#141 Fra 2006!!! Først var Woo tilknyttet, siden Johnny To som stoppede for nogle måneder siden, men det er kommet frem, at John Hillcoat overtager instruktørstolen!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Har kun set 2 film af Mohsen Makhmalbaf indtil videre, men netop ”Kandahar” er en af de to, og kan kun være med på roserne af den. Men ”Nun va Goldoon” (Bread and Flower / A Moment of Innonence) er i mine øjne et endnu vægtigere mesterværk, og den spiller i øvrigt fascinerende i tandem med Abbas Kiarostamis ”Close-Up”.
”Badlands” og ”Le samouraï” kan jeg kun nikke stort ja til.
Kan rigtig godt lide ”Chungking Express” og ”Fitzcarraldo”, men samme høje luftlag befinder de sig ikke helt i min vurdering. Wong Kar-Wai er dog i særdeleshed en filmmager med en æstetik, jeg holder meget af. Må snart få fingerne i hans to første film.
Ellers deler jeg mere eller mindre Bruces betragtninger jf. ”Wall•E”; mestendels en film i særklasse med en perfekt første halvdel.
Er ikke helt sikker på, hvor jeg står mht. ”The Shining”, men en imponerende, kontrolleret film uden tvivl.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
120. Mulholland Dr.(David Lynch; 2001) David Lynch er meget betaget af sæbeoperaens melodrama og teatralitet. Men han behandler den utraditionelt med drømmebilleder, surrealisme og mareridtsagtigt ondskab. Bedst er han, når han bevæger sig over i det fragmentariske og mystiske, hvor formen er vigtigere end indholdet, og publikum oftest efterlades hjælpeløse. Men der er meget at hente i det lychianske univers, og det er “Mulholland Dr.” et godt eksempel på.
Da den håbefulde og hjertegode Betty ankommer til sin tantes hus i Hollywood, får hun sig lidt af et chok, for det tomme hus er nemlig ikke tomt. En fortumlet og forslået kvinde har søgt ly. Kvinden husker kun brudstykker af nattens forløb, og selvom der ikke er mange spor, begiver de to kvinder sig i fuld gang med at få svar på de mange spørgsmål. Men deres søgen bringer dem dybt ind i Hollywoods perverse og hemmelighedsfulde afkroge med overfladiske filmfolk, barske gangstere og korrupte politifolk.
“Mulholland Dr.” var oprindeligt udtænkt som en pilot til en tv-serie ala “Twin Peaks”. Men dette blev droppet, og i stedet fik Lynch penge til at skyde flere scener og i stedet omdanne piloten til en spillefilm. Endnu en lynch’sk TV-serie havde været fantastisk, men hvad gør det, når han i stedet skaber en film som “Mulholland Dr.” og inviterer os på et sanseligt visit ind i sit unikke univers? “Mulholland Dr.” er kryptisk, men ikke uløselig. Men den stiller krav til sit publikum, og jeg anbefaler, at man tager sig tålmodighed til et par gensyn. Så har man også tid til at nyde Naomi Watts og Laura Elena Harrings eminente præstationer, Angelo Bandalmentis fremragende score og ikke mindst Lynch’ særegne univers.
119. The Tin Drum(Volker Schlöndorff; 1979) I min optik er tyske Volker Schöndorff ikke en synderligt interessant filmmager. Det er svært at definere en Schlöndorff-film, da han oftest bruger sine kræfter på at filmatisere litterære værker. Derfor har han ikke - i så høj grad - sit eget udtryk og er meget afhængig af oplægget. Der er dog gode film på CV’et, bl.a. “Coup De Grâce” og “War and Peace”. Hans hovedværk er dog uden tvivl hans Oscar- og Palme-vindende drama “The Tin Drum”.
Danzig, 1925: Da den superintellektuelle Oskar på sin treårs fødselsdag får en ny bliktromme, beslutter han sig for aldrig at blive voksen. Han har opfattet den voksne menneskehed og dens sørgelige tendenser, så når verden omkring ham bliver for ubærlig, overdøver han resten af verden ved at hamre løs på sin bliktromme. Men i takt med nazismen og det Tredje Riges voksen får Oskar sin sag for. Han beslutter sig for at hamre så meget, at han aldrig vil ældes igen.
“The Tin Drum” spiller på mange strenge. Den formår både at være skæv, underfundig, sensuel, brutal og smuk på en gang. Dette skyldes naturligvis Günthers Grass’ fremragende roman og den gode overførsel fra bog til manus og film. Men Schlöndorff viser sig også at være mere kynisk i sin instruktion og udtryk, og han tvinger den dengang 11-årige David Bennent ud i en aldeles kraftfuld præstation.
118. 2 or 3 Things I Know About Her(Jean-Luc Godard; 1967) En noget utraditionel Godard-film. Og alligevel er der noget typisk Godard over den.
“2 or 3 Things I Know About Her” en en lettere genre-diffus film. Den kan bedst betegnes som en dramatiseret dokumentarfilm, der samtidig er en dømmende observans. Filmen balancerer mellem karakteren Juliette Janson og skuespillerinden, der portrætterer hende: Marina Vlady. Men mest af alt er det et portræt af Godards helt store had- kærlighedsaffære: Paris.
Godard er Paris‘ mest trofaste elsker. Han støtter sin kære i op- og i nedture. Men Paris er byen, hvori der gemmer sig en lille luder i alle - hvor kapitalismen og den dårlige smag fortærer de fattige og den stolte kultur - hvor indbyggerne ignorerer Vietnam-krigen og i stedet drikker en Coca Cola. Paris er... byen over alle byer. Og selvom filmen har haft langt større gennemslagskraft i tiden op mod studenteroprøret, ændrer det ikke ved det faktum, at det er et usædvanligt fascinerende portræt af en by, der på en gang er forhadt men for altid elsket.
117. Andy Warhol’s Dracula(Paul Morrissey; 1974) Den amerikanske filminstruktør Paul Morrissey er lidt af en ener. Igennem sin karriere har Morriseey begået flere film, der anses som værende uforståelige og “unwatchable”. Hans bedste - og mest kommercielle - lavede han i samarbejde med kunstneren Andy Warhol og “The Factory”. Et lidt mærkeligt match, da Morrissey er selverklæret “højre-mand” og vogter for katolicismen, hvorimod Warhol var totalt apolitisk. Ikke desto mindre skabte de sammen et par fascinerende avantgardistiske filmværker. “Andy Warhol’s Dracula”, der også gik under titlen “Blood for Dracula” er en af de bedste.
Udo Kier spiller den ikoniske rolle som Grev Dracula - som er i vanskeligeheder. Dracula er blodhungrende, men han tåler kun jomfrublod, og det er ikke i høj kurs i Draculas egne. Derfor beslutter han sig for at tage en tur til Italien, hvor han møder en familie med hele fire skønjomfruer. Men Dracula opdager snart, at pigerne ikke er så uskyldige, som de tager sig ud, og snart har han også en mistænksom kommunistisk tjener på nakken.
“Andy Warhol’s Dracula” er en oplevelse uden lige. Den er grum, klam og uhyggelig. Men samtidig er den også vanvittig morsom og grotesk. Endvidere kan man vælge at se den som en selviscenesættende parodi på Morrisseys højredrejede politiske overbevisning. Selvom det sikkert er ubevidst, er den faretruende kommunist (kommunisme) vanvittig morsom. Og den unge Udo Kier er som skabt til en rolle som denne, hvor han virkelig udfolder sig. Morrissey har utroligt mange bolde i luften, og hans agenda-liste synes så alenlang, at det er svært at forstå, hvad han egentlig vil med sin film. Men det synes næsten at tillæge filmen endnu højere kunstnerisk værdi. En enestående og yderst seværdig film.
116. The Bohemian Life(Aki Kaurismäki; 1992) Jeg er personligt meget glad for Kaurismäkis nedtonede film. “The Man Without a Future”, “The Drifting Clouds” og ikke mindst “The Match Factory Girl” (#171) er alle skønne, underfundige film, der portrætterer den finske mentalitet i proletariatet. Men hans bedste værk er pudsigt nok den fransksprogede “The Bohemian Life”.
I Paris’ smukke gader og stræder følger vi tre arbejdsløse kunstnere: albanske Rodolfo, der ikke er i besiddele af et visa, Marcel, en bladredaktør uden udgiver samt Schaunard, en tonedøv komponist. Sammen stræber de efter succes og det søde liv. Men det er ikke let at forfølge sine kunstneriske drømme, når kærligheden spænder ben for koncentrationen.
Selvom Kaurismäki har skiftet Helsinki ud med Paris, er det ikke til at tage fejl af: dette er Kaurismäkis fingeraftryk. Tematikken er den samme. Det er de små og skæve eksistensers ihærdige og uskyldige jagt på lykken. Og selvom skæbnens ironi er ubarmhjertig, er der noget evigtgyldigt og fandens charmerende over Kaurismäkis skæbnesfortællinger. Han er som det antikke Grækenlands tragikomiske skildringer, og det er en kompliment. For ingen andre kan mestre denne genre som ham. Derudover gør samtlige skuespillere en fortrinligt arbejde, og så byder filmen på en lille, men fremragende gæsteoptræden fra Jean-Pierre Léaud, der tidligere arbejdede med den finske instruktør på den glimrende “I Hired a Contract Killer”. “The Bohemian Life” er Aki Kaurismäki, når han er allerbedst.
115. The Sacrifice(Andrei Tarkovsky; 1986) I en alder af blot 54 år døde den russiske mesterinstruktør Andrei Tarkovsky. I min optik var Tarkovsky den største filmmager gennem tiderne, på trods af blot syv film på CV’et. Den svensk-producerede “The Sacrifice” skulle blive hans sidste film.
Den tidligere skuespiller, journalist og filosof Alexander (Erland Josephson) er så tæt knyttet til sin lille søn, at han fortæller ham, at han er bekymret for det moderne menneskes mangel på spiritualitet og metafysisk indsigt. Så da Tredje Verdenskrig bryder ud, kaster den religionsskeptiske Alexander sig på knæ og beder til Gud om at afværge denne krig. Han er villig til at ofre alt.
“The Sacrifice” er en smule afvigende fra Tarkovskys tidligere film, hvor filosofi, metafysik og spiritualitet bearbejdes mere eksplicit. “The Sacrifice” er yderst filosofisk, og en specifik scene fremstår da også som Tarkovskys måske mest kontroversielle. Men den er mere nedtonet og fokuserer i højere grad på en fars totale kærlighed og opofrelse til sin søn. Tarkovsky beviser her, at han ikke kun er en unik æstetiker og tænker, men også en mesterlig dramatiker. Bergmans hoffotograf Sven Nykvist har arbejdet sammen med Erland Josephson et utal af gange, så det er ikke overraskende, at de - iscenesat af Tarkovsky - formår at indramme flere spektakulære indstillinger, hvor Josephson udtrykker sig helt unikt i dette “bergmanske” kammerspil.
114. Le Plaisir(Max Ophüls; 1952) Præcis som Tarkovsky døde tyske Max Ophüls i en alder af sølle 54 år. Ikke desto mindre nåede han at instruere næsten 30 film, og grundet flugt fra nazisterne arbejdede han rundt omkring i verden, hvor han især brillerede i sin karriere og livs efterår.
Ophüls startede sin kunstneriske karriere på de skrå brædder - først som skuespiller og siden som instruktør, hvor han nåede at iscenesætte mere end 200 stykker, inden han i 1931, i en alder af 29 år, instruerede sin første spillefilm efter små to år i filmbranchen. Genremæssigt beskæftige Ophüls sig ikke med noget specifikt, omend teaterbranchen havde inspireret ham til dramaet og iscenesættelserne. Men æstetisk var han lidt af en perfektionist og yderst besat af de perfekte kamerabevægelser og lyssætninger. James Mason skrev et digt om ham:
A shot that does not call for tracks Is agony for poor old Max, Who, separated from his dolly, Is wrapped in deepest melancholy. Once, when they took away his crane, I thought he'd never smile again.
“Le Plaisir” indeholder tre novellefilm, der har det tilfælles, at de alle er baseret på fortællinger af Guy de Maupassant og alle bearbejder begrebet: nydelse. Den første omhandler en mand, der bærer en maske, således at han kan skjule sin alder overfor kvinder til fancy fester. I det andet segment følger vi madame Tellier, der beordrer sine horer til at drage til sin nieces arrangement. Sidst men ikke mindst er der afsnittet om maleren Jean, der forelsker sig i sin model.
Alle tre film er forholdsvis lette og muntre, ja nærmest lystspilsagtige. Men de besidder også en ironisk og satirisk distance, der gør, at filmene ikke bare er let fordøjelige. Bedst er andet segment - der med en spilletid på ca. en time ligeledes er det klart længste. Idéen om at bordelkvinderne havde en årlige søndagsudflugt, hvor de kunne holde fri fra lystende mænd, er i sig selv ret morsomt. Alle tre film giver sjove bud på menneskets på papiret simple - men i praksis hårde - vej til nydelse. Og så skal Ophüls og de to fotograffer Philippe Agostini og Christian Matras‘ hypnotiserende kameraarbejde virker belyses. For os som seere er det sand nydelse.
113. The Blood of a Poet(Jean Cocteau; 1930) Franske Jean Cocteau var indiskutabelt et af de største multitalenter i det 20. århundrede. Inden sin død i 1963 kunne Cocteau påvise et CV, der sagde “Poet/forfatter/dramatiker/maler/set designer/skuespiller/filminstruktør”. Cocteau blev født næsten samtidig med filmmediet, så selvfølgelig måtte han prøve sig som filmmager. Det blev da også til en håndfuld yderst nævneværdige film, f.eks. “Beauty and the Beast” og “Orpheus”. Men hans bedste værk er uden tvivl den avantgardistiske debutfilm “The Blood of a Poet”.
“The Blood of a Poet” har en spillelængde på knap en time og er opdelt i fire korte segmenter. Første og andet segment er i forlængelse af hinanden og omhandler en kunstners surrealistiske oplevelser under en arbejdsproces. Efter færdiggørelsen af en ansigtssketch begynder munden at bevæge sig. Maleren gnubber sin hånd mod maleriet blot for at opdage, at munden nu sidder på hans hånd. Han får den idé at sætte munden på en kvindelig statue. Dette får statuetten til at snakke og er begyndelsen på en lang række drømmeagtige oplevelser. Tredje afsnit omhandler en dramatisk sneboldkamp, hvor ikke alt er som det ser ud. Sidste afsnit fortæller historien om et syret kortspil mellem en mand, en kvinder og en død dreng under bordet, der finder sted for øjnene af en teatergruppe.
På lige fod med Buñuel og Dalís “An Andalusian Dog” viser Cocteaus film, hvordan surrealismen kan manifestere sig i filmmediet. “The Blood of a Poet” er med sine syrede fortællinger og utraditionelle virkemidler ikke blot en blændende film inden for den avantgardistiske tese, men også gennemtænkt filmkunst.
112. Time of the Wolf(Michael Haneke; 2003) Størstedelen af Hanekes film omhandler menneskets skyggesider og krakelerende facader, hvor racens videre eksistens og håb tages op til revision. “Time of the Wolf” kan ses som en direkte konsekvens af det moderne menneskes fejl og mangler. Filmen foregår nemlig ikke Paris’ storby eller i paradisiske sommerhusområder i alperne... Nej, scenariet er mere dunkelt, mere kynisk. Dette er Hanekes postapokalyptiske verdensbillede.
Da Anne (Isabelle Huppert) og hendes familie ankommer til deres landlige sommerhus, erfarer de, at det er overtaget af en gruppe fremmede. Hurtigt erkender den lille familie, at stedet har forvandlet sig til et goldt og utilregneligt mareridt, hvor kun den stærkeste overlever. Dette er startskuddet til en omvending af levestandarder, da mennesket ikke længere er øverst i fødekæden.
“Time of the Wolf” kan med lethed sammenlignes med Cormac McCarthy fremragende roman “The Road”. Jorden er i forrådnelse og står ikke længere til at redde. Haneke giver ingen direkte forklaringer på tilstanden, men vælger i stedet at fokusere på den primitive menneskeabe, når alle resurserne bliver den frataget. Haneke tegner et usammenligneligt billede af jorden, uden at gøre de store armbevægelser. Der er ingen inficerede zombier eller flyvende tallerkner... Der er blot den golde intethed. Der er ganske enkelt intet håb for planeten, hvorfor enhver redningsaktion synes ligegyldig. Men alligevel adskiller “Time of the Wolf” sig fra Hanekes øvrige film, for denne gang fornemmer man, at der hersker et spinkelt håb for menneskeheden. Jorden er muligvis ufrugtbar og fortabt, men racen synes at ane et minimalt lyspunkt i horisonten.
Isolereret set “Time of the Wolf” en fremragende film. Men hvis man sætter den i relief til Hanekes øvrige film fremstår den endnu mere interessant.
111. Letter from an Unknown Woman(Max Ophüls; 1948) Max Ophüls kan få mig til at smile som ganske få - men han kan få mig til at græde som absolut ingen andre. Selvom han ikke begrænsede sig til specifikke genrer - og på trods af han mestrede alle stier han trådte - var han bedst i det klassiske drama. Den amerikansk producerede “Letter from an Unknown Woman” er en tåreperer uden lige.
Wien omkring år 1900: Da den supertalentfulde pianist Stefan Brand bliver udfordret til duel ved næste dags gry, vælger han at trække sig tilbage. Han går straks i gang med at iværksætte flugten, men inden han for alvor kommer i gang, overrækker hans butler ham et brev fra en ubekendt kvinde, der begynder “Når du læser dette, er jeg muligvis allerede død”. Lisa Berndle er hendes navn, og i brevet beretter hun om sin livslange passion for Stefan, fra ung pige til voksen kvinde. Hun fortæller, hvordan hun som teenanger beundrede hans koncerter, og om hvordan de havde en kort affære, inden han rejste til Milano. Mange år er gået uden det aftalte gensyn, og Stefan har intet minde om eller bekendskab til Lisa - og ej heller deres søn. Stefan er så opslugt af brevet, at han glemmer tiden. I chok forlader han sin lejlighed. Men for sent. Han kan ikke flygte fra duellen - med Lisas ægtemand...
“Letter from an Unknown Woman” er en af de mest tragiske og rørende film, jeg har set. Den er bygget på en novelle af en mand ved navn Stefan Zweig. Men man skulle tro, at hans sande identitet var William Shakespeare, for denne tragedie er så utrolig uden at lefle for plottets kausalitet. Men den største kudos skal naturligvis tilfalde instruktøren Max Ophüls, der sætter de intime rammer for denne stramme fortælling. Hans brug af flashbacks er forbilledlig, og han viser her, hvordan han mestrer den narrative struktur og personinstruktionen lige så vel som sine billedkompositioner. Åhh... Så rørende...
#141 JannikAnd 15 år siden
#140 - Tusind tak :)
#142 filmz-Bruce 15 år siden
#143 JannikAnd 15 år siden
#144 filmz-Bruce 15 år siden
#145 filmz-ab 15 år siden
#146 rockysds 15 år siden
”Badlands” og ”Le samouraï” kan jeg kun nikke stort ja til.
Kan rigtig godt lide ”Chungking Express” og ”Fitzcarraldo”, men samme høje luftlag befinder de sig ikke helt i min vurdering. Wong Kar-Wai er dog i særdeleshed en filmmager med en æstetik, jeg holder meget af. Må snart få fingerne i hans to første film.
Ellers deler jeg mere eller mindre Bruces betragtninger jf. ”Wall•E”; mestendels en film i særklasse med en perfekt første halvdel.
Er ikke helt sikker på, hvor jeg står mht. ”The Shining”, men en imponerende, kontrolleret film uden tvivl.
#147 JannikAnd 14 år siden
120. Mulholland Dr. (David Lynch; 2001)
David Lynch er meget betaget af sæbeoperaens melodrama og teatralitet. Men han behandler den utraditionelt med drømmebilleder, surrealisme og mareridtsagtigt ondskab. Bedst er han, når han bevæger sig over i det fragmentariske og mystiske, hvor formen er vigtigere end indholdet, og publikum oftest efterlades hjælpeløse. Men der er meget at hente i det lychianske univers, og det er “Mulholland Dr.” et godt eksempel på.
Da den håbefulde og hjertegode Betty ankommer til sin tantes hus i Hollywood, får hun sig lidt af et chok, for det tomme hus er nemlig ikke tomt. En fortumlet og forslået kvinde har søgt ly. Kvinden husker kun brudstykker af nattens forløb, og selvom der ikke er mange spor, begiver de to kvinder sig i fuld gang med at få svar på de mange spørgsmål. Men deres søgen bringer dem dybt ind i Hollywoods perverse og hemmelighedsfulde afkroge med overfladiske filmfolk, barske gangstere og korrupte politifolk.
“Mulholland Dr.” var oprindeligt udtænkt som en pilot til en tv-serie ala “Twin Peaks”. Men dette blev droppet, og i stedet fik Lynch penge til at skyde flere scener og i stedet omdanne piloten til en spillefilm. Endnu en lynch’sk TV-serie havde været fantastisk, men hvad gør det, når han i stedet skaber en film som “Mulholland Dr.” og inviterer os på et sanseligt visit ind i sit unikke univers? “Mulholland Dr.” er kryptisk, men ikke uløselig. Men den stiller krav til sit publikum, og jeg anbefaler, at man tager sig tålmodighed til et par gensyn. Så har man også tid til at nyde Naomi Watts og Laura Elena Harrings eminente præstationer, Angelo Bandalmentis fremragende score og ikke mindst Lynch’ særegne univers.
119. The Tin Drum (Volker Schlöndorff; 1979)
I min optik er tyske Volker Schöndorff ikke en synderligt interessant filmmager. Det er svært at definere en Schlöndorff-film, da han oftest bruger sine kræfter på at filmatisere litterære værker. Derfor har han ikke - i så høj grad - sit eget udtryk og er meget afhængig af oplægget. Der er dog gode film på CV’et, bl.a. “Coup De Grâce” og “War and Peace”. Hans hovedværk er dog uden tvivl hans Oscar- og Palme-vindende drama “The Tin Drum”.
Danzig, 1925: Da den superintellektuelle Oskar på sin treårs fødselsdag får en ny bliktromme, beslutter han sig for aldrig at blive voksen. Han har opfattet den voksne menneskehed og dens sørgelige tendenser, så når verden omkring ham bliver for ubærlig, overdøver han resten af verden ved at hamre løs på sin bliktromme. Men i takt med nazismen og det Tredje Riges voksen får Oskar sin sag for. Han beslutter sig for at hamre så meget, at han aldrig vil ældes igen.
“The Tin Drum” spiller på mange strenge. Den formår både at være skæv, underfundig, sensuel, brutal og smuk på en gang. Dette skyldes naturligvis Günthers Grass’ fremragende roman og den gode overførsel fra bog til manus og film. Men Schlöndorff viser sig også at være mere kynisk i sin instruktion og udtryk, og han tvinger den dengang 11-årige David Bennent ud i en aldeles kraftfuld præstation.
118. 2 or 3 Things I Know About Her (Jean-Luc Godard; 1967)
En noget utraditionel Godard-film. Og alligevel er der noget typisk Godard over den.
“2 or 3 Things I Know About Her” en en lettere genre-diffus film. Den kan bedst betegnes som en dramatiseret dokumentarfilm, der samtidig er en dømmende observans. Filmen balancerer mellem karakteren Juliette Janson og skuespillerinden, der portrætterer hende: Marina Vlady. Men mest af alt er det et portræt af Godards helt store had- kærlighedsaffære: Paris.
Godard er Paris‘ mest trofaste elsker. Han støtter sin kære i op- og i nedture. Men Paris er byen, hvori der gemmer sig en lille luder i alle - hvor kapitalismen og den dårlige smag fortærer de fattige og den stolte kultur - hvor indbyggerne ignorerer Vietnam-krigen og i stedet drikker en Coca Cola. Paris er... byen over alle byer. Og selvom filmen har haft langt større gennemslagskraft i tiden op mod studenteroprøret, ændrer det ikke ved det faktum, at det er et usædvanligt fascinerende portræt af en by, der på en gang er forhadt men for altid elsket.
117. Andy Warhol’s Dracula (Paul Morrissey; 1974)
Den amerikanske filminstruktør Paul Morrissey er lidt af en ener. Igennem sin karriere har Morriseey begået flere film, der anses som værende uforståelige og “unwatchable”. Hans bedste - og mest kommercielle - lavede han i samarbejde med kunstneren Andy Warhol og “The Factory”. Et lidt mærkeligt match, da Morrissey er selverklæret “højre-mand” og vogter for katolicismen, hvorimod Warhol var totalt apolitisk. Ikke desto mindre skabte de sammen et par fascinerende avantgardistiske filmværker. “Andy Warhol’s Dracula”, der også gik under titlen “Blood for Dracula” er en af de bedste.
Udo Kier spiller den ikoniske rolle som Grev Dracula - som er i vanskeligeheder. Dracula er blodhungrende, men han tåler kun jomfrublod, og det er ikke i høj kurs i Draculas egne. Derfor beslutter han sig for at tage en tur til Italien, hvor han møder en familie med hele fire skønjomfruer. Men Dracula opdager snart, at pigerne ikke er så uskyldige, som de tager sig ud, og snart har han også en mistænksom kommunistisk tjener på nakken.
“Andy Warhol’s Dracula” er en oplevelse uden lige. Den er grum, klam og uhyggelig. Men samtidig er den også vanvittig morsom og grotesk. Endvidere kan man vælge at se den som en selviscenesættende parodi på Morrisseys højredrejede politiske overbevisning. Selvom det sikkert er ubevidst, er den faretruende kommunist (kommunisme) vanvittig morsom. Og den unge Udo Kier er som skabt til en rolle som denne, hvor han virkelig udfolder sig. Morrissey har utroligt mange bolde i luften, og hans agenda-liste synes så alenlang, at det er svært at forstå, hvad han egentlig vil med sin film. Men det synes næsten at tillæge filmen endnu højere kunstnerisk værdi. En enestående og yderst seværdig film.
116. The Bohemian Life (Aki Kaurismäki; 1992)
Jeg er personligt meget glad for Kaurismäkis nedtonede film. “The Man Without a Future”, “The Drifting Clouds” og ikke mindst “The Match Factory Girl” (#171) er alle skønne, underfundige film, der portrætterer den finske mentalitet i proletariatet. Men hans bedste værk er pudsigt nok den fransksprogede “The Bohemian Life”.
I Paris’ smukke gader og stræder følger vi tre arbejdsløse kunstnere: albanske Rodolfo, der ikke er i besiddele af et visa, Marcel, en bladredaktør uden udgiver samt Schaunard, en tonedøv komponist. Sammen stræber de efter succes og det søde liv. Men det er ikke let at forfølge sine kunstneriske drømme, når kærligheden spænder ben for koncentrationen.
Selvom Kaurismäki har skiftet Helsinki ud med Paris, er det ikke til at tage fejl af: dette er Kaurismäkis fingeraftryk. Tematikken er den samme. Det er de små og skæve eksistensers ihærdige og uskyldige jagt på lykken. Og selvom skæbnens ironi er ubarmhjertig, er der noget evigtgyldigt og fandens charmerende over Kaurismäkis skæbnesfortællinger. Han er som det antikke Grækenlands tragikomiske skildringer, og det er en kompliment. For ingen andre kan mestre denne genre som ham. Derudover gør samtlige skuespillere en fortrinligt arbejde, og så byder filmen på en lille, men fremragende gæsteoptræden fra Jean-Pierre Léaud, der tidligere arbejdede med den finske instruktør på den glimrende “I Hired a Contract Killer”. “The Bohemian Life” er Aki Kaurismäki, når han er allerbedst.
115. The Sacrifice (Andrei Tarkovsky; 1986)
I en alder af blot 54 år døde den russiske mesterinstruktør Andrei Tarkovsky. I min optik var Tarkovsky den største filmmager gennem tiderne, på trods af blot syv film på CV’et. Den svensk-producerede “The Sacrifice” skulle blive hans sidste film.
Den tidligere skuespiller, journalist og filosof Alexander (Erland Josephson) er så tæt knyttet til sin lille søn, at han fortæller ham, at han er bekymret for det moderne menneskes mangel på spiritualitet og metafysisk indsigt. Så da Tredje Verdenskrig bryder ud, kaster den religionsskeptiske Alexander sig på knæ og beder til Gud om at afværge denne krig. Han er villig til at ofre alt.
“The Sacrifice” er en smule afvigende fra Tarkovskys tidligere film, hvor filosofi, metafysik og spiritualitet bearbejdes mere eksplicit. “The Sacrifice” er yderst filosofisk, og en specifik scene fremstår da også som Tarkovskys måske mest kontroversielle. Men den er mere nedtonet og fokuserer i højere grad på en fars totale kærlighed og opofrelse til sin søn. Tarkovsky beviser her, at han ikke kun er en unik æstetiker og tænker, men også en mesterlig dramatiker. Bergmans hoffotograf Sven Nykvist har arbejdet sammen med Erland Josephson et utal af gange, så det er ikke overraskende, at de - iscenesat af Tarkovsky - formår at indramme flere spektakulære indstillinger, hvor Josephson udtrykker sig helt unikt i dette “bergmanske” kammerspil.
114. Le Plaisir (Max Ophüls; 1952)
Præcis som Tarkovsky døde tyske Max Ophüls i en alder af sølle 54 år. Ikke desto mindre nåede han at instruere næsten 30 film, og grundet flugt fra nazisterne arbejdede han rundt omkring i verden, hvor han især brillerede i sin karriere og livs efterår.
Ophüls startede sin kunstneriske karriere på de skrå brædder - først som skuespiller og siden som instruktør, hvor han nåede at iscenesætte mere end 200 stykker, inden han i 1931, i en alder af 29 år, instruerede sin første spillefilm efter små to år i filmbranchen. Genremæssigt beskæftige Ophüls sig ikke med noget specifikt, omend teaterbranchen havde inspireret ham til dramaet og iscenesættelserne. Men æstetisk var han lidt af en perfektionist og yderst besat af de perfekte kamerabevægelser og lyssætninger. James Mason skrev et digt om ham:
A shot that does not call for tracks
Is agony for poor old Max,
Who, separated from his dolly,
Is wrapped in deepest melancholy.
Once, when they took away his crane,
I thought he'd never smile again.
“Le Plaisir” indeholder tre novellefilm, der har det tilfælles, at de alle er baseret på fortællinger af Guy de Maupassant og alle bearbejder begrebet: nydelse. Den første omhandler en mand, der bærer en maske, således at han kan skjule sin alder overfor kvinder til fancy fester. I det andet segment følger vi madame Tellier, der beordrer sine horer til at drage til sin nieces arrangement. Sidst men ikke mindst er der afsnittet om maleren Jean, der forelsker sig i sin model.
Alle tre film er forholdsvis lette og muntre, ja nærmest lystspilsagtige. Men de besidder også en ironisk og satirisk distance, der gør, at filmene ikke bare er let fordøjelige. Bedst er andet segment - der med en spilletid på ca. en time ligeledes er det klart længste. Idéen om at bordelkvinderne havde en årlige søndagsudflugt, hvor de kunne holde fri fra lystende mænd, er i sig selv ret morsomt. Alle tre film giver sjove bud på menneskets på papiret simple - men i praksis hårde - vej til nydelse. Og så skal Ophüls og de to fotograffer Philippe Agostini og Christian Matras‘ hypnotiserende kameraarbejde virker belyses. For os som seere er det sand nydelse.
113. The Blood of a Poet (Jean Cocteau; 1930)
Franske Jean Cocteau var indiskutabelt et af de største multitalenter i det 20. århundrede. Inden sin død i 1963 kunne Cocteau påvise et CV, der sagde “Poet/forfatter/dramatiker/maler/set designer/skuespiller/filminstruktør”. Cocteau blev født næsten samtidig med filmmediet, så selvfølgelig måtte han prøve sig som filmmager. Det blev da også til en håndfuld yderst nævneværdige film, f.eks. “Beauty and the Beast” og “Orpheus”. Men hans bedste værk er uden tvivl den avantgardistiske debutfilm “The Blood of a Poet”.
“The Blood of a Poet” har en spillelængde på knap en time og er opdelt i fire korte segmenter. Første og andet segment er i forlængelse af hinanden og omhandler en kunstners surrealistiske oplevelser under en arbejdsproces. Efter færdiggørelsen af en ansigtssketch begynder munden at bevæge sig. Maleren gnubber sin hånd mod maleriet blot for at opdage, at munden nu sidder på hans hånd. Han får den idé at sætte munden på en kvindelig statue. Dette får statuetten til at snakke og er begyndelsen på en lang række drømmeagtige oplevelser. Tredje afsnit omhandler en dramatisk sneboldkamp, hvor ikke alt er som det ser ud. Sidste afsnit fortæller historien om et syret kortspil mellem en mand, en kvinder og en død dreng under bordet, der finder sted for øjnene af en teatergruppe.
På lige fod med Buñuel og Dalís “An Andalusian Dog” viser Cocteaus film, hvordan surrealismen kan manifestere sig i filmmediet. “The Blood of a Poet” er med sine syrede fortællinger og utraditionelle virkemidler ikke blot en blændende film inden for den avantgardistiske tese, men også gennemtænkt filmkunst.
112. Time of the Wolf (Michael Haneke; 2003)
Størstedelen af Hanekes film omhandler menneskets skyggesider og krakelerende facader, hvor racens videre eksistens og håb tages op til revision. “Time of the Wolf” kan ses som en direkte konsekvens af det moderne menneskes fejl og mangler. Filmen foregår nemlig ikke Paris’ storby eller i paradisiske sommerhusområder i alperne... Nej, scenariet er mere dunkelt, mere kynisk. Dette er Hanekes postapokalyptiske verdensbillede.
Da Anne (Isabelle Huppert) og hendes familie ankommer til deres landlige sommerhus, erfarer de, at det er overtaget af en gruppe fremmede. Hurtigt erkender den lille familie, at stedet har forvandlet sig til et goldt og utilregneligt mareridt, hvor kun den stærkeste overlever. Dette er startskuddet til en omvending af levestandarder, da mennesket ikke længere er øverst i fødekæden.
“Time of the Wolf” kan med lethed sammenlignes med Cormac McCarthy fremragende roman “The Road”. Jorden er i forrådnelse og står ikke længere til at redde. Haneke giver ingen direkte forklaringer på tilstanden, men vælger i stedet at fokusere på den primitive menneskeabe, når alle resurserne bliver den frataget. Haneke tegner et usammenligneligt billede af jorden, uden at gøre de store armbevægelser. Der er ingen inficerede zombier eller flyvende tallerkner... Der er blot den golde intethed. Der er ganske enkelt intet håb for planeten, hvorfor enhver redningsaktion synes ligegyldig. Men alligevel adskiller “Time of the Wolf” sig fra Hanekes øvrige film, for denne gang fornemmer man, at der hersker et spinkelt håb for menneskeheden. Jorden er muligvis ufrugtbar og fortabt, men racen synes at ane et minimalt lyspunkt i horisonten.
Isolereret set “Time of the Wolf” en fremragende film. Men hvis man sætter den i relief til Hanekes øvrige film fremstår den endnu mere interessant.
111. Letter from an Unknown Woman (Max Ophüls; 1948)
Max Ophüls kan få mig til at smile som ganske få - men han kan få mig til at græde som absolut ingen andre. Selvom han ikke begrænsede sig til specifikke genrer - og på trods af han mestrede alle stier han trådte - var han bedst i det klassiske drama. Den amerikansk producerede “Letter from an Unknown Woman” er en tåreperer uden lige.
Wien omkring år 1900: Da den supertalentfulde pianist Stefan Brand bliver udfordret til duel ved næste dags gry, vælger han at trække sig tilbage. Han går straks i gang med at iværksætte flugten, men inden han for alvor kommer i gang, overrækker hans butler ham et brev fra en ubekendt kvinde, der begynder “Når du læser dette, er jeg muligvis allerede død”. Lisa Berndle er hendes navn, og i brevet beretter hun om sin livslange passion for Stefan, fra ung pige til voksen kvinde. Hun fortæller, hvordan hun som teenanger beundrede hans koncerter, og om hvordan de havde en kort affære, inden han rejste til Milano. Mange år er gået uden det aftalte gensyn, og Stefan har intet minde om eller bekendskab til Lisa - og ej heller deres søn. Stefan er så opslugt af brevet, at han glemmer tiden. I chok forlader han sin lejlighed. Men for sent. Han kan ikke flygte fra duellen - med Lisas ægtemand...
“Letter from an Unknown Woman” er en af de mest tragiske og rørende film, jeg har set. Den er bygget på en novelle af en mand ved navn Stefan Zweig. Men man skulle tro, at hans sande identitet var William Shakespeare, for denne tragedie er så utrolig uden at lefle for plottets kausalitet. Men den største kudos skal naturligvis tilfalde instruktøren Max Ophüls, der sætter de intime rammer for denne stramme fortælling. Hans brug af flashbacks er forbilledlig, og han viser her, hvordan han mestrer den narrative struktur og personinstruktionen lige så vel som sine billedkompositioner. Åhh... Så rørende...
#148 filmz-Bruce 14 år siden
#149 JannikAnd 14 år siden
#150 filmz-ab 14 år siden