Af: Benway | Udgivet: 2012-10-29

En solid, daglig dosis af drab, damer og eksplosioner skyllet ned med endeløse mængder af dry martinier ville være en stor mundfuld for de fleste, men til trods for en livsstil, der ikke ligefrem vækker forventninger om et langt liv, så har Bond-serien vedvarende trodset alle odds og kan med dette 50 års jubilæum demonstrere, at det ikke kun er den velkendte agent, som har ufattelige overlevelsesevner. Selvom der tidligere har været lange serier inden for filmens verden, så er det ganske umuligt at pege på nogen føljeton, der med samme succes har haft et duperende talent for at tilpasse sig de skiftende tidsånder og samtidig forblive tro mod sine egne rødder og den grundformular, som Ian Flemming oprindeligt skabte med sin bogserie, og som fortsat bliver ved med at virke.

Som så mange andre blev undertegnede bidt af Bond-bacillen som teenager, og siden da har jeg trofast fulgt agenten med licens til at dræbe gennem film, bøger og sågar tegneserier. Selv en så effektiv herre som Agent 007 har dog også haft sine op- og nedture, og i anledning af den aldrende agents jubilæum og premieren på “Skyfall”, har Filmz rettet blikket mod de fem bedste film, serien har skabt – samt fem håbløse missioner, som vores hårdtprøvede agent burde være blevet skånet for.


Bonds fem værste fejlskud:


5. Moonraker (1979)

”Mr. Bond, you persist in defying my efforts to provide an amusing death for you.”
Af alle åbningssekvenser i filmserien har “Moonraker” nok den mest frustrerende. Filmen indledes med en fremragende og nervepirrende sekvens, hvori Bond kastes ud af et fly uden en faldskærm, og under den iørefaldende titelsang sætter man sig tilbage i sædet i fuld tryghed om at være i gode hænder. Der tager man imidlertid grusomt fejl, for inden længe viser “Moonraker” sig at være en frygtelig fadæse fyldt med platte one-liners, meningsløse handlingstråde, fjollende indslag samt slagsmål mellem Bond og den gruopvækkende Jaws, der er så sløve, at de til forveksling ligner skænderier mellem to hidsige gigtpatienter. I sidste akt begiver Bond sig sågar ud i rummet, men inden da har filmen for længst mistet enhver form for jordforbindelse.


4. Diamonds Are Forever (1971)

”Right idea, Mr. Bond…. but wrong pussy.”
Sean Connery er manges foretrukne Bond – og med god grund – men han havde på dette tidspunkt forladt rollen og vendte kun tilbage i “Diamonds Are Forever” mod en afsindig høj betaling. At pengene var det primære motiv for denne tilbagevenen kan ikke overraske, for Connery går nærmest søvngængeragtigt gennem handlingen med en mine af total ligegyldighed over for det hele. Det forstår man nu også godt, for filmen er næsten en absurd opvisning i kitsch og dårlig smag af den allerlaveste slags, og blandt de hovedrystende højdepunkter er verdens mindst ophidsende biljagt i et månelandingskøretøj samt et par bøssede lejermordere så ufarlige, at man næsten får medlidenhed med dem, da 007 tager dem under behandling.


3. Die Another Day (2002)

”I know all about you – sex for dinner, death for breakfast.”
Pierce Brosnan startede flot sin Bond-karriere med den fremragende “GoldenEye”, der gav håb om en ny storhedstid for hele franchisen, men skuffede efterfølgende endeløst ved konstant at blive serveret den ene mere elendige film efter den anden, hvor den ellers solide skuespiller ikke kunne gøre den mindste forskel. Aldrig tidligere har Bond-filmene været så vedvarende ringe som i denne stime, og bundskraberen i selskabet er utvivlsomt “Die Another day”, der opsummerer alle fejlene – ikke mindst prioriteringen af effekter frem for historie og den uendelige række af idiotiske gadgets. Vi tæller så latterlige indfald som ispaladser, en power ranger-dragt samt en usynlig bil. Selv Michael Bay ville have holdt sig for næsen.


2. Never Say Never Again (1983)

”I hope we’re going to see some gratuitous sex and violence”
Til trods for denne films titel, så skulle Connery så afgjort have sagt nej til denne film, der atter bragte ham tilbage i rollen, men som ikke desto mindre formåede at være en endnu værre omgang møg end “Diamonds Are Forever”. Filmen overses ofte, eftersom den ikke blev produceret af filmselskabet Eon, men derimod af et uafhængigt selskab, der havde fået rettighederne til “Thunderball” efter et langt juridisk slagsmål. Derfor er den også et remake af denne om end et bemærkelsesværdigt skidt et af slagsen, hvor det skrabede budget er pinefuldt tydeligt, og slutresultatet mere ligner en slags usjov parodi. Filmen byder tilmed på seriens vel nok værste soundtrack samt en lille rolle til Rowan Atkinson, hvis senere Johnny English-komedier faktisk tager sig helt godt ud ved siden af denne komplette maveplasker.


1. A View to a Kill (1985)

”The bubbles tickle my… Tchaikovsky!”
Tingene gik dog ikke voldsomt bedre hos Eon, der ligeledes var helt nede og skrabe bunden med denne film. Roger Moore var med sine 57 år den ældste Bond nogensinde og tydeligvis alt for gammel til rollen. For at kompensere fik han foretaget en ansigtsløftning, der i stedet blot fik ham til at se besynderlig ud. Durans Durans berømte titelnummer er iørefaldende som bare pokker, men ellers er det ganske rædselsfuldt at overvære den ældre herre gå uoverbevisende gennem actionscenerne og udvise en lummer forkærlighed for yngre kvinder. Det er mindre 007 og mere Peter Asschenfeldt. Derudover er Tanya Roberts muligvis filmseriens mest blanke heltinde nogensinde, og jo mindre der siges om tåkrummende morsomheder som brugen af Beach Boys-covernumre under actionsekvenserne, jo bedre. Ikke overraskende er filmen Roger Moores mindst fortrukne Bond-film, og trods en betydelig indtjening vendte han aldrig tilbage til serien. Godt det samme, for “A View to a Kill” er uden tvivl Bond-seriens til dato værste indslag.


Bonds fem største fuldtræffere:


5. Casino Royale (2006)

”Christ, I miss the Cold War.”
Efter en stribe skuffende Bond-film under Brosnan-årene var vi vist et par stykker, som nærmest havde opgivet tanken om, at agenten med licens til at dræbe nogensinde ville blive værd at følge igen. Forudsigelsen kom heldigvis ikke til at holde stik, da serien blev vakt til live med al mulig kraft i “Casino Royale”. Filmen er baseret på Ian Flemmings allerførste Bond-bog, som (og i modsætning til de fleste Bond-filmatiseringer) følger bogens handling temmelig tæt og derved præsenterer os for en mere koldblodig dræber på linje med bøgernes Bond. Man kan med god ret hævde, at dette er det tætteste, filmserien har været på Flemings 007 siden Sean Connerys tidligste dage. Der er helt anderledes fysiske og brutale toner over denne film, og for en gang skyld er Bonds kvindelige modstykke andet end blot et pænt ansigt. For 007-aficionados som undertegnede var det en pragtfuld genrejsning efter de magre år.


4. For Your Eyes Only (1981)

”Think twice 007, it’s a long way down.”
Under Roger Moore-årene havde tingene stille og roligt taget en drejning mod det lavkomiske og med “Moonraker” var serien i bogstavelig forstand kommet alt for langt ud. Derfor var det med stor lettelse, at man overværede dette kapitel, der atter tog en drejning mod det mere minimalistiske, og hvor Bond igen måtte bruge sin kløgt for at overleve snarere end skøre gizmoer. Kold hævn løber gennem filmen som et tema, og fortællingen underholder med flere opfindsomme actionsekenser – inklusive en noget udsædvanlig biljagt, en blændende helikoptertur, en morderisk omgang skiskydning og en bjergklatresekvens, der hører til de allermest nervepirrende scener i hele filmserien. Man savner indledningsvist lidt John Barrys sublime musik på lydsiden, men når man først har vænnet sig til Bill Contis frække disco-toner, er det faktisk et virkelig fremragende score.


3. Goldfinger (1964)

”Do you expect me to talk?”
“No, Mr. Bond. I expect you to die.”

Der er en grund til, at “Goldfinger” igen og igen viser sig at være et af de mest populære indslag i hele filmserien. Ud over at være ekstremt underholdende, er filmen fra start til slut proppet med ikoniske billeder, der for evigt har indprentet sig i den fælles filmiske bevidsthed: Bonds sølvgrå Aston Martin, den skærende bowlerhat, den livstruende laserstråle samt pigen dækket af guldmaling. Oven i hatten får vi så nogle herlige skurke i form af den morderiske butler Oddjob, som både er komisk og ret så skræmmende på en og samme tid, samt Gert Fröbe, der selv i eftersynkroniseret tilstand er en fremragende skurk som Goldfinger. Filmen etablerede mere eller mindre den skabelon, som de følgende film fulgte, og fastsatte også en høj standard, som efterfølgerne lige siden har forsøgt at matche. Men det er ikke overraskende de færreste, der har formået at gøre det.


2. From Russia with Love (1963)

”I hope you’re not… disappointed.”
“I will tell you… in the morning.”

Inden “Godfinger” opbyggede skabelonen, havde serien imidlertid allerede i mine øjne produceret en endnu bedre film i form af “From Russia with Love”, der har en ganske anderledes form end efterfølgerne, og som også besidder en mere alvorlig og mindre tegneserieagtig tone. Filmen adskiller sig ikke mindst også i det, at det ualmindeligt velskrevne manuskript konsekvent giver tilskuerne mere information, end Bond selv får, og den opbygger dermed en elementær spænding. Mindeværdige figurer fylder lærredet lige fra Robert Shaws psykotiske snigmorder, Grant, til den herlige Kerim Bay og den uforskammet sexede Tatiana. Connery selv spiller Bond med en mere mørk side end nogensinde siden, hvilket gør ham til en mere fascinerende karakter, og filmen byder ligeledes på filmseriens uden sammenligning bedste slåskamp, da Bond må slås for livet med Grant i en klaustrofobisk togkupé.


1. On Her Majesty’s Secret Service (1969)

”This never happened to the other fellow.”
Da Sean Connery forlod serien i første omgang efter “You Only Live Twice”, blev rollen overtaget af den unge, uerfarne George Lazenby, som siden hen fik det meste af skylden for, at “On Her Majesty’s Secret Service” ikke fik den succes, man havde håbet på. Set i bakspejlet er det ganske ufatteligt, for filmen er i undertegnedes øjne seriens absolutte højdepunkt med den ene forrygende sekvens efter den anden, og en grundfortælling, der – i modsætning til stort set alle andre indslag i serien – byder på virkelig bevægende scener. Det bliver ofte hævdet, at hvis blot Connery havde haft hovedrollen i denne film, ville der slet ingen tvivl være om, at den er seriens bedste, men det passer næppe, for selvom Connery bestemt er en mere karismatisk skuespiller, så giver Lazenby ikke desto mindre figuren en mere skrøbelig og knap så selvsikker fremtoning. Man er oprigtig bekymret for ham, og den angst giver handlingen noget bid og en tyngde, som ingen andre film i serien har. “On Her Majesty’s Secret Service” er simpelthen et af actionfilmgenrens allerstørste mesterværker.


Hvilke Bond-film er dine favoritter, og hvilke kan du ikke døje? Diskuter det – og artiklen – i forummet ved at klikke på “Deltag i debatten” nedenfor.

Gravatar

#61 Richard Burton 11 år siden

BN (59) skrev:
Nah, faktisk skrev jeg det med tanke på dengang, hvor der kun var Roger Moore og Sean Connerys film at vælge imellem (Lazenby lavede jo kun en). Og allerede dengang så og hørte jeg de fleste sige, at den mere seriøse Connery var bedste af de to. Og selv i disse Daniel Craig-tider ligger Connery jo stadig nr. 1 i polls som den, vi lige har haft. Og den ligeledes seriøse Craig ligger nr. 2.


Jeg er helt enig i, at Connery var bedst, for der var jo langt flere dårlig Moore film. Det skal dog ikke afholde mig fra stadig at mene, at Moores første film, på alle måder står ud på mandens CV og sagtens tåler at blive vejet mod Connerys bedste.
Jeg glemmer aldrig smagen af Werners ægte!
Gravatar

#62 Hr. Nielsen 11 år siden

Reform Section 5 (58) skrev:
men til gengæld er Live and Let Die en af de få heriblandt.
Det var den første Bond du så mene rjeg du gar fortalt? Måske står den dig også mere nær, fordi den på den måde er et godt minde? Der sker jo indimellem at en film vinder lidt på den konto. Det er et ikke spørgsmål, for at modsige eller modargumentere eventuelle kvaliteter du fremhæver i filmen. Jeg synes såmænd den er udemærkede, om end ikke blandt seriens bedste (heller ikke værste).
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Gravatar

#63 Ispep 11 år siden

Reform Section 5 (58) skrev:
Det viser nedenstående tre klip med al tydelighed, hvor man skal have fyret mere end den fede, eller have en hjerterytme, som D.J. Tiesto på amfetamin, for at kunne nyde.


Det er da netop modigt af en instruktør, at han kun tænker på folk der er påvirket og skider på dem der måtte ryge af i svinget :D
Gravatar

#64 Richard Burton 11 år siden

Ispep (63) skrev:
Det er da netop modigt af en instruktør, at han kun tænker på folk der er påvirket og skider på dem der måtte ryge af i svinget :D


Helt sikkert. Og endnu mere modigt, hvis der var tale om en instruktør, som ville skide på alle der måtte ryge af i svinget ;)
Jeg glemmer aldrig smagen af Werners ægte!

Skriv ny kommentar: