The Mist er Frank Darabonts tredje King filmatisering og eftersom højdepunkterne i karrieren indtil videre har budt på hele to af slagsen (den ene er vellykket, den anden er semi god) er forventningerne høje, men dog rimelige (eftersom alt andet manden har lavet efter det, har virket pænt middelmådigt til direkte uinteressant). Men her stopper lighederne også, for hvor The Shawshank Redemption og The Green Mile er mere karakter drevne fængselsdramaer er The Mist nok mere en rå b-film med en dybere pointe, eller det vil den i hvert fald gerne være.
Filmens største problem er at den prøver at fortælle en seriøs historie om mennesker i en presset situation og samtidig presse en monster film ind i det hele fyldt med dertilhørende klicheer og papirtynde karakterer, der har omkring ligeså meget personlighed som lort på en pind. Okay det sidste var måske en lille overdrivelse, men de er jo nærmest stereotyper hele bundtet. Den skøre religiøse fanatiker (okay det er så ikke en stereotyp person, jeg har mødt en af de ting, ja jeg skrev ting, det var skræmmende) Mrs. Carmody er et glimrende eksempel på dette. Hun er sindssyg irriterende og det er selvfølgelig også meningen, og så fungerer hun jo også som det tandhjul der sætter gang i maskineriet og deler gruppen i to… og der! mine damer og herrer, der har vi selve problemet med mange af filmens karakterer, de virker bare som tandhjul i et større maskineri der udløser en mekanisme og så skal de ikke kunne gøre meget mere end det.
Frank Darabont har til gengæld bedre styr på de tekniske virkemidler end han har på filmens karakterer og der skal da ikke være nogen tvivl om, at det er solidt håndværk, når man ser på det fra den vinkel og specielt filmens imponerende sidste 10 min. er noget af det bedste, vedkommende har set længe. Desuden yder Thomas Jane faktisk en ganske glimrende indsats som hovedrolle indehaveren David Drayton. Men 10 gode min. ud af 126 er desværre ikke nok til at hive filmen op på en fjerde stjerne. Derfor bliver det ikke til mere end 3 af slagsen.
Lige set Monk, herlig serie, endnu engang gættede jeg morderen og fremgangsmåden før det blev afsløret hehe, det sku lidt som Cludo(eller hva det lige hedder det spil)
I dette afsnit var der gæsteoptræden af Sarah Sliverman, hun brillerede dog mest mod slutningen af afsnittet, hvor hun besøger Andrian Monk ved midnats tid hehe.
Ham Tony Shalhoub, spiller sku fantastisk i den serie.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Fire en halv film på en 13-timers flyvetur fra Tokyo til London.
The Chronicles of Narnia: Prince Caspian Ynglinger iklædt farvestrålende kostumer svinger eventyrsværd mod CGI-væsener med sure miner til lyden af bombastisk musik. Mekanisk historiefortælling med en
deus-ex-machina-slutning
. For børn og naivt troende. 3/6
Kung Fu Panda Overraskende flot lavet. Ikke bare rent teknisk set. Dreamworks bruger animationen godt til at forme personer og den visuelle fortælling. Og så gør den lette og selvironiske tone, at voksne også kan holde den forudsigelige historie og morale ud. 4/6
What Happens in Vegas Perfekt til en flyvetur, hvor det eneste man har brug for er let eskapistisk underholdning, så man kan holde turen ud. Elendig skuespil, forudsigelig historie, dårlige jokes. Men filmen bilder sig ikke ind, at den er andet end en let sitcom i filmformat. Ikke værd at bruge dvd-penge eller biograf-penge på, men velegnet til en lille skærm. 3,5/6
Always: Sunset on Third Street 2 Japansk tåreperserkomedie, der er nostalgisk på en kvalmende måde over fattige, jævne mennesker i 50ernes Tokyo. Violiner optræder hvert andet sekund for at hamre tårerne ud af et midaldrende publikum, der romantiserer deres egen fortid. Typisk japansk mainstream af den søvndyssende slags. 2/6
Den første halve time af Shine a Light Scorseses koncertfilm skal ikke ses i miniformat på et flysæde. Så jeg vil skynde mig at støve en god udgave op og se/høre den i ordentlige rammer. Det er nærmest blasfemisk at film som denne, "No Country for Old Men", "There Will Be Blood" og lignende vises i 1:33 på en 12 tommers skærm ombord alverdens flyvemaskiner.
Fredagens filmaften med fætrene bød på følgende 3 titler:
Frontier(s) Paris er i flammer, demonstranter og politi er i åben krig i de værste uroligheder i nyere tid. En gruppe unge forbrydere har benyttet sig af de kaotiske tilstande og lavet et eller andet form for kup. Hvordan eller hvorledes får vi egentlig aldrig at vide, vi møder dem handlingsmæssigt, hvor de er på flugt fra politiet med et par store sportstasker fyldt med cool cash. De tager flugten fra Paris lidt forskudt i to biler med to personer i hver, planen er så at de skal mødes et sted ude på landet. De to gutter i den første bil søger ly for natten på et form for hostel ude i the middle of nowhere. Det skal selvfølgelig vise sig at være en rigtig dårlig idé!! Havde de to gutter set Eli Roth’s "Hostel" ville de vide, at det er et rigtigt dårligt tegn, hvis man bliver tilbudt sex af det kvindelige personale i det øjeblik man træder ind over dørtrinnet. Det viser sig (selvfølgelig) at det såkaldte hostel er legeplads for en mere end almindelig psykopatisk familie med et gammelt svin at en nazist som patriark. Da den anden flugtbil også når frem til Psycho Hostel, kan festen rigtig begynde og love is in the air!!! De fire unge får i hvert fald kærligheden at føle….
Frontier(s) er en fransk cocktail af "Hostel", "Chainsaw Massacre" og "The Hills Have Eyes". Bortset fra den gamle nazist bød den ikke på noget, jeg ikke havde set før!! Der er da pletvist underholdende elementer, men langt hen af vejen er den enormt forudsigelig, småafstumpet og enkelte gange decideret plat. 3/6
REC Spansk gyser om en kvindelig tv-reporter og hendes kameramand (fra hvis kamera vi ser hele filmen), der følger et hold brandmænd under en nattevagt. Først virker det som om, de kan se frem til en lang og møgkedelig nat, men en rutine alarm, som selvfølgelig viser sig at være alt andet end rutine, bringer dem til en etageejendom, som de hurtigt ønsker, de aldrig havde sat deres fødder i.
Slår man REC op på IMDB og læser overskrifterne på brugerindlæggene, får man indtrykket af, at REC er en af tidens allermest uhyggelige film. Så et eller andet sted havde jeg nok sat mine forventninger til filmen lidt for højt, den indfriede i hvert fald desværre ikke mine forventninger. Først og fremmest er den for langtrukken i sin opbygning, jeg sad lidt med den der ”nu må der da snart ske noget” følelse!! Og bortset fra enkelte chok effekter er det faktisk kun filmens sidste 5-10 minutter der indeholder lidt reel uhygge og det var bare ikke nok til mig. Det skal dog siges et udgivelsens DTS lydspor er suverænt og ganske virkningsfuldt, de få steder hvor filmen fik mig en anelse ud på kanten af sofaen!! 3/6
Vi sluttede aftenen/natten med et gensyn med Hellboy, som vel ikke kræver nogen videre præsentation herinde. Det var vel 4. eller 5. gang jeg så den, men jeg fastholder en replay value på 4/6 og jeg ser frem til 2eren i løbet af ugen.
Just because the fucker's got a library card doesn't make him Yoda!
# 214 Vil nu sige at REC er mere effektiv i en biografsal frem for en TV-skærm og med god lyd. Jeg syntes netop det, at der ikke sker noget er med til skabe uhyggen. En anden ting tror jeg også gør en forskel er, at hvis du lige har set en omgang splat/visuel splat så er den også meget tam. Jeg var godt underholdt, selvom jeg også har set bedre gysere. Karaktermessigt er jeg dog enig i dine 3/6 ;)
"En drøm af et mareridt", "frygtindgydende fabelagtig", "bedste gyser i årtier" og jeg skal komme efter dig. Disse citater er bare en lille brøkdel af den overvældende positive kritik som El Orfanato har modtaget og selvom jeg helst prøver at undgå at blive hypet alt for meget, er det svært ikke at blive det, når den bliver sammenlignet med en film som The Others i stil. Jeg holder selv rigtigt meget af førnævnte film og derfor så jeg meget frem til at opleve et godt gys af den gammeldags slags, der giver sig tid til at krybe ind under huden uden brug af billige chok effekter og deslige. Det jeg fik, var en momentvis uhyggelig film, med et par unødvendige scener imellem og nogle effektive chok sekvenser, men bare ikke helt det jeg havde regnet med.
Jeg tror det var sammenligningen med The Others og alt den positive kritik, der hylede mig ud af den, for hvis man forventer en gammeldags gyser i stil med førnævnte, så bliver man delvis skuffet. El Orfanato har nemlig flere gode eksempler på gode gys uden hjælp af pludselige høje brag eller begivenheder, specielt en scene hvor Laura (filmens hovedperson) står for enden af en lang gang, da hun hører en skinger fløjtende lyd og vender sig om og i den modsatte ende af gangen står et lille barn, med en fløjte om halsen, i noget gammeldags tøj og en stof sæk over hovedet, ikke lang tid efter begynder barnet med langsomme skridt at gå mod vores hovedperson, man kan høre barnets tunge åndedræt som det kommer nærmere og nærmere... og jeg vil ikke afsløre hvad der derefter sker, det må i selv finde ud af. Det kan godt være det lyder åndssvagt og ikke specielt uhyggeligt, men dem som har set filmen ved sikkert godt hvad jeg mener og ja det er simpelt, men det virker rigtig effektivt og scenen er et godt eksempel på hvordan man opbygger spænding og uhygge. Desuden er det titusind gange mere skræmmende end et eller andet cgi monster. Hollywood kunne lære noget af det her.
Belén Rueda der portrætterer Laura yder en ganske glimrende præstation (ligesom hun gjorde i den fantastiske Mar Adentro), mens Fernando Cayo (Carlos i filmen) halter lidt bagefter, især når det kommer til scenerne sammen med konen Laura, det er som om der mangler lidt kemi imellem de to.
Der er en masse eksempler på gode gys filmen igennem og J. A. Bayona er en herre der kan sit kram, ingen tvivl om det. Filmen holdte mig bare ikke fanget på samme måde som f.eks. The Others gjorde, der holdte en konstant tryggende atmosfære hele filmen igennem, det synes jeg ikke El Orfanato gjorde, der kommer et par enkelte chok engang i mellem for at holde pulsen oppe, når uhyggen tager en lille pause, men det virker bare lidt billigt efter min mening og jeg havde ikke regnet med, at den ville bruge den slags virkemidler for at holde tilskueren fanget.
Men når alt det er sagt, vil jeg ikke ligge skjul på at El Orfanato er en af de bedste og uhyggeligste (trods der er jævne mellemrum blandt guldkornene) gysere jeg har set længe, i en genre som jeg har svære og svære ved at blive positivt overrasket over.
Jeg er en af dem som synes sæson 1 var den ubetinget bedste sæson i denne serier. Sidenhen gik det nedad, på trods af en rimelig spændende cliff-hanger mellem 1 & 2. Sæson 3 så jeg stort set mest af pligt, og da den heller ikke sluttede syndelig spændende, havde jeg ringe forventninger til sæson-starten.
Jeg tager alt i mig igen. På de 40 minutter det tog af afvikle det første afsnit, blev der i den grad smidt på bålet, til en forrygende sæson. Spilleregler ændres, personer stilles klar. Glemt er sæson 3's dødvande, og jeg er hypet igen.
Den er tilbage på toppen, og de ting, som skal ses. Øhm. Sammen med Entourage, Terminator og Fringe som alle begynder i næste uge.
4 / 6
This weekend will be filled with staring out of windows while holding a glass of scotch.
Har netop set Patton Oswalts show "No reason to complain". Manden er klart en af mine stand-up favoritter - fantastisk morsom i sin naturlige stil, der virker fuldstændig effortless.
Se det!
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."
#211 Bobby Singer 15 år siden
The Mist er Frank Darabonts tredje King filmatisering og eftersom højdepunkterne i karrieren indtil videre har budt på hele to af slagsen (den ene er vellykket, den anden er semi god) er forventningerne høje, men dog rimelige (eftersom alt andet manden har lavet efter det, har virket pænt middelmådigt til direkte uinteressant). Men her stopper lighederne også, for hvor The Shawshank Redemption og The Green Mile er mere karakter drevne fængselsdramaer er The Mist nok mere en rå b-film med en dybere pointe, eller det vil den i hvert fald gerne være.
Filmens største problem er at den prøver at fortælle en seriøs historie om mennesker i en presset situation og samtidig presse en monster film ind i det hele fyldt med dertilhørende klicheer og papirtynde karakterer, der har omkring ligeså meget personlighed som lort på en pind. Okay det sidste var måske en lille overdrivelse, men de er jo nærmest stereotyper hele bundtet. Den skøre religiøse fanatiker (okay det er så ikke en stereotyp person, jeg har mødt en af de ting, ja jeg skrev ting, det var skræmmende) Mrs. Carmody er et glimrende eksempel på dette. Hun er sindssyg irriterende og det er selvfølgelig også meningen, og så fungerer hun jo også som det tandhjul der sætter gang i maskineriet og deler gruppen i to… og der! mine damer og herrer, der har vi selve problemet med mange af filmens karakterer, de virker bare som tandhjul i et større maskineri der udløser en mekanisme og så skal de ikke kunne gøre meget mere end det.
Frank Darabont har til gengæld bedre styr på de tekniske virkemidler end han har på filmens karakterer og der skal da ikke være nogen tvivl om, at det er solidt håndværk, når man ser på det fra den vinkel og specielt filmens imponerende sidste 10 min. er noget af det bedste, vedkommende har set længe. Desuden yder Thomas Jane faktisk en ganske glimrende indsats som hovedrolle indehaveren David Drayton. Men 10 gode min. ud af 126 er desværre ikke nok til at hive filmen op på en fjerde stjerne. Derfor bliver det ikke til mere end 3 af slagsen.
3/6
#212 elwood 15 år siden
I dette afsnit var der gæsteoptræden af Sarah Sliverman, hun brillerede dog mest mod slutningen af afsnittet, hvor hun besøger Andrian Monk ved midnats tid hehe.
Ham Tony Shalhoub, spiller sku fantastisk i den serie.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#213 mr gaijin 15 år siden
The Chronicles of Narnia: Prince Caspian
Ynglinger iklædt farvestrålende kostumer svinger eventyrsværd mod CGI-væsener med sure miner til lyden af bombastisk musik. Mekanisk historiefortælling med en
3/6
Kung Fu Panda
Overraskende flot lavet. Ikke bare rent teknisk set. Dreamworks bruger animationen godt til at forme personer og den visuelle fortælling. Og så gør den lette og selvironiske tone, at voksne også kan holde den forudsigelige historie og morale ud.
4/6
What Happens in Vegas
Perfekt til en flyvetur, hvor det eneste man har brug for er let eskapistisk underholdning, så man kan holde turen ud. Elendig skuespil, forudsigelig historie, dårlige jokes. Men filmen bilder sig ikke ind, at den er andet end en let sitcom i filmformat. Ikke værd at bruge dvd-penge eller biograf-penge på, men velegnet til en lille skærm.
3,5/6
Always: Sunset on Third Street 2
Japansk tåreperserkomedie, der er nostalgisk på en kvalmende måde over fattige, jævne mennesker i 50ernes Tokyo. Violiner optræder hvert andet sekund for at hamre tårerne ud af et midaldrende publikum, der romantiserer deres egen fortid. Typisk japansk mainstream af den søvndyssende slags.
2/6
Den første halve time af Shine a Light
Scorseses koncertfilm skal ikke ses i miniformat på et flysæde. Så jeg vil skynde mig at støve en god udgave op og se/høre den i ordentlige rammer. Det er nærmest blasfemisk at film som denne, "No Country for Old Men", "There Will Be Blood" og lignende vises i 1:33 på en 12 tommers skærm ombord alverdens flyvemaskiner.
#214 wiseguy 15 år siden
Frontier(s)
Paris er i flammer, demonstranter og politi er i åben krig i de værste uroligheder i nyere tid. En gruppe unge forbrydere har benyttet sig af de kaotiske tilstande og lavet et eller andet form for kup. Hvordan eller hvorledes får vi egentlig aldrig at vide, vi møder dem handlingsmæssigt, hvor de er på flugt fra politiet med et par store sportstasker fyldt med cool cash.
De tager flugten fra Paris lidt forskudt i to biler med to personer i hver, planen er så at de skal mødes et sted ude på landet. De to gutter i den første bil søger ly for natten på et form for hostel ude i the middle of nowhere. Det skal selvfølgelig vise sig at være en rigtig dårlig idé!! Havde de to gutter set Eli Roth’s "Hostel" ville de vide, at det er et rigtigt dårligt tegn, hvis man bliver tilbudt sex af det kvindelige personale i det øjeblik man træder ind over dørtrinnet. Det viser sig (selvfølgelig) at det såkaldte hostel er legeplads for en mere end almindelig psykopatisk familie med et gammelt svin at en nazist som patriark.
Da den anden flugtbil også når frem til Psycho Hostel, kan festen rigtig begynde og love is in the air!!! De fire unge får i hvert fald kærligheden at føle….
Frontier(s) er en fransk cocktail af "Hostel", "Chainsaw Massacre" og "The Hills Have Eyes". Bortset fra den gamle nazist bød den ikke på noget, jeg ikke havde set før!! Der er da pletvist underholdende elementer, men langt hen af vejen er den enormt forudsigelig, småafstumpet og enkelte gange decideret plat.
3/6
REC
Spansk gyser om en kvindelig tv-reporter og hendes kameramand (fra hvis kamera vi ser hele filmen), der følger et hold brandmænd under en nattevagt.
Først virker det som om, de kan se frem til en lang og møgkedelig nat, men en rutine alarm, som selvfølgelig viser sig at være alt andet end rutine, bringer dem til en etageejendom, som de hurtigt ønsker, de aldrig havde sat deres fødder i.
Slår man REC op på IMDB og læser overskrifterne på brugerindlæggene, får man indtrykket af, at REC er en af tidens allermest uhyggelige film. Så et eller andet sted havde jeg nok sat mine forventninger til filmen lidt for højt, den indfriede i hvert fald desværre ikke mine forventninger.
Først og fremmest er den for langtrukken i sin opbygning, jeg sad lidt med den der ”nu må der da snart ske noget” følelse!! Og bortset fra enkelte chok effekter er det faktisk kun filmens sidste 5-10 minutter der indeholder lidt reel uhygge og det var bare ikke nok til mig.
Det skal dog siges et udgivelsens DTS lydspor er suverænt og ganske virkningsfuldt, de få steder hvor filmen fik mig en anelse ud på kanten af sofaen!!
3/6
Vi sluttede aftenen/natten med et gensyn med Hellboy, som vel ikke kræver nogen videre præsentation herinde. Det var vel 4. eller 5. gang jeg så den, men jeg fastholder en replay value på 4/6 og jeg ser frem til 2eren i løbet af ugen.
#215 Takfornu 15 år siden
#216 Bobby Singer 15 år siden
"En drøm af et mareridt", "frygtindgydende fabelagtig", "bedste gyser i årtier" og jeg skal komme efter dig. Disse citater er bare en lille brøkdel af den overvældende positive kritik som El Orfanato har modtaget og selvom jeg helst prøver at undgå at blive hypet alt for meget, er det svært ikke at blive det, når den bliver sammenlignet med en film som The Others i stil. Jeg holder selv rigtigt meget af førnævnte film og derfor så jeg meget frem til at opleve et godt gys af den gammeldags slags, der giver sig tid til at krybe ind under huden uden brug af billige chok effekter og deslige. Det jeg fik, var en momentvis uhyggelig film, med et par unødvendige scener imellem og nogle effektive chok sekvenser, men bare ikke helt det jeg havde regnet med.
Jeg tror det var sammenligningen med The Others og alt den positive kritik, der hylede mig ud af den, for hvis man forventer en gammeldags gyser i stil med førnævnte, så bliver man delvis skuffet. El Orfanato har nemlig flere gode eksempler på gode gys uden hjælp af pludselige høje brag eller begivenheder, specielt en scene hvor Laura (filmens hovedperson) står for enden af en lang gang, da hun hører en skinger fløjtende lyd og vender sig om og i den modsatte ende af gangen står et lille barn, med en fløjte om halsen, i noget gammeldags tøj og en stof sæk over hovedet, ikke lang tid efter begynder barnet med langsomme skridt at gå mod vores hovedperson, man kan høre barnets tunge åndedræt som det kommer nærmere og nærmere... og jeg vil ikke afsløre hvad der derefter sker, det må i selv finde ud af. Det kan godt være det lyder åndssvagt og ikke specielt uhyggeligt, men dem som har set filmen ved sikkert godt hvad jeg mener og ja det er simpelt, men det virker rigtig effektivt og scenen er et godt eksempel på hvordan man opbygger spænding og uhygge. Desuden er det titusind gange mere skræmmende end et eller andet cgi monster. Hollywood kunne lære noget af det her.
Belén Rueda der portrætterer Laura yder en ganske glimrende præstation (ligesom hun gjorde i den fantastiske Mar Adentro), mens Fernando Cayo (Carlos i filmen) halter lidt bagefter, især når det kommer til scenerne sammen med konen Laura, det er som om der mangler lidt kemi imellem de to.
Der er en masse eksempler på gode gys filmen igennem og J. A. Bayona er en herre der kan sit kram, ingen tvivl om det. Filmen holdte mig bare ikke fanget på samme måde som f.eks. The Others gjorde, der holdte en konstant tryggende atmosfære hele filmen igennem, det synes jeg ikke El Orfanato gjorde, der kommer et par enkelte chok engang i mellem for at holde pulsen oppe, når uhyggen tager en lille pause, men det virker bare lidt billigt efter min mening og jeg havde ikke regnet med, at den ville bruge den slags virkemidler for at holde tilskueren fanget.
Men når alt det er sagt, vil jeg ikke ligge skjul på at El Orfanato er en af de bedste og uhyggeligste (trods der er jævne mellemrum blandt guldkornene) gysere jeg har set længe, i en genre som jeg har svære og svære ved at blive positivt overrasket over.
4,5/6
#217 DarkLight 15 år siden
Jeg er en af dem som synes sæson 1 var den ubetinget bedste sæson i denne serier. Sidenhen gik det nedad, på trods af en rimelig spændende cliff-hanger mellem 1 & 2. Sæson 3 så jeg stort set mest af pligt, og da den heller ikke sluttede syndelig spændende, havde jeg ringe forventninger til sæson-starten.
Jeg tager alt i mig igen. På de 40 minutter det tog af afvikle det første afsnit, blev der i den grad smidt på bålet, til en forrygende sæson. Spilleregler ændres, personer stilles klar. Glemt er sæson 3's dødvande, og jeg er hypet igen.
Den er tilbage på toppen, og de ting, som skal ses. Øhm. Sammen med Entourage, Terminator og Fringe som alle begynder i næste uge.
4 / 6
#218 elwood 15 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#219 DarkLight 15 år siden
#220 El vez 15 år siden
Se det!