#120 Det kræver en del grunker at udføre den type visioner Oshii har i live action. Og jeg tror desværre ikke, at den japanske filmindustri tør investere i ham.
Mainstreamselskaberne malker kassen for tiden ved at lave billige filmversioner af populære tv-melodramaer. Og den slags indspiller hurtigt tocifrede millionbeløb (altså i dollars, ikke yen).
Jeg håber på en kommerciel succes for Oshii, så de tør give ham nogle penge at lege med. Denne mandag eftermiddag var der heldigvis en hel del til at fylde sæderne ud. Så forhåbenligt.
#115 - den er på ønskeseddelen, samt en masse andre Mizoguchi-film. Gad godt se det i biffen, fremfor dårlige dvd-udgivelser(men man må jo tage, hvad man kan få)
Men jeg kalder din Uwasa No Onna med:
Saikaku Ichidai Onna, 1952(Life of O-haru)
Filmens handling starter med Oharu og en mandelig tjener(en ung Toshiro Mifune), der tydeligvis er forelsket, men netop pga. klasseskellet, har de ingen fremtidsudsigter. Igen er omdrejningspunktet kvinders rolle i et feudale Japan, og man følger Oharus vej fra anset kvinde og hvordan hendes værdighed bliver taget fra hende, fordi hun er sammen med tjeneren, og hendes kamp for at flygte fra fortiden.
Det er en typisk Mizoguchi-film, og det er kun positivt. Lige fra kvindernes rolle til de lange kameraindstillinger og utrolige smukke kompositioner. Kritikken af det klasseopdelte og rigide samfund er også til steder, og sætninger som: I hope the day will come, when all may be free to love regardless of status, er Mizoguchis pointe også meget tydelig.
Har nu set 4 Mizoguchi-film(Sansho the Bailiff, Ugetsu, 47 Ronin, Life of O-haru), og det er ikke slået fejl endnu. Derfor kan jeg kun anbefale at komme i gang med ham, hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med ham. I mit stille sind, er jeg næsten overbevist om, at han overgår Kurosawa som instruktør.
#122 Jeg vil ikke mene, at instruktører på det niveau kan overgå hinanden. Kurosawa og Mizoguchi er begge i samme høje kunstneriske verdensklasse. Men de har hver deres udtryksform. Hver deres æstetik og tanker. Og de har begge oceaner at byde på.
Jeg ser de to samt Ozu og Naruse som de klassiske japanske mestre, der kan måle sig med de andre giganter omkring i verden. Min personlige favorit fra den årgang er Ozu. Men han overgår ikke de andre. Hans film runger bare stærkest i mig blandt de fire. Specielt Ukigusa og Tokyo Boshoku.
Forresten vil jeg tro, at Saikaku Ichidai Onna er min favorit blandt Mizoguchis film. Men igen, det er svært at vælge favoritter ud på blandt så mange gode film.
Hvad med Masumura Yasuzo, Ichikawa Kon ("Burmese Harp", Shindo Kaneto ("Onibaba") og Yoshida Kiju/Yoshishige? Hvis du ikke har set dem, er de helt sikkert værd at tjekke ud.
I dag er tiden gået med at se Apu-trilogien af Indiens største instruktør, Satyajit Ray, om hvem Akira Kurasawa har sagt:"Not to have seen the cinema of Ray means existing in the world without having seen the sun or the moon". Det vil vise sig om det passer.
Advarsel: der er mindre spoilers i beskrivelsen af film 2 og 3, det er lidt svært at undgå.
Pather Panchali, 1955 Første film introducere Apu lige fra fødslen, og hans opvækst i en indisk landsby, som er absolut ikke er luksus, men der er mad på bordet hver dag, omend det kun er ris og spinat. Det er et hårdt liv i relativ fattigdom, men de klarer sig. Det er Apus liv og opvækst, der er det centrale emne, og hvad det måtte være af forhindringer på vejen. Og ikke mindst hans forhold til sin søster, Durga. De følger hinanden i alt, lige fra at slappe af sammen til at opdage den nye teknologi i form af toge osv.
Aparajito, 1956 Apu er blevet ældre siden sidst, og man følger ham her fra slutningen af barndommen og igennem ungdommen. Fattigdommen er stadig til stede, fordi moderen må klare sig alene med Apu, men den er ikke så altomgribende som i forrige film. Fokus er ligeså meget på Apus opvækst, uddannelse og moderens ensomhed, fordi Apu er under uddannelse. Samtidig med hun er den eneste han har, så vil hun for alt i verden ikke begrænse Apu.
Apu Sansar, 1959 Så er Apu blevet voksen, og står nu på helt egne ben. Han leder efter arbejde, og man følger hans liv, og hvordan han klarer at bo i Calcutta, og ikke mindst hans kamp for anerkendelse. Apu kom ikke på universitet, på trods af sin lærers anbefaling, fordi han ikke havde råd til det, og i stedet følger man ham som arbejdsløs, der kun lige tjener til dagen og vejen ved privatundervisning. Hans drøm er at blive forfatter. Efter et bryllup, hvor det viser sig brudgommen er sindssyg, tager Apus liv en drejning.
In conclusion: Havde Kurosawa så ret? nej, det havde han ikke, men det er bestemt rørende, smukke og seværdige film, der rammer ned i menneskets sjæl. Det er enkelt og ligetil fortalt, og hører med til de mest realistiske fremstillinger af livet, jeg endnu har set. Visuelt er han helt på linje med de andre store fra 50’erne (såsom Mizoguchi, Kurosawa, Bergman, Hitchcock). Der er sans for detaljerne og han udviser en stor forståelse og indlevelse mennesket. Man bliver simpelthen draget ind i universet. Han var inspireret af den italienske neorealisme, og det ses i amatørskuespillerne, og i temaet om de fattige beboere og deres hverdagsliv. Filmene varierer både i stemning og handling, alt efter hvor henne i livet Apu er nået, og derfor kan de ses i streg(hvis man har 5½ time til rådighed).
Citar-guruen Ravi Shankar ligger musik til alle filmene, og det ligger en rigtig god og autentisk stemning. Hans smukke spil komplimenterer scenerne perfekt, og den burde findes på lister over gode soundtracks(Gustav Santaolallas soundtrack til Babel kan til tider minde om det). Skuespillet svinger en del, men det er aldrig dårligt. Det skyldes selvfølgelig amatørskuespillerne.
Som man så kan spørge sig selv: hvorfor mener jeg andre bør se disse film? Fordi det er smukke film, fordi det handler om mennesker, og fordi de er inspirerende, opløftende og rørende. Nå ja, og hvis man er interesseret i det, så er det også filmhistorie.
Saraband, 2003 Efter at have set Scener Fra Et Ægteskab(se post #101) glædede jeg mig til at komme i gang med Saraband, som desværre kun er tv-filmen på 107 min, og ikke serien på 220 min.
Saraband er Bergmans sidste værk. Og det virker faktisk meget passende. Saraband kan ses som en slags epilogue til Scener Fra Et Ægteskab, selvom historien ikke ligger helt i forlængelsen af hinanden.
Jeg vil ikke komme meget ind på historien her, da det kan afsløre handlingen i Scener. Dette værk er ligeså god, hvis ikke bedre end Scener, men det er dog svært at sammenligne en film-version med en serie-version. Grunden til jeg vil mene den er bedre, er fordi den rummer en større livsvisdom, og den er mere melankolsk i sit udtryk. Det er et opgørog et farvel med fortiden, og netop derfor passer temaet godt som kronen på en meget lang række af brilliante film.
Vi lever i en modbydelig tid, hvor død og ødelæggelse efterhånden er blevet hverdagskost på lige fod med vejret, mad, musik, film, venner og familie etc. Volden har eksisteret i mange år og den er desværre kommet for at blive. Vi hører om jaloux ægtemænd der stikker deres koner ned, skole skyderier, krig og i det hele taget andre former for meningsløs vold, hver dag i vores liv, endda i sådan en grad, at vi sikkert ikke bliver lige så påvirket af begivenhederne, som vi gjorde for måske bare 10 år tilbage.
Handlingen i NOFOM udspiller sig i år 1980, men er om noget endnu mere relevant nu end nogensinde før. I filmen bliver den aldrende Sherif Ed Tom Bell (en velspillende Tommy Lee Jones) stillet overfor nogle bestialske mord, som han ikke ved hvordan han skal takle. Sammen med filmens åbnings monolog om de gamle dage, hvor man ikke var nødt til at bære et våben for at opretholde ro og orden, udgør det alt sammen filmens pointe om, at alt gammelt på et tidspunkt må vige pladsen for noget nyt.
I filmens andre centrale roller finder vi spanske Javier Bardem som den iskolde morder Anton Chigurh (der fortjent vandt en Oscar for denne præstation) og Josh Brolin som Llewelyn Moss, der konstant er på flugt fra førnævnte morder, eftersom han er faldet over en kuffert med et par millioner i dollars og flygtet med dem.
Det er Coen brødrene der står bag denne ganske glimrende film, som er noget af det bedste de har lavet i en god del tid. Efter den mildest talt jævne Intolerable Cruelty og et skuffende remake af The Ladykillers, kunne man godt fristes til at tro, at de havde mistet grebet, men med NOFOM viser de, at de stadig kan skrue en solid film oplevelse sammen og gud ske lov for det.
Det skal dog siges at filmen ikke har særligt travlt med at afvikle sin historie, hvilket måske godt kan skræmme nogen væk og så det faktum at der stort set ikke er noget musik i filmen ikke ligefrem gør den specielt publikumsvenlig. Jeg har ikke selv noget problem med film der giver sig god tid til at fortælle sin historie, men hvis man har set traileren bliver man nok lidt skuffet, eftersom den er lidt misvisende.
Men selv uden musik formår filmen at opbygge op til flere spændende momenter, den bliver dog aldrig helt så nervepirrende, som jeg havde regnet med, trods Javier Bardems skræmmende præstation som Anton Chigurh.
Selvom det uden tvivl er en god film, gjorde There Will Be Blood altså større indtryk på mig og havde derfor hellere set, at den havde modtaget Oscaren for bedste film i stedet for denne.
Men det skal ikke ændre på, at dette er en stærk film, som bestemt hører til blandt en af sidste års bedste film, men den når altså ikke op på mesterværks niveau for mit vedkommende, der mangler den lige det sidste.
#121 mr gaijin 16 år siden
Mainstreamselskaberne malker kassen for tiden ved at lave billige filmversioner af populære tv-melodramaer. Og den slags indspiller hurtigt tocifrede millionbeløb (altså i dollars, ikke yen).
Jeg håber på en kommerciel succes for Oshii, så de tør give ham nogle penge at lege med. Denne mandag eftermiddag var der heldigvis en hel del til at fylde sæderne ud. Så forhåbenligt.
#122 Skeloboy 16 år siden
Men jeg kalder din Uwasa No Onna med:
Saikaku Ichidai Onna, 1952(Life of O-haru)
Filmens handling starter med Oharu og en mandelig tjener(en ung Toshiro Mifune), der tydeligvis er forelsket, men netop pga. klasseskellet, har de ingen fremtidsudsigter. Igen er omdrejningspunktet kvinders rolle i et feudale Japan, og man følger Oharus vej fra anset kvinde og hvordan hendes værdighed bliver taget fra hende, fordi hun er sammen med tjeneren, og hendes kamp for at flygte fra fortiden.
Det er en typisk Mizoguchi-film, og det er kun positivt. Lige fra kvindernes rolle til de lange kameraindstillinger og utrolige smukke kompositioner. Kritikken af det klasseopdelte og rigide samfund er også til steder, og sætninger som: I hope the day will come, when all may be free to love regardless of status, er Mizoguchis pointe også meget tydelig.
Har nu set 4 Mizoguchi-film(Sansho the Bailiff, Ugetsu, 47 Ronin, Life of O-haru), og det er ikke slået fejl endnu. Derfor kan jeg kun anbefale at komme i gang med ham, hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med ham. I mit stille sind, er jeg næsten overbevist om, at han overgår Kurosawa som instruktør.
5/6
IMDB
#123 mr gaijin 16 år siden
Jeg ser de to samt Ozu og Naruse som de klassiske japanske mestre, der kan måle sig med de andre giganter omkring i verden. Min personlige favorit fra den årgang er Ozu. Men han overgår ikke de andre. Hans film runger bare stærkest i mig blandt de fire. Specielt Ukigusa og Tokyo Boshoku.
Forresten vil jeg tro, at Saikaku Ichidai Onna er min favorit blandt Mizoguchis film. Men igen, det er svært at vælge favoritter ud på blandt så mange gode film.
#124 Skeloboy 16 år siden
Har kun set Tokyo Monogatari af Ozu, og det var ikke helt mig.
Naruse mangler jeg endnu. Samt Oshima og Imamura.
#125 mr gaijin 16 år siden
#126 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#127 Skeloboy 16 år siden
Advarsel: der er mindre spoilers i beskrivelsen af film 2 og 3, det er lidt svært at undgå.
Pather Panchali, 1955
Første film introducere Apu lige fra fødslen, og hans opvækst i en indisk landsby, som er absolut ikke er luksus, men der er mad på bordet hver dag, omend det kun er ris og spinat. Det er et hårdt liv i relativ fattigdom, men de klarer sig. Det er Apus liv og opvækst, der er det centrale emne, og hvad det måtte være af forhindringer på vejen. Og ikke mindst hans forhold til sin søster, Durga. De følger hinanden i alt, lige fra at slappe af sammen til at opdage den nye teknologi i form af toge osv.
IMDB
Aparajito, 1956
Apu er blevet ældre siden sidst, og man følger ham her fra slutningen af barndommen og igennem ungdommen. Fattigdommen er stadig til stede, fordi moderen må klare sig alene med Apu, men den er ikke så altomgribende som i forrige film. Fokus er ligeså meget på Apus opvækst, uddannelse og moderens ensomhed, fordi Apu er under uddannelse. Samtidig med hun er den eneste han har, så vil hun for alt i verden ikke begrænse Apu.
IMDB
Apu Sansar, 1959
Så er Apu blevet voksen, og står nu på helt egne ben. Han leder efter arbejde, og man følger hans liv, og hvordan han klarer at bo i Calcutta, og ikke mindst hans kamp for anerkendelse. Apu kom ikke på universitet, på trods af sin lærers anbefaling, fordi han ikke havde råd til det, og i stedet følger man ham som arbejdsløs, der kun lige tjener til dagen og vejen ved privatundervisning. Hans drøm er at blive forfatter. Efter et bryllup, hvor det viser sig brudgommen er sindssyg, tager Apus liv en drejning.
IMDB
In conclusion: Havde Kurosawa så ret? nej, det havde han ikke, men det er bestemt rørende, smukke og seværdige film, der rammer ned i menneskets sjæl. Det er enkelt og ligetil fortalt, og hører med til de mest realistiske fremstillinger af livet, jeg endnu har set. Visuelt er han helt på linje med de andre store fra 50’erne (såsom Mizoguchi, Kurosawa, Bergman, Hitchcock). Der er sans for detaljerne og han udviser en stor forståelse og indlevelse mennesket. Man bliver simpelthen draget ind i universet. Han var inspireret af den italienske neorealisme, og det ses i amatørskuespillerne, og i temaet om de fattige beboere og deres hverdagsliv. Filmene varierer både i stemning og handling, alt efter hvor henne i livet Apu er nået, og derfor kan de ses i streg(hvis man har 5½ time til rådighed).
Citar-guruen Ravi Shankar ligger musik til alle filmene, og det ligger en rigtig god og autentisk stemning. Hans smukke spil komplimenterer scenerne perfekt, og den burde findes på lister over gode soundtracks(Gustav Santaolallas soundtrack til Babel kan til tider minde om det). Skuespillet svinger en del, men det er aldrig dårligt. Det skyldes selvfølgelig amatørskuespillerne.
Som man så kan spørge sig selv: hvorfor mener jeg andre bør se disse film? Fordi det er smukke film, fordi det handler om mennesker, og fordi de er inspirerende, opløftende og rørende. Nå ja, og hvis man er interesseret i det, så er det også filmhistorie.
#128 Skeloboy 16 år siden
Efter at have set Scener Fra Et Ægteskab(se post #101) glædede jeg mig til at komme i gang med Saraband, som desværre kun er tv-filmen på 107 min, og ikke serien på 220 min.
Saraband er Bergmans sidste værk. Og det virker faktisk meget passende. Saraband kan ses som en slags epilogue til Scener Fra Et Ægteskab, selvom historien ikke ligger helt i forlængelsen af hinanden.
Jeg vil ikke komme meget ind på historien her, da det kan afsløre handlingen i Scener. Dette værk er ligeså god, hvis ikke bedre end Scener, men det er dog svært at sammenligne en film-version med en serie-version. Grunden til jeg vil mene den er bedre, er fordi den rummer en større livsvisdom, og den er mere melankolsk i sit udtryk. Det er et opgørog et farvel med fortiden, og netop derfor passer temaet godt som kronen på en meget lang række af brilliante film.
5/6
IMDB
#129 Bobby Singer 16 år siden
Vi lever i en modbydelig tid, hvor død og ødelæggelse efterhånden er blevet hverdagskost på lige fod med vejret, mad, musik, film, venner og familie etc. Volden har eksisteret i mange år og den er desværre kommet for at blive. Vi hører om jaloux ægtemænd der stikker deres koner ned, skole skyderier, krig og i det hele taget andre former for meningsløs vold, hver dag i vores liv, endda i sådan en grad, at vi sikkert ikke bliver lige så påvirket af begivenhederne, som vi gjorde for måske bare 10 år tilbage.
Handlingen i NOFOM udspiller sig i år 1980, men er om noget endnu mere relevant nu end nogensinde før. I filmen bliver den aldrende Sherif Ed Tom Bell (en velspillende Tommy Lee Jones) stillet overfor nogle bestialske mord, som han ikke ved hvordan han skal takle. Sammen med filmens åbnings monolog om de gamle dage, hvor man ikke var nødt til at bære et våben for at opretholde ro og orden, udgør det alt sammen filmens pointe om, at alt gammelt på et tidspunkt må vige pladsen for noget nyt.
I filmens andre centrale roller finder vi spanske Javier Bardem som den iskolde morder Anton Chigurh (der fortjent vandt en Oscar for denne præstation) og Josh Brolin som Llewelyn Moss, der konstant er på flugt fra førnævnte morder, eftersom han er faldet over en kuffert med et par millioner i dollars og flygtet med dem.
Det er Coen brødrene der står bag denne ganske glimrende film, som er noget af det bedste de har lavet i en god del tid. Efter den mildest talt jævne Intolerable Cruelty og et skuffende remake af The Ladykillers, kunne man godt fristes til at tro, at de havde mistet grebet, men med NOFOM viser de, at de stadig kan skrue en solid film oplevelse sammen og gud ske lov for det.
Det skal dog siges at filmen ikke har særligt travlt med at afvikle sin historie, hvilket måske godt kan skræmme nogen væk og så det faktum at der stort set ikke er noget musik i filmen ikke ligefrem gør den specielt publikumsvenlig. Jeg har ikke selv noget problem med film der giver sig god tid til at fortælle sin historie, men hvis man har set traileren bliver man nok lidt skuffet, eftersom den er lidt misvisende.
Men selv uden musik formår filmen at opbygge op til flere spændende momenter, den bliver dog aldrig helt så nervepirrende, som jeg havde regnet med, trods Javier Bardems skræmmende præstation som Anton Chigurh.
Selvom det uden tvivl er en god film, gjorde There Will Be Blood altså større indtryk på mig og havde derfor hellere set, at den havde modtaget Oscaren for bedste film i stedet for denne.
Men det skal ikke ændre på, at dette er en stærk film, som bestemt hører til blandt en af sidste års bedste film, men den når altså ikke op på mesterværks niveau for mit vedkommende, der mangler den lige det sidste.
5/6
#130 elwood 16 år siden
men go film.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"