Jeg bliver altså nødt til at spørge: Hvordan kan det være, at du ville gense en film, som du giver 2/10?
Jeg har ikke set den i lang tid, så jeg skulle bare se om den var ligeså dårlig som sidst + jeg er ved at se en stor del af min filmsamling de rmåske skal sælges, du kan sikkert godt gætte hvor den røg hen ;)
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Udover at være en visuelt smuk film, så rammer den flere tangenter.
En ung far tager sin lille søn med ud i bjergene, da de når frem sover drengen. Faderen vælger at lade ham sove mens han udforsker området, ikke langt fra bilen. Da han vender tilbage, er sønnen væk og tragedien er ikke lang væk.
Mens faderen er i sorg, presser den lille flække på. Nogen trøster, andre vender ham ryggen.
Flot, veludført film og stor ros til Ben Affleck. Politiske, historiske dramaer bliver dog nok aldrig min helt store favorit, derfor synes jeg den føltes lidt lang til tider. Så var jeg også lidt skuffet over at John Goodman og Alan Arkin slet ikke var så meget med, som jeg havde forventet.
4/6
Ringo (The Ring)
Så den sent om natten med nogle kammerater, så må indrømme den blev set meget "let." Synes ikke den var uhyggelig overhovedet og så var den ret langsom til at komme i gang. Dog synes jeg historien er meget fin.
Mesterinstrktøren Ford Coppola var ustoppelig igennem 70'erne og nåede således mere på et årti end hvad andre formår hele karrieren. Han brændte måske for hurtigt ud, set og målt over tid, men når man leverer 4 klasse film, så kan man være det bekendt. Conversation hører i hvert fald blandt mandens bedste, selvom den rangerer lavere end Godfather-filmene og især Apocolypse Now. Ikke desto mindre er der tale om en raffineret paranoia-thriller af den fineste slags. Den spændende historie er lavmælt, men fornemt eksekveret med udsøgt skuespil og spænding. Slutscenen er stor kunst og var tæt på at score topkarakteren men den må nøjes med:
5/6
A Good Day to Die Hard
Selv med lave forventninger, så skuffer denne 5 ombæring i sådan en grad, at folkene bag slet ikke kan være det bekendt. Vi var varslet lidt om nedturen igennem pressen og den er præcis ligeså ringe, som den bliver gjort til - desværre. Man har for det første totalt misforstået et simpelt (som måske ikke er så simpelt alligevel?) Die Hard-koncept og ignoreret fuldstændigt, hvad der er essensen og kendetegnet for serien. Man har derfor reduceret filmen til en ordinær actionflick, som blot kører derudaf for fuld skrue uden nogen som helst form for opbygning eller suspens. Plottet er noget af det tåbeligste og mest usammenhængende jeg længe har overværet, alt imens genrens faste og mest slidte klicheer også gør deres indtog. Skuespillet er livløst og udtryksløst, selvom de prøver at få søn-far-forholdet til at påvirke os følelsesmæssigt, men det giver totalt bagslag og virker påtaget. Actiondelen, på nær den 75-dages-lange-hårdarbejdende-biljagt-iscenesættelse i Ruslands gader, som er vældig sjov, om end knap så imponerende som det lyder, er de øvrige actionscener generelt en skuffende affære og blot kedeligt udtænkt. Der er ganske enkelt gået for meget "superhelte" i den og for meget tro på, at computereffekter nok skal redde hele balladen, så længe vi blot kaster alt ind i underholdningens navn. Håber de visker tavlen ren og starter forfra, for denne her giver edderman'me et dårligt ry. Indiskutabelt seriens svageste kapital.
2/6
The Science of Sleep
Michael Gondry's legesyge, surrealistiske kærlighedsfabel er en fantastisk sanselig oplevelse. Jeg må beundre hans visuelle evner og kreative påfund, som udgør meget af oplevelsen i denne film. Det er samtidig også en gribende historie om to menneskers forhold og følelser, og man kan tvivle, hvad der er ægte og fantasi. Den har sikkert stort gensynsværdi, og selvom den ikke helt når mesterværket "Eternal Sunshine....." så er der stadig tale om en mere end vellykket film. Fantastisk velspillet, i øvrigt.
5/6
M (Fritz Lang)
Man forstår fuldt ud, hvorfor filmen har været stort forbillede for mange (gode) thrillers siden, inkl. Alfreds Psycho og endda selv David Finchers Zodiac. M virker derfor stadig som en frisk pust med særdeles interessant tematik og en kompleks diskussion om ret og uret men også om hvor langt man skal gå i jagten på morderen og dermed retfærdighed, som samfundet og folket kræver. Det er en fornemt fortalt og spillet film, der rent teknisk også brillerer og måden den anvender lys, lyd og skygge på, er bare eminent. Filmens klimaks har jeg stadig i tankerne og Peter Lorre er mindeværdig og rystende god. Jeg elskede Metropolis, og det samme gør sig gældende mht. M. Et gensyn på BD ville være at foretrække.
Jeg har ikke skrevet en anmeldelse herinde i lang tid, så jeg tænkte, at det var på tide. Her er nogle meget korte anmeldelser af film, jeg har set på det seneste.
L'uomo delle stelle Tornatores Sicilien er evigt fascinerende. Han formår gang på gang at indfange en livsglæde så simpel, at man ofte tager den for givet. L'uomo delle stelle er måske ikke Tornatores mesterværk, og fortællingen om svindleren Joe, der foregiver at lede efter de nyeste skuespiltalenter i Sicilien, er ej heller revolutionerende, men Tornatores legende tilgang til mediet gør filmen seværdig.
7/10
Frost/Nixon Ron Howard har på det seneste fået tæsk af anmelderne den ene gang efter den anden, men Frost/Nixon er en af hans sjældne pletskud. Et sobert drama, hvor handlingen alene gør filmen værd at se. Den ellers ikke alt for hæderkronede journalist David Frost får til alles store overraskelse muligheden for at interviewe Nixon som den første journalist efter Watergate skandalen. Filmen er bygget op som et klassisk sportsdrama - men her en kamp på ord, og takket være to pragtpræstationer af de to hovedrolleindehavere, Frank Langella og Michael Sheen, er man med hele vejen. Langella rammer måske ikke Nixons stemme og karakteristik 100%, men hans varme og dybde gør alligevel, at man føler både sympati og ubehag for Nixon, og dette er en fremragende bedrift. Howard er måske en anelse for manipulerende af og til, og der er måske taget lige lovligt mange kunstneriske friheder, men på trods af dette sidder man på kanten af sædet hele vejen igennem dette interview, som var det en boksekamp om verdensmesterskabet.
8/10
The King of Kong Nørderi på højeste plan. Vi følger to arkadespillere, som begge forsøger at få verdensrekorden i Donkey Kong. På den ene side har vi den ultrasympatiske familiefar, Steve Wiebe, der har spillet Donkey Kong om natten i utallige måneder for at nå til toppen. På den anden side har vi Billy Mitchell, som formentlig har fået sine spilleevner af djævlen i en byttehandel for alt, hvad der minder om sympatiske træk. Dokumentaren er på mange måder en klassisk good vs evil film, og om Wiebes kamp for anerkendelse i, hvad der ellers godt kan virke som et semikorrupt miljø, hvor den erfarne Mitchell er favoriseret. Når The King of Kong alligevel hæver sig til mere end en klassisk good vs evil film, så skyldes det til dels karaktererne og her især Billy Mitchell, som næsten er for syrede til at være virkelige. Det skyldes dog i lige så høj grad spørgsmål om, hvad det er, som gør, at vores hovedpersoner føler, arkadespil er værd at dedikere deres liv til. Svaret får vi måske ikke helt, men klogere bliver man uden tvivl.
9/10
25th Hour Spike Lee har med 25th Hour leveret et fascinerende portræt af en mands sidste døgn før afsoningen af en længere fængselsdom. Edward Norton spiller overbevisende som den angrende pusher, der må gøre op med både sin fortid og fremtid på denne sidste dag. 25th Hour brillerer især med sin unikke stemning - et mix af håbløshed og fjendtlighed, som Terence Blanchards fremragende musik i høj grad er med til at bidrage til. Filmen bliver fortalt i sit eget stille tempo, som er alt andet end påtrængende. På trods af dette er 25th Hour en film, som man sent glemmer. Måske ikke så meget på grund af dens handling, men snarere dens unikke stemning.
Jep. Ser unægtelig meget frem til et gensyn med "M". Helst på BD. I aften engang snupper jeg Dr. Mabuses Testamente, hvis jeg finder tid. Er den værd? Det formoder jeg næsten at den er :0
Jep. Ser unægtelig meget frem til et gensyn med "M". Helst på BD. I aften engang snupper jeg Dr. Mabuses Testamente, hvis jeg finder tid. Er den værd? Det formoder jeg næsten at den er :0
Ja, for pokker. :) Den er sjovt nok næsten en semi-fortsættelse til "M" eftersom Politiinspektør Lohmann også optræder i den her, men filmen er dog fuldstændig anderledes i tonen, og hans rolle er ligeledes også meget anderledes.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#17891 Zombi 12 år siden
Jeg bliver altså nødt til at spørge: Hvordan kan det være, at du ville gense en film, som du giver 2/10?
#17892 MOVIE1000 12 år siden
Jeg har ikke set den i lang tid, så jeg skulle bare se om den var ligeså dårlig som sidst + jeg er ved at se en stor del af min filmsamling de rmåske skal sælges, du kan sikkert godt gætte hvor den røg hen ;)
#17893 misuma 12 år siden
Udover at være en visuelt smuk film, så rammer den flere tangenter.
En ung far tager sin lille søn med ud i bjergene, da de når frem sover drengen. Faderen vælger at lade ham sove mens han udforsker området, ikke langt fra bilen. Da han vender tilbage, er sønnen væk og tragedien er ikke lang væk.
Mens faderen er i sorg, presser den lille flække på. Nogen trøster, andre vender ham ryggen.
Godt skuespil allround.
5/6
#17894 Mikkel Abel 12 år siden
Flot, veludført film og stor ros til Ben Affleck. Politiske, historiske dramaer bliver dog nok aldrig min helt store favorit, derfor synes jeg den føltes lidt lang til tider. Så var jeg også lidt skuffet over at John Goodman og Alan Arkin slet ikke var så meget med, som jeg havde forventet.
4/6
Ringo (The Ring)
Så den sent om natten med nogle kammerater, så må indrømme den blev set meget "let."
Synes ikke den var uhyggelig overhovedet og så var den ret langsom til at komme i gang. Dog synes jeg historien er meget fin.
3/6
#17895 Ispep 12 år siden
Mesterinstrktøren Ford Coppola var ustoppelig igennem 70'erne og nåede således mere på et årti end hvad andre formår hele karrieren. Han brændte måske for hurtigt ud, set og målt over tid, men når man leverer 4 klasse film, så kan man være det bekendt. Conversation hører i hvert fald blandt mandens bedste, selvom den rangerer lavere end Godfather-filmene og især Apocolypse Now. Ikke desto mindre er der tale om en raffineret paranoia-thriller af den fineste slags. Den spændende historie er lavmælt, men fornemt eksekveret med udsøgt skuespil og spænding. Slutscenen er stor kunst og var tæt på at score topkarakteren men den må nøjes med:
5/6
A Good Day to Die Hard
Selv med lave forventninger, så skuffer denne 5 ombæring i sådan en grad, at folkene bag slet ikke kan være det bekendt. Vi var varslet lidt om nedturen igennem pressen og den er præcis ligeså ringe, som den bliver gjort til - desværre. Man har for det første totalt misforstået et simpelt (som måske ikke er så simpelt alligevel?) Die Hard-koncept og ignoreret fuldstændigt, hvad der er essensen og kendetegnet for serien. Man har derfor reduceret filmen til en ordinær actionflick, som blot kører derudaf for fuld skrue uden nogen som helst form for opbygning eller suspens. Plottet er noget af det tåbeligste og mest usammenhængende jeg længe har overværet, alt imens genrens faste og mest slidte klicheer også gør deres indtog. Skuespillet er livløst og udtryksløst, selvom de prøver at få søn-far-forholdet til at påvirke os følelsesmæssigt, men det giver totalt bagslag og virker påtaget. Actiondelen, på nær den 75-dages-lange-hårdarbejdende-biljagt-iscenesættelse i Ruslands gader, som er vældig sjov, om end knap så imponerende som det lyder, er de øvrige actionscener generelt en skuffende affære og blot kedeligt udtænkt. Der er ganske enkelt gået for meget "superhelte" i den og for meget tro på, at computereffekter nok skal redde hele balladen, så længe vi blot kaster alt ind i underholdningens navn. Håber de visker tavlen ren og starter forfra, for denne her giver edderman'me et dårligt ry. Indiskutabelt seriens svageste kapital.
2/6
The Science of Sleep
Michael Gondry's legesyge, surrealistiske kærlighedsfabel er en fantastisk sanselig oplevelse. Jeg må beundre hans visuelle evner og kreative påfund, som udgør meget af oplevelsen i denne film. Det er samtidig også en gribende historie om to menneskers forhold og følelser, og man kan tvivle, hvad der er ægte og fantasi. Den har sikkert stort gensynsværdi, og selvom den ikke helt når mesterværket "Eternal Sunshine....." så er der stadig tale om en mere end vellykket film. Fantastisk velspillet, i øvrigt.
5/6
M (Fritz Lang)
Man forstår fuldt ud, hvorfor filmen har været stort forbillede for mange (gode) thrillers siden, inkl. Alfreds Psycho og endda selv David Finchers Zodiac. M virker derfor stadig som en frisk pust med særdeles interessant tematik og en kompleks diskussion om ret og uret men også om hvor langt man skal gå i jagten på morderen og dermed retfærdighed, som samfundet og folket kræver. Det er en fornemt fortalt og spillet film, der rent teknisk også brillerer og måden den anvender lys, lyd og skygge på, er bare eminent. Filmens klimaks har jeg stadig i tankerne og Peter Lorre er mindeværdig og rystende god. Jeg elskede Metropolis, og det samme gør sig gældende mht. M. Et gensyn på BD ville være at foretrække.
6/6
#17896 MMB 12 år siden
L'uomo delle stelle
Tornatores Sicilien er evigt fascinerende. Han formår gang på gang at indfange en livsglæde så simpel, at man ofte tager den for givet. L'uomo delle stelle er måske ikke Tornatores mesterværk, og fortællingen om svindleren Joe, der foregiver at lede efter de nyeste skuespiltalenter i Sicilien, er ej heller revolutionerende, men Tornatores legende tilgang til mediet gør filmen seværdig.
7/10
Frost/Nixon
Ron Howard har på det seneste fået tæsk af anmelderne den ene gang efter den anden, men Frost/Nixon er en af hans sjældne pletskud. Et sobert drama, hvor handlingen alene gør filmen værd at se. Den ellers ikke alt for hæderkronede journalist David Frost får til alles store overraskelse muligheden for at interviewe Nixon som den første journalist efter Watergate skandalen. Filmen er bygget op som et klassisk sportsdrama - men her en kamp på ord, og takket være to pragtpræstationer af de to hovedrolleindehavere, Frank Langella og Michael Sheen, er man med hele vejen. Langella rammer måske ikke Nixons stemme og karakteristik 100%, men hans varme og dybde gør alligevel, at man føler både sympati og ubehag for Nixon, og dette er en fremragende bedrift. Howard er måske en anelse for manipulerende af og til, og der er måske taget lige lovligt mange kunstneriske friheder, men på trods af dette sidder man på kanten af sædet hele vejen igennem dette interview, som var det en boksekamp om verdensmesterskabet.
8/10
The King of Kong
Nørderi på højeste plan. Vi følger to arkadespillere, som begge forsøger at få verdensrekorden i Donkey Kong. På den ene side har vi den ultrasympatiske familiefar, Steve Wiebe, der har spillet Donkey Kong om natten i utallige måneder for at nå til toppen. På den anden side har vi Billy Mitchell, som formentlig har fået sine spilleevner af djævlen i en byttehandel for alt, hvad der minder om sympatiske træk. Dokumentaren er på mange måder en klassisk good vs evil film, og om Wiebes kamp for anerkendelse i, hvad der ellers godt kan virke som et semikorrupt miljø, hvor den erfarne Mitchell er favoriseret. Når The King of Kong alligevel hæver sig til mere end en klassisk good vs evil film, så skyldes det til dels karaktererne og her især Billy Mitchell, som næsten er for syrede til at være virkelige. Det skyldes dog i lige så høj grad spørgsmål om, hvad det er, som gør, at vores hovedpersoner føler, arkadespil er værd at dedikere deres liv til. Svaret får vi måske ikke helt, men klogere bliver man uden tvivl.
9/10
25th Hour
Spike Lee har med 25th Hour leveret et fascinerende portræt af en mands sidste døgn før afsoningen af en længere fængselsdom. Edward Norton spiller overbevisende som den angrende pusher, der må gøre op med både sin fortid og fremtid på denne sidste dag. 25th Hour brillerer især med sin unikke stemning - et mix af håbløshed og fjendtlighed, som Terence Blanchards fremragende musik i høj grad er med til at bidrage til. Filmen bliver fortalt i sit eget stille tempo, som er alt andet end påtrængende. På trods af dette er 25th Hour en film, som man sent glemmer. Måske ikke så meget på grund af dens handling, men snarere dens unikke stemning.
8/10
#17897 Muldgraver 12 år siden
Cool :)
#17898 Ispep 12 år siden
Jep. Ser unægtelig meget frem til et gensyn med "M". Helst på BD. I aften engang snupper jeg Dr. Mabuses Testamente, hvis jeg finder tid. Er den værd? Det formoder jeg næsten at den er :0
#17899 Benway 12 år siden
Ja, for pokker. :) Den er sjovt nok næsten en semi-fortsættelse til "M" eftersom Politiinspektør Lohmann også optræder i den her, men filmen er dog fuldstændig anderledes i tonen, og hans rolle er ligeledes også meget anderledes.
#17900 Ispep 12 år siden
Lyder godt! Den ser jeg frem til, men den har meget at leve op til :0