#347 - At ligge ud med at ligge mig i skoene at jeg forventer at jøderne skal repræsenteres personligt har vist intet med sagen at gøre.
Det var ikke noget jeg ville lægge dig i skoene - jeg ville bare anskueliggøre en spillefilms muligheder, idet jeg forstod det sådan, at du mente, at den/de bedste film om Holocaust på en eller anden måde bør have fokus på tragediens ufattelige omfang (6 milllioner døde).
Hvis man vil have en film der giver det store overblik over hvad der skete, tror jeg, en af de mange gode, britiske eller tyske dokumentarfilm om Holocaust ville være det bedste bud, f.eks. 'Shoah', som Antlion også anbefaler.
En spillefilms styrke er at den eksemplificerer, og dens svaghed - om man vil - er dens begrænsede fokus. Og det gælder både 'Schindler's List', 'Pianisten' og 'Europa Europa'.
At ligge ud med at ligge mig i skoene at jeg forventer at jøderne skal repræsenteres personligt har vist intet med sagen at gøre.
Har lige noget andet, der ikke har med sagen at gøre..... :) Det hedder lægge, når der er tale om en bevægelse. Det hedder ligge, når man f.eks. kan ligge stille. Altså skulle din sætning have lydt: "At lægge ud med at lægge mig i skoene..." You're welcome ;)
The only way to beat a troll is to not play their game.
Misforstå mig ikke. Schindler er en glimrende film og jeg vil sammenligne den med City of Life and Death, også i sort hvid, som jeg giver 10/10. I begge film sker der uhyrligheder og i begge er der filmiske elementer, instruktørmæssige valg, som distancerer mig fra at blive revet følelsesmæssigt helt med.
I begge film går man tæt på både ofre og bødler. I Schindlers liste går Spielberg tæt på Amon Goeth. Vi ser hans verden, hans hus og vi ser ham alene og hvorledes manden fungerer. Det er med til at fjerne min illusion af at kunne sætte mig helt of holdent i ofrenes sted. Så snart noget beskrives, så mister man noget. I tilfældet Amon Goeth, føler jeg ikke utryghed og frygter for det ukendte. Bødlen bliver menneskelig.
Istedet er jeg fokuseret på filmen som et stks. betragtende publikum, som betragter de samme uhyrligheder, som jeg har set rigtig mange gange før, i holocaust film og i dokumentar film. Havde jeg været novice udi historie, havde jeg helt sikkert ladet mig påvirke langt mere. Nu konfirmerer filmen blot, hvad jeg allerede ved i forvejen og historien rettes mod den frelsende engel Schindler og hans menneskelighed og som en birolle og Schindlers modpart, kommer Amon Goeth ind.
Schindler er en god film som den er, men jeg har mest i minderne smukke cinematografiske sort hvid billeder og en spektakulær sort hvid sekvens med en pige i rød kjole, mens jeg først derefter fremkalder mig de ubehagelige sekvenser.
Polanski går anderledes til værks. Vi skal ikke kende til nogen anden information end den som Vladimir Szpilman får via sit netværk. Vi ser verden i 6 år gennem hans øjne. Vi kender hans familie og vi ser og hører kun om de uhyrligheder, som Szpilman ser og hører. Som følge heraf, bliver utrygheden og frygten langt større. Vi skal ikke kende bødlerne, have beskrevet deres personligheder og kende til deres dæmoner. Det er ligegyldigt. Det er én mands intense overlevelseskamp, hvor man endda flere gange betragter ham som den uheldige, fordi han overlever og man kan forestille sig den afgrundsdybe sorg han må føle flere gange, ikke mindst
den frygtelige scene, hvor familien tages fra ham og han undslipper. Tænker jeg Pianisten, ser jeg den scene foran mig med det samme. Jeg kan ikke forestille mig et værre scenarie på film
Polanski var selv knægt i Holocaust og det er hans bedrift, at jeg i den grad som aldrig før, er blevet rørt og kan føle en smule af de tab og den sorg Szpilman må have følt, så man selv ville have foretrukket døden fremfor livet. Derfor synes jeg Pianisten er den klart bedste Holocaust film. Polanski genskabte frygten hos individet på film!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Tak for en glimrende redegørelse for hvordan du oplever 'Schindler's List'. Man kan ikke rigtigt diskutere følelser, så når der er visse ting der for dit vedkommende distancerer dig i forhold til muligheden for empati og indlevelse, så du mest føler dig som en tilskuer, jamen, så er dét bare som det er.
Jeg vil derfor i det følgende bare beskrive hvordan jeg selv oplever og føler, når jeg ser filmen. Og i den forbindelse vil jeg tage udgangspunkt i dit konkrete eksempel med Amon Goeth.
I Schindlers liste går Spielberg tæt på Amon Goeth. Vi ser hans verden, hans hus og vi ser ham alene og hvorledes manden fungerer. Det er med til at fjerne min illusion af at kunne sætte mig helt of holdent i ofrenes sted. Så snart noget beskrives, så mister man noget. I tilfældet Amon Goeth, føler jeg ikke utryghed og frygter for det ukendte. Bødlen bliver menneskelig.
Jo mere jeg ser til Amon Goeth, jo mere utryg bliver jeg. Hans måde at starte sin dag på ude på balkonen med en riffel, gør ham ikke menneskelig og gør mig ikke tryg ved ham. Hans måde at behandle jødiske arbejdsslaver på, gør ham heller ikke menneskelig eller gør mig tryg ved ham, og samme vil jeg sige om vilkårlige henrettelser, han står bag, ikke mindst dem han personligt udfører med sin pistol.
Det, som jeg ser hos Goeth, er kun hans POTENTIELLE menneskelighed, altså det der kunne have været,
f.eks. da han gør sig tanker om at beholde sin private jødiske husslave, lade hende leve og gifte sig med hende .... Meget menneskeligt. Men hvad gør han efter lidt overtalelse fra Schindler? Spiller kort om hende som var hun blot en genstand. Eller han virker umiddelbart til godt at kunne være helt menneskelig, ja, overbærende og flink, overfor den jødiske dreng der for 117. gang har været forsømmelig med husarbejdet. Men hvor længe holder denne "menneskelighed"? Tjah, Få minutter senere har han dræbt drengen med en riffel.
Det, som JEG oplever, at Spielberg gør med karakteren Goeth, er at han udstiller paradokset eller det umulige ved at forsøge at være menneskelig samtidig med at man efter ordre - og tydeligvis også efter eget behag og lune - behandler hundredvis, ja, tusindvis af andre mennesker som mindreværdige dyr, der ikke fortjener éns agtelse, endsige at leve. En filmkarakter med en sådan personlighed, en sådan uberegnelighed og kulde, kan kun skabe utryghed hos mig. Hvem myrder han med kold sindsro næste gang? Hvornår eksloderer han i raseri næste gang? ... Jeg føler ikke, jeg kender Goeth, for han er et menneske, der med lethed undertvinger de sidste rester af menneskelighed han har i sig, fordi nazisternes ideologi har forhærdet ham så meget.
Hans sidste ord, før han bliver hængt, er (meget betegnende) "Heil Hitler".
Alt dette gør, at jeg i scenerne med Goeth føler stærk empati med hhv. Helen Hirsch, Itzak Stern, drengen der gør rent m.m., den gamle mand der ikke arbejdede hurtigt nok o.s.v. - altså kort sagt: OFRENE. Hvorfor? Fordi Goeth som følge af den måde han er skildret på, for mig er synonym med utryghed, frygt for det ukendte, uberegnelighed. Og forud herfor er de nævnte jøder blevet skildret på en måde, der har givet mig sympati for og medfølelse med dem. Derfor kan jeg helt og holdent sætte mig i deres sted.
Havde Goeth derimod været ligesom den flinke og meget menneskelige tyske officer, der dukker op tilsidst i 'The Pianist' (og dermed først meget sent i forløbet skaber en vis tryghed for den ellers nødstedte Szpilman), så ville jeg nok også for mit eget vedkommende havde følt, at "Bødlen bliver menneskelig".
Min kæreste fra Norge har været på besøg denne uge, så det er ikke blevet til så meget tid til filmz, men nu er det vist på tid at tage hul på andenpladsen. Lad mig sige på forhånd, at det her ikke er en joke (og lad mig samtidig henvise til mit første indlæg, der forklarer, hvad det her egentlig er for en type liste).
2. The Lion King (Roger Allers, 1994)
Man ved, man er forelsket i en film, når man synger musikken (og sangene, hvis der er nogen) fra den og kan alle replikkerne by heart. I 1994 var jeg 7 år (muligvis 8, da jeg så Løvernes Konge første gang), og den gik lige i hjertet. Filmen er farverig og sjov, men har også et fantastisk plot. Den stjæler med arme og ben - den skulle efter sigende være meget identisk med denne - men alligevel er det ikke svært at genkende, hvad der er typisk Lion King, og dens helt unikke stemning træder også tydeligt frem i London-musicalen, der klart kan anbefales. (Når man har set den, kan det næsten ærgre én, at "[url= Lives in You[/url]" ikke er med i filmen.)
Filmen følger på en række punkter den gode gamle Disney-skabelon, hvis man kan snakke om en sådan. Den har de sædvanlige roller, f.eks. observatøren og pauseklovnene. Forskellen på denne film er nok, at det alt sammen bare er så vellykket. Det er perfekt håndværk. Faktisk så godt at jeg har svært ved at finde noget som helst negativt om den, hvad angår pace, musik, karakterer, plot, humor, spændingskurve... Dette i sig selv er dog ikke nok til at få den så langt op på listen. Det er et ubeskriveligt element af appel til min personlighed og simpel nostalgi, der gør, at den springer foran næsten alle andre som en personlig favorit. Hak den ned alt det du vil; det her er én af de film, jeg elsker allerhøjst.
The only way to beat a troll is to not play their game.
#351 BN 15 år siden
Det var ikke noget jeg ville lægge dig i skoene - jeg ville bare anskueliggøre en spillefilms muligheder, idet jeg forstod det sådan, at du mente, at den/de bedste film om Holocaust på en eller anden måde bør have fokus på tragediens ufattelige omfang (6 milllioner døde).
Hvis man vil have en film der giver det store overblik over hvad der skete, tror jeg, en af de mange gode, britiske eller tyske dokumentarfilm om Holocaust ville være det bedste bud, f.eks. 'Shoah', som Antlion også anbefaler.
En spillefilms styrke er at den eksemplificerer, og dens svaghed - om man vil - er dens begrænsede fokus. Og det gælder både 'Schindler's List', 'Pianisten' og 'Europa Europa'.
#352 Riqon 15 år siden
Har lige noget andet, der ikke har med sagen at gøre..... :)
Det hedder lægge, når der er tale om en bevægelse. Det hedder ligge, når man f.eks. kan ligge stille. Altså skulle din sætning have lydt: "At lægge ud med at lægge mig i skoene..." You're welcome ;)
#353 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#354 Skeloboy 15 år siden
Pedanteri
#355 Riqon 15 år siden
#356 filmz-Bruce 15 år siden
Misforstå mig ikke. Schindler er en glimrende film og jeg vil sammenligne den med City of Life and Death, også i sort hvid, som jeg giver 10/10. I begge film sker der uhyrligheder og i begge er der filmiske elementer, instruktørmæssige valg, som distancerer mig fra at blive revet følelsesmæssigt helt med.
I begge film går man tæt på både ofre og bødler. I Schindlers liste går Spielberg tæt på Amon Goeth. Vi ser hans verden, hans hus og vi ser ham alene og hvorledes manden fungerer. Det er med til at fjerne min illusion af at kunne sætte mig helt of holdent i ofrenes sted. Så snart noget beskrives, så mister man noget. I tilfældet Amon Goeth, føler jeg ikke utryghed og frygter for det ukendte. Bødlen bliver menneskelig.
Istedet er jeg fokuseret på filmen som et stks. betragtende publikum, som betragter de samme uhyrligheder, som jeg har set rigtig mange gange før, i holocaust film og i dokumentar film. Havde jeg været novice udi historie, havde jeg helt sikkert ladet mig påvirke langt mere. Nu konfirmerer filmen blot, hvad jeg allerede ved i forvejen og historien rettes mod den frelsende engel Schindler og hans menneskelighed og som en birolle og Schindlers modpart, kommer Amon Goeth ind.
Schindler er en god film som den er, men jeg har mest i minderne smukke cinematografiske sort hvid billeder og en spektakulær sort hvid sekvens med en pige i rød kjole, mens jeg først derefter fremkalder mig de ubehagelige sekvenser.
Polanski går anderledes til værks. Vi skal ikke kende til nogen anden information end den som Vladimir Szpilman får via sit netværk. Vi ser verden i 6 år gennem hans øjne. Vi kender hans familie og vi ser og hører kun om de uhyrligheder, som Szpilman ser og hører. Som følge heraf, bliver utrygheden og frygten langt større. Vi skal ikke kende bødlerne, have beskrevet deres personligheder og kende til deres dæmoner. Det er ligegyldigt. Det er én mands intense overlevelseskamp, hvor man endda flere gange betragter ham som den uheldige, fordi han overlever og man kan forestille sig den afgrundsdybe sorg han må føle flere gange, ikke mindst
Polanski var selv knægt i Holocaust og det er hans bedrift, at jeg i den grad som aldrig før, er blevet rørt og kan føle en smule af de tab og den sorg Szpilman må have følt, så man selv ville have foretrukket døden fremfor livet. Derfor synes jeg Pianisten er den klart bedste Holocaust film. Polanski genskabte frygten hos individet på film!
#357 BN 15 år siden
Tak for en glimrende redegørelse for hvordan du oplever 'Schindler's List'. Man kan ikke rigtigt diskutere følelser, så når der er visse ting der for dit vedkommende distancerer dig i forhold til muligheden for empati og indlevelse, så du mest føler dig som en tilskuer, jamen, så er dét bare som det er.
Jeg vil derfor i det følgende bare beskrive hvordan jeg selv oplever og føler, når jeg ser filmen. Og i den forbindelse vil jeg tage udgangspunkt i dit konkrete eksempel med Amon Goeth.
Jo mere jeg ser til Amon Goeth, jo mere utryg bliver jeg. Hans måde at starte sin dag på ude på balkonen med en riffel, gør ham ikke menneskelig og gør mig ikke tryg ved ham. Hans måde at behandle jødiske arbejdsslaver på, gør ham heller ikke menneskelig eller gør mig tryg ved ham, og samme vil jeg sige om vilkårlige henrettelser, han står bag, ikke mindst dem han personligt udfører med sin pistol.
Det, som jeg ser hos Goeth, er kun hans POTENTIELLE menneskelighed, altså det der kunne have været,
Det, som JEG oplever, at Spielberg gør med karakteren Goeth, er at han udstiller paradokset eller det umulige ved at forsøge at være menneskelig samtidig med at man efter ordre - og tydeligvis også efter eget behag og lune - behandler hundredvis, ja, tusindvis af andre mennesker som mindreværdige dyr, der ikke fortjener éns agtelse, endsige at leve. En filmkarakter med en sådan personlighed, en sådan uberegnelighed og kulde, kan kun skabe utryghed hos mig. Hvem myrder han med kold sindsro næste gang? Hvornår eksloderer han i raseri næste gang? ... Jeg føler ikke, jeg kender Goeth, for han er et menneske, der med lethed undertvinger de sidste rester af menneskelighed han har i sig, fordi nazisternes ideologi har forhærdet ham så meget.
Alt dette gør, at jeg i scenerne med Goeth føler stærk empati med hhv. Helen Hirsch, Itzak Stern, drengen der gør rent m.m., den gamle mand der ikke arbejdede hurtigt nok o.s.v. - altså kort sagt: OFRENE. Hvorfor? Fordi Goeth som følge af den måde han er skildret på, for mig er synonym med utryghed, frygt for det ukendte, uberegnelighed. Og forud herfor er de nævnte jøder blevet skildret på en måde, der har givet mig sympati for og medfølelse med dem. Derfor kan jeg helt og holdent sætte mig i deres sted.
#358 Riqon 15 år siden
2. The Lion King (Roger Allers, 1994)
Man ved, man er forelsket i en film, når man synger musikken (og sangene, hvis der er nogen) fra den og kan alle replikkerne by heart. I 1994 var jeg 7 år (muligvis 8, da jeg så Løvernes Konge første gang), og den gik lige i hjertet. Filmen er farverig og sjov, men har også et fantastisk plot. Den stjæler med arme og ben - den skulle efter sigende være meget identisk med denne - men alligevel er det ikke svært at genkende, hvad der er typisk Lion King, og dens helt unikke stemning træder også tydeligt frem i London-musicalen, der klart kan anbefales. (Når man har set den, kan det næsten ærgre én, at "[url= Lives in You[/url]" ikke er med i filmen.)
Filmen følger på en række punkter den gode gamle Disney-skabelon, hvis man kan snakke om en sådan. Den har de sædvanlige roller, f.eks. observatøren og pauseklovnene. Forskellen på denne film er nok, at det alt sammen bare er så vellykket. Det er perfekt håndværk. Faktisk så godt at jeg har svært ved at finde noget som helst negativt om den, hvad angår pace, musik, karakterer, plot, humor, spændingskurve... Dette i sig selv er dog ikke nok til at få den så langt op på listen. Det er et ubeskriveligt element af appel til min personlighed og simpel nostalgi, der gør, at den springer foran næsten alle andre som en personlig favorit. Hak den ned alt det du vil; det her er én af de film, jeg elsker allerhøjst.
#359 Åkepool 15 år siden
Kan godt li' at du selv mener du bliver nødt til at skrive det ikke er en joke :)
#360 Lord Beef Jerky 15 år siden