Det kunne nu have været meget fedt… Sean Connery tilbage som Bond i seriens 20. og så sidste film som en aldrende, pensioneret 007 kaldt tilbage i tjenesten én sidste gang for at standse sin alle tiders nemesis, Ernst Stavro Blofeld, én gang for alle ved at ofre sig selv i en inspirerende heltedåd. Men Bond-seriens 20. film, “Die Another Day”, som også markerede seriens 40-års fødselsdag, var i mange henseende en typisk Bond-film, men bestemt også en fornem action-thriller og en fin hyldest til fire årtiers mageløs underholdning.

For en gangs skyld har vi ikke at gøre med massemorderiske multimilliardærer fra en opdigtet forstad til Terrorististan. I stedet er der fokus på nutidsrelevante Nordkorea. Det er dejligt at se Bond placeret i mere virkelighedstro omgivelser og i mere realistiske situationer. Beslutningen om at have Bond tortureret og tilfangetagen i over et år er original og dristig – præcis en af de slags uforudsigelige genistreger, serien havde brug for.

Men her er naturligvis stadigvæk masser af de flyvske, science-fiction grænsende elementer, der frarøver Bond forbindelsen med den plausible virkelighed. Tårnhøje laserkanoner, usynlige biler og missilbevæbnede hovercrafts. Men hvor Bonds finurlige accessoirer tidligere blev smidt henkastet ind, fordi de åbenbart var ideelle til at afløse interessant dramatik med letkøbt action, så bliver de her i stedet brugt med finesse, stil og gejst. Biljagten på den islandske is med den usynlige bil som hovedaktør, er en af seriens bedste øjeblikke – en forrygende og gennemført vanvittig sekvens.

Pierce Brosnan ser faktisk også ud til virkelig at more sig i rollen i stedet for blot at påtage sig tjansen på grund af kontraktforpligtelser. Manden ved, at han medvirker i en langt bedre film, end han har gjort de to foregående gange. Og han ved derfor også, at han bliver nødt til at udnytte lejligheden – hvilket skulle vise sig at være hans sidste nogensinde. Højt humør, afvæbnende charme og en tand mere selvtillid, end manden besad i “GoldenEye”, ender med at gøre det her til Brosnans bedste Bond-præstation. Synd og skam, at manden kun fik lov til at benytte sit store talent i to gode Bond-film, når nu man havde sikret sig en fremragende skuespiller, som af mange betegnes som den bedste Bond siden Connery.

Skurkene er enormt ‘hadelige’, og både David Arnolds score og Madonnas fængende, undervurderede titelsang leverer et tilpas mix af orkestral grandiositet og elektronisk spidsfindighed. Halle Berry er også en mindeværdig og forfriskende stærk Bond-pige. Filmen er dog en tand for lang og på trods af en fabelagtig biljagt og en uforglemmelig sværdkamp, vil man næppe tilgive det frygtelige syn af en computergenereret Bond surfende på en computergeneret bølge. Nærbillederne af mobiltelefonerne, videokameraerne og bilmærkerne er stadigvæk en anelse for tydelige – men ikke så direkte usmagelige som den tidligere ‘product placement’ har været. Alt i alt er “Die Another Day” en værdig slutning på Brosnan-æraen.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Her synes ikke at være den store forskel i forhold til transferet på den første “Die Another Day”-udgivelse. Billedet er knivskarpt, blottet for støv og besiddende en solid kontrast. Der er en lille smule udtværing, eksempelvis i en af de første scener, hvor der figurerer meget tåge. Og så har flere af scenerne et lidt for digitalt præg med en lettere mangel på tekstur, men det er knap nok værd at bemærke. Alt i alt et fremragende transfer.

AudioDvd’ens Dolby Digital 5.1 og DTS5.1 spor er intet mindre end superbe. Dialogen er krystalklar, subwooferen leverer en fantastisk bund med masser af punch, fænomenale panoreringer er der tonsvis af, atmosfæren er troværdig og detaljerig, og så er musikken tilpas fyldig med fin udfoldelse over både for- og baghøjtalere.

EkstramaterialeDisc 1 byder på flere godter. Man kan vælge at se filmen med en såkaldt “MI6-Data Stream” tilsluttet, som gør, at oplysninger om filmen, Bond mm. dukker løbende op under filmen. Det her er en glimrende feature, fyldt til randen med fine anekdoter, som er meget mere vellykket end lignende features på tidligere udgivelser.

Disc 1 byder også på to kommentarspor. Det ene med instruktør Lee Tamahori og producer Michael G. Wilson. Det andet med Pierce Brosnan og .Rosamund Pike, som spiller Miranda Frost i filmen. Begge spor er forbavsende gode og informative, hvor det første er mere teknisk end skuespillernes kommentarspor, som naturligvis fokuserer mere på netop den side af filmen. Begge spor har få pauser og en dejlig portion humor tillige.

Disc 2 byder på fire sektioner. Den første, “Declassified: MI6 Vault”, byder på tre dokumentarer: “Just Another Day” (24 minutter), “A British Touch: Bond Returns to London” (4 min.) og “Location Scouting with Peter Lamont” (14 min.). De fortæller om hhv. en gængs James Bond optagelsesdag (phew!), brugen af et engelsk fly til optagelserne og endeligt arbejdet med at finde de mange beliggenheder, hvor filmen skulle skydes. Der er lidt overflødig info her og der, men også flere interessante fortællinger – hvem vidste, at Roger Moores datter havde en cameo i filmen som stewardesse?

Dvd’ens 2. sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

Næste sektion hedder “Mission Dossier”. Her finder vi dokumentaren “Shaken and Stirred on Ice” (24 min.), der handler om arbejdet på flere af scenerne skudt på Island, med særligt fokus på den fantastiske biljagt. “From Script to Screen” (53 min.) er dog disc 2’s guldklump: en virkelig interessant dokumentar om alt fra det omfangsrige arbejde på manuskriptet (som er større og mere omfangsrigt, end de fleste nok går og tror) til arbejdet på selve filmen. Her er adskillige fine interviews, anekdoter og klip.

Filmens sidste sektion, “Image Database”, byder på en masse flotte billeder. Desværre mangler filmens teasere og trailere samt musikvideon til Madonnas titelsang, der alle var at finde på den forrige udgivelse.

Bond is backJames Bond er tilbage i den tyvende officielle film af slagsen. Filmen i sig selv er et mindre jubilæum. Ikke alene er det den tyvende film i rækken, men det er også 50 år siden, at James Bond første gang så dagens lys. Det gjorde han i novellen “Casino Royale”, skrevet af nu afdøde Ian Fleming. Fleming var tidligere efterretnings-officer i flåden, og det var i den branche han hentede inspiration til hans spion-noveller.

Da Die Another Day fik premiere i udlandet – det gjorde den sidste år (2002) – var det også fyrre år siden, at den første film i serien havde premiere. Det var Bond-filmen “Dr. No”, med Sean Connery som Bond, der havde premiere i ’62.

Er der egentlig brug for flere Bond-film? Det er der sikkert mange der har tænkt. Tjah, så længe folk nærmest vælter ind i biograferne for at se dem (hvis man lige ser bort fra det uheldige billetsalg i Sydkorea) – så har vi vel.

Man skulle mene, at problemet med at lave så mange film om den samme person er om det ville komme til at gå ud over indholdet eller handlingen. Ville filmene komme til at minde for meget om hinanden? Ville det være set før? Det er blot et par af de farer der var ved at lave yderligere en Bond-film.

I “Die Another Day” er det nærmest det omvendte der er skyld i filmens små problemer, de har næsten druknet filmen i spektakulære action-sekvenser og fyldt den med de typiske halv-perverse James Bond oneliners. Det er lidt synd. For filmen har potentiale til at blive en af de bedste Bond-film. Men dermed ikke sagt at filmen ikke er god – den er bare ikke “Sean Connery”-god.

Det er en flot og udmærket film, bedre end så mange af de andre actionfilm der har kørt i den sidste tid (læs XXX). Der er dog nok mange der vil mene, at det er set og brugt før – og det er det sikkert også. Forfatteren Umberto Eco udtalte en gang, at Bond-filmene er baseret på en meget simpel formular. En formular som kun indeholder 9 basale træk, som man så kan bruge i vilkårlig rækkefølge – det ses “desværre” også i denne film – men det virker… Men det er måske også det der skulle være med til at udmærke den – at den er så meget lig de andre 19 Bond-film, det er jo trods alt en hyldest til dem.

Hvis man i løbet af filmen gentagne gange sidder med en følelse af deja-vu, så er det med god grund. Filmen er jo, som sagt tidligere, en hyldest til sig selv og James Bond-universet. Filmen er propfyldt med referencer fra samtlige 19 foregående film. Men man skal være en ret habil Bond-fan for at opdage dem alle. Der er alt fra gadgets og scener fra tidligere film, til små replikker der vækker minder fra de tidligere film. Det er meget morsomt og underholdende, og alle de referencer gør bestemt filmen mere seværdig.

Nordkorea som de slemme drengeDer er jo gået en hel del år siden “Dr. No”. Den verden vi lever i har forandret sig en del, og det samme har Bond-filmene, dog kun til en vis grænse.

I langt størstedelen af James Bond-filmene har den kolde krig sat sine tydelige spor. De fleste af skurkene har, eller har haft, forbindelser til de slemme røde russere – kommunisterne. Men sådan ser verdensbilledet jo ikke længere ud. De er nu blevet en af vestens allierede. Hvad gør man så? Så må man jo skabe sig et nyt fjendebillede, og det blev i denne omgang Nord-koreanerne det kom til at gå ud over.

Det har de ikke været helt tilfredse med dernede, hverken i Syd- eller Nord-korea. Men især Sydkoreanerne har langet ud efter filmen, de har følt at deres nationale stolthed er blevet krænket, og at de fremstår som en amerikansk koloni, som ikke kan finde ud af tingene selv. Filmen har derfor været udsat for massive protester og boykots, hvilket har resulteret i ret dårlige salgstal.

FilmenNu er det jo ikke ligefrem Shakespeare vi har med at gøre her. Det er en ret tynd historie. Det kunne have været en god historie, men der er lagt alt for megen vægt på at fylde filmen med action, eksplosioner og hvad der ellers hører sig til i et actionbrag. Det går ud over dialog såvel som skuespil – og især historien. Filmen har så store plothuller, at man rent faktisk ville kunne skjule blærerøven Mads Christensens ego i dem.

Men udover at have en tynd historie, så er det en ret flot film. Den er flot filmet, det er nogle flotte kulisser, og så er lokationerne utrolig flotte. Man får jo helt lyst til at tage den næste flyver til Island.

Et af de helt store højdepunkter i filmen, er en noget utraditionel kampscene, hvor Bond udfordrer millionæren Gustav Graves til en fægteduel i den legendariske gentleman-klub “Blades”. Fægtekampen eskalerer nærmest til en kamp på liv og død, hvor taberen er den, som først bløder fra brystet. En scene som helt sikkert kommer til at gå over i “Bond”-historien. Det er også i selvsamme scene hvor Madonna har sin cameo, som fægte-instruktør.

Det er Brosnans fjerde omgang som super-agenten James Bond, og det gør han også denne gang overbevisende godt – ikke siden Sean Connery har filmene været så underholdende. Det er desværre nok også en af de sidste film med Brosnan i rollen som James Bond. Han skal have en stor tak for at filmen ikke gik hen og blev kæmpe fiasko – han spiller med næsten samme kølighed som Connery gjorde det. Det kan derimod være svært at se at Halle Berry har en Oscar til at stå hjemme på hylden. Hun falder helt igennem i rollen som Bonds nye sidekick, Jinx (der på dansk kan oversættes til ulykkesfugl) og jeg håber ikke, at man kommer til at se mere til hende i de kommende film.

Udover de to, er de gode gamle karakterer selvfølgelig også med. Judi Dench i rollen som den strikse chef M, der på overfladen virker kold og kompromisløs, men alligevel ikke gerne ser Bond komme til skade. John Cleese er også tilbage i rollen som den forvirrede Q, en rolle han overtog fra den nu afdøde Desmond Llewelyn. Det virker som om at han har fundet sig godt til rette i den rolle, og man kan jo så kun håbe på, at han vælger at fortsætte den rolle så længe han kan i bedste Llewelyn-stil.

Instruktøren er denne gang Lee Tamahori, hvilket overraskede mig lidt første gang jeg hørte det, han er manden bag film som “Once Were Warriors” og “Mullholland Falls”. Så jeg havde måske forventet en lidt mere seriøs film, en der ville stikke en smule dybere. Det blev dog ikke tilfældet – men det kan man vel kun takke manuskriptforfatterne for.