#230 Den slår helt sikkert Gøgereden på realisme og mange andre ting. Men til gengæld har Gøgereden jo både Jack og en dejligt fortalt allegorisk historie.

#228 En af mine yndlingsanmeldere, A.O. Scott, siger det efter min mening ganske rammende om "Miami Vice":

Mr. Mann’s script has its share of silly, overwrought lines, but they only really sound that way in Mr. Farrell’s mouth. (Did he really say, “I’m a fiend for mojitos”? ¡Dios mío!) When he’s not on screen, you don’t miss him, and when he is, you find yourself, before long, looking at someone or something else. Gong Li. A boat. A lightning bolt illuminating the humid summer sky.

Yet the flaws in “Miami Vice” are in the end part of its pulpy grandeur. It is in some ways an entirely gratuitous movie: the influence of the original series can be seen in any number of big car-chase-and-fireball crime thrillers, from “Bad Boys” to “Bad Boys II.” There isn’t much to add. But the irrelevance of this project makes Mr. Mann’s quixotic devotion to it seem perversely heroic. This was not a job that anyone needed to do, but then again no one could have done it better.

Edit: Glemte denne ret vigtige passage:

I’m not exaggerating about the art. Some of the most captivating sequences have an abstract quality, as if Mr. Mann were paying homage to the avant-garde, anti-narrative cinema of Stan Brakhage in the midst of a big studio production. Dispensing with the convention that the pictures exist to serve the story, Mr. Mann frequently uses plot as an excuse to construct ravishing pictures.

Fik vidst aldrig skrevet om den men fik forleden set:

The Descent - blu-ray

Nu skal jeg starte med at nævne at jeg generelt IKKE ser gysere da mine nerver simpelthen ikke kan holde til det hehe. :-) Dog gjorde jeg en undtagelse her af flere grunde: for det første havde jeg hørt godt om filmen herinde, læst gode anmeldelser af billed/lyd og sidst men ikke mindst så var den en anledning for at invitere min søster over på film - hun *elsker* nemlig når jeg hopper op og ned i sofaen fordi jeg bliver forskrækket. :-) Ved simpelthen ikke hvad hun er lavet af men det er i hvert fald ikke det samme stof som mig hehe.

Nå - til sagen.

Plottet kort fortalt uden alt for mange spoilers er 6 unge kvinder som skal på huleklatring sammen. Kort efter de er startet styrter indgangen dog sammen og de skal derfor forsøge at finde ud i den anden ende af hulesystemet. (Hvis det her er for meget spoiler så venligst lige indsæt markering admins) :-)

Når man lige hører plottet på papir, så tænker man umiddelbart nogle helt andre (og nok også mere sjofle) tanker om hvordan en klassisk hollywood-gyser er når der er 6 unge kvinder i den, end det rent faktisk er mundet ud i The Descent. Filmen formår at holde sig ganske sober og de fleste af kvinderne spiller udemærket, selvom der dog er et snert af klichéer i nogle af karaktererne, men det er nok svært at undgå helt.

Filmens gys er en blanding af bøh-scener, scener med trykkende stemning typisk inden bøh-scener, samt nogle enkelte mere makabre scener. Jeg har ikke så meget imod den sidste type, men de to første var ved at tage livet af mig i løbet af filmen hehe. :-) Jeg synes faktisk gysene og stemningen virkede ganske godt, men nu er jeg jo selvfølgelige også et let offer. :-)

Hen i mod slutningen af filmen sad jeg med en fornemmelse af at den nu endelig var ved at falde i klichéfælden efter at have klaret sig så pænt så længe. Den drejede mere og mere i den retning og tror endda jeg nåede at sige højt til min søster at hvis den endte sådan, så ville jeg smide filmen ud. :-) I sidste øjeblik redder filmen dog sig selv og istedet for at ende i kliché-helvede, så synes jeg derimod slutningen er modig og anderledes. Det gjorde lige en god film endnu bedre!

Lydeffekterne i filmen fungerer fantastisk godt, især klatrelyde, vejrtrækning og andre naturlige detaljer i lydbilledet som gør oplevelsen endnu mere troværdig. Og jeg hørte ikke engang det fuldt opløste signal da jeg endnu ikke har en forstærker med HDMI så må nøjedes med optisk forbindelse. Men jeg var stadig godt tilfreds.

Billedsiden er ganske simpelt en fornøjelse. De mørke huler som bliver lyst op af enten sollys fra indgangen i starten eller fra nødblus og lygter fungerer rigtigt godt. Især hen i mod slutningen nød jeg rigtigt mange af de flotte billeder. Hvis man kan tåle gysene er denne blu-ray bestemt anbefalelsesværdig at kigge igennem.

Alt i alt var det en rigtig god oplevelse, selvom min puls lige skal falde lidt mere til ro inden jeg ser sådan en film igen. :-)

Film: 5 / 6
Lyd: 5 / 6
Billede: 5½ / 6

#228 For mig var den ikke helt en oplevelse på højde med Heat og Collateral, men den er helt sikkert meget, meget undervurderet.

#229 Uhh en af mine yndlingsfilm. Hvorvidt Rowlands rammer plet i beskrivelsen, skal jeg ikke kunne sige, men på mig virkede det overbevisende, og måske er det også en del af pointen, at vi ofte er i tvivl om, hvor meget der rent faktisk skyldes psykisk lidelse, og hvor meget der skyldes det klaustrofobiske klima. Jeg ved ikke præcis, hvad hun skal forstille at fejle, men uroligheden og de forbigående tics lignede lidt tourette, men der er tydeligvis mere galt end det, selvom hun på mange måder egentlig er mere velfungerende end Falk er.

Jeg er helt enig i, at hvad der virkelig får filmen til at virke er forholdet mellem de to, og scenen omkring middagsbordet er helt fantastisk. Ikke mindst appellen til faderen er fuldstændig hjerteskærende.

# 228 -

Jeg er fuldstændig uenig. Som jeg ser det, er Miami Vice filmen en hån mod fans af serien, som den på ingen måder har nogen som helst respekt for undtagen at inkludere titlen og navnene på karaktererne.

Hvor er kemien mellem Crockett og Tubbs blevet af? Deres sarkastiske bemærkninger er f. eks. i filmen helt væk til fordel for stoneface og sænkede øjenbryn. Castillo er en hel anden person end man kender. Hvorfor brugte Mann dog ikke Danny Trejo til den rolle? Det havde da været mere end oplagt nu, han absolut ville genbruge deres gamle chef.

Resten af Vice teamet er skubbet i baggrunden og er ren staffage og selv om Mann til sidst desperat forsøger at smide en kærlighed kontra jobbet del ind med Tubbs og Trudy kontra Crockett og Isabellas likevise, ja så kommer det to little to late og virker temmelig påklistret, dog uden at være nær så påklistret som den hamrende utroværdige og følelseskolde affærer som sidstnævnte par har og som optager alt for meget af plottets samlede handling.

Selve kokainsmugler delen bliver derfor lettere uinteressant fordi man som publikum i alt for lang tid, er væk fra det der sku' være mest spændende at følge. Manuskriptet er sjusket udført, karakterbeskrivelserne svage, tempoet sløvt som en snegl på morfin og action skal man helt hen til sidste halve time for at finde noget af. Billesiden er til gengæld flot, men det er så også det eneste Mann kan prale af her. Resten fungere bare ikke sammen og filmen er som helhed milevidt fra hans klassikere Heat og Collateral.

Mange af de bedste afsnit fra tv-serien formåede på 45 min. både at ha' plads til en historie der gik i dybden med betjentenes psyke, som Mann også er ude på i sin filmversion, men som samtidig også havde plads til både humoristiske kommentarer, action og biljagter uden at hovedbudskabet kom til at lide under det. Mann vil kun fokusere på det psykiske pres som undercover betjent i filmen og er sådan set ligeglad med resten af elementerne, der gjorde serien så populær. Når den ene vinkel Mann så satser på fejler totalt og er hamrende overfladisk og uvedkommende, ja så kan jeg ikke se hvordan filmen kan være andet end den absolutte fiasko.

Det afgørende opgør ved havnen synes jeg også er klart under Manns standard. Det er mig ubegribeligt hvordan en mand, som lavede så fedt et shootout som bankrøveriet i "Heat" og duellerne i "Collateral", kan diske op med sån en lunken og uinspireret omgang.

Jeg køber heller ikke de her udsagn om, at det sku være filmkunst vi ser på i "Miami Vice" filmen, men tolker i stedet de kommentarer som et påskud for at gi' filmen noget kredit, som den på ingen måde fortjener.

Man kan altså også lave dårlige film, selvom man hedder Michael Mann.

#237 Jeg siger gudskelov, at filmen ikke havde nogetsom helst til fælles med den oprindelige serie, men måske fordi jeg netop aldrig så det store i den. Det kunne hurtigt have endt som grinagtig kitsch, med hvide fletsko, matchende hør jakke sæt, og nuttet halvkrøllet afro frisure. Så jeg var heldigvis komplet fri for at se filmen uden forventninger eller håb om, at fortidens serie skulle gøres ære.

Derudover er jeg 100% uenig med dig omkrig tempoet og action. Det var nemlig herligt afdæmpet, fremfor tidens lyst til at proppe på og udstille effektmageriet som det priimære. Det virkede langt mere effektivt, når der endelig var brug for noget knaldhætteværk. Men nu er jeg også en hund efter film, som bruger tid på scener uden ord, hvor billed og lyd opbygger stemning. Nej Mann er skam ingen Terrence Mallick og jeg ved flere ville få brækfornemmelser, blot ved at jeg nævner dem i samme sætning, men begge evner den samme form for stemningsopbygning-

Og på ingen måde er filmen stor kunst, hvilket jeg heller ikke behøver at ty til, for at give mit cadeau til en god gedigen Mann film. Og ja selvfølgelig kan man lave dårlige film, når man hedder Mann. Miami Vice var blot ikke en dem.