiske karakterer, et forplumret plot og en overdreven lang spilletid gør at denne film aldrig når over gennemsnittet.

VideoPå videosiden diskes der op med et anamorphic widescreen transfer i 2.40:1 aspect ratio. Det er et ganske nydeligt transfer, der imponerer med farvedybden. Miami vises absolut fra sin bedste side, med mange forskellige farver.

Til gengæld lider skarpheden, da den frygtede edge enhancement stikker hovedet frem. Det trækker ned på transferet, der ellers ikke lider af synlige kompressionsfejl, ridser eller skrammer.

AudioPå lydsiden kræses der for øregangen med et ganske imponerende lydspor. Lydsporet er i Dolby Digital 5.1, med ganske god gang i den. De mange action scener giver subwooferen noget at arbejde med, imens kugler og andet hvisler om ørerne på en i surroundhøjtalerne.

Talen er ren og klar fra centerhøjtaleren, selv under actionscenerne, hvilket ikke altid er tilfældet med film i denne genre. Ganske imponerende.

Udover det engelske lydspor er der også et russisk og et tjekkisk lydspor.

Ekstra materialeDer er intet kommentarspor på udgivelsen, hvilket Bay ellers plejer at levere. Måske havde det været sjovt at høre hans undskyldning. Til gengæld får vi en fyldestgørende omgang ekstra materiale på den anden disk.

Her starter vi med 7 slettede scener fra filmen, som Bay havde åndsnærværelse nok til at klippe ud af en i forvejen lang film. Dernæst er der to featurettes. En på 10 minutter der dækker stunts, og en på ca. 20 minutter der dækker special effects. Det er ganske udmærkede programmer der giver god information for dem der er interesseret i den mere tekniske side af filmproduktionen.

Dernæst er der en musikvideo ved navn “La-La-La” med rapperen Jay-Z, og 6 “sequence breakdowns” hvor man kan se scener fra filmen i forskellige formater. Man kan se manuskriptet, storyboards, selve scenen fra filmen og endeligt bag kameraet optagelser fra settet.

Den sidste feature på udgivelsen er “Production diaries” – en samling af små klip af ca. 5 minutters varighed hver. Disse dækker mange forskellige aspekter af filmens tilblivelse, og der er både interviews med Bay og Bruckheimer, såvel som stjernerne Will Smith og Martin Lawrence. Der er ingen “play all” funktion, hvilket er hårdt tiltrængt. Ellers kunne de også med fordel have været samlet i én dokumentar.

Den oprindelige “Bad Boys” havde bestemt sin charme. Udgivet tilbage i 1995, et stykke tid før instruktørnavnet Michael Bay garanterede stor kommerciel (om end ikke hos kritikerne) succes, tog filmfolkene økonomiske og filmiske chancer for at den “lille” actionkomedie kunne færdiggøres. Satsningen lykkedes, og “Bad Boys” blev til en relativ stor global succes. Det var den rette kombination af rå action, rapkæftet humor og tyndbenet, lettilgængeligt drama. Selvom jeg ikke nærer nogen illusioner omkring formålet med produceringen af en film som “Bad Boys”, så må jeg ærligt indrømme, at jeg følte mig virkelig godt underholdt af Will Smith og Martin Lawrences morsomme og eksplosive bedrifter.

Her 8 år senere er Michael Bay blevet stemplet som en opportunistisk og særdeles kommerciel instruktør, som ikke ser nogen problemer i at ofre drama og plot til fordel for at kunne kreere nogle af de mest usandsynlige, voldsomme og gennemførte action-sekvenser til dato på film. Michael Bay behøver ikke længere tage chancer, han kan i det store hele blot færdiggøre sine film og så læne sig tilbage og nyde synet af pengene som ruller ind i hans pengepung… Michael Bays seneste “action-opus” er efterfølgeren til hans førnævnte debutfilm, nemlig “Bad Boys II”, det seneste makværk på Bays korte og utiltalende CV.

Jeg prøvede virkelig at lade mig blive revet med af filmen, og en sjælden gang imellem lykkedes det. Men “Bad Boys II” er en så knudret, lang og hul affære, at jeg efter kort tid var stået helt af. Det skyldes i særdeleshed også, at filmen er hele 150 ulidelige minutter lang, og når der ikke er noget egentligt plot til stede, er det alt for meget at forlange af folks tålmodighed og koncentration. Der er nogle forrygende action-sekvenser ind imellem, såsom en hæsblæsende motorvejs-biljagt og en sekvens, hvor to biler forfølger hinanden ned ad en stejl bakke, hvor de konstant kører igennem de skure og småhuse der er placeret på denne, med tilhørende eksplosioner og høje drengerøvs-skrig. Men der er simpelthen for mange af disse scener, og hvad der startede ud med at være underholdende og fornøjeligt, bliver hurtigt repetitivt og kedsommeligt.

Man siger om nogle film, at man kunne have nøjes med at se traileren… Aldrig har det været så sandt som i denne films tilfælde. Kemien mellem Smith og Lawrence er til stede, men er slet ikke så stærk eller appellerede som i den første film, og dette gør, at det ofte er svært at føle sig interesseret i betjentenes gerninger. Skurkene i filmen er omvandrende klicheer, som man ikke kan være ret meget mere ligeglade med. Som Alfred Hitchcock engang sagde: ”Jo bedre skurken er, desto bedre er filmen” – Michael Bay vil gøre klogt i at huske dette i fremtiden.

Hvis der endelig er noget interessant at komme efter i “Bad Boys II”, så må dette findes i filmens tekniske arena. Michael Bay, som bruger sit kamera og klippeudstyr, som en håndværker håndterer sit grej, formår at gøre filmen visuelt stimulerende og iøjnefaldende. Her ville det dog også have været en fordel, hvis filmen havde været kortere, da Bays konstante brug af slow-motion og helikopter-skud, nøjagtig ligesom filmens mange action-sekvenser, ender med at give filmen et ensformigt og søvndyssende præg. Trevor Rabin – komponisten som skrev musikken til så “fantastiske” film som “Kangaroo Jack” og “The One” – har hostet op med et typisk og enormt kedeligt lige-ud-af-landevejen-score. Nick Glennie-Smith og Hans Zimmer formåede i det mindste at skrive noget muntert og effektivt musik til Michael Bays “The Rock”.