Har i øvrigt glemt at skrive herinde om en helt anden film. Jeg så den originale "The Omen" og genindspilningen (som jeg skal anmelde til BDlive) fornylig, og var ærlig talt skuffet. Der kan man tale om en gyser der ikke er uhyggelig. Selv originalen var langtrukken, og smurte alt for voldsomt på med feel-good ved sin begyndelse. Faktisk begyndte filmen imo først at fungerer i sidste akt, hvor der rent faktisk var noget på spil. Der var det dog for sent, og min interesse var for længst tabt. Kan hilse at sige at genindspilningen er næsten nøjagtigt kopieret, har skåret lidt her og der, men godt og vel er samme film. Eneste forskel er at den har en mere velfungerende indledning, og så til gengæld fejler i sin afslutning.
Originalen: 3/6 Remake: 2/6
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg "føler" ikke stemningen i "TCM". Kameraarbejdet er i sig selv udmærket i denne scene, men hverken billede eller lyd får opbygget nogen stemning eller forventning hos mig. Spørgsmålet er så: Hvorfor ikke? Og her giver sammenligningen med 'Psycho' nok en del af svaret:
"TCM"-sekvensen er uden musik, hvilket ikke nødvendigvis er et minus (Hitchcocks 'The Birds' fungerer efter min mening perfekt trods "manglen" på musik). Men i "TCM" tror jeg, at det (for mig) ville have gjort scenen lidt bedre. I 'Psycho'-scenen har vi mesteren Bernhard Hermanns musik, som med sine beherskede, afventende toner skaber/opbygger min forventning.
Mht. den manglende musik i “TCM”, ja så er der rent faktisk underlægningsmusik i filmen, blot ikke i den traditionelle forstand a’la Bernard Hermanns. I “TCM” består det i stedet af hvad man kunne kalde for et rytmisk/slagtøjs baseret score, hvilket du også kan høre ligger i baggrunden og ulmer i den scene jeg har linket til. Wayne Bell og Tobe Hooper skaber på den måde, ved bl.a. at benytte sig af alt lige fra bilfærge, tønder og traktor dæk til at slå løs på, en bizar og skæv lydflade der passer perfekt ind i den stemning af konstant utryghed, som ligger og lurer i kulissen for de fem protagonister. Så lydfladen kontra billedsiden har altså i høj grad stor indflydelse på gyset i “TCM”, lige som den har hos “Psycho” her blot via et mere traditionelt score.
"TCM"-scenen veksler mellem et billede af gangen/døren for enden af gangen og et billede af manden, men jeg føler personligt ikke nogen spænding herved. I 'Psycho'-scenen krydsklippes der flere gange og hurtigere, ja, brat, mellem manden og det han ser. Og der er også flere kameravinkler (et af mandens ben der går op af trappen og morderen set oppefra, da han stormer ud med kniven). Og så gør 'Psycho'-scenen noget som "TCM"-scenen ikke gør, nemlig viser en dør der glider op, hvorved jeg føler at der er endnu større fare på færde.
I begge films tilfælde med de nævnte scener fungerer præmissen i mine øjne næsten ens. Vi bliver som tilskuere i begge tilfælde lokker ind i huset med en forhåndsviden om, at der er en ubegribelig ondskab til stede et sted inde i mørket. Kirk bliver lokket mod døren via nogle besynderlige lyde, og det at vi ikke kan se hvad der foregår bag døren tricker fantasien og gør måske endda de billeder man danner sig på nethinden endnu mere groteske, end det der reelt kommer til syne. Abrogast bliver i “Psycho” lokket mod huset via lyset og med sin viden om “moderens” tilstedeværelse fra værelset ovenpå, men her ved vi fra den tidlige brusebadsscene hvad der venter, og skulle man sætte de to film op imod hinanden på det punkt, ja så er det “TCM” der byder på den største overraskelse, fordi man ikke tidligere i filmen har set Leatherface og de rædsler han repræsentere. I begge tilfælde når gyset også sit klimaks ved at morderen brutalt angriber og på mest bestialske facon maltraktere sit offer.
Desuden viser "Psycho"-scenen kun såret i hovedet og bagefter kniven der løftes for at stikke manden i maven eller brystet, men vi ser ikke knivstikket ramme og der vises ikke noget blod eller stiksår, men høres kun mandens skrig, idet morderen dækker for synet pga. kameravinklen, og der klippes væk med et fade-out. I "TCM"-scenen derimod fokuseres der på blodet og hammerslagets virkning på mandens nerver, og vi ser slagene. Det er bare ulækkert, ikke uhyggeligt. Blod, vold og indvolde skaber ikke uhygge eller gys hos mig, så instruktøren ødelægger meget ved at vise mig.
Og nu har jeg lige set begge scener igen, og der er rent faktisk mere synligt blod i “Psycho” her end “TCM” scenen. Det er jo en pæn overdrivelse at påstå, at den scene fra “TCM” indeholder blod og indvolde, når det på ingen måde er tilfældet, og grunden til at der fokuseres på Kirks krampetrækninger er, som Collateral rigtigt nævner, i samhørighed med kannibalernes tidlige arbejde på det nu nedlagte slagteri. Hvor om alting er, er det er en scene der bliver eksekveret hurtigt og effektivt uden nogen som helst dvælen ved det makabre. Jeg tror du vil opleve scenen i “TCM” væsentlig anderledes i kontekst med resten af filmen og ikke blot som en fragmenteret oplevelse.
Det at vi ikke ser morderen i 'Psycho', forstærker også uhyggen og mystikken. Uvished skaber utryghed hos mig. I "TCM"-scenen ser vi manden, selvom han dog har en maske på, mens grisegrynt-lydene og mandens klumpedumpe-agtige fremtoning skræmmer mig ikke, men fremkalder blot tanken om en sinke.
Mht. Leatherface så er masken da i høj grad med til at skabe mystik om karakteren og gør hans måde at reagere på via dyrelyde dybt besynderlig og ubehagelig, indtil det rent faktisk gøres klart, at han ikke er andet end en indavlet sinke, der kun kan kommunikere på den måde han gør, hvilket jo faktisk gør ham til en tragisk figur, du kan vælge at betragte som et produkt af det menneskelige forfald Tobe Hooper gerne vil illustrere i forhold til vietnamkrigen, som filmen er en metafor over og kritik af. Du ser f.eks. også Leatherface bryde sammen i panik efter de første mord vi ser, meget sammenligneligt i øvrigt med Norman Bates reaktion mod sit andet jegs gerninger.
Og så har jeg "smugkigget" part 3/5, og her går det da helt galt. Kvindens klichéagtige skrigen skaber distance hos mig, ikke i forhold til at jeg da nødigt så nogen som helst kvinde blive myrdet af en galning, men i forhold til min indlevelse. Stemningen er død (måske til dels lidt pga. af manglende musik), og det første ufrivilligt komiske øjeblik (som jeg kun kan grine af) opstår, da Leatherface kommer rendende efter kvinden, idet han udstøder lyden "ohhhh!" (hvilket er omtrent ligeså uhyggeligt som hvis han havde råbt "Bøhhhh!") *LOL*
Jeg ved ikke lige hvad du mener med klichéfyldt skrigeri, for hendes måde at reagere på i den situation er da ganske naturlig. Tror sgu nok de fleste ville gå i panik, hvis de befandt sig langt ude på bøhlandet med et psykopat rendende efter sig iført en maske af hud, et blodigt forklæde og en lægtehammer i hånden. Ud over at hun så også lige har befundet sig i et lokale, der bl.a. er prydet med menneskeknogler og kranier.
Og selvom det er fint nok at man ikke ser krogen gå op i ryggen på kvinden eller ser saven partere den døde mand i rummet, så er scenen hvor hun hænger på krogen og hvor han skal til save løs bare ulækker og ikke andet. Der antydes, men antydes kun noget ulækkert - jeg føler ingen uhygge overhovedet.
Og det er lige præcis det, der er essensen af den supense Hooper formår at skabe som er så fandens ubehagelig, uhyggelig og intens, fordi vi kun ved, men ikke ser direkte grafisk, hvad der foregår. Jeg føler skam en ret stor uhygge her, især fordi man desuden ved, at der stadig render to stakler rundt i filmen, som er uvidende om hvilke rædsler der venter dem.
Filmen knækker helt dér hvor Leatherface nakker sit tredje offer. For det første begår instruktøren den fatale fejl at lade ofret, manden med brillerne, nærme sig huset og entrere det på stort set samme måde - hvordan i alverden kan filmholdet dog tro, at jeg som publikum vil finde dette spændende endnu engang? ... Bortset fra at jeg så heller ikke fandt det spændende første gang. Ahem.) Og så igen det "Bøhhh!"-lignende brøl, haha. Altså, altså ...
Det er jo ret interessant det du skriver her, for i “Psycho” gør Hitchcock jo præcis det samme. Vi har allerede set detektiven Abrogast begive sig mod huset, hvor han bliver myrdet og kort tid efter, ja der følger vi så Marions søster og hendes kæreste gøre samme forsøg på at kontakte Norman Bates mor i huset. For mit vedkommende gør denne gentagelse i “Psycho”, så vel som den i “TCM”, ikke spor og jeg oplever intet fald i spændingsniveau fordi situationen bliver gentaget. I begge films tilfælde er eksekveringen nemlig i mine øjne særdeles fremragende, tilsigtet den spænding man søger at opnå.
Mere blod på væggene og gulvet, og kvinden popper op af fryseren. En ulækker galeanstalt - men uhyggelig som i "gys" og "suspense". Nej, på ingen måde. Og at man ser Leatherface gå forvirret rundt efter det tredje mord, gør ham endnu mindre uhyggelig end semi-uhyggelig. Han virker som sagt bare som en klumpedumpet sinke.
Det er nu faktisk kun i starten af filmen, at man ser nogle makabre ting i skikkelse af de halvrådne lig. Men vi ser ikke der bliver bidt i dem, nej her benytter Hooper sig af samme fade-out teknik som Hitchcock i føromtalte Abrogast scene og introen i “TCM” består hovedsageligt af lydeffekter med sort baggrund, hvor selve billedindtrykket af det skete ligger i tilskuerens fantasi. Du skriver at filmen bl.a. er fyld med blod og direkte visning af makabre ting, men det er faktisk ikke korrekt og “Psycho” står da på ingen måde mere sobert i det regnskab, især når man tager den berømte, meget direkte voldelige, og blodige brusebadsscene med i betragtning.
BN (10250) skrev:
Nu skal filmen ses en dag i sammenhæng, men det tegner skidt:
Jeg har nu siddet og genset de sidste 20 minutter, som var dem jeg havde klarest i erindring, og nu kan jeg huske, at jeg faktisk havde samme mening første gang jeg så den, nemlig at filmen virker parodisk med hysteriske personer og hysteriske stemninger, blod og skrig, samt både antydning og direkte visning af ulækre, makabre ting. Jeg synes simpelthen, det er en forfejlet, hysterisk, latterlig og ekstremt overvurderet film fyldt med så mange tåbeligheder, så dårlige skuespillere og så billige, ineffektive virkemidler at man må tage sig til hovedet.
Synes det er glimrende du lige ridser dine betragtninger op, men jeg synes ikke meget af din argumentation holder vand, og her tænker jeg ikke på et argument som smag og behag, for du er selvfølgelig i din gode ret til at synes bedre om den ene film end den anden, men mht. til de forskelle du mener gør “Psycho” til en mere effektiv fungerende gyser og modsat “TCM“ til en nærmest joke.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg har lige set denne film i en Criterion Collection-udgave med Voices of Light som det musikalske akkompagnement. Og sikke en fantastisk film! Det var min første Carl Th. Dreyer-film, men bestemt ikke den sidste(Vampyr (MoC) er bestilt!). Han var tydeligvis langt før sin tid, og hans brug af close-up er helt igennem smukt. Der bliver udtrykt så afsindigt meget med hvert et close-up. Maria Falconetti er absolut fantastisk, og hendes skuespilspræstation i denne film hører uden tvivl til blandt de bedste nogensinde. Hendes præstation minder heller ikke ret meget om den teatralskhed, som man oftere forbinder med film fra den tid. Tværtimod virker den meget moderne.
En helt igennem fantastisk og smuk film, som bliver opløftet endnu højere af noget afsindigt smukt musik.
10/10
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Jeg var helt udmattet mentalt, da jeg havde set den film. Jeg har samme udgave på dvd og det er noget af en prøvelse at komme igennem den, men den er det hele værd. :)
#10256: Jeg har personligt kun set "La passion de Jeanne d'Arc" af stumfilmene, og fandt den ligesom du fremragende. Man skal dog ikke kimse af talefilmene, som jeg bestemt synes bevare deres særpræg. De er dog mere teatralske, idet skuespillerne særligt i "Ordet", og "Gertrud" henvender sig til "publikum" mere end til hinanden. Jeg synes dog virkelig godt om dette særlige træk, der til tider giver replikkerne fornemmelse af nærmere at være udtalte tanker end egentlige dialoger (dette gør sig særligt gældende for "Gertrud".) Misforstå mig ret, selvfølgelig taler de med hinanden, men leveringen er meget eftertænksom og til tider drømmende.
Kort sagt kan jeg godt anbefale at se "Vredens dag" først, da den er en god overgang fra stumfilmene og til hans anderledes senere stil, som for alvor dominerer "Ordet" og "Gertrud", men allerede træder frem i "Vredens Dag".
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#10253 Tillykke med at have set en af verdens bedste film. :)
Nu du var så glad for den, skulle du næsten hoppe på Dreyer-boksen. Den er til at betale, og er på alle måde en fantastisk samling, der gør sig smukt på enhver filmelskers hylde. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Det var bestemt heller ikke, fordi han skulle undgå talefilmene. "Gertrud" og "Vredens dag" er to af de bedste film nogensinde, hvis du spørger mig. "Ordet" nærmer sig også.
#10251 Collateral 14 år siden
Originalen: 3/6
Remake: 2/6
#10252 NightHawk 14 år siden
Mht. den manglende musik i “TCM”, ja så er der rent faktisk underlægningsmusik i filmen, blot ikke i den traditionelle forstand a’la Bernard Hermanns. I “TCM” består det i stedet af hvad man kunne kalde for et rytmisk/slagtøjs baseret score, hvilket du også kan høre ligger i baggrunden og ulmer i den scene jeg har linket til. Wayne Bell og Tobe Hooper skaber på den måde, ved bl.a. at benytte sig af alt lige fra bilfærge, tønder og traktor dæk til at slå løs på, en bizar og skæv lydflade der passer perfekt ind i den stemning af konstant utryghed, som ligger og lurer i kulissen for de fem protagonister. Så lydfladen kontra billedsiden har altså i høj grad stor indflydelse på gyset i “TCM”, lige som den har hos “Psycho” her blot via et mere traditionelt score.
I begge films tilfælde med de nævnte scener fungerer præmissen i mine øjne næsten ens. Vi bliver som tilskuere i begge tilfælde lokker ind i huset med en forhåndsviden om, at der er en ubegribelig ondskab til stede et sted inde i mørket. Kirk bliver lokket mod døren via nogle besynderlige lyde, og det at vi ikke kan se hvad der foregår bag døren tricker fantasien og gør måske endda de billeder man danner sig på nethinden endnu mere groteske, end det der reelt kommer til syne. Abrogast bliver i “Psycho” lokket mod huset via lyset og med sin viden om “moderens” tilstedeværelse fra værelset ovenpå, men her ved vi fra den tidlige brusebadsscene hvad der venter, og skulle man sætte de to film op imod hinanden på det punkt, ja så er det “TCM” der byder på den største overraskelse, fordi man ikke tidligere i filmen har set Leatherface og de rædsler han repræsentere. I begge tilfælde når gyset også sit klimaks ved at morderen brutalt angriber og på mest bestialske facon maltraktere sit offer.
Og nu har jeg lige set begge scener igen, og der er rent faktisk mere synligt blod i “Psycho” her end “TCM” scenen. Det er jo en pæn overdrivelse at påstå, at den scene fra “TCM” indeholder blod og indvolde, når det på ingen måde er tilfældet, og grunden til at der fokuseres på Kirks krampetrækninger er, som Collateral rigtigt nævner, i samhørighed med kannibalernes tidlige arbejde på det nu nedlagte slagteri. Hvor om alting er, er det er en scene der bliver eksekveret hurtigt og effektivt uden nogen som helst dvælen ved det makabre. Jeg tror du vil opleve scenen i “TCM” væsentlig anderledes i kontekst med resten af filmen og ikke blot som en fragmenteret oplevelse.
Mht. Leatherface så er masken da i høj grad med til at skabe mystik om karakteren og gør hans måde at reagere på via dyrelyde dybt besynderlig og ubehagelig, indtil det rent faktisk gøres klart, at han ikke er andet end en indavlet sinke, der kun kan kommunikere på den måde han gør, hvilket jo faktisk gør ham til en tragisk figur, du kan vælge at betragte som et produkt af det menneskelige forfald Tobe Hooper gerne vil illustrere i forhold til vietnamkrigen, som filmen er en metafor over og kritik af. Du ser f.eks. også Leatherface bryde sammen i panik efter de første mord vi ser, meget sammenligneligt i øvrigt med Norman Bates reaktion mod sit andet jegs gerninger.
Jeg ved ikke lige hvad du mener med klichéfyldt skrigeri, for hendes måde at reagere på i den situation er da ganske naturlig. Tror sgu nok de fleste ville gå i panik, hvis de befandt sig langt ude på bøhlandet med et psykopat rendende efter sig iført en maske af hud, et blodigt forklæde og en lægtehammer i hånden. Ud over at hun så også lige har befundet sig i et lokale, der bl.a. er prydet med menneskeknogler og kranier.
Og det er lige præcis det, der er essensen af den supense Hooper formår at skabe som er så fandens ubehagelig, uhyggelig og intens, fordi vi kun ved, men ikke ser direkte grafisk, hvad der foregår. Jeg føler skam en ret stor uhygge her, især fordi man desuden ved, at der stadig render to stakler rundt i filmen, som er uvidende om hvilke rædsler der venter dem.
Det er jo ret interessant det du skriver her, for i “Psycho” gør Hitchcock jo præcis det samme. Vi har allerede set detektiven Abrogast begive sig mod huset, hvor han bliver myrdet og kort tid efter, ja der følger vi så Marions søster og hendes kæreste gøre samme forsøg på at kontakte Norman Bates mor i huset. For mit vedkommende gør denne gentagelse i “Psycho”, så vel som den i “TCM”, ikke spor og jeg oplever intet fald i spændingsniveau fordi situationen bliver gentaget. I begge films tilfælde er eksekveringen nemlig i mine øjne særdeles fremragende, tilsigtet den spænding man søger at opnå.
Det er nu faktisk kun i starten af filmen, at man ser nogle makabre ting i skikkelse af de halvrådne lig. Men vi ser ikke der bliver bidt i dem, nej her benytter Hooper sig af samme fade-out teknik som Hitchcock i føromtalte Abrogast scene og introen i “TCM” består hovedsageligt af lydeffekter med sort baggrund, hvor selve billedindtrykket af det skete ligger i tilskuerens fantasi. Du skriver at filmen bl.a. er fyld med blod og direkte visning af makabre ting, men det er faktisk ikke korrekt og “Psycho” står da på ingen måde mere sobert i det regnskab, især når man tager den berømte, meget direkte voldelige, og blodige brusebadsscene med i betragtning.
Synes det er glimrende du lige ridser dine betragtninger op, men jeg synes ikke meget af din argumentation holder vand, og her tænker jeg ikke på et argument som smag og behag, for du er selvfølgelig i din gode ret til at synes bedre om den ene film end den anden, men mht. til de forskelle du mener gør “Psycho” til en mere effektiv fungerende gyser og modsat “TCM“ til en nærmest joke.
#10253 Kruse 14 år siden
Jeg har lige set denne film i en Criterion Collection-udgave med Voices of Light som det musikalske akkompagnement. Og sikke en fantastisk film! Det var min første Carl Th. Dreyer-film, men bestemt ikke den sidste(Vampyr (MoC) er bestilt!). Han var tydeligvis langt før sin tid, og hans brug af close-up er helt igennem smukt. Der bliver udtrykt så afsindigt meget med hvert et close-up. Maria Falconetti er absolut fantastisk, og hendes skuespilspræstation i denne film hører uden tvivl til blandt de bedste nogensinde. Hendes præstation minder heller ikke ret meget om den teatralskhed, som man oftere forbinder med film fra den tid. Tværtimod virker den meget moderne.
En helt igennem fantastisk og smuk film, som bliver opløftet endnu højere af noget afsindigt smukt musik.
10/10
#10254 Slettet Bruger [2214553310] 14 år siden
Jeg var helt udmattet mentalt, da jeg havde set den film. Jeg har samme udgave på dvd og det er noget af en prøvelse at komme igennem den, men den er det hele værd. :)
#10255 Antlion 14 år siden
Ellers bør du fortsætte med stumfilmene først og fremmest. "Mikaël" er i særdeleshed enestående - næsten på højde med "Jeanne d'Arc".
#10256 Kruse 14 år siden
Det tog også en god 30-40 minutter, før at jeg rigtigt blev "fanget" af filmen, men derefter var jeg også fuldstændigt opslugt.
#10255: Den er hermed noteret :)
#10257 Collateral 14 år siden
Kort sagt kan jeg godt anbefale at se "Vredens dag" først, da den er en god overgang fra stumfilmene og til hans anderledes senere stil, som for alvor dominerer "Ordet" og "Gertrud", men allerede træder frem i "Vredens Dag".
#10258 Benway 14 år siden
Nu du var så glad for den, skulle du næsten hoppe på Dreyer-boksen. Den er til at betale, og er på alle måde en fantastisk samling, der gør sig smukt på enhver filmelskers hylde. :)
#10259 Antlion 14 år siden
#10260 Antlion 14 år siden