Man skal lige sætte sig op til at se denne film. Syv timer, og instruktøren er Béla Tarr, som er kendt for hans ultra lange kameraindstillinger. På forhånd havde jeg besluttet mig at se den i sammenhæng.
Stemningen bliver lagt allerede fra første scene: I adskillige minutter følger vi en flok køer i på en stor gård. Musikken er dyster, gården er forfalden, vejret er gråt og trist. Det er dunkle sort/hvid-optagelser.
Til lyden af det triste landskab udfolder sig en historie om et kommunistisk kollektiv i forfald. En gruppe af beboerne vil stjæle pengene og flytte væk. Drømmen er en varm balje vand til fødderne, og bare sidde se, hvordan det forbandede liv går.
Tarrs faste tema om kedsomhed, fastlåshed i et fattigt liv gennemsyrer filmen. Lyden af et tikkende ur bliver til en hypnotiserende baggrundslyd, der forlænger tiden, så at sige. Den meget sparsomme musik bliver brugt utrolig effektivt. Filmen er en episk poesi og filosofisk, der på trods af sine 7 timer, godt kan se ud i et. Den fortjener dog fuld opmærksomhed og eftersom den er delt ind i 12 kapitler, kan den godt ses i etaper. De 6 første kaptiler udspiller sig på samme tid, men forskellige steder i og omkring landsbyen. De efterfølgende 6 kapitler binder det hele sammen. Kapitel 3 trækker tænder ud, og enkelte lange scener uden progression gør også, men ellers er det tilpas meget dynamik i alle de andre kapitler til at fastholde interessen. Kapitlerne afsluttes af filosofiske betragtninger efterfulgt af en lang kameraindstilling, og det giver tid til refleksion.
Tarr selv har udtalt, at der er omkring 150 klip i filmen, næsten 3 min man vender sig til det, og filmen er et mesterværk rent visuelt. Man kunne frygte historien blev for langtrukken, men det gør den ikke(mange vil sikkert være uenig her). Kender man Béla Tarr i forvejen, og har man ikke set den her, så er det med at komme i gang. Ellers vil jeg ikke anbefale denne som ens første Tarr-film. Der ville Werckmeister Harmonies eller Damnation være bedre.
Oscar-vinderen for bedste udenlandske film 2009 - Departures/Okuribito
Det japanske drama "Okuribito", som få havde hørt om, vandt oscaren for bedste udenlandske film ganske overraskende over konkurrerende film med meget mere massiv omtale.
"Okuribito/Departures" har en ganske traditionel handling. En cellist mister fodfæstet i tilværelsen, da hans orkester opløses. Han opgiver drømmen om at blive professionel cellist, og han trækker sig i stedet tilbage til sin fødeby med sin hustru. Her finder han en jobannonce for et firma, han tror, er et rejseselskab. Det viser sig at være et bedemandsfirma. Eller rettere et Nokanshi-firma. Et firma, der specialiserer sig i at rengøre, sminke og beklæde afdøde i den afdødes eget hjem, før liget skal sendes til afbrænding. Selve arbejdet foregår foran familien, og det udføres som et smukt, dybt æstetisk ritual. Nokanshien tager nøje hensyn til hver enkelt detalje, så familien kan tage afsked med den afdøde på en værdi og smuk måde.
Trods skønheden i ritualet, så er arbejdet mildt sagt ikke velanset. I Japan er døden traditionel forbundet med tabuer. Indtil slutningen af 1800-tallet var det kun en særlig underklasse i befolkningen, der beskæftigede sig med lig og døde dyr. Tabuet eksisterer i rester i dag. Arbejdet som bedemand/nokanshi er ikke lige acceptereti alle kredse. Selv sproget bruger man ofte ordet "naku naru" (at ophøre med at eksisterer) i stedet det mere direkte ord "shinu" (at dø).
Drivkraften i filmen er dilemmaet mellem de negative associationer med jobbet og selve det rørende, smukke ritual. Hovedpersonen må skjule sit nye erhverv fra sin hustru og sin omgangskreds. Samtidig lærer han selv at respektere selve jobbet og derigennem sig selv.
Filmen er bestemt ikke uden problemer. Specielt skuespillerinden, der spiller hustruen, (Hirosue Ryoko) er helt katastrofalt ringe. Hun spiller som var hun med i en reklame for Kinder Mælkesnitte. Fladt, tykt, karikeret.
Handlingen er forholdsvis forudsigelig. Hovedpersonen har en tragisk fortid med en far, der forlod ham og moren. Ergo skal det forløses i slutningen. Gab.
Filmen er også meget sentimental. Den har elementer af "nakeru eiga", eller "film, man kan græde til". Japanske mainstream-film smører ofte tykt på med patos og følelser. Jeg får ofte opkastfornemmelser, når jeg for tyvende gang ser en skuespiller tude overfladisk over ulykkelig kærlighed med fuld power på violin-muzakken.
Det sentimentale ødelægger dog på ingen måde en film som "Okuribito". Det føles faktisk naturligt, da emnet trods alt er døden. Jeg blev rørt af de mange scener med den rituelle istandsættelse af de afdøde. Filmen manipulerer med brug af grædende børn og melankolsk musik, men jeg lod mig frivilligt manipulere.
Jeg blev dog mest rørt over respekten for Nokanshi-erhvervet. Det er et umådeligt elegant håndværk, som kræver en dyb medmenneskelig forståelse. I Japan har filmen brudt en del tabuer. Den ene nokanshi efter den anden fortæller om jobbet på tv, og bøger om jobbet bliver udgivet i høje oplag.
Netop på grund af den sociale kontekst, forstår jeg fuldt ud, hvorfor filmen er blevet populær i Japan. Men hvorfor valgte oscar-komiteen denne frem for "Waltz with Bashir" eller "Klassen"? Det forstår jeg ikke.
Måske er det netop på grund af det klassiske tilsnit til filmhåndværket. Kameravinkler, fortællestruktur, det meste skuespil (skuespilleren i hovedrollen, Motoki Masahiro, lærte via method acting både nokanshi-erhvervet og at spille cello), belysning, musikken, alt er helt efter den gamle drejebog. Og Akademiet foretrækker nok den stil frem for de mere eksperimenterende og dokumentariske kandidater.
Under alle omstændigheder er "Okuribito" en smuk, seværdig film med noget på hjerte. Noget af det bedste som den japanske mainstream filmverden har leveret i mange år.
Er en fuldstændig maveplasker som thriller - no thrills. Filmen formår dog at holde en noget fanget med de svære valg, spørgsmål om moral og det gode og onde.
Jep vi havde en af vores fanmtastiske filmaftener igår, og der var lidt af hvert.
Starship troopers 3 + sanger Casper Van Dien er tilbage i rollen som Rico, og med sig har han verdens nok mest elendige kvinde, læg mærke til jeg ikke bruger ordet skuespiller om hende, nul inlevelse i rollen tjek! pinlig dialog tjek! og bare rent ud sagt en elendig pige tjek tjek!
Starship troopers 3, er overraskene nok en over religiøs film, det går hel amok, især hen imod slutningen, hvor Casper Van Dien blir henvist til en rolle som den store frelser i form af en slags mechsuit.
Det sjoveste, hvis der var noget var klart de små informercials, med Do you like to know more? resten var en omgang værre hø.
Våben designerne har virkelig været doven, seriøs jeg ku smække en lygte på en ikea flytte kasse og dem, den i hånden, og gøre den mere overbevisne.
Så har vi så "skuespillerinden" der ikke ved hvad det og ændre tonelejer vil sige, en scene...
Et rumskib hvor de er på er lige blevet beskudt, de kastet rundt på gulvet, hun udbryder, nej siger med rolig stemme i al larmen noget i retningen af What was that? der er ingen panisk råben over hende, det er som om hun kke har fået fortalt, at hun nu sku være lidt mere råbene, og agrresiv.
Pyha men nu er den da set, dog er det ikke Casper Van dien's skyld, vi kan stadigvæk godt li dig!
Against The Dark Vi havde en teori om at ide'en til den her film var opstået nogenlunde sådan her...
Steven Seagal sparker døren ind til producerne, Jeg vil lave en film det skal være med mig, og jeg vil ha et katana sværd, som jeg går rundt og hugger Zombier/mutanter op med, og så skal jeg ha to kællinger der følger mig rundt uden og sige en kæft!, nåja og jeg vil gå i slowmotion det meste og tide, og slutscenen skal være mig der går væk mod horisonten.
Og ja det er meget godt ramt må man sige, Steven Seagal er en Hunter, dvs. ham og et par andrer dudes går rundt i en by og slagter mutanter til højjrer og venstrer, samtidig har vi en lille gruppe mennesker der prøver og slippe levende ud af byen, og sidst har vi militæret der vil til og sterialisere området (læs bombe det sønder og sammen)
Vi havde indrømmet glædet os en del til den her film, men nøj, hvor var den skuffene, handlingen (hvis der var en var ekstrem rodet) Steven Seagal er en mand af få ord, han er bare god til og gå i slowmotion, og hakke med sit sværd foran kameraret, nogen gange uden at man ser han hakker i noget han svinger det blot febrilsk i luften.
Og så skal vi gang på gang høre background story fra flere personer, så man til sidst kun koncentere sig om hvornår manden med sværdet kigger forbi.
Ved virkelig ikke hvad der skal siges om den her film mere, nåjo slutscenen der ser man kamerakranen i reflektionen af bilen, det morede vi os meget over 8-)
Nu skifter vi hel genre...
Teeth
Dawn er en ganske normal pige, der lever med sin familie i en lille idylisk by, er vild med den måde det idylliske bliver malet med en stor fed pensel, med musikken og lyssætningen og uskyldige Dawn, der gemmer sin "pakke" til hun er blevet gift, hvor alt ånder fred og ro, men køletårene fra atom værket i horisonten, varsler om at ikke alt er så idyllisk som man sku tro...
Pigen har nemlig tænder i sine kønsdele, og ja det tager ikke lang tid før man har udtænkt alle mulige scenarie det ku ende ud med, og de fleste af dem bliver demosteret...
Det første man tænker, når man hører om den her film er, for dælen det sygt!, men så tænker man efter og tænker det satme genialt fundet på, og filmen er god til og veksle mellem Humor (af den kulsorte slags, en) og så det skræmmene, flere af scenerne bliver måske lige grafiske nok, her ku man sagtens ha sluppet afsted uden det.
Men alt i alt var det en faktisk ret fin lille film.
Den skriger bare af noget B-film med silly crocodile ikke? Det er den langt fra, og hvis man lige læser toppen, from the director of Wolfcreek Vil folk der har set den film godt vide, at det her måske ikke er en hel dårlig film, og det er det heller ikke...
Rouge
Michael Vartan fra Alias, spiller en Rejseskribent der er taget til Australien for at skriver lidt om nye rejsemål, han har købt en billet til en bådtur, ude på vandet, hvor han med en gruppe mennesker skal se på den smukke natur, og krokodillerne...
Alt ånder fred og idyl, og vi introduceres langsomt fro de forskellige personer der er med på turen, her er ingen efter min mening karikerede personer, alle virker troværdige, og nogen som man ku møde, hvis man selv var ude og rejse... på et tidspunkt ser gruppen et nødblus (ikke nødbus som underteksterne siger) og de sætter ud for og komme afsenderen af det til undsætning...
Og så er det, tingene tager fat, nu har jeg læst lidt anmeldelser på filmz, for lige og veje hvad reglen er med afsløring af handling, og jeg er vidst ikke være end de andre anmelder, hvis jeg siger at jep båden bliver torpederet af en Gigant krokedille, som gør at gruppen må søge tilflugt på en lille ø i vandet, hvor de så kan være indtil hjælpen kommer...
Der er så lige en ting med noget tidevand, så der har vi meget snedigt en tidsfaktor.
Filmen benytter sig ikke af Cheapass chock effekter, musikken kommer ikke konstant og advare en om tingene der skal ske.
Filmen er også ret flot filmet, man er ikke i tvivl om man er i australien, eller hvertfald atman er i udlandet, og ikke bare den lokale randers regnskov, skuespillet er generelt fornuftigt, der er self. de paniske handlinger, som bringer folk i fare, men generelt, forholder filmen sig rimelig fornuftigt, med sit plot, og der er tænkt over tingene kan man se.
Krokedillen er overraskene godt lavet, gi-jones sad også og småbanede lidt tror jeg da han så den første gang 8-)
Det her var nok aftens overraskelse, og jeg kan godt anbefale den til andrer, der sku være intresseret i den.
Når vi har været så højt, skal vi satme også ned og rører bunden
Shark Attack 3!
Starten er som nappet fra The Abyss, og herefter tager filmen fat, vi møder de to pigecharmør fyr 1 og 2 der vidstnok er havnepatrulje, en Stor haj terroisere farevandet, og æder menneskerne, og gnaver i strømkabler på havbunden.
Nej jeg ved sku ikke havd jeg skal skrive om den her film, vil blot nævne et par ting.
Drengene fræser rundt på vandet i deres båd, men hver gang de skal snakke sammen holder båden stille mens de snakker sammen, og lader som om de sejer stadigvæk, at vi så kan se vandet ike bevæger sig, men blot båden vipper er en MINDRE detalje 8-)
Nåja og den store Haj er self. kun en baby haj, moren er så stor at den kan æde en hel båd, i en mundfuld 8-)
Små ubåde er åbenbart hele palæer når man kommer ind i dem, satme dygtige indretningsfolk.
Nåja og lige før heltene skal ud og ordne hajen kommer den her samtale.
Cataline Stone: [sigh] I'm exhausted. Ben Carpenter: Yeah, me too. But you know I'm really wired. What do you say I... take you home and eat your pussy.
Og det gør han så.
Det kan man da kalde The Direct Approach 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Fik set Chaser med en anden kammerat for nu 3. gang. Langtidsholdbar underholdning og gedigent manuskript.
Og så havde han købt sæson 1 af The Wire region 2 versionen. Der var tydelige issues med den, men formoder dog ikke, at vi kan skylde skylden på den, at der var en mærkelig sort streg med prikke øverst i billedet.
Fik dog set første afsnit, som klart viste potentiale til en stor serie og det er kun et spørgsmål om tid, førend denne må "hentes hjem". 8/10.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Lang tid siden jeg har set dette sublime mesterværk. Den behøves vel næppe større præsentation. Det er en gennemført film, der kun har en gennemgående irriterende aspekt(og derfor får den ikke 6/6, men 5.9/6...)...jeg synes synkroniseringen af stemmerne er pisseirriterende...
Især tortureringen af Blondie er forlænget, og har mere gennemslagskraft. Scenen hvor Tuco mødes med hans gamle slæng er et bevis på ovennævnte irritationsmoment, men handlingen er fin nok...
#1001 Skeloboy 15 år siden
Man skal lige sætte sig op til at se denne film. Syv timer, og instruktøren er Béla Tarr, som er kendt for hans ultra lange kameraindstillinger. På forhånd havde jeg besluttet mig at se den i sammenhæng.
Stemningen bliver lagt allerede fra første scene: I adskillige minutter følger vi en flok køer i på en stor gård. Musikken er dyster, gården er forfalden, vejret er gråt og trist. Det er dunkle sort/hvid-optagelser.
Til lyden af det triste landskab udfolder sig en historie om et kommunistisk kollektiv i forfald. En gruppe af beboerne vil stjæle pengene og flytte væk. Drømmen er en varm balje vand til fødderne, og bare sidde se, hvordan det forbandede liv går.
Tarrs faste tema om kedsomhed, fastlåshed i et fattigt liv gennemsyrer filmen. Lyden af et tikkende ur bliver til en hypnotiserende baggrundslyd, der forlænger tiden, så at sige. Den meget sparsomme musik bliver brugt utrolig effektivt. Filmen er en episk poesi og filosofisk, der på trods af sine 7 timer, godt kan se ud i et. Den fortjener dog fuld opmærksomhed og eftersom den er delt ind i 12 kapitler, kan den godt ses i etaper. De 6 første kaptiler udspiller sig på samme tid, men forskellige steder i og omkring landsbyen. De efterfølgende 6 kapitler binder det hele sammen. Kapitel 3 trækker tænder ud, og enkelte lange scener uden progression gør også, men ellers er det tilpas meget dynamik i alle de andre kapitler til at fastholde interessen. Kapitlerne afsluttes af filosofiske betragtninger efterfulgt af en lang kameraindstilling, og det giver tid til refleksion.
Tarr selv har udtalt, at der er omkring 150 klip i filmen, næsten 3 min man vender sig til det, og filmen er et mesterværk rent visuelt. Man kunne frygte historien blev for langtrukken, men det gør den ikke(mange vil sikkert være uenig her). Kender man Béla Tarr i forvejen, og har man ikke set den her, så er det med at komme i gang. Ellers vil jeg ikke anbefale denne som ens første Tarr-film. Der ville Werckmeister Harmonies eller Damnation være bedre.
4½/6
IMDB
#1002 mr gaijin 15 år siden
Det japanske drama "Okuribito", som få havde hørt om, vandt oscaren for bedste udenlandske film ganske overraskende over konkurrerende film med meget mere massiv omtale.
"Okuribito/Departures" har en ganske traditionel handling. En cellist mister fodfæstet i tilværelsen, da hans orkester opløses. Han opgiver drømmen om at blive professionel cellist, og han trækker sig i stedet tilbage til sin fødeby med sin hustru. Her finder han en jobannonce for et firma, han tror, er et rejseselskab. Det viser sig at være et bedemandsfirma. Eller rettere et Nokanshi-firma. Et firma, der specialiserer sig i at rengøre, sminke og beklæde afdøde i den afdødes eget hjem, før liget skal sendes til afbrænding. Selve arbejdet foregår foran familien, og det udføres som et smukt, dybt æstetisk ritual. Nokanshien tager nøje hensyn til hver enkelt detalje, så familien kan tage afsked med den afdøde på en værdi og smuk måde.
Trods skønheden i ritualet, så er arbejdet mildt sagt ikke velanset. I Japan er døden traditionel forbundet med tabuer. Indtil slutningen af 1800-tallet var det kun en særlig underklasse i befolkningen, der beskæftigede sig med lig og døde dyr. Tabuet eksisterer i rester i dag. Arbejdet som bedemand/nokanshi er ikke lige acceptereti alle kredse. Selv sproget bruger man ofte ordet "naku naru" (at ophøre med at eksisterer) i stedet det mere direkte ord "shinu" (at dø).
Drivkraften i filmen er dilemmaet mellem de negative associationer med jobbet og selve det rørende, smukke ritual. Hovedpersonen må skjule sit nye erhverv fra sin hustru og sin omgangskreds. Samtidig lærer han selv at respektere selve jobbet og derigennem sig selv.
Filmen er bestemt ikke uden problemer. Specielt skuespillerinden, der spiller hustruen, (Hirosue Ryoko) er helt katastrofalt ringe. Hun spiller som var hun med i en reklame for Kinder Mælkesnitte. Fladt, tykt, karikeret.
Handlingen er forholdsvis forudsigelig. Hovedpersonen har en tragisk fortid med en far, der forlod ham og moren. Ergo skal det forløses i slutningen. Gab.
Filmen er også meget sentimental. Den har elementer af "nakeru eiga", eller "film, man kan græde til". Japanske mainstream-film smører ofte tykt på med patos og følelser. Jeg får ofte opkastfornemmelser, når jeg for tyvende gang ser en skuespiller tude overfladisk over ulykkelig kærlighed med fuld power på violin-muzakken.
Det sentimentale ødelægger dog på ingen måde en film som "Okuribito". Det føles faktisk naturligt, da emnet trods alt er døden. Jeg blev rørt af de mange scener med den rituelle istandsættelse af de afdøde. Filmen manipulerer med brug af grædende børn og melankolsk musik, men jeg lod mig frivilligt manipulere.
Jeg blev dog mest rørt over respekten for Nokanshi-erhvervet. Det er et umådeligt elegant håndværk, som kræver en dyb medmenneskelig forståelse. I Japan har filmen brudt en del tabuer. Den ene nokanshi efter den anden fortæller om jobbet på tv, og bøger om jobbet bliver udgivet i høje oplag.
Netop på grund af den sociale kontekst, forstår jeg fuldt ud, hvorfor filmen er blevet populær i Japan. Men hvorfor valgte oscar-komiteen denne frem for "Waltz with Bashir" eller "Klassen"? Det forstår jeg ikke.
Måske er det netop på grund af det klassiske tilsnit til filmhåndværket. Kameravinkler, fortællestruktur, det meste skuespil (skuespilleren i hovedrollen, Motoki Masahiro, lærte via method acting både nokanshi-erhvervet og at spille cello), belysning, musikken, alt er helt efter den gamle drejebog. Og Akademiet foretrækker nok den stil frem for de mere eksperimenterende og dokumentariske kandidater.
Under alle omstændigheder er "Okuribito" en smuk, seværdig film med noget på hjerte. Noget af det bedste som den japanske mainstream filmverden har leveret i mange år.
5/6
#1003 jessup 15 år siden
Er en fuldstændig maveplasker som thriller - no thrills. Filmen formår dog at holde en noget fanget med de svære valg, spørgsmål om moral og det gode og onde.
2/6
#1004 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#1005 elwood 15 år siden
The event of the century!
Jep vi havde en af vores fanmtastiske filmaftener igår, og der var lidt af hvert.
Starship troopers 3 + sanger
Casper Van Dien er tilbage i rollen som Rico, og med sig har han verdens nok mest elendige kvinde, læg mærke til jeg ikke bruger ordet skuespiller om hende, nul inlevelse i rollen tjek! pinlig dialog tjek! og bare rent ud sagt en elendig pige tjek tjek!
Starship troopers 3, er overraskene nok en over religiøs film, det går hel amok, især hen imod slutningen, hvor Casper Van Dien blir henvist til en rolle som den store frelser i form af en slags mechsuit.
Det sjoveste, hvis der var noget var klart de små informercials, med Do you like to know more? resten var en omgang værre hø.
Våben designerne har virkelig været doven, seriøs jeg ku smække en lygte på en ikea flytte kasse og dem, den i hånden, og gøre den mere overbevisne.
Så har vi så "skuespillerinden" der ikke ved hvad det og ændre tonelejer vil sige, en scene...
Et rumskib hvor de er på er lige blevet beskudt, de kastet rundt på gulvet, hun udbryder, nej siger med rolig stemme i al larmen noget i retningen af What was that? der er ingen panisk råben over hende, det er som om hun kke har fået fortalt, at hun nu sku være lidt mere råbene, og agrresiv.
Pyha men nu er den da set, dog er det ikke Casper Van dien's skyld, vi kan stadigvæk godt li dig!
Steven Seagal tjek!, Katanasværd tjek! Zombier... undskyld mutanter tjek!
Velkommen til...
Against The Dark
Vi havde en teori om at ide'en til den her film var opstået nogenlunde sådan her...
Steven Seagal sparker døren ind til producerne, Jeg vil lave en film det skal være med mig, og jeg vil ha et katana sværd, som jeg går rundt og hugger Zombier/mutanter op med, og så skal jeg ha to kællinger der følger mig rundt uden og sige en kæft!, nåja og jeg vil gå i slowmotion det meste og tide, og slutscenen skal være mig der går væk mod horisonten.
Og ja det er meget godt ramt må man sige, Steven Seagal er en Hunter, dvs. ham og et par andrer dudes går rundt i en by og slagter mutanter til højjrer og venstrer, samtidig har vi en lille gruppe mennesker der prøver og slippe levende ud af byen, og sidst har vi militæret der vil til og sterialisere området (læs bombe det sønder og sammen)
Vi havde indrømmet glædet os en del til den her film, men nøj, hvor var den skuffene, handlingen (hvis der var en var ekstrem rodet) Steven Seagal er en mand af få ord, han er bare god til og gå i slowmotion, og hakke med sit sværd foran kameraret, nogen gange uden at man ser han hakker i noget han svinger det blot febrilsk i luften.
Og så skal vi gang på gang høre background story fra flere personer, så man til sidst kun koncentere sig om hvornår manden med sværdet kigger forbi.
Ved virkelig ikke hvad der skal siges om den her film mere, nåjo slutscenen der ser man kamerakranen i reflektionen af bilen, det morede vi os meget over 8-)
Nu skifter vi hel genre...
Teeth
Dawn er en ganske normal pige, der lever med sin familie i en lille idylisk by, er vild med den måde det idylliske bliver malet med en stor fed pensel, med musikken og lyssætningen og uskyldige Dawn, der gemmer sin "pakke" til hun er blevet gift, hvor alt ånder fred og ro, men køletårene fra atom værket i horisonten, varsler om at ikke alt er så idyllisk som man sku tro...
Pigen har nemlig tænder i sine kønsdele, og ja det tager ikke lang tid før man har udtænkt alle mulige scenarie det ku ende ud med, og de fleste af dem bliver demosteret...
Det første man tænker, når man hører om den her film er, for dælen det sygt!, men så tænker man efter og tænker det satme genialt fundet på, og filmen er god til og veksle mellem Humor (af den kulsorte slags, en) og så det skræmmene, flere af scenerne bliver måske lige grafiske nok, her ku man sagtens ha sluppet afsted uden det.
Men alt i alt var det en faktisk ret fin lille film.
Aftens overraskelse
Prøv og se følgende billede
Den skriger bare af noget B-film med silly crocodile ikke? Det er den langt fra, og hvis man lige læser toppen, from the director of Wolfcreek Vil folk der har set den film godt vide, at det her måske ikke er en hel dårlig film, og det er det heller ikke...
Rouge
Michael Vartan fra Alias, spiller en Rejseskribent der er taget til Australien for at skriver lidt om nye rejsemål, han har købt en billet til en bådtur, ude på vandet, hvor han med en gruppe mennesker skal se på den smukke natur, og krokodillerne...
Alt ånder fred og idyl, og vi introduceres langsomt fro de forskellige personer der er med på turen, her er ingen efter min mening karikerede personer, alle virker troværdige, og nogen som man ku møde, hvis man selv var ude og rejse... på et tidspunkt ser gruppen et nødblus (ikke nødbus som underteksterne siger) og de sætter ud for og komme afsenderen af det til undsætning...
Og så er det, tingene tager fat, nu har jeg læst lidt anmeldelser på filmz, for lige og veje hvad reglen er med afsløring af handling, og jeg er vidst ikke være end de andre anmelder, hvis jeg siger at jep båden bliver torpederet af en Gigant krokedille, som gør at gruppen må søge tilflugt på en lille ø i vandet, hvor de så kan være indtil hjælpen kommer...
Der er så lige en ting med noget tidevand, så der har vi meget snedigt en tidsfaktor.
Filmen benytter sig ikke af Cheapass chock effekter, musikken kommer ikke konstant og advare en om tingene der skal ske.
Filmen er også ret flot filmet, man er ikke i tvivl om man er i australien, eller hvertfald atman er i udlandet, og ikke bare den lokale randers regnskov, skuespillet er generelt fornuftigt, der er self. de paniske handlinger, som bringer folk i fare, men generelt, forholder filmen sig rimelig fornuftigt, med sit plot, og der er tænkt over tingene kan man se.
Krokedillen er overraskene godt lavet, gi-jones sad også og småbanede lidt tror jeg da han så den første gang 8-)
Det her var nok aftens overraskelse, og jeg kan godt anbefale den til andrer, der sku være intresseret i den.
Når vi har været så højt, skal vi satme også ned og rører bunden
Shark Attack 3!
Starten er som nappet fra The Abyss, og herefter tager filmen fat, vi møder de to pigecharmør fyr 1 og 2 der vidstnok er havnepatrulje, en Stor haj terroisere farevandet, og æder menneskerne, og gnaver i strømkabler på havbunden.
Nej jeg ved sku ikke havd jeg skal skrive om den her film, vil blot nævne et par ting.
Drengene fræser rundt på vandet i deres båd, men hver gang de skal snakke sammen holder båden stille mens de snakker sammen, og lader som om de sejer stadigvæk, at vi så kan se vandet ike bevæger sig, men blot båden vipper er en MINDRE detalje 8-)
Nåja og den store Haj er self. kun en baby haj, moren er så stor at den kan æde en hel båd, i en mundfuld 8-)
Små ubåde er åbenbart hele palæer når man kommer ind i dem, satme dygtige indretningsfolk.
Nåja og lige før heltene skal ud og ordne hajen kommer den her samtale.
Cataline Stone: [sigh] I'm exhausted.
Ben Carpenter: Yeah, me too. But you know I'm really wired. What do you say I... take you home and eat your pussy.
Og det gør han så.
Det kan man da kalde The Direct Approach 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#1006 filmz-Bruce 15 år siden
Fik set Chaser med en anden kammerat for nu 3. gang. Langtidsholdbar underholdning og gedigent manuskript.
Og så havde han købt sæson 1 af The Wire region 2 versionen. Der var tydelige issues med den, men formoder dog ikke, at vi kan skylde skylden på den, at der var en mærkelig sort streg med prikke øverst i billedet.
Fik dog set første afsnit, som klart viste potentiale til en stor serie og det er kun et spørgsmål om tid, førend denne må "hentes hjem". 8/10.
#1007 elwood 15 år siden
Hehe Du er chanceløs nu, The Wire will get you Dawg.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#1008 filmz-Bruce 15 år siden
#1009 Skeloboy 15 år siden
Lang tid siden jeg har set dette sublime mesterværk. Den behøves vel næppe større præsentation. Det er en gennemført film, der kun har en gennemgående irriterende aspekt(og derfor får den ikke 6/6, men 5.9/6...)...jeg synes synkroniseringen af stemmerne er pisseirriterende...
Dette er så 2004-udgaven med ekstra scener, men jeg kan ikke huske originalen. Man kan læse om de nye scener her: http://en.wikipedia.org/wiki/The_Good,_the_Bad_and...
Især tortureringen af Blondie er forlænget, og har mere gennemslagskraft. Scenen hvor Tuco mødes med hans gamle slæng er et bevis på ovennævnte irritationsmoment, men handlingen er fin nok...
5.9/6
#1010 filmz-Narniabæver 15 år siden
Klassisk komedie med Woody Allen der er en neurotisk New York City komiker, som ikke får det nemt da konen flytter til Los Angeles.
8/10