Jeg har ikke set originalen og derfor forholder jeg mig kun til denne. Amerikanske horror film plejer ikke at tiltrække mig, og slet ikke i bio, men en hyggelig tur til Ålborg med godt selskab siger jeg ikke nej til. Jeg skulle nok alligevel have stolet på min fornemmelse, som sagde mig, at denne film aldrig vil hæve sig over middelmådigheden. Og det gør den heller ikke. Jeg kender intet til Troy Nixey, men han kender åbenbart alt til gyserklicheer og det at være genrebevidst. Historien er det rene galimatias, og efterlader en del plothuller. Alligevel fyldes historien med endnu flere tåbeligheder og den klassiske "ingen tror på mig, hvad skal jeg dog gøre" og der skal selvfølgelig gå en evighed før man opfatter faresignalerne, til trods for al sund fornuft siger noget andet. Alt det man IKKE skal gøre, bliver gjort. Ohh well. Det var også gyset man kom efter, og her har instruktøren måske fat i noget - ihvertfald i nogle scener, som nok skal få et par skrig ud af folk, selvom klimakset ikke er vellykket. Den er pænt lavet, intet særligt her, og Holmes og Pearce kæmper med klicherollerne, men de har en god udstråling og de virker oplagte. Lillepigen gør et fint job, selvom hendes karakter kan være irriterende. Jeg følte også man sprang lidt over hendes problemer, til fordel for "det billige gys". Her kunne man godt have tilladt mere kant. Alt i alt en middelmådig gyser imo.
Et gensyn med ovenstående, efter jeg har fået købt den på BD.
Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste danskere vil hade denne film, altså den del af befolkningen, der aldrig har åbnet en tegneserie og primært kender til nordisk mytologi, fordi de har læst/set "Valhalla".
Men ved man hvad præcis der er blevet filmatiseret, vil man sikkert have et helt andet syn på filmen - en film baseret på en superheltetegneserie, der løst er baseret på nordisk mytologi.
Det er de briller, jeg så filmen med og selvom mit kendskab til Marvels udgave af Thor, slet ikke er så grundigt, som mit kendskab til nogle af deres andre figurer, er der kommet en ret habil superheltefilm ud af materialet.
Der er nogle gode skuespillere med, Chris Hemsworth er velvalgt til hovedrollen, man rammer den fine grænse mellem de lidt ældre og mere fjollede udgaver af Thor, samtidig med, at man rammer den mere seriøse tone, man bl.a. kan finde i Ultimate-udgaven af samme figur.
Den er ikke helt på samme niveau som de to andre Marvel-film fra 2011, men er man Marvel-fan og kender Thor, går man bestemt ikke galt i byen med denne filmatisering.
der kommet en ret habil superheltefilm ud af materialet.
Meget enig i dette.
utyske (11605) skrev:
Den er ikke helt på samme niveau som de to andre Marvel-film fra 2011
C. America og især X-First er bedre ja, det er jeg også enig i. Alle tre film håber jeg dog der kommer flere af. X er mest tvivlsom har jeg læst, da den ikke tjente som forventet (hvad jeg finder pudsigt, da jeg synes det hæver sig over de to andre)
I have my principles - And if you don't like them, I have others
Jeg kan godt huske da Dharma & Greg eller et Umage Par som den hed på dansk, fik premiere på de danske tv-kanaler, nærmere bestemt TV 2. Her var en komedieserie som var rigtig sjov og med en kvinde i hovedrollen. Hvad jeg ikke vidste dengang var at hun hed Jenna Elfman. Jeg var ikke særlig gammel, så jeg grinte bare når jeg så noget sjovt. Det har nok nærmere været timingen I morsomhederne jeg har fundet sjovt, da jeg tvivler på jeg egentlig har forstået budskabet I serien, eller sat mig særligt ind I karakterernes historie. Hvad fremstod tydeligt var naturligvis at det handlede om to forskellige familier. Den ene en snobbet rig familie og den anden en åben hippiefamilie, sådan kort fortalt. Selv for en teenager kan sådan noget være sjovt og det er nok også grunden til at det er populært.
Her et årti efter er jeg begyndt at se serien forfra eller det vil sige, at jeg har aldrig set serien fra start til slut men lige fanget den en gang imellem når den har været sendt på TV. Det var således også dette medie jeg tilfældigt faldt over den igen og fik den her underlige ide om at tjekke youtube. Minsandten om ikke hele serien findes derinde. Meget praktisk når kun første sæson af serien er udgivet. Allerede ved første afsnit blev jeg betaget af karaktererne. Ikke mindst Dharma er sådan type person som der burde findes flere af. En person som hver aften får mig i godt humør. En serie der kan præstere dette er altid værd at bruge tid på og den er nu blevet min medicin hver aften inden jeg går i seng.
Hvad de fleste nok ikke ved er at Jenna Elfman var hele omdrejningspunktet i serien. Hun havde været med i serien ”Townies” som ikke blev den store succes og blev stoppet efter kun 1. sæson, men der var nogle skarpe folk hos ABC som havde set hende og ville lave en serie med hende. Efterfølgende var hun til møde med flere forfattere, indtil valget endelig faldt på Chuck Lorre. Serien skulle omhandle en lettere naiv kvinde som var et såkaldt blomsterbarn og frisindet og sjældent sagde nej til noget. Efter et par castinger efter mænd til at spille overfor Thomas Gibson, som havde taget en chance og droppet sin rolle i ”Chicago Hope,” var en serie skabt.
Allerede i løbet af de første 3 minutter for vi etableret hele præmissen for serien :
Dharmas (Jenna Elfman) forældre Larry Finkelstein (Alan Rachins) og Abby O'Neil (Mimi Kennedy, læg mærke til at de ikke er gift, er et par ægte 70er hippier. I serien bliver de præsenteret som vaskeægte stereotyper. De er ikke gift, da de vil ikke underlægge sig myndighederne og så er vi jo gift med alle, som Larry siger. De dyrker økologiske madvarer. Dyrker alternative helseformer. Især Larry er meget paranoid. Jeg vil ikke afsløre for meget, men det er ikke for meget at sige at han ikke er den hurtigste knallert på havnen. Muligvis påvirket at de hashplanter som han dyrker, som han selv påpeger er oregano. Til gengæld er de også begge to meget åbne personer, som glædeligt hjælper til. Nå ja og som ikke er blufærdige på nogle områder, især hvad angår sex.
Gregs (Thomas Gibson) forældre er lige det modsatte. Edward Montgomery (Mitch Ryan) og Kitty (Susan Sullivan) er et par højrøvede overklassefolk, hvor alt skal foregå efter den rette etikette. Især Kitty er en meget stram dame, manipulativ og striks.
Edward og Kitty er selvsagt ikke særlig begejstrede for Gregs pludselige ægteskab, for det passe jo så absolut ikke ind i den fremtid DE har valgt for Greg (eller Gregory som de kalder ham). Larry og Abby synes til gengæld det er fantastisk. I løbet af den sæson er vi derfor vidne til en masse sjove episoder, hvor de hver især bliver plantet i uvant terræn. Dette scenarie er set mange gange før, hvor modsætninger mødes. Hvad jeg godt kan lide ved denne serie og det jeg synes der adskiller den fra andre serie, er den overordnede kærlighed der bliver givet til de enkle karakterer. De færreste kan nok identificere sig med personerne, men alligevel bliver sat nok ind i deres baggrundshistorie at vi kan følge intentionerne bag deres handlinger. Umiddelbart kunne man mene at Edward og Kitty er nogle ondskabsfulde skabninger, men omvendt så er det også en verden de har levet i hele deres verden. Vi får i løbet af serien også blødt dem en del op, ikke mindst pga. de nye bekendtskaber de begge gør sig. Det samme kan sådan set også siges om Larry og Abby. De påvirker hinanden på godt og ondt og vi får set sider andre sider af dem, uden at de ændrer sig radikalt.
Midt i det hele står så Dharma & Greg. Greg er meget præget af sine forældre og alt har altid været skematiseret for ham. Han er advokat, hvilket altid har været meningen og han er ikke særlig spontan. Som sagt er Dharma den meget åbensindede kvinde som aldrig kan sige nej til noget. Dermed er hun også med til at få Greg ud på en masse eventyr som han normalt ikke vil blive udsat for. Hun er sådan en type karakter som nok ikke er særlig realistisk, desværre, men en som vi alle sammen kunne bruge. Hun er godhjertet og altid i godt humør. Jenna Elfman spiller hende perfekt. For selv om hun er meget naiv i forhold til folks hensigter, så har hun sådan en udstråling som man ikke kan stå for. Personligt bliver jeg altid i godt humør af at kigge på hende, alene pga. hendes udstråling og gode humør. Dog kan hun også let blive trist til mode og det er denne balance som Elfman rammer helt perfekt. På den ene side det gode humør og godhjertethed og samtidig hendes sårbarhed overfor uretfærdigheder. I og med vi føler så meget for Dharma rammer det mig ligeså hårdt når hun rammes af uretfærdigheder.
Det er hende der bærer serien et langt stykke hen af vejen og alene det at hun kan gøre mig i godt humør gør serien aldeles seværdig.
Anmeldelsen indeholder selvfølgelig spoilers, så hvis man ikke har set episoden, vil jeg råde en til at springe den over. Jeg har prøvet at undgå at være for specifik, men hvis man er fan er det nok ikke så svært at regne ud hvad jeg skriver om. Så hvis det er tilfældet og du ikke har set episoden endnu vil jeg råde dig til at springe den over indtil du har set afsnittet. Derfor har jeg også sat anmeldelsen i en spoilerboks, så lad være med at læse den hvis du ikke har set begge afsnit af syvende sæson endnu. Det ville være en skam at ødelægge det for sig selv på den måde.
Igen: Lad være med at læse anmeldelsen, hvis du ikke har set afsnit 1 og 2 endnu.
Nu går der lige nørderi i den, og det er ikke noget jeg vil gøre hver uge, men jeg har lige set det nyeste afsnit af "Supernatural" og bliver simpelthen nødt til at skrive et par ord.
Hold da kæft! Aldrig har jeg set en serie vende tilbage med så stor slagkraft. Efter at have kæmpet mig igennem en lettere jævn og ufokuseret sjette sæson hamrer Gamble og co. pludselig speederen i bund og levere et afsnit der vender op og ned på mange af seriens kendetegn: Gamle ansigter dør, steder vi har kendt fra seriens begyndelse forsvinder og en ny fjende bliver introduceret, som er så modbydelig grum og sej, at jeg klapper i mine små fede hænder af ren og skær fryd og glæde.
Hvor sjette sæson bag præg af Gambles usikkerhed som det nye kreative overhoved, bærer syvende sæsonen, indtil videre, ikke det mindste af den usikkerhed. Tværtimod fungerer andet afsnit som en af seriens bedste sæsonpræmierer ved siden af ”In My Time of Dying” og ”Lazarus Rising”.
En gammel kending vender tilbage, nemlig satan himself i form af Mark Pellegrino, og han er mildest talt satans god. Faktisk er satan en meget federe karakter nu, end han var igennem hele femte sæson og det er en skam at de ikke brugte lidt af den ondskabsfulde legesyge han besidder nu, dengang han var hovedskurken.
Jeg bliver også lige nødt til at give en hånd til effekterne, som virkelig voldte nogle problemer forrige sæson grundet et lidt for ambitiøst projekt og lidt for få penge, men denne gang har de kommet op med et ganske fedt design til den nye fjende. Det er dog ikke altid man ser deres sande ansigt, men de glimt man får af deres true form bringer minder om John Carpenters ”The Thing”. For det meste ligner monstrene rigtig nok mennesker, men det har manuskriptforfatterne også formået at vende til deres fordel denne gang. Leviathans som den nye antagonist hedder, har evnen til at indtage menneskers kroppe, men de lærer ikke bare alt om personen når de gør det, de lærer også alle personens evner. Så hvis de f.eks. indtager en læges krop ved de alt om den menneskelige anatomi og hvordan man operere et menneske eller gør det der er værre. Jeg burde ikke blive glad af det, men som horrorfreak synes jeg det er en møgfed idé og glæder mig til at se hvordan sæsonen vil udvikle sig herfra.
De ligger hårdt ud og med anden afsnits slutning ser de ud til at de forsætter ligeså hårdt i næste uge og jeg glæder mig.
Hvis nogle ikke læser det her er det også i orden, jeg havde mere brug for bare at skrive et eller andet for at fordøje det hele. ;P
#11601 Sweetiebellefan 14 år siden
Uruguay er med i kapløbet om bedste ikke engelsksprogede film, og det er velfortjent.
Endnu en "baseret på virkeelige hændelser" film som Troll Hunters, og optaget med håndholdt kamera dog mere seriøs og bedre.
Her vil en smuk kvinde lege med publikum, mens man bliver ført rundt i et skummelt hus langt ude på landet.
Elsk eller had den gyser.
9/10
#11602 mr gaijin 14 år siden
#11603 misuma 14 år siden
Iøvrigt værd at nævne, at der ikke er klippet i filmen. Imponerende godt gennemført af kameraholdet og skuespillere.
________________________________________________
Den seneste POTC
Jeg fandt den bedre end forventet, her er igen plads til skøre, men ganske kreative scenarier og jeg behøvede ikke turtelduerne i denne her omgang.
#11604 Babo84 14 år siden
Jeg har ikke set originalen og derfor forholder jeg mig kun til denne. Amerikanske horror film plejer ikke at tiltrække mig, og slet ikke i bio, men en hyggelig tur til Ålborg med godt selskab siger jeg ikke nej til. Jeg skulle nok alligevel have stolet på min fornemmelse, som sagde mig, at denne film aldrig vil hæve sig over middelmådigheden. Og det gør den heller ikke. Jeg kender intet til Troy Nixey, men han kender åbenbart alt til gyserklicheer og det at være genrebevidst. Historien er det rene galimatias, og efterlader en del plothuller. Alligevel fyldes historien med endnu flere tåbeligheder og den klassiske "ingen tror på mig, hvad skal jeg dog gøre" og der skal selvfølgelig gå en evighed før man opfatter faresignalerne, til trods for al sund fornuft siger noget andet. Alt det man IKKE skal gøre, bliver gjort. Ohh well. Det var også gyset man kom efter, og her har instruktøren måske fat i noget - ihvertfald i nogle scener, som nok skal få et par skrig ud af folk, selvom klimakset ikke er vellykket. Den er pænt lavet, intet særligt her, og Holmes og Pearce kæmper med klicherollerne, men de har en god udstråling og de virker oplagte. Lillepigen gør et fint job, selvom hendes karakter kan være irriterende. Jeg følte også man sprang lidt over hendes problemer, til fordel for "det billige gys". Her kunne man godt have tilladt mere kant. Alt i alt en middelmådig gyser imo.
5/10
#11605 Slettet Bruger [2214553310] 14 år siden
Et gensyn med ovenstående, efter jeg har fået købt den på BD.
Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste danskere vil hade denne film, altså den del af befolkningen, der aldrig har åbnet en tegneserie og primært kender til nordisk mytologi, fordi de har læst/set "Valhalla".
Men ved man hvad præcis der er blevet filmatiseret, vil man sikkert have et helt andet syn på filmen - en film baseret på en superheltetegneserie, der løst er baseret på nordisk mytologi.
Det er de briller, jeg så filmen med og selvom mit kendskab til Marvels udgave af Thor, slet ikke er så grundigt, som mit kendskab til nogle af deres andre figurer, er der kommet en ret habil superheltefilm ud af materialet.
Der er nogle gode skuespillere med, Chris Hemsworth er velvalgt til hovedrollen, man rammer den fine grænse mellem de lidt ældre og mere fjollede udgaver af Thor, samtidig med, at man rammer den mere seriøse tone, man bl.a. kan finde i Ultimate-udgaven af samme figur.
Den er ikke helt på samme niveau som de to andre Marvel-film fra 2011, men er man Marvel-fan og kender Thor, går man bestemt ikke galt i byen med denne filmatisering.
7/10
#11606 Hr. Nielsen 14 år siden
C. America og især X-First er bedre ja, det er jeg også enig i. Alle tre film håber jeg dog der kommer flere af. X er mest tvivlsom har jeg læst, da den ikke tjente som forventet (hvad jeg finder pudsigt, da jeg synes det hæver sig over de to andre)
#11607 jessup 14 år siden
#11608 Benway 14 år siden
#11609 Slettet Bruger [4112912599] 14 år siden
Jeg kan godt huske da Dharma & Greg eller et Umage Par som den hed på dansk, fik premiere på de danske tv-kanaler, nærmere bestemt TV 2. Her var en komedieserie som var rigtig sjov og med en kvinde i hovedrollen. Hvad jeg ikke vidste dengang var at hun hed Jenna Elfman. Jeg var ikke særlig gammel, så jeg grinte bare når jeg så noget sjovt. Det har nok nærmere været timingen I morsomhederne jeg har fundet sjovt, da jeg tvivler på jeg egentlig har forstået budskabet I serien, eller sat mig særligt ind I karakterernes historie. Hvad fremstod tydeligt var naturligvis at det handlede om to forskellige familier. Den ene en snobbet rig familie og den anden en åben hippiefamilie, sådan kort fortalt. Selv for en teenager kan sådan noget være sjovt og det er nok også grunden til at det er populært.
Her et årti efter er jeg begyndt at se serien forfra eller det vil sige, at jeg har aldrig set serien fra start til slut men lige fanget den en gang imellem når den har været sendt på TV. Det var således også dette medie jeg tilfældigt faldt over den igen og fik den her underlige ide om at tjekke youtube. Minsandten om ikke hele serien findes derinde. Meget praktisk når kun første sæson af serien er udgivet. Allerede ved første afsnit blev jeg betaget af karaktererne. Ikke mindst Dharma er sådan type person som der burde findes flere af. En person som hver aften får mig i godt humør. En serie der kan præstere dette er altid værd at bruge tid på og den er nu blevet min medicin hver aften inden jeg går i seng.
Hvad de fleste nok ikke ved er at Jenna Elfman var hele omdrejningspunktet i serien. Hun havde været med i serien ”Townies” som ikke blev den store succes og blev stoppet efter kun 1. sæson, men der var nogle skarpe folk hos ABC som havde set hende og ville lave en serie med hende. Efterfølgende var hun til møde med flere forfattere, indtil valget endelig faldt på Chuck Lorre. Serien skulle omhandle en lettere naiv kvinde som var et såkaldt blomsterbarn og frisindet og sjældent sagde nej til noget. Efter et par castinger efter mænd til at spille overfor Thomas Gibson, som havde taget en chance og droppet sin rolle i ”Chicago Hope,” var en serie skabt.
Allerede i løbet af de første 3 minutter for vi etableret hele præmissen for serien :
Dharmas (Jenna Elfman) forældre Larry Finkelstein (Alan Rachins) og Abby O'Neil (Mimi Kennedy, læg mærke til at de ikke er gift, er et par ægte 70er hippier. I serien bliver de præsenteret som vaskeægte stereotyper. De er ikke gift, da de vil ikke underlægge sig myndighederne og så er vi jo gift med alle, som Larry siger. De dyrker økologiske madvarer. Dyrker alternative helseformer. Især Larry er meget paranoid. Jeg vil ikke afsløre for meget, men det er ikke for meget at sige at han ikke er den hurtigste knallert på havnen. Muligvis påvirket at de hashplanter som han dyrker, som han selv påpeger er oregano. Til gengæld er de også begge to meget åbne personer, som glædeligt hjælper til. Nå ja og som ikke er blufærdige på nogle områder, især hvad angår sex.
Gregs (Thomas Gibson) forældre er lige det modsatte. Edward Montgomery (Mitch Ryan) og Kitty (Susan Sullivan) er et par højrøvede overklassefolk, hvor alt skal foregå efter den rette etikette. Især Kitty er en meget stram dame, manipulativ og striks.
Edward og Kitty er selvsagt ikke særlig begejstrede for Gregs pludselige ægteskab, for det passe jo så absolut ikke ind i den fremtid DE har valgt for Greg (eller Gregory som de kalder ham). Larry og Abby synes til gengæld det er fantastisk. I løbet af den sæson er vi derfor vidne til en masse sjove episoder, hvor de hver især bliver plantet i uvant terræn. Dette scenarie er set mange gange før, hvor modsætninger mødes. Hvad jeg godt kan lide ved denne serie og det jeg synes der adskiller den fra andre serie, er den overordnede kærlighed der bliver givet til de enkle karakterer. De færreste kan nok identificere sig med personerne, men alligevel bliver sat nok ind i deres baggrundshistorie at vi kan følge intentionerne bag deres handlinger. Umiddelbart kunne man mene at Edward og Kitty er nogle ondskabsfulde skabninger, men omvendt så er det også en verden de har levet i hele deres verden. Vi får i løbet af serien også blødt dem en del op, ikke mindst pga. de nye bekendtskaber de begge gør sig. Det samme kan sådan set også siges om Larry og Abby. De påvirker hinanden på godt og ondt og vi får set sider andre sider af dem, uden at de ændrer sig radikalt.
Midt i det hele står så Dharma & Greg. Greg er meget præget af sine forældre og alt har altid været skematiseret for ham. Han er advokat, hvilket altid har været meningen og han er ikke særlig spontan. Som sagt er Dharma den meget åbensindede kvinde som aldrig kan sige nej til noget. Dermed er hun også med til at få Greg ud på en masse eventyr som han normalt ikke vil blive udsat for. Hun er sådan en type karakter som nok ikke er særlig realistisk, desværre, men en som vi alle sammen kunne bruge. Hun er godhjertet og altid i godt humør. Jenna Elfman spiller hende perfekt. For selv om hun er meget naiv i forhold til folks hensigter, så har hun sådan en udstråling som man ikke kan stå for. Personligt bliver jeg altid i godt humør af at kigge på hende, alene pga. hendes udstråling og gode humør. Dog kan hun også let blive trist til mode og det er denne balance som Elfman rammer helt perfekt. På den ene side det gode humør og godhjertethed og samtidig hendes sårbarhed overfor uretfærdigheder. I og med vi føler så meget for Dharma rammer det mig ligeså hårdt når hun rammes af uretfærdigheder.
Det er hende der bærer serien et langt stykke hen af vejen og alene det at hun kan gøre mig i godt humør gør serien aldeles seværdig.
#11610 Bobby Singer 14 år siden
Anmeldelsen indeholder selvfølgelig spoilers, så hvis man ikke har set episoden, vil jeg råde en til at springe den over. Jeg har prøvet at undgå at være for specifik, men hvis man er fan er det nok ikke så svært at regne ud hvad jeg skriver om. Så hvis det er tilfældet og du ikke har set episoden endnu vil jeg råde dig til at springe den over indtil du har set afsnittet. Derfor har jeg også sat anmeldelsen i en spoilerboks, så lad være med at læse den hvis du ikke har set begge afsnit af syvende sæson endnu. Det ville være en skam at ødelægge det for sig selv på den måde.
Igen: Lad være med at læse anmeldelsen, hvis du ikke har set afsnit 1 og 2 endnu.
_____________________________________________________
Hold da kæft! Aldrig har jeg set en serie vende tilbage med så stor slagkraft. Efter at have kæmpet mig igennem en lettere jævn og ufokuseret sjette sæson hamrer Gamble og co. pludselig speederen i bund og levere et afsnit der vender op og ned på mange af seriens kendetegn: Gamle ansigter dør, steder vi har kendt fra seriens begyndelse forsvinder og en ny fjende bliver introduceret, som er så modbydelig grum og sej, at jeg klapper i mine små fede hænder af ren og skær fryd og glæde.
Hvor sjette sæson bag præg af Gambles usikkerhed som det nye kreative overhoved, bærer syvende sæsonen, indtil videre, ikke det mindste af den usikkerhed. Tværtimod fungerer andet afsnit som en af seriens bedste sæsonpræmierer ved siden af ”In My Time of Dying” og ”Lazarus Rising”.
En gammel kending vender tilbage, nemlig satan himself i form af Mark Pellegrino, og han er mildest talt satans god. Faktisk er satan en meget federe karakter nu, end han var igennem hele femte sæson og det er en skam at de ikke brugte lidt af den ondskabsfulde legesyge han besidder nu, dengang han var hovedskurken.
Jeg bliver også lige nødt til at give en hånd til effekterne, som virkelig voldte nogle problemer forrige sæson grundet et lidt for ambitiøst projekt og lidt for få penge, men denne gang har de kommet op med et ganske fedt design til den nye fjende. Det er dog ikke altid man ser deres sande ansigt, men de glimt man får af deres true form bringer minder om John Carpenters ”The Thing”. For det meste ligner monstrene rigtig nok mennesker, men det har manuskriptforfatterne også formået at vende til deres fordel denne gang. Leviathans som den nye antagonist hedder, har evnen til at indtage menneskers kroppe, men de lærer ikke bare alt om personen når de gør det, de lærer også alle personens evner. Så hvis de f.eks. indtager en læges krop ved de alt om den menneskelige anatomi og hvordan man operere et menneske eller gør det der er værre. Jeg burde ikke blive glad af det, men som horrorfreak synes jeg det er en møgfed idé og glæder mig til at se hvordan sæsonen vil udvikle sig herfra.
De ligger hårdt ud og med anden afsnits slutning ser de ud til at de forsætter ligeså hårdt i næste uge og jeg glæder mig.
Hvis nogle ikke læser det her er det også i orden, jeg havde mere brug for bare at skrive et eller andet for at fordøje det hele. ;P