Mht. Psycho, så skyldes en del af eftermælet jo, at den har haft en enorm indflydelse på gysergenren. Det var filmen, der startede hele bølgen af psykologiske gysere, der var enormt populær i 1960'erne, og den kan også ses som en prototype på slasherfilmen, der dukkede op sidst i 1970'erne. Samtidigt var det den første film, hvor det var et krav, at dørene blev lukket efter filmenes start, hvor normen ellers var, at publikum frit kunne vade ind og ud under forestillingen. Det mest vigtige genrebrud var dog...
... bruddet på stjernesystemet. Før Psycho var det en gylden regel, at stjernen altid stod for de positive værdier og altid overlevede. Men i Psycho blev stjernen, Janet Leigh, lige pludseligt fremstillet som en ugift kvinde, der havde sex og stjal for at kunne være sammen med sin elsker - og mere vigtigt: hun blev myrdet, efter at publikum havde investeret deres sympati i hende. I stedet viste Anthony Perkins, der på det tidspunkt var en forholdsvis ukendt skuespiller, sig at være den egentlige hovedperson. Især det sidste var direkte uhørt og kom som et stort chok, der er svært at forstå i dag, hvor vi ser den med bevidstheden om Perkins som stjerne. Det ville svare lidt til at aflive Angelina Jolie en tredjedel inde i en film, der har hende på plakaten - for derefter at give têten videre til en mindre birolleskuespiller.
Personligt synes jeg især de lommepsykologiske forklaringer i slutningen kan være svære at goutere, men hele indledningen - hvor man egentligt bliver vildledt til at tro, at filmen handler om Leigh og hendes forbrydelse - og den voldsomme overgang til noget helt, helt andet er genial.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
To afsnit mere af Mad Men og nu er der blot to tilbage :( Suk! Serien er begyndt nu at køre lidt på autopilot et stykke tid, så meget, at der er en del 8 taller iblandt. Høj rating ja, men produktionsværdien og skuespillet er konstant imponerende, men desværre er der blevet længere mellem de overraskende drejninger og kombien mellem grin og alvor.
Don Draper står overfor et seriøst vejkryds i sit liv og det bliver meget spændende at se, hvad der sker her til sidst og i sæson tre.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Syn to. Og kan konkludere, at jeg ikke har ændret mening om filmen. Jeg kan lide enhver slags sci-fi, religiøs som ateistisk funderet, blot jeg finder historien godt eksekveret. Og Alex Proyas er netop en af de få sci-fi skabere idag, hvis visioner på film, jeg finder interessant og debatskabende. At Knowing har delt vandene så meget, som den har, vælger jeg at se som et sundhedstegn. Jeg kan godt forstå argumentationen imod, men det var ikke udsagn, som ødelagde mit syn.
Tværtimod gjorde min forhåndsviden om historiens underlæggende deterministiske indretning, denne gang blot oplevelsen endnu bedre og jeg havde langt lettere ved at sluge de elementer jeg ved første syn, havde lidt indvendinger imod, simpelthen fordi alle handlingerne jo netop var forhåndsbestemt.
Og så hatten af for Marco Beltramis score, som jeg virkelig fik ørerne op for denne gang. Fuck hvor er det her [url= godt!
Film: 8/10 Audio: 10/10 Video: 10/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#1556 Hm, det lyder spændende og sammenholdt med de flotte karakterer til præsentationen, får det mig næsten til at overveje et blindkøb. Næsten. Men så er der jo lige Nic Cage ... ;)
Men ses skal den sgu, når din anbefaling stadig står fast efter gensyn.
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Og så lige en legetøjs-filmatisering double feature-anmeldelse ...
Transformers: Revenge of the Fallen
Lørdag fik jeg endelig klemt ind i min kalender at se robotternes videre meritter. Jeg hører til det tilsyneladende smagsforvirrede forbrugersegment, der faktisk godt kunne lide den første film og havde derfor glædet mig til denne trods de negative anmeldelser. Selv om den var ujævn, hyggede jeg mig med dens naivitet, fjollethed og overmåde lækre robot-action. Filmz overraskede positivt med hele 3/6 til fortsættelsen, hvilket jeg følte mig rimelig sikker på at kunne transformere om til mindst 4 i min personlige vurdering.
Filmen starter udmærket op med en scene fra en fjern fortid, hvor hulemennesker kæmper en ulige kamp mod en af de transformers, der ifølge den samtidige voice-over har været her i mange herrens år. Døde fladtrådte neanderthalere (jeg bruger dette udtryk med forbehold og vil ikke baskes af historiekyndige Kloge-Åger for det, da vi jo alle sammen ved, at der heller ikke fandtes kæmpe forvandlingsrobotter dengang!) i robottens fodspor slår allerede en mere dyster tone an end i den første film, og jeg kunne ikke lade være med at sidde og gnide mig lidt forventningsfuldt i hænderne. Generelt forekommer filmen mig lidt mere eksplicit end den første, når det kommer til de menneskelige ofre for robotternes hærgen, ligesom Optimus Prime fremstår mere dyster i både udryddelsen af de tilbageværende Decepticons efter den første invasion, kampen mod den nye trussel og sin omgangstone med menneskene. Så langt, så godt. Et par pinlige scener mellem filmens hovedperson Sam og dennes forældre i den anledning, at han flytter på college, fik mig til at trække på smilebåndet og gav lidt modvægt til den umiddelbart mørkere tone. Og herefter går der efterhånden mere og mere hat og briller i filmen.
Teenageplottet mellem Sam og Mikaela udvikler sig stadig mere irriterende, selv om sidstnævnte aldrig holder op med at være sød at se på, og lærer filmen én noget om parforhold, må det være, at tilstedeværelsen af noget så fantastisk som kæmpe robotter fra en anden planet uden nævneværdige problemer kan redde éns røv, når kæresten er vadet ind på éns collegeværelse og fanget én med en anden pige overskrævs på én allerede efter den første dag (indrømmet, det er en misforståelse, men dét faktum bliver aldrig rigtig afklaret). Det største problem mellem bemeldte kærestepar forbliver filmen igennem, hvem der egentlig skal være den første til at sige de dér tre vigtige ord til den anden. Om verden samtidig bliver bombet i smadder om ørerne på én er lidt en bagatel.
Det er ellers ikke fordi, Michael Bay holder igen med eksplosionerne eller mageløst flotte robotkampe. Robotterne er flere og større, slås mere, ødelægger mere, er mere vellavede og på papiret lyder det alt sammen mægtigt. Men selv om der hypotetisk set er skruet op for alt det, jeg kunne lide ved den første, er det bare, som om det går hen og bliver for meget. Etterens nyhedsværdi ved at opleve robotterne som live action mangler, men bombardementet er samtidig så massivt, at det efterhånden nærmest gjorde mig immun. Ærligt talt var det en noget paradoksal fornemmelse at sidde og kede sig så meget til så vild action. Dertil har den pre-pubertære humor ligeledes fået et nøk opad, hvilket lidt for ofte udelukkende fik børnene i salen til at grine. En Transformer, der har været her siden urtiden er selvfølgelig udstyret med langt metalskæg og stok. Klart, den har sikkert også døjet med slemme stålbumser som teenager ... wtf? Den første film havde da sine fjollede indslag, men alligevel ...
Værre endnu er dog et par Autobot-tvillinger (!), komplet med store fortænder og flyveører, der får dem til at fremstå som mech-versionen af et eller andet fra ”Så er der tegnefilm”, mens de konstant kører i Jar Jar Binks-modus. Michael Bay må virkelig have befundet sig i en fjern, fjern galakse, da en vis Episode I i sin tid kom op i biograferne, for tilsyneladende har det forbigået ham, hvor filmisk et selvmord blot én af den slags klovne afstedkom.
Shia LaBøf har knap så godt styr på sin kejtede charme denne gang som i første runde, mens Megan Fox udgør et smukt menneskeligt modstykke til de ditto computereffekter. Der er med andre ord ikke noget at sætte på øjeguffet. Mere er dog ikke altid pr. definition altid bedre, og jeg ville ønske, de havde anstrengt sig lidt med resten også. Selv om jeg udmærket ved, at mange sikkert vil sige det samme om den første film også og sikkert være berettigede i deres retorik, var der bare noget andet over det dengang: ”Wow, Transformers på film!” – hvor reaktionen på fortsættelsen desværre mere blev noget i retning af ”Fedt, kamelbuffet igen …”
Som et belejligt held i uheld var der så meget bøvl med at få biografens projektor til at fokusere, at jeg fik en fribillet til en anden, valgfri forestilling i Nordisk Films biografer. Jeg tør godt allerede nu afslører, at den ikke bliver brugt på et gensyn med Transformers: Revenge of the Fallen.
G.I. Joe: The Rise of Cobra
Mandag stod den så på Cinemaxx’ såkaldte "Macho-mandag", et koncept bestående i forpremierer på drengerøvsfilm med diverse tilbehør den anden mandag i hver måned. Denne gang var det, som overskriften måske lidt antyder, G.I. Joe-filmen - krydret med alle de guldøl og chips, gæsterne kunne indtage, en okay størrelse slikpose, et bilmagasin og en prøve på ét eller andet hårprodukt, som virkede underligt malplaceret i macho-konteksten, når alle nu godt ved, at rigtige mænd bruger øl og/eller Bacon til at sætte hår. Der var også billetlodtrækninger med mulighed for at vinde forskelligt merchandise, men det mest interessante af "ekstramaterialet" var og blev nu de gavmilde mængder Guld Tuborg (ikke mindst, fordi jeg alligevel ikke vandt det G.I. Joe-laserset ... hm!), billetten gav adgang til. Ret godt tænkt i lyset af, hvordan filmen på baggrund af sine præmisser næsten kun kunne blive bedre af en gang promille ...
Jeg havde haft noget blandede fornemmelser omkring, hvordan det dog skulle gå med denne film, men kunne ikke lade være med at løse billet, når det nu var noget at mit gamle favoritlegetøj, der havde fundet vej til biografen. Plotmæssigt er meget kort sagt tale om denne her hemmelige, men kulørte elite-enhed, som ikke fejler, når alle andre gør (hvorfor man vel med fordel bare kunne sætte dem ind fra starten?), et hemmeligt og højteknologisk våben og en ond organisation med de sædvanlige ambitioner om rigdom og verdensherredømmet på dagsordenen. Hertil action-scener af et fuldstændigt tåbeligt kulørt overdrev og en stribe one-liners fordelt rundt om i filmen. Ikke overraskende lød der filmen igennem spredt utilfreds stønnen og sukken og dæmpede mishagsytringer fra dele af publikummet. Overraskende nok slog det mig dog, at jeg faktisk hyggede mig ret godt i løbet af filmens to timer. Måske havde indtagelsen af øl inden og under forestillingen en finger med i spillet, og måske medvirkede det gode arrangement også til oplevelsen. Vigtigst af alt var jeg i hvert fald i godt humør fra start til slut.
G.I. Joe er kulørt og overdrevet underholdning, som måske nok kammer den dér ekstra smule for meget over i filmens anden halvdel. Karaktererne er karikerede og skuespillet er teatralsk, og nogle vil nok finde filmens følelsesmæssige momenter morsommere end dens one-liners, men som et par timers uforpligtende og forglemmelig underholdning, der praktisk talt tigger om at tøjre hjernen ved en hundekrog uden for biografen, fungerede den fint for mig. Jeg kan nemt forestille mig, at langt de flere mennesker, jeg krydser dette emne med vil være rygende uenige i dette og finde mine filmiske smagsløg tåkrummende tvivlsomme, og jeg vil ikke bebrejde dem dette.
Hvorvidt du skal ofre tiden og pengene på at se de små plastikmænd komme til live kan vist bedst besvares med, om du hadede hvert øjeblik af Van Helsing eller abstraherede fra alle tåbelighederne og egentlig syntes, den var okay sjov. For mig trak den op efter den dér kiksede weekend med robotterne. Det er nemt at komme på alle mulige grunde til at dømme G.I. Joe ude, og det er en film, jeg har langt nemmere ved at hygge mig med end egentlig anbefale.
"Guilty pleasure" kaldes det vist. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Og så hatten af for Marco Beltramis score, som jeg virkelig fik ørerne op for denne gang. Fuck hvor er det her score godt!
Din kommentar fortjener lige en thumbs up herfra :) Det er nemlig et fedt score. Det er lige som jeg kan lide filmmusik; det udvikler sig og er med til at fortælle historien, i stedet for bare at være musiktapet. Det starter som et lille arrigt score med Herrmannske toner og forvandler sig til en stor og smuk svane. At man også kan høre Jerry Goldsmiths indflydelse skader heller ikke ;)
Hvis det har interesse, så sælger Dark Del (under CDs) "Knowing"-soundtracket signeret af Beltrami himself.
#1551 wimmie 15 år siden
Skal helt klart også have fingrene i sæson 2 :)
#1552 Thomsen 15 år siden
Personligt synes jeg især de lommepsykologiske forklaringer i slutningen kan være svære at goutere, men hele indledningen - hvor man egentligt bliver vildledt til at tro, at filmen handler om Leigh og hendes forbrydelse - og den voldsomme overgang til noget helt, helt andet er genial.
#1553 filmz-Bruce 15 år siden
Luvly! Movie magic!!!
Film: 9/10
Video: 9/10
Audio: 9/10
#1554 filmz-Bruce 15 år siden
Don Draper står overfor et seriøst vejkryds i sit liv og det bliver meget spændende at se, hvad der sker her til sidst og i sæson tre.
#1555 RasmusFL 15 år siden
http://scope.dk/film.php?id=6213&fil=5&kom... - min anmeldelse
#1556 filmz-Bruce 15 år siden
Syn to. Og kan konkludere, at jeg ikke har ændret mening om filmen. Jeg kan lide enhver slags sci-fi, religiøs som ateistisk funderet, blot jeg finder historien godt eksekveret. Og Alex Proyas er netop en af de få sci-fi skabere idag, hvis visioner på film, jeg finder interessant og debatskabende. At Knowing har delt vandene så meget, som den har, vælger jeg at se som et sundhedstegn. Jeg kan godt forstå argumentationen imod, men det var ikke udsagn, som ødelagde mit syn.
Og så hatten af for Marco Beltramis score, som jeg virkelig fik ørerne op for denne gang. Fuck hvor er det her [url= godt!
Film: 8/10
Audio: 10/10
Video: 10/10
#1557 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#1558 evermind 15 år siden
Hm, det lyder spændende og sammenholdt med de flotte karakterer til præsentationen, får det mig næsten til at overveje et blindkøb. Næsten. Men så er der jo lige Nic Cage ... ;)
Men ses skal den sgu, når din anbefaling stadig står fast efter gensyn.
#1559 evermind 15 år siden
Transformers: Revenge of the Fallen
Lørdag fik jeg endelig klemt ind i min kalender at se robotternes videre meritter. Jeg hører til det tilsyneladende smagsforvirrede forbrugersegment, der faktisk godt kunne lide den første film og havde derfor glædet mig til denne trods de negative anmeldelser. Selv om den var ujævn, hyggede jeg mig med dens naivitet, fjollethed og overmåde lækre robot-action. Filmz overraskede positivt med hele 3/6 til fortsættelsen, hvilket jeg følte mig rimelig sikker på at kunne transformere om til mindst 4 i min personlige vurdering.
Filmen starter udmærket op med en scene fra en fjern fortid, hvor hulemennesker kæmper en ulige kamp mod en af de transformers, der ifølge den samtidige voice-over har været her i mange herrens år. Døde fladtrådte neanderthalere (jeg bruger dette udtryk med forbehold og vil ikke baskes af historiekyndige Kloge-Åger for det, da vi jo alle sammen ved, at der heller ikke fandtes kæmpe forvandlingsrobotter dengang!) i robottens fodspor slår allerede en mere dyster tone an end i den første film, og jeg kunne ikke lade være med at sidde og gnide mig lidt forventningsfuldt i hænderne. Generelt forekommer filmen mig lidt mere eksplicit end den første, når det kommer til de menneskelige ofre for robotternes hærgen, ligesom Optimus Prime fremstår mere dyster i både udryddelsen af de tilbageværende Decepticons efter den første invasion, kampen mod den nye trussel og sin omgangstone med menneskene. Så langt, så godt. Et par pinlige scener mellem filmens hovedperson Sam og dennes forældre i den anledning, at han flytter på college, fik mig til at trække på smilebåndet og gav lidt modvægt til den umiddelbart mørkere tone. Og herefter går der efterhånden mere og mere hat og briller i filmen.
Teenageplottet mellem Sam og Mikaela udvikler sig stadig mere irriterende, selv om sidstnævnte aldrig holder op med at være sød at se på, og lærer filmen én noget om parforhold, må det være, at tilstedeværelsen af noget så fantastisk som kæmpe robotter fra en anden planet uden nævneværdige problemer kan redde éns røv, når kæresten er vadet ind på éns collegeværelse og fanget én med en anden pige overskrævs på én allerede efter den første dag (indrømmet, det er en misforståelse, men dét faktum bliver aldrig rigtig afklaret). Det største problem mellem bemeldte kærestepar forbliver filmen igennem, hvem der egentlig skal være den første til at sige de dér tre vigtige ord til den anden. Om verden samtidig bliver bombet i smadder om ørerne på én er lidt en bagatel.
Det er ellers ikke fordi, Michael Bay holder igen med eksplosionerne eller mageløst flotte robotkampe. Robotterne er flere og større, slås mere, ødelægger mere, er mere vellavede og på papiret lyder det alt sammen mægtigt. Men selv om der hypotetisk set er skruet op for alt det, jeg kunne lide ved den første, er det bare, som om det går hen og bliver for meget. Etterens nyhedsværdi ved at opleve robotterne som live action mangler, men bombardementet er samtidig så massivt, at det efterhånden nærmest gjorde mig immun. Ærligt talt var det en noget paradoksal fornemmelse at sidde og kede sig så meget til så vild action. Dertil har den pre-pubertære humor ligeledes fået et nøk opad, hvilket lidt for ofte udelukkende fik børnene i salen til at grine. En Transformer, der har været her siden urtiden er selvfølgelig udstyret med langt metalskæg og stok. Klart, den har sikkert også døjet med slemme stålbumser som teenager ... wtf? Den første film havde da sine fjollede indslag, men alligevel ...
Værre endnu er dog et par Autobot-tvillinger (!), komplet med store fortænder og flyveører, der får dem til at fremstå som mech-versionen af et eller andet fra ”Så er der tegnefilm”, mens de konstant kører i Jar Jar Binks-modus. Michael Bay må virkelig have befundet sig i en fjern, fjern galakse, da en vis Episode I i sin tid kom op i biograferne, for tilsyneladende har det forbigået ham, hvor filmisk et selvmord blot én af den slags klovne afstedkom.
Shia LaBøf har knap så godt styr på sin kejtede charme denne gang som i første runde, mens Megan Fox udgør et smukt menneskeligt modstykke til de ditto computereffekter. Der er med andre ord ikke noget at sætte på øjeguffet. Mere er dog ikke altid pr. definition altid bedre, og jeg ville ønske, de havde anstrengt sig lidt med resten også. Selv om jeg udmærket ved, at mange sikkert vil sige det samme om den første film også og sikkert være berettigede i deres retorik, var der bare noget andet over det dengang: ”Wow, Transformers på film!” – hvor reaktionen på fortsættelsen desværre mere blev noget i retning af ”Fedt, kamelbuffet igen …”
Som et belejligt held i uheld var der så meget bøvl med at få biografens projektor til at fokusere, at jeg fik en fribillet til en anden, valgfri forestilling i Nordisk Films biografer. Jeg tør godt allerede nu afslører, at den ikke bliver brugt på et gensyn med Transformers: Revenge of the Fallen.
G.I. Joe: The Rise of Cobra
Mandag stod den så på Cinemaxx’ såkaldte "Macho-mandag", et koncept bestående i forpremierer på drengerøvsfilm med diverse tilbehør den anden mandag i hver måned. Denne gang var det, som overskriften måske lidt antyder, G.I. Joe-filmen - krydret med alle de guldøl og chips, gæsterne kunne indtage, en okay størrelse slikpose, et bilmagasin og en prøve på ét eller andet hårprodukt, som virkede underligt malplaceret i macho-konteksten, når alle nu godt ved, at rigtige mænd bruger øl og/eller Bacon til at sætte hår. Der var også billetlodtrækninger med mulighed for at vinde forskelligt merchandise, men det mest interessante af "ekstramaterialet" var og blev nu de gavmilde mængder Guld Tuborg (ikke mindst, fordi jeg alligevel ikke vandt det G.I. Joe-laserset ... hm!), billetten gav adgang til. Ret godt tænkt i lyset af, hvordan filmen på baggrund af sine præmisser næsten kun kunne blive bedre af en gang promille ...
Jeg havde haft noget blandede fornemmelser omkring, hvordan det dog skulle gå med denne film, men kunne ikke lade være med at løse billet, når det nu var noget at mit gamle favoritlegetøj, der havde fundet vej til biografen. Plotmæssigt er meget kort sagt tale om denne her hemmelige, men kulørte elite-enhed, som ikke fejler, når alle andre gør (hvorfor man vel med fordel bare kunne sætte dem ind fra starten?), et hemmeligt og højteknologisk våben og en ond organisation med de sædvanlige ambitioner om rigdom og verdensherredømmet på dagsordenen. Hertil action-scener af et fuldstændigt tåbeligt kulørt overdrev og en stribe one-liners fordelt rundt om i filmen. Ikke overraskende lød der filmen igennem spredt utilfreds stønnen og sukken og dæmpede mishagsytringer fra dele af publikummet. Overraskende nok slog det mig dog, at jeg faktisk hyggede mig ret godt i løbet af filmens to timer. Måske havde indtagelsen af øl inden og under forestillingen en finger med i spillet, og måske medvirkede det gode arrangement også til oplevelsen. Vigtigst af alt var jeg i hvert fald i godt humør fra start til slut.
G.I. Joe er kulørt og overdrevet underholdning, som måske nok kammer den dér ekstra smule for meget over i filmens anden halvdel. Karaktererne er karikerede og skuespillet er teatralsk, og nogle vil nok finde filmens følelsesmæssige momenter morsommere end dens one-liners, men som et par timers uforpligtende og forglemmelig underholdning, der praktisk talt tigger om at tøjre hjernen ved en hundekrog uden for biografen, fungerede den fint for mig. Jeg kan nemt forestille mig, at langt de flere mennesker, jeg krydser dette emne med vil være rygende uenige i dette og finde mine filmiske smagsløg tåkrummende tvivlsomme, og jeg vil ikke bebrejde dem dette.
Hvorvidt du skal ofre tiden og pengene på at se de små plastikmænd komme til live kan vist bedst besvares med, om du hadede hvert øjeblik af Van Helsing eller abstraherede fra alle tåbelighederne og egentlig syntes, den var okay sjov. For mig trak den op efter den dér kiksede weekend med robotterne. Det er nemt at komme på alle mulige grunde til at dømme G.I. Joe ude, og det er en film, jeg har langt nemmere ved at hygge mig med end egentlig anbefale.
"Guilty pleasure" kaldes det vist. :)
#1560 Michael Andersen 15 år siden
Din kommentar fortjener lige en thumbs up herfra :) Det er nemlig et fedt score. Det er lige som jeg kan lide filmmusik; det udvikler sig og er med til at fortælle historien, i stedet for bare at være musiktapet. Det starter som et lille arrigt score med Herrmannske toner og forvandler sig til en stor og smuk svane. At man også kan høre Jerry Goldsmiths indflydelse skader heller ikke ;)
Hvis det har interesse, så sælger Dark Del (under CDs) "Knowing"-soundtracket signeret af Beltrami himself.