Endnu en god filmaften med Bruce, hvor vi denne gang kastede os over dels The Bank Job - Blu-ray og Dark City DC - Blu-ray.
Jeg vender tilbage med mange rosende ord i løbet af et par timer, når jeg har fået sovet, for det var for begges vedkommende rigtig gode oplevelser, med høje karakterer til både film, lyd og billede.
Holy shit! Det blev en fantastisk filmaften, intet mindre!
Dark City directors cut - Blu-ray
Jeg har ikke set Proyas Dark City, siden den udkom for 10 år siden og ærligt talt kunne jeg kun huske brudstykker derfra. Directors cut udgaven er 11 minutter længere og der er tilføjet nogle scener og fjernet fortællerstemmen i begyndelsen af filmen, nøjagtig som i Blade Runner. Jeg kan huske jeg syntes, filmen var god, men det er ikke noget imod, hvad jeg synes nu.
Efter There Will Be Blood, er dette den bedste film jeg har set i år. Og oplevelsen er helt klart hjulpet på vej, af en spektakulær billedside og en visuel kvalitet, som sætter det meste jeg har set i HD, skakmat. Filmen består af 98% mørke scener og kun i filmens slutsekvens, en lys udendørsscene, var billedet lidt blødt og uskarpt formentlig pga. brugen af DNR. I resten, er det i mine øjne vidunderligt! Cinematografien indeholder mange film noir elementer, tilsat en utrolig flot farvepalette og sortniveauet og de tilhørende skyggedetaljer er så man savler af fryd. Der er så mange reference sekvenser og det havde jeg bare ikke forventet.
Jeg har læst et par anmeldelser og hørt både rygter om edge enhancement og brug af DNR, så film grain skulle være nærmest ikke eksisterende ifht. den oprindelige DVD version og nogle kalder endda billedet "bastardization". Det er faktisk en ganske interessant situation, for jeg var selv meget oprørt over The Longest Day og i lidt mindre grad Patton. Men jeg må nok denne gang stille mig på den anden side af hegnet. Jeg har set filmen på 104" og detaljegraden i nærbilleder er så enorm i både hud, tekstiler, træ, papir, hår, tapet, gulv vægge, ja alt som har en ujævn overflade, at eventuel brug af DNR ikke kommer i NÆRHEDEN af den DNR vi har set brugt i The Longest Day og Patton. Det kan skyldes de mørke scener, at disse ikke i samme grad er "modtagelige" overfor en let DNR behandling, hvorimod slutsekvensen er mere afslørende. Ellers ER der et lille lag filmgrain tilstede igennem hele filmen. Jeg er imod AL brug af DNR, men transferet tog mig med storm og blæst op med en projektor, var rygtet om patientens død mere end stærkt overdrevet. DNR fjerner detaljer ved overdreven brug, men disse var tilstede i mit setup, uhørt skarpt endda, hvor man kan skelne fibrene i jakker og tekstiler.
Filmens farvetone er ændret en smule over i det grønlige, så filmen visuelt nærmest ligner en tro kopi af Matrix. Det er egentlig også meget velvalgt, for Matrix viser sig at være en tro kopi af Dark Citys koncept, endda helt ned i enkelt scener. Dette vil jeg forsøge at fange med kamera i morgen, men jeg var lidt chokeret over at se, hvor meget Wachowski brødrene egentlig har nuppet fra Dark City, både historiemæssigt og visuelt, hvilket selvfølgelig er endnu mere let at få øje på nu, hvor farvepalletten nærmest er ens. Men pyt. Det er stadig to gode film, men Dark City er den mest interessante med en skøn scenografi, som ligner en kombination af Metropolis og andre 20'er og 30'er sci-fi film.
Lydmæssigt har Dark City fået et skud steroider i røven. Et DTS HD Master Audio 7.1 lydspor, som bortset fra enkelte små svagheder i dialogen bringer en atmosfære til live, som HELT SIKKERT aldrig har været tilstede før. Omsluttende og med et overdådigt potent LFE spor, som sætter ind kl. 12, når Dark City skal "tunes". Jo, lydsporet akkompagnerer billedsiden helt fantastisk og Dark City føles efter dette gennemsyn som en helt ny film for mig og meget tæt på et sci-fi mesterværk.
Film: 9/10 Billed: 9/10 Lyd: 8/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Michelangelo Antonionis ”L’Avventura” er en trøstesløs film. Eksistentialisme, dekadence, tomhed. Det er en film, hvor det uudtalte, det usete spiller kraftigt ind. Den er langt fra de traditionelle fortællemæssige konventioner dengang. Fortællingen består mere af billeder end af ord.
Filmsproget er atypisk og anderledes, end folk var vant til dengang. Den kræver noget af sit publikum. Hvis man ikke er villig til at investere tanker eller følelser i filmen, får man sandsynligvis ikke andet ud af filmen end kedsomhed.
Handlingen er deceptively simple. En rigmandsdatter forsvinder under en cruise på middelhavsøerne ved den italienske kyst. Hendes forlovede Sandro (Gabriele Ferzetti) leder efter hende. Det samme gør veninden Claudia (Monica Vitti). Men mens de søger omkring kystbyerne, forelsker de sig i hinanden. Det er rammen. Det er handlingen. Men det er ikke indholdet.
Indholdet er en søgen efter mening. Efter noget ægte. Personerne i filmen er alle rige. Alle keder sig. For at fylde tomheden ud snerrer de af hinanden. De sårer hinanden. De har affærer med andre. Ingen forhold i filmen fungerer. Heller ikke en almindelig apotekerfamilie, som de to møder på vejen. Der eksisterer kun fysisk begær. Selv en glamourøs stjerne kan købes for 50.000 dollars.
Antonioni præsenterer dette tema i subtekst frem for med en overflod af moralske overtoner. Vi kan mærke tomheden i de lange (smukke) shots af den frustrerede Claudia, der ikke kan få fat i noget virkeligt, noget ægte. Hendes venskab med den forsvunde veninde virker heller ikke ægte. De har ikke kunnet kommunikere. Kun grine og lyve.
Det siger en del om filmen, at det bedste shot i de to-en-halv time er utrolig enkelt og ikke særlig bemærkelsesværdigt. Shottet er efter, at Sandro lukker et vindue på et hotelværelse, hvor hun og han befinder sig. Vi ser Monica Vittis varme smil. Hun tror nemlig, at han lukker sig inde med hende. Men vi ved fra de foregående scener, at han i virkeligheden lukker sig ude fra verden.
Spillet mellem personer, kamera, rum, lyd, bevægelse. Kompleksiteter og simple menneskelige sandheder. "L'Avventura" vækker store tanker og stærke følelser. Hvis man da er villig til at åbne op for sit hoved og sind.
9/10
Uwasa no Onna (1954)
For første gang oplevede jeg en Mizoguchi Kenji film på et stort lærred. Jeg har set hans film på alt fra DVD til betamax. Men hans skønne billedkompositioner fortjener et stort lærred.
”Uwasa no Onna” er handlingsmæssigt og tematisk meget typisk Mizoguchi. De stakkels kvinder. Yukiko (Kuga Yoshiko) er datter af Hatsuko (Tanaka Kinuyo), ejerinden af et geishabordel i Kyoto. Yukiko vender hjem til moren, efter et ægteskab er gået i vasken, da hendes elskede fandt ud af morens erhverv. Yukiko har endda forsøgt selvmord. Lægen Matoba (Otani Tomoemon), Hatsukos unge elsker, ser efter pigerne i bordellet, og han hjælper Yukiko på fode igen. Men undervejs opstår der kærlighed imellem de to.
Handlingen lyder som et typisk trekantsmelodrama. Det er ganske vist et trekantsmelodrama, men det er også meget mere end det. Den mest interessante person i filmen er Tanaka Kinuyos rolle. Den aldrende bordelmutter, der har brugt hele sit liv på en kynisk livsvej, og som nu leder efter lidt livsglæde med den unge mand.
Tanaka Kinuyos præstation vækker dyb empati. Vi forstår ikke bare personen. Vi forstår også hendes selviskhed. Derudover er filmen også et godt eksempel på Mizoguchis evner i visuel fortællekunst.
Filmen består stort set udelukkende består af indendørsoptagelser, men Mizoguchi bruger dybden i rummene til små detaljer. Desuden er der mange shots af folk, der lytter til andres samtaler. Vi betragter med betragteren. Derudover er der også folder i form af historier i historien. For eksempel spiller en scene på et Noh-teater en væsentlig rolle.
”Uwasa no Onna” er en visuelt velfortalt film, som bør nydes i biografformat.
Det ændre dog ikke på at jeg er enig i Bruces omtale. Men i modsætning til ham så havde jeg dvd'en i helt frisk erindring, da jeg genså den kort efter jeg herinde læste en heads up om den. Så også her scorer den højt:
Film: 8/10 Billed: 9/10 Lyd: 8/10
Aftens anden film The Bank Job er en af den type film man meget hurtig nemt kan komme til at afskrive, da den på papiret har flere ting imod den. Netop derfor skal nogen gange skal man efter min mening sommetider give efter og kaste sig ud i det, eller lige dykke lidt mere ned før man beslutter sig, hvis filmen er indenfor en genre man normalt godt kan lide. For et par måneder siden oplevede jeg det med de spanske REC og El Lobo, som begge i det materiale jeg fik på dem var beskrevet som noget man allerede havde set 1000 gang før.
Det jeg godt kan lide ved The Bank Job er dens måde at tage en sand historie og flette et par stykker mere sammen uden det bliver fyldt med klicher. Er man til Engelske film som fx John Mackenzies film The Long Good Friday, og den fremragende Life on Mars, så går du ikke galt i byen her. Det er både råt, men også spændende og god humor af den kulsort slags, en rigtig god film til en film aften med vennerne, Husk at læse efterteksterne for at få den fulde slutning ;)
På den tekniske side er der også flere ting at komme efter. Håndholdt kamera på den gode måde, kombineret med glimrende klipning gør at de få actionscener der er, virker effektivt i alt sin enkelthed.
Lyden er et helt kapitel for sig selv, men den er der jo skrevet nok om ovenfor, så der behøver jeg vist ikke at skrive yderligere.
Film: 7/10 Billed: 7/10 Lyd: 8/10
Holder pt. lige en pause fra Death Sentence, men mere om den senere :)
Denne anden gang, fik det ukomprimerede lydspor en tur i gyngerne og det var en god idé. The Bank Job er en film, som en del sikkert vil se bort fra, blot pga. cover omslaget med Jason Statham. Det gjorde jeg selv, indtil anmeldelser overbeviste mig om det modsatte. Der ER ikke tale om en C films produktion, den er gennemført tro mod den klassiske britiske heist films genre. Stathams karakter er langt fra de overspillede af slagsen han normalt får lov at portrættere og det klæder ham. Og han akkompagenres af et perfekt ensemble filmen igennem, som falder perfekt ind i 70'ernes stereotyper, både mht. påklædning, udseende og tale.
Plottet er fra start af ganske simpelt og tonen er sat i en herlig uformel Life on Mars stil. Men da situationen udvikles og ikke mindst forvikles halvvejs i filmen, så tager brutaliteterne til eksponentielt og får rykket op i publikum. Alle tråde samles i en yderst tilfredsstillende afslutning.
8/10
Video: Jeg er endnu mere tilfreds med farvepaletten og kvaliteten denne anden gang. Den lidt gulbrune nuance er perfekt til London anno 1971 og billedet er en ekstra karakter værd end i min tidligere bedømmelse.
8/10
Audio:
Som sagt blev der denne gang skruet ekstra op for det potente DTS HD MA 7.1 lydspor. Lionsgate er helt fremme i skoene, når det gælder lyd, hvilket de viste med 3:10 To Yuma, referencen indenfor HD lyd og kvaliteten er her i samme klasse, blot får vi ikke demonstrations sekvenser i en klasse, som er ligeså afslørende for lydbilledet. Men dem vi får, hiver op i mundvigene.
Det instrumentale soundtrack er med et ord fantastisk i sin måde at omslutte tilskueren på og er stemningsfuldt i 70'er stil. Hvis jeg nogensinde har været i tvivl om, at min subwoofer fungerer upåklageligt, så er jeg det ikke mere. Et par sekvenser undervejs sneg sig ind i solar plexus og affødte et par "hold da op" bemærkninger. Dynamikken i frontbilledet er top notch, hvilket der kommer eksempler på, da bankrøver ensemblet skal til at grave en tunnel med et betonbor.
Som sagt er det ikke blærerøvs lydmateriale, men surround effekterne er tilstede filmen igennem, når de skal det og har hver deres kanal til det og det er virkningsfuldt og får en til at nyde filmen så meget mere.
9/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg var inde at se Oshii Mamoru's The Sky Crawlers, der havde premiere herovre i Tokyo for et par dage siden. Ikari har lavet en del nyheder på den, så jeg går ud fra, at der også er en smule interesse for denne krigsfilmsanime herinde.
Filmen er ikke den sukkersøde love story, som jeg frygtede ud fra den japanske markedsføring. Filmen er nemlig promoveret som en kærlighedshistorie, da filmens hovedpersoner er evigt unge. Men den evige ungdom er mere end forbandelse end en velsignelse, da de bruger den på et liv i evig krig. Der er en central kærlighedshistorie i filmen, men den er ganske atypisk og særdeles uforudsigelig.
Det er klassisk Oshii. Hvilket vil sige stærke eksistentialistiske temaer, tanker om vold og fred og masser af otaku-lir. Hvis man er vild med flyvemaskiner, så er det en superlækkerfilm. Der er nogle ganske lækre cgi-sekvenser. Godt nok er CGI-en ikke optimal. Men det er ideerne i designet til gengæld. Teknologi fra Anden Verdenskrig med en del nye ideer.
Men når filmens hovedpersoner er på jorden, bliver det en anden film. Der er uafklarede spørgsmål til det alternative univers, filmen foregår i. Vi ved ikke helt, hvad filmens personer er. Vi får det aldrig helt klart at vide, men det er der en god grund til:
De ved det ikke selv.
Scenerne på jorden er langsomme. Ofte begivenhedsløse. Mange shots af piloter, der keder sig. Der er en stor mængde pillow shots. Personerne mangler meget saft og kraft i karakteriseringen. Men det er der en grund til. Og det virker inden for filmens univers. Men det er ikke altid superunderholdende.
Til gengæld er det en mættende filmoplevelse. Eftersom den sidste animationsfilm jeg så var Miyazakis børnevenlige "Ponyo", føltes "Sky Crawlers" umådeligt tung.
Konklusionen er, at filmen er værd at opleve, hvis man kan lide tyngde og dybde i sine animationsfilm. Hvis man foretrækker hurtige action og gode grin, skal man søge andre steder hen.
#111 McPeter 16 år siden
Kunne da være man skulle se den hvis man snubler over den. :-)
#112 elwood 16 år siden
Kæft den var vandene ja eller bare plain dårlig, gav den en chance fordi den nu var på Tv2.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#113 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
Jeg vender tilbage med mange rosende ord i løbet af et par timer, når jeg har fået sovet, for det var for begges vedkommende rigtig gode oplevelser, med høje karakterer til både film, lyd og billede.
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#114 filmz-Bruce 16 år siden
Dark City directors cut - Blu-ray
Jeg har ikke set Proyas Dark City, siden den udkom for 10 år siden og ærligt talt kunne jeg kun huske brudstykker derfra. Directors cut udgaven er 11 minutter længere og der er tilføjet nogle scener og fjernet fortællerstemmen i begyndelsen af filmen, nøjagtig som i Blade Runner. Jeg kan huske jeg syntes, filmen var god, men det er ikke noget imod, hvad jeg synes nu.
Efter There Will Be Blood, er dette den bedste film jeg har set i år. Og oplevelsen er helt klart hjulpet på vej, af en spektakulær billedside og en visuel kvalitet, som sætter det meste jeg har set i HD, skakmat. Filmen består af 98% mørke scener og kun i filmens slutsekvens, en lys udendørsscene, var billedet lidt blødt og uskarpt formentlig pga. brugen af DNR. I resten, er det i mine øjne vidunderligt! Cinematografien indeholder mange film noir elementer, tilsat en utrolig flot farvepalette og sortniveauet og de tilhørende skyggedetaljer er så man savler af fryd. Der er så mange reference sekvenser og det havde jeg bare ikke forventet.
Jeg har læst et par anmeldelser og hørt både rygter om edge enhancement og brug af DNR, så film grain skulle være nærmest ikke eksisterende ifht. den oprindelige DVD version og nogle kalder endda billedet "bastardization". Det er faktisk en ganske interessant situation, for jeg var selv meget oprørt over The Longest Day og i lidt mindre grad Patton. Men jeg må nok denne gang stille mig på den anden side af hegnet. Jeg har set filmen på 104" og detaljegraden i nærbilleder er så enorm i både hud, tekstiler, træ, papir, hår, tapet, gulv vægge, ja alt som har en ujævn overflade, at eventuel brug af DNR ikke kommer i NÆRHEDEN af den DNR vi har set brugt i The Longest Day og Patton. Det kan skyldes de mørke scener, at disse ikke i samme grad er "modtagelige" overfor en let DNR behandling, hvorimod slutsekvensen er mere afslørende. Ellers ER der et lille lag filmgrain tilstede igennem hele filmen. Jeg er imod AL brug af DNR, men transferet tog mig med storm og blæst op med en projektor, var rygtet om patientens død mere end stærkt overdrevet. DNR fjerner detaljer ved overdreven brug, men disse var tilstede i mit setup, uhørt skarpt endda, hvor man kan skelne fibrene i jakker og tekstiler.
Filmens farvetone er ændret en smule over i det grønlige, så filmen visuelt nærmest ligner en tro kopi af Matrix. Det er egentlig også meget velvalgt, for Matrix viser sig at være en tro kopi af Dark Citys koncept, endda helt ned i enkelt scener. Dette vil jeg forsøge at fange med kamera i morgen, men jeg var lidt chokeret over at se, hvor meget Wachowski brødrene egentlig har nuppet fra Dark City, både historiemæssigt og visuelt, hvilket selvfølgelig er endnu mere let at få øje på nu, hvor farvepalletten nærmest er ens. Men pyt. Det er stadig to gode film, men Dark City er den mest interessante med en skøn scenografi, som ligner en kombination af Metropolis og andre 20'er og 30'er sci-fi film.
Lydmæssigt har Dark City fået et skud steroider i røven. Et DTS HD Master Audio 7.1 lydspor, som bortset fra enkelte små svagheder i dialogen bringer en atmosfære til live, som HELT SIKKERT aldrig har været tilstede før. Omsluttende og med et overdådigt potent LFE spor, som sætter ind kl. 12, når Dark City skal "tunes". Jo, lydsporet akkompagnerer billedsiden helt fantastisk og Dark City føles efter dette gennemsyn som en helt ny film for mig og meget tæt på et sci-fi mesterværk.
Film: 9/10
Billed: 9/10
Lyd: 8/10
#115 mr gaijin 16 år siden
Michelangelo Antonionis ”L’Avventura” er en trøstesløs film. Eksistentialisme, dekadence, tomhed. Det er en film, hvor det uudtalte, det usete spiller kraftigt ind. Den er langt fra de traditionelle fortællemæssige konventioner dengang. Fortællingen består mere af billeder end af ord.
Filmsproget er atypisk og anderledes, end folk var vant til dengang. Den kræver noget af sit publikum. Hvis man ikke er villig til at investere tanker eller følelser i filmen, får man sandsynligvis ikke andet ud af filmen end kedsomhed.
Handlingen er deceptively simple. En rigmandsdatter forsvinder under en cruise på middelhavsøerne ved den italienske kyst. Hendes forlovede Sandro (Gabriele Ferzetti) leder efter hende. Det samme gør veninden Claudia (Monica Vitti). Men mens de søger omkring kystbyerne, forelsker de sig i hinanden. Det er rammen. Det er handlingen. Men det er ikke indholdet.
Indholdet er en søgen efter mening. Efter noget ægte. Personerne i filmen er alle rige. Alle keder sig. For at fylde tomheden ud snerrer de af hinanden. De sårer hinanden. De har affærer med andre. Ingen forhold i filmen fungerer. Heller ikke en almindelig apotekerfamilie, som de to møder på vejen. Der eksisterer kun fysisk begær. Selv en glamourøs stjerne kan købes for 50.000 dollars.
Antonioni præsenterer dette tema i subtekst frem for med en overflod af moralske overtoner. Vi kan mærke tomheden i de lange (smukke) shots af den frustrerede Claudia, der ikke kan få fat i noget virkeligt, noget ægte. Hendes venskab med den forsvunde veninde virker heller ikke ægte. De har ikke kunnet kommunikere. Kun grine og lyve.
Det siger en del om filmen, at det bedste shot i de to-en-halv time er utrolig enkelt og ikke særlig bemærkelsesværdigt. Shottet er efter, at Sandro lukker et vindue på et hotelværelse, hvor hun og han befinder sig. Vi ser Monica Vittis varme smil. Hun tror nemlig, at han lukker sig inde med hende. Men vi ved fra de foregående scener, at han i virkeligheden lukker sig ude fra verden.
Spillet mellem personer, kamera, rum, lyd, bevægelse. Kompleksiteter og simple menneskelige sandheder. "L'Avventura" vækker store tanker og stærke følelser. Hvis man da er villig til at åbne op for sit hoved og sind.
9/10
Uwasa no Onna (1954)
For første gang oplevede jeg en Mizoguchi Kenji film på et stort lærred. Jeg har set hans film på alt fra DVD til betamax. Men hans skønne billedkompositioner fortjener et stort lærred.
”Uwasa no Onna” er handlingsmæssigt og tematisk meget typisk Mizoguchi. De stakkels kvinder. Yukiko (Kuga Yoshiko) er datter af Hatsuko (Tanaka Kinuyo), ejerinden af et geishabordel i Kyoto. Yukiko vender hjem til moren, efter et ægteskab er gået i vasken, da hendes elskede fandt ud af morens erhverv. Yukiko har endda forsøgt selvmord. Lægen Matoba (Otani Tomoemon), Hatsukos unge elsker, ser efter pigerne i bordellet, og han hjælper Yukiko på fode igen. Men undervejs opstår der kærlighed imellem de to.
Handlingen lyder som et typisk trekantsmelodrama. Det er ganske vist et trekantsmelodrama, men det er også meget mere end det. Den mest interessante person i filmen er Tanaka Kinuyos rolle. Den aldrende bordelmutter, der har brugt hele sit liv på en kynisk livsvej, og som nu leder efter lidt livsglæde med den unge mand.
Tanaka Kinuyos præstation vækker dyb empati. Vi forstår ikke bare personen. Vi forstår også hendes selviskhed. Derudover er filmen også et godt eksempel på Mizoguchis evner i visuel fortællekunst.
Filmen består stort set udelukkende består af indendørsoptagelser, men Mizoguchi bruger dybden i rummene til små detaljer. Desuden er der mange shots af folk, der lytter til andres samtaler. Vi betragter med betragteren. Derudover er der også folder i form af historier i historien. For eksempel spiller en scene på et Noh-teater en væsentlig rolle.
”Uwasa no Onna” er en visuelt velfortalt film, som bør nydes i biografformat.
8/10
#116 El vez 16 år siden
#117 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
Det ændre dog ikke på at jeg er enig i Bruces omtale. Men i modsætning til ham så havde jeg dvd'en i helt frisk erindring, da jeg genså den kort efter jeg herinde læste en heads up om den. Så også her scorer den højt:
Film: 8/10
Billed: 9/10
Lyd: 8/10
Aftens anden film The Bank Job er en af den type film man meget hurtig nemt kan komme til at afskrive, da den på papiret har flere ting imod den. Netop derfor skal nogen gange skal man efter min mening sommetider give efter og kaste sig ud i det, eller lige dykke lidt mere ned før man beslutter sig, hvis filmen er indenfor en genre man normalt godt kan lide. For et par måneder siden oplevede jeg det med de spanske REC og El Lobo, som begge i det materiale jeg fik på dem var beskrevet som noget man allerede havde set 1000 gang før.
Det jeg godt kan lide ved The Bank Job er dens måde at tage en sand historie og flette et par stykker mere sammen uden det bliver fyldt med klicher. Er man til Engelske film som fx John Mackenzies film The Long Good Friday, og den fremragende Life on Mars, så går du ikke galt i byen her. Det er både råt, men også spændende og god humor af den kulsort slags, en rigtig god film til en film aften med vennerne, Husk at læse efterteksterne for at få den fulde slutning ;)
På den tekniske side er der også flere ting at komme efter. Håndholdt kamera på den gode måde, kombineret med glimrende klipning gør at de få actionscener der er, virker effektivt i alt sin enkelthed.
Lyden er et helt kapitel for sig selv, men den er der jo skrevet nok om ovenfor, så der behøver jeg vist ikke at skrive yderligere.
Film: 7/10
Billed: 7/10
Lyd: 8/10
Holder pt. lige en pause fra Death Sentence, men mere om den senere :)
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#118 filmz-Bruce 16 år siden
Gensyn med #103, The Bank Job
Denne anden gang, fik det ukomprimerede lydspor en tur i gyngerne og det var en god idé. The Bank Job er en film, som en del sikkert vil se bort fra, blot pga. cover omslaget med Jason Statham. Det gjorde jeg selv, indtil anmeldelser overbeviste mig om det modsatte. Der ER ikke tale om en C films produktion, den er gennemført tro mod den klassiske britiske heist films genre. Stathams karakter er langt fra de overspillede af slagsen han normalt får lov at portrættere og det klæder ham. Og han akkompagenres af et perfekt ensemble filmen igennem, som falder perfekt ind i 70'ernes stereotyper, både mht. påklædning, udseende og tale.
Plottet er fra start af ganske simpelt og tonen er sat i en herlig uformel Life on Mars stil. Men da situationen udvikles og ikke mindst forvikles halvvejs i filmen, så tager brutaliteterne til eksponentielt og får rykket op i publikum. Alle tråde samles i en yderst tilfredsstillende afslutning.
8/10
Video:
Jeg er endnu mere tilfreds med farvepaletten og kvaliteten denne anden gang. Den lidt gulbrune nuance er perfekt til London anno 1971 og billedet er en ekstra karakter værd end i min tidligere bedømmelse.
8/10
Audio:
Som sagt blev der denne gang skruet ekstra op for det potente DTS HD MA 7.1 lydspor. Lionsgate er helt fremme i skoene, når det gælder lyd, hvilket de viste med 3:10 To Yuma, referencen indenfor HD lyd og kvaliteten er her i samme klasse, blot får vi ikke demonstrations sekvenser i en klasse, som er ligeså afslørende for lydbilledet. Men dem vi får, hiver op i mundvigene.
Det instrumentale soundtrack er med et ord fantastisk i sin måde at omslutte tilskueren på og er stemningsfuldt i 70'er stil. Hvis jeg nogensinde har været i tvivl om, at min subwoofer fungerer upåklageligt, så er jeg det ikke mere. Et par sekvenser undervejs sneg sig ind i solar plexus og affødte et par "hold da op" bemærkninger. Dynamikken i frontbilledet er top notch, hvilket der kommer eksempler på, da bankrøver ensemblet skal til at grave en tunnel med et betonbor.
Som sagt er det ikke blærerøvs lydmateriale, men surround effekterne er tilstede filmen igennem, når de skal det og har hver deres kanal til det og det er virkningsfuldt og får en til at nyde filmen så meget mere.
9/10
#119 mr gaijin 16 år siden
Filmen er ikke den sukkersøde love story, som jeg frygtede ud fra den japanske markedsføring. Filmen er nemlig promoveret som en kærlighedshistorie, da filmens hovedpersoner er evigt unge. Men den evige ungdom er mere end forbandelse end en velsignelse, da de bruger den på et liv i evig krig. Der er en central kærlighedshistorie i filmen, men den er ganske atypisk og særdeles uforudsigelig.
Det er klassisk Oshii. Hvilket vil sige stærke eksistentialistiske temaer, tanker om vold og fred og masser af otaku-lir. Hvis man er vild med flyvemaskiner, så er det en superlækkerfilm. Der er nogle ganske lækre cgi-sekvenser. Godt nok er CGI-en ikke optimal. Men det er ideerne i designet til gengæld. Teknologi fra Anden Verdenskrig med en del nye ideer.
Men når filmens hovedpersoner er på jorden, bliver det en anden film. Der er uafklarede spørgsmål til det alternative univers, filmen foregår i. Vi ved ikke helt, hvad filmens personer er. Vi får det aldrig helt klart at vide, men det er der en god grund til:
Scenerne på jorden er langsomme. Ofte begivenhedsløse. Mange shots af piloter, der keder sig. Der er en stor mængde pillow shots. Personerne mangler meget saft og kraft i karakteriseringen. Men det er der en grund til. Og det virker inden for filmens univers. Men det er ikke altid superunderholdende.
Til gengæld er det en mættende filmoplevelse. Eftersom den sidste animationsfilm jeg så var Miyazakis børnevenlige "Ponyo", føltes "Sky Crawlers" umådeligt tung.
Konklusionen er, at filmen er værd at opleve, hvis man kan lide tyngde og dybde i sine animationsfilm. Hvis man foretrækker hurtige action og gode grin, skal man søge andre steder hen.
Min vurdering 7/10
#120 filmz-Bruce 16 år siden