Spøgelsesfilm er det nye sort hos de amerikanske producenter, og bølgen af torturfilm er ved at ebbe ud. Efter PARANORMAL ACTIVITYs overraskende succes forrige år leder alle efter det næste guldæg, og hvad er da mere oplagt end at sætte folkene bag netop PARANORMAL ACTIVITY sammen med folk fra det sidste årtis mest profitable horror-franchise, SAW-serien? Som sagt så gjort, INSIDIOUS er resultatet er denne alliance, som desværre er langt fra så god, som det kunne have været.
Vi har nemlig set det hele før: En familie ser syner og hører lyde i deres nye hus og finder efterhånden ud af, at de nok er hjemsøgt. Familiens ene søn ender tilsyneladende og uforklarligt i koma, men et tilkaldt medium forklarer, at han i virkeligheden er faret vild på en astral-rejse (!) og har brug for hjælp til at finde hjem til sin krop, før nogle af de mange gejster, der står i kø omkring ham, får held med at overtage den. Faren melder sig derfor frivilligt til at rejse ind i dødsriget og finde sønnen.
Lyder det bekendt? POLTERGEIST har klart været en stor inspirationskilde, og det samme her en lang række andre gyserklassikere. Kortene er desværre ikke blandet særligt godt i INSIDIOUS, og derfor kommer den hurtigt til at virke forudsigelig og klichéfyldt. Det er næsten hele tiden muligt at forudse, hvad der sker som det næste. Og de få gange, hvor filmen faktisk bryder med klichéerne, som fx. da faren mod traditionen vælger at acceptere konens frygt for spøgeri og faktisk flytter hele sin familie til et nyt hus, er scenerne bare ikke skrevet godt og troværdigt nok. Værst er de fuldstændigt malplacerede indslag af (dårlig) humor, der pludseligt dukker op i form af mediets to assistenter.
Det hele er dog ikke skidt. Selvom filmens "hovedskurk", en dæmonisk Darth Maul-lignende figur, desværre på intet tidspunkt er uhyggelig, så er flere af spøgelserne til gengæld pænt skræmmende - i hvert fald for mig. Og hele farens rejse ind i "The Further", som er filmens navn for dødsriget, synes jeg også - modsat andre - er vildt fascinerende og uhyggelig på den go'e, gammeldags, krybende manér, hvor det risler en ned af ryggen. Slutningen ser man komme milevidt fra, men INSIDIOUS er stadigvæk værd at se for fans af overnaturlig horror alene for beskrivelsen af "den anden side". Hvis man har tænkt på, hvad moren oplevede, da hun gik ind i "skabet" for at hente sin datter i POLTERGEIST, så giver INSIDIOUS et godt bud.
4/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Cannibalistic Humanoid Underground Dwellers! C.H.U.D. er klassisk øko-horror/ monster-halløj, hvor uhyret er menneskeskabt og myndighederne enten onde eller inkompetente. Denne gang er en journalist på jagt efter forsvundne hjemløse og en politimand med en manglende kone, der sammen opdager et cover-up hos det amerikanske atomenergiagentur, der uden tilladelse har placeret atomaffald i New Yorks undergrund. Affaldet lækker, og strålingen har skabt et monster, der går på hugst blandt byens indbyggere for at skaffe føde.
C.H.U.D. adskiller sig fra flertallet af undergenrens indslag ved at indeholde overraskende godt skuespil, og flere af spillerne er der også senere dukket op i mange andre sammenhænge (læg fx mærke til John Goodman i en lille birolle). Effekterne, som er en af hovedårsagerne til at se en film som denne, er generelt virkeligt fine lige med undtagelse af den nok vigtigste: Monstrene. De består af mænd i gummidragter, der ikke er set dårligere og mindre troværdigt designet siden 1950'erne.
4/6
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Da familiefaderen Tom Stall (Mortensen) i selvforsvar har dræbt to forbrydere i hans cafe, gøres han til helt i medierne. Kort tid efter opsøges han af gangstere, der påstår han er en anden.
Instruktør Cronenberg har en efterhånden meget lang karriere bag sig, hvor en række på indholdssiden svært tilgængelige makabre værker, der ofte søger ud i det menneskelige sinds grænseland, i dag står som artistiske kult klassikere. Selv i hans mest kommercielle film, som det fantastiske remake af ”The Fly”, går han ikke af vejen for bestialsk udpenslet vold og gore, der ville kunne give mange kvalme. Hans vold er dog kun sjældent meningsløs underholdning eller decideret glorificerende, oftest tværtimod, så er den frastødende og modbydelig.
”A History Of Violence” passer perfekt ind her, selv om den er af en af hans mest kommercielle, enklest begribelige og direkte underholdende af slagsen. Det er pudsigt nok også en af hans bedste (af dem jeg har set!). Den fungerer umiddelbart fint som rendyrket thriller, hvor et simpelt men fængende plot krydret med flere spændende scener, gør den til fortrinlig underholdning, hvis man altså ikke forventer storstilet action og usandsynlige twist som i mange amerikanske film. Den er holdt i en enkel og stilren billedside, hvor de livagtige voldsscener, så godt som fri for stilistisk lir, både er skræmmende og ubehagelige, men hvor Cronenberg på samme tid ansporende prikker til vores egen fascination af sammen. Den antyder elegant sin bagvedliggende historie og kommer kun lige med de udredninger der er påkrævet for at det giver mening, så ingen større åbenbaringer, dem må man tænke sig til.
Det er en film om voldens væsen og en udforskning af den, om menneskers natur og det er en historie om at blive indhentet af den fortid man er flygtet fra og prøver at skjule. For kan man som menneske skjule sin sande natur, uanset hvor hårdt man prøver, eller vil indestængte og fortrængte følelser altid ende med at eksplodere og komme til overfladen, oftest i voldelig adfærd og er mennesket som væsen dybest set voldelig af natur. Hvad er arv og hvad er miljø, de lærde diskutere stadig dette. Uanset hvad, så lever Cronenberg’s film godt op til sin titel, for i filmen arver sønnen faderes vold, faderen er blevet mishandlet af sin bror der er blevet banket af sin mor, og sådan forsætter den sociale arv med at gøre livet til en ond cirkel. Det er voldens historie og den forsætter tilsyneladende i det uendelige.
I filmens hovedrolle som den fredelige bedsteborger, der konfronteret med sine egne mørkeste sider, viser sig at være lige så dyrisk som selv den værste, er Mortensen fantastisk. Hans rolle i Peter Jackson’s mesterværk ”The Lord Of The Rings” står måske mit hjerte nærmere, men han spiller tilstået bedre her. Hans mimik er så gennemført, at man uden klodsede overspillende grimasser, kan se hvordan hans mentalitet ændres i takt med begivenhederne. Det er verdensklasse. I birollerne skal både Harris og i særdeleshed Hurt omtales. Harris er både tilbagelænet cool og psykopatisk skræmmende som gangsteren der opsøger Tom Stall, mens Hurt i hans rolle virkelig viser både nosser og hår på brystet da han dukker op mod slutningen. Det er noget af det bedste vi har set fra hans side og hans spil er fuldt på højde med Mortensen og er endda tæt på at overgå ham. Det siger ikke så lidt.
”A History Of Violence” er en film Cronenberg i den grad kan være bekendt, den burde ikke skuffe fans og har samtidig potentiale til at nå et større publikum end han normalt gør.
9/10 på IMDb
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Hvis nogen (nok mest Bruce) skulle have læst min lille kommentar i 'Hvilken fil[m] skal du til at se?', er de blevet snydt ... hehe.
Jeg har absolut INGEN SOM HELST forbehold overfor denne film.
Jeg nød virkelig denne western i fulde drag. Det kun meget sjældent sker, at ældre westerns får mig helt op at ringe. Det gjorde 'The Big Country', som har en helt anden længde, et andet tempo og et anderledes plot end flertallet af westerns fra dengang. Ja, den skiller sig i den grad positivt ud fra næsten alle andre westerns jeg har set fra 1950'erne og før. Historien er uforudsigelig og udvikler sig - i ligheden med personerne og konflikterne mellem dem - på helt anden måde end man er vant til. I det hele taget er personerne mere nuancerede end man tror ved første øjekast. Og selv de personer, som traditionelt plejer at være skurke, er ikke så meget skurke, men snarere bare mennesker på godt og ondt.
Det er den bedste rolle jeg har Gregory Peck i, og Burl Ives, Charlton Heston og Jean Simmons yder også gode præstationer, som hører til karrierens bedste. Der er flere scener hvor der kommunikeres såvel forståelse som følelser helt uden ord, men bare med blikket. Derudover er der en overordentlig morsom og flot scene hvor en hest skal berides, et slagsmål der i hele sin grundtone og i måden den er filmet på, skiller sig ud fra typiske western-slagsmål. Filmen formår at have et klassisk showdown, uden at tingene går for sig som det plejer.
Den måde plottet udvikler sig føles naturligt, fordi det er et karakterdrevet drama. I den forbindelse må jeg give Bruce ret i, at Gregory peck er en væsentlig anderledes protagonist end man er vant til i ældre westerns, endsige westerns generelt.
Og hold dog op for flotte, klare billeder! Og musikken er også noget af det bedste jeg har hørt i en ældre western. I enkelte passager får musikkens akkompagnement af landskaberne mig til at tænke på John Barrys musik til 'Dances With Wolves'.
Filmen har alt det jeg forstår ved en stor film, og det undrer mig, at/hvis den ikke har klassikerstatus, for det fortjener den.
Jeg har lige fundet mig en ny favoritfilm, som skal ind et sted på min Top 200.
10/10 (fordi jeg ikke kan finde noget jeg er utilfreds hverken i den ene eller anden henseende.
Det bliver ikke en lang anmeldelse, men jeg bliver simpelthen nødt til kort at fortælle om min begejstring for denne film. Det virkede overraskende at denne nærmest ukendte film, gik hen og vandt en Oscar for bedste udelandske film foran de to storfavoritter "Un Prophète" og "Das Weisse Band". Men efter at have set filmen her til aften, må jeg erklære mig enig med akademiets valg. Den er helt på højde med "Das Weisse Band" og er endda bedre end "Un Prophète" efter min mening. Det er nok en af de bedste kriminal/mysterie-film jeg har set siden Zodiac. Det er ikke til at sætte en finger på skuespillet fra nogen af de involverede, og især Ricardo Darín, som vores hovedperson Esposito, er fremragende. Det der dog mest springer i øjnene ved denne film, er den yderst smukke cinematografi som er gennemløbende i hele filmen. Det er især hver at nævne det imponerende "Fodboldstadion-scene", som helt tager pusten fra en, uden at det er distraherende fra filmen. Fortælling er eksekveret på fremragende vis, og den er både spændende og interessant. Alt i alt en meget imponerende film, der får mig til at se frem til hvad instruktøren Juan José Campanella har tænkt sig at lave næste gang.
9/10
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#10051 MMB 14 år siden
Det er bare i orden du. :P
#10052 Batsy 14 år siden
#10053 sluppermand 14 år siden
Fedt skrevet :D
#10054 Thomsen 14 år siden
Spøgelsesfilm er det nye sort hos de amerikanske producenter, og bølgen af torturfilm er ved at ebbe ud. Efter PARANORMAL ACTIVITYs overraskende succes forrige år leder alle efter det næste guldæg, og hvad er da mere oplagt end at sætte folkene bag netop PARANORMAL ACTIVITY sammen med folk fra det sidste årtis mest profitable horror-franchise, SAW-serien? Som sagt så gjort, INSIDIOUS er resultatet er denne alliance, som desværre er langt fra så god, som det kunne have været.
Vi har nemlig set det hele før: En familie ser syner og hører lyde i deres nye hus og finder efterhånden ud af, at de nok er hjemsøgt. Familiens ene søn ender tilsyneladende og uforklarligt i koma, men et tilkaldt medium forklarer, at han i virkeligheden er faret vild på en astral-rejse (!) og har brug for hjælp til at finde hjem til sin krop, før nogle af de mange gejster, der står i kø omkring ham, får held med at overtage den. Faren melder sig derfor frivilligt til at rejse ind i dødsriget og finde sønnen.
Lyder det bekendt? POLTERGEIST har klart været en stor inspirationskilde, og det samme her en lang række andre gyserklassikere. Kortene er desværre ikke blandet særligt godt i INSIDIOUS, og derfor kommer den hurtigt til at virke forudsigelig og klichéfyldt. Det er næsten hele tiden muligt at forudse, hvad der sker som det næste. Og de få gange, hvor filmen faktisk bryder med klichéerne, som fx. da faren mod traditionen vælger at acceptere konens frygt for spøgeri og faktisk flytter hele sin familie til et nyt hus, er scenerne bare ikke skrevet godt og troværdigt nok. Værst er de fuldstændigt malplacerede indslag af (dårlig) humor, der pludseligt dukker op i form af mediets to assistenter.
Det hele er dog ikke skidt. Selvom filmens "hovedskurk", en dæmonisk Darth Maul-lignende figur, desværre på intet tidspunkt er uhyggelig, så er flere af spøgelserne til gengæld pænt skræmmende - i hvert fald for mig. Og hele farens rejse ind i "The Further", som er filmens navn for dødsriget, synes jeg også - modsat andre - er vildt fascinerende og uhyggelig på den go'e, gammeldags, krybende manér, hvor det risler en ned af ryggen. Slutningen ser man komme milevidt fra, men INSIDIOUS er stadigvæk værd at se for fans af overnaturlig horror alene for beskrivelsen af "den anden side". Hvis man har tænkt på, hvad moren oplevede, da hun gik ind i "skabet" for at hente sin datter i POLTERGEIST, så giver INSIDIOUS et godt bud.
4/6
#10055 Thomsen 14 år siden
Cannibalistic Humanoid Underground Dwellers! C.H.U.D. er klassisk øko-horror/ monster-halløj, hvor uhyret er menneskeskabt og myndighederne enten onde eller inkompetente.
Denne gang er en journalist på jagt efter forsvundne hjemløse og en politimand med en manglende kone, der sammen opdager et cover-up hos det amerikanske atomenergiagentur, der uden tilladelse har placeret atomaffald i New Yorks undergrund. Affaldet lækker, og strålingen har skabt et monster, der går på hugst blandt byens indbyggere for at skaffe føde.
C.H.U.D. adskiller sig fra flertallet af undergenrens indslag ved at indeholde overraskende godt skuespil, og flere af spillerne er der også senere dukket op i mange andre sammenhænge (læg fx mærke til John Goodman i en lille birolle). Effekterne, som er en af hovedårsagerne til at se en film som denne, er generelt virkeligt fine lige med undtagelse af den nok vigtigste: Monstrene. De består af mænd i gummidragter, der ikke er set dårligere og mindre troværdigt designet siden 1950'erne.
4/6
#10056 Hr. Nielsen 14 år siden
Instruktør Cronenberg har en efterhånden meget lang karriere bag sig, hvor en række på indholdssiden svært tilgængelige makabre værker, der ofte søger ud i det menneskelige sinds grænseland, i dag står som artistiske kult klassikere. Selv i hans mest kommercielle film, som det fantastiske remake af ”The Fly”, går han ikke af vejen for bestialsk udpenslet vold og gore, der ville kunne give mange kvalme. Hans vold er dog kun sjældent meningsløs underholdning eller decideret glorificerende, oftest tværtimod, så er den frastødende og modbydelig.
”A History Of Violence” passer perfekt ind her, selv om den er af en af hans mest kommercielle, enklest begribelige og direkte underholdende af slagsen. Det er pudsigt nok også en af hans bedste (af dem jeg har set!). Den fungerer umiddelbart fint som rendyrket thriller, hvor et simpelt men fængende plot krydret med flere spændende scener, gør den til fortrinlig underholdning, hvis man altså ikke forventer storstilet action og usandsynlige twist som i mange amerikanske film. Den er holdt i en enkel og stilren billedside, hvor de livagtige voldsscener, så godt som fri for stilistisk lir, både er skræmmende og ubehagelige, men hvor Cronenberg på samme tid ansporende prikker til vores egen fascination af sammen. Den antyder elegant sin bagvedliggende historie og kommer kun lige med de udredninger der er påkrævet for at det giver mening, så ingen større åbenbaringer, dem må man tænke sig til.
Det er en film om voldens væsen og en udforskning af den, om menneskers natur og det er en historie om at blive indhentet af den fortid man er flygtet fra og prøver at skjule. For kan man som menneske skjule sin sande natur, uanset hvor hårdt man prøver, eller vil indestængte og fortrængte følelser altid ende med at eksplodere og komme til overfladen, oftest i voldelig adfærd og er mennesket som væsen dybest set voldelig af natur. Hvad er arv og hvad er miljø, de lærde diskutere stadig dette. Uanset hvad, så lever Cronenberg’s film godt op til sin titel, for i filmen arver sønnen faderes vold, faderen er blevet mishandlet af sin bror der er blevet banket af sin mor, og sådan forsætter den sociale arv med at gøre livet til en ond cirkel. Det er voldens historie og den forsætter tilsyneladende i det uendelige.
I filmens hovedrolle som den fredelige bedsteborger, der konfronteret med sine egne mørkeste sider, viser sig at være lige så dyrisk som selv den værste, er Mortensen fantastisk. Hans rolle i Peter Jackson’s mesterværk ”The Lord Of The Rings” står måske mit hjerte nærmere, men han spiller tilstået bedre her. Hans mimik er så gennemført, at man uden klodsede overspillende grimasser, kan se hvordan hans mentalitet ændres i takt med begivenhederne. Det er verdensklasse. I birollerne skal både Harris og i særdeleshed Hurt omtales. Harris er både tilbagelænet cool og psykopatisk skræmmende som gangsteren der opsøger Tom Stall, mens Hurt i hans rolle virkelig viser både nosser og hår på brystet da han dukker op mod slutningen. Det er noget af det bedste vi har set fra hans side og hans spil er fuldt på højde med Mortensen og er endda tæt på at overgå ham. Det siger ikke så lidt.
”A History Of Violence” er en film Cronenberg i den grad kan være bekendt, den burde ikke skuffe fans og har samtidig potentiale til at nå et større publikum end han normalt gør.
9/10 på IMDb
#10057 BN 14 år siden
Hvis nogen (nok mest Bruce) skulle have læst min lille kommentar i 'Hvilken fil[m] skal du til at se?', er de blevet snydt ... hehe.
Jeg har absolut INGEN SOM HELST forbehold overfor denne film.
Jeg nød virkelig denne western i fulde drag. Det kun meget sjældent sker, at ældre westerns får mig helt op at ringe. Det gjorde 'The Big Country', som har en helt anden længde, et andet tempo og et anderledes plot end flertallet af westerns fra dengang. Ja, den skiller sig i den grad positivt ud fra næsten alle andre westerns jeg har set fra 1950'erne og før. Historien er uforudsigelig og udvikler sig - i ligheden med personerne og konflikterne mellem dem - på helt anden måde end man er vant til. I det hele taget er personerne mere nuancerede end man tror ved første øjekast. Og selv de personer, som traditionelt plejer at være skurke, er ikke så meget skurke, men snarere bare mennesker på godt og ondt.
Det er den bedste rolle jeg har Gregory Peck i, og Burl Ives, Charlton Heston og Jean Simmons yder også gode præstationer, som hører til karrierens bedste. Der er flere scener hvor der kommunikeres såvel forståelse som følelser helt uden ord, men bare med blikket. Derudover er der en overordentlig morsom og flot scene hvor en hest skal berides, et slagsmål der i hele sin grundtone og i måden den er filmet på, skiller sig ud fra typiske western-slagsmål. Filmen formår at have et klassisk showdown, uden at tingene går for sig som det plejer.
Den måde plottet udvikler sig føles naturligt, fordi det er et karakterdrevet drama. I den forbindelse må jeg give Bruce ret i, at Gregory peck er en væsentlig anderledes protagonist end man er vant til i ældre westerns, endsige westerns generelt.
Og hold dog op for flotte, klare billeder! Og musikken er også noget af det bedste jeg har hørt i en ældre western. I enkelte passager får musikkens akkompagnement af landskaberne mig til at tænke på John Barrys musik til 'Dances With Wolves'.
Filmen har alt det jeg forstår ved en stor film, og det undrer mig, at/hvis den ikke har klassikerstatus, for det fortjener den.
Jeg har lige fundet mig en ny favoritfilm, som skal ind et sted på min Top 200.
10/10 (fordi jeg ikke kan finde noget jeg er utilfreds hverken i den ene eller anden henseende.
#10058 Kruse 14 år siden
Det bliver ikke en lang anmeldelse, men jeg bliver simpelthen nødt til kort at fortælle om min begejstring for denne film. Det virkede overraskende at denne nærmest ukendte film, gik hen og vandt en Oscar for bedste udelandske film foran de to storfavoritter "Un Prophète" og "Das Weisse Band". Men efter at have set filmen her til aften, må jeg erklære mig enig med akademiets valg. Den er helt på højde med "Das Weisse Band" og er endda bedre end "Un Prophète" efter min mening. Det er nok en af de bedste kriminal/mysterie-film jeg har set siden Zodiac. Det er ikke til at sætte en finger på skuespillet fra nogen af de involverede, og især Ricardo Darín, som vores hovedperson Esposito, er fremragende. Det der dog mest springer i øjnene ved denne film, er den yderst smukke cinematografi som er gennemløbende i hele filmen. Det er især hver at nævne det imponerende "Fodboldstadion-scene", som helt tager pusten fra en, uden at det er distraherende fra filmen. Fortælling er eksekveret på fremragende vis, og den er både spændende og interessant. Alt i alt en meget imponerende film, der får mig til at se frem til hvad instruktøren Juan José Campanella har tænkt sig at lave næste gang.
9/10
#10059 Waldca 14 år siden
Så den selv for første gang igår, og ja det er en fremragende film.
#10060 misuma 14 år siden
Exam - Otte ansøgere bliver lukket inde i rum hvor de skal svare på et spørgsmål som de end ikke kender. God lille solid thriller.