Som titlen ganske rigtigt nævner, så er dette filmen om Coco Chanel før hun blev kendt som et verdens største modeikoner og frontfigur i kvindefrigørelsen. Hun voksede op på et børnehjem efter moren er død og faren af en eller anden grund ikke besøger hende (hvorfor kan man gisne om). Hun lever som sangerinde sammen med sin søster på en bar. Søsteren er udadvendt og imødekommende overfor de mange rigmænd som besøger baren, Gabrielle (som er hendes borgerlige navn) er sur og tvær, og siger sin mening, som da hun fortæller en af baronerne at hun keder sig i deres selskab. Dette er en god indgangsvinkel til en historie med nerve, saft og kraft. Dette får vi dog ikke meget af. Måske var der bare ikke noget interressant ved Cocos opvækst til modeikonet som vi alle kender ? Det virker dog mere sandsynligt at Fontaine ønsker at fortælle en poleret film om Coco Chanel og ikke ligesom den anden Coco film, Coco Chanel & Igor Stravinsky, en film fyldt med intriger. Dette gør dog også at vi får en jævnt kedelig film, hvor man til tider undrer sig over hvad der var så fantastisk ved Coco Chanel. Jovist er hun rap i replikken og har sine meninger, men det er ikke som sådan noget usædvanligt. Der er dog nogle øjeblikket hvor vi får nogle indikationer på den fremtidige Coco Chanel. Da hun får arbejde som glædespige hos en baron, skiller hun sig ud fra mængden på den måde, at hun hylder det simple men på dette tidspunkt også meget drengede udtryk. Det såkaldte ”less is more” princip. Med løse kjoler uden fjer og enkle hatte. På dette tidspunkt er Coco dog i tvivl om hvad hun egentlig stræber efter og kun en romance med en britisk playboy ændrer på dette. Filmen er dog unægtelig meget flot, når vi er til fest og ser de mange flotte kostumer, som var det en reklamefilm. Og det er også en del af problemet. Den minder mest af alt om en reklamefilm hvor vi ser en fattig Coco Chanel vokse op og ser hendes genialititet udfolde sig i fantastiske kjoler og markedsføringen bærer også præg af dette. Men en genialitet som intruktøren besidder er at hun har hyret Audrey Tautou. Det er hende der bærer filmen og hun gør det rigtig godt. Det er hende der gør at vi tør tro på at det er Coco Chanel vi ser på (finde et billede af Coco og sammenlign det med Tautou i filmen. Ligheden er storslået). Hendes stenansigt uden den mindste mimik til hendes brede smil. Tautou er Coco og uden hende ville der ikke være en film.
5/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#3149 - Det ser ud, som om gialli ikke er helt noget for dig? :-) Hvis du ikke kan lide Goblins musik i Tenebre, så må jeg nok advare dig mod at dykke alt for meget ned i Argentos film. Han har skambrugt dem i meget af sin karriere.
Jeg kan faktisk godt lide Phenomena som jeg så igår, den har jeg også set tidligere.
Det som jeg syntes gør Tenebre dårlig, er som sagt musikken, ikke at den er malplaceret, men det lyder bare dårligt.
Nu har jeg 4 af hans film tilbage, Mother of tears, Suspiria, Phantom of the opera & Stendhal Syndromet. Suspiria & S Syndromet glæder jeg mig til at se. Dem har jeg kun hørt godt om.
En rigtig god film med rigtig gode skuespilspræstationer. Man er ikke i tvivl om hvem der er de "gode" og de "onde" men filmen bliver aldrig sødsuppe-patriotisk-amerikansk - som jeg ellers havde hørt folk sige den var. Jeg synes faktisk at den holder sig mere neutral end jeg havde troet og fokuserer mere på personerne og de enkelte situationer de bliver sat i end det større politiske perspektiv - dejligt forfriskende i disse dage. Jeremy Renner gør det godt, men gør han det oscar-godt? Det ved jeg nu ikke helt - mine penge er på Jeff Bridges eller George Clooney.
Dog må jeg nok erkende at jeg alt i alt er en anelse skuffet over de oscarnominerede film i år - mange gode men ingen mesterværker; The Hurt Locker hører klart til kategorien "god" og også langt bedre end avatar, men jeg må indrømme at jeg synes der er langt til nogle af de tidligere oscarvindere.
5/6
Cannibal! - The Musical
Trey Parker og Matt Stone har altid forstået at underholde, og kan man lide humoren i South Park, BASEketball og Orgazmo - og er man til blodig b-filmsunderholdning (tankerne ledes lidt hen på Peter Jacksons "Bad Taste"), så vil man nok holde af "Cannibal!" - det er fjollet, plat og langt ude - og hylende morsom. Musicalnumre som "Let's build a snowman" er så dejligt absurd - og hele filmen er gennemført dårlig på den helt fantasiske måde :D
Klart et godt køb (25 kr i Stereo Studio)
5/6
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
The Young Victoria er et typisk kostumedrama. Gode skuespilspræstationer, flotte kostumer og en tynd og kedelig historie. Kedelig vil jeg ikke kalde The Young Victoria, men ellers falder den meget godt i den sædvanlige kategori af kostumedramaer. Historien tager udgangspunkt i den unge Victoria som senere bliver til den mægtige dronning Victoria, som de fleste kender til. Hende som stod for reformer etc. Men hvad gik der forud, før hun blev så mægtig ? Ifølge denne film ikke meget, i hvert fald ikke noget der for alvor kan få pulsen op. Victoria er den næste i arverækkefølgen, men hun er også meget ung og der er folk nær hende som ikke mener at hun er moden nok til at regere. Kongen af Belgien, sender en fyr afsted for at charmere sig ind på hende, således at Belgien er sikret i en eventuel krig. I politisk regi bliver der også gjort kur til hende. Dette er altså det vi så passende i disse valentins tider kalder for en kærlighedshistorie. Figurerne er dog, på nær Victoria (Emily Blunt, som jeg vender tilbage til), endimensionelle og opfører sig til tider direkte dumt. Til tider undrer man sig over om dette virkelig kan passe, er dette en skildring af Victorias liv, da de til tider mere minder om et afsnit af ”For Love or Money” (amerikansk realityserie). Men så er det jo godt at instruktøren altid kan vise ”faktakortet” og nævne at jo det var faktisk det der skete. Et billigt trick.
Så man skal ikke forvente at få noget der minder meget om virkeligheden. Til gengæld kan det være ganske underholdende til tider, som da kongen på et tidspunkt rejser sig og råber af alt og alle til et stort middagsselskab. Flot er den også og er derfor også nomineret til en oscar for bedste kostumer. Noget som jeg mener den har gode chancer for at vinde, med de mange flamboyante kostumer de kan fremvise. Desuden spiller Emily Blunt godt. Hun er den eneste som ikke fremstår endimensionelt, men agerer efter hvad hun føler. Dvs. hun kan være strid og tvær, men samtidig også kærlig overfor dem hun ønsker det godt.
5/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Det har været en weekend i filmens tegn. Det er lykkedes mig at se hele 3 film og endda nogen jeg aldrig haar set før ;-)
Raging Bull Hmmm...Jeg var skuffet. Det var som sådan en udemærket film. Jeg havde bare forventet mere baseret på hvor meget jeg nu havde hørt og læst om den. Mest en dels bunder det i, at Jake ikke havde det mest spændende liv (som det fremgik af filmen ihvertfald). hvertfald ikke et liv, som var værd at lave en film over efter min mening.
3½/6
Funny People Denne havde jeg til gengæld ikke de store forhåbninger til. Men jeg synes det var en udemærket film, selvom jeg krummer tæer, hver gang Adam Sandler prøver at være sjov ved at sige baby lyde, eller hvad det nu skal lyde som. Heldigvis var der ikke så meget af det i den her film. Jeg synes filmen virkede bedst, når det voksende venskab mellem Sandler og Rogen blev beskrevet. Filmen var ca. 20 minutter for lang i det.
3½/6
A Serious Man Igen en film, jeg havde store forhåbninger til. Jeg er helt pjattet med ca. halvdelen af Coen filmene, synes 1/4 er udemærkede og den sidste halvdel er bare...mehhh Denne her synes jeg er lidt mehhh... Skal dog sige, at jeg synes starten var helt fantastisk
Manden og konens samtale på jiddish om mandens møde med den mand, der måske, måske ikke var en dybbuk
3½/6
Bud White: The Nite Owl case made you. Do you want to tear all that down? Ed Exley: With a wrecking ball... You want to help me swing it?
Nå var inde og se "The Imaginarium of Doctor Parnassus" for et par dage siden og tænkte jeg ligeså godt kunne skrive lidt om den.
The Imaginarium of Doctor Parnassus
Terry Gilliam er ener. Han laver den type film som ingen andre vil have noget med at gøre, men det får ham desværre også i problemer med filmselskaber, som ikke altid er så villige til at finansiere hans projekter. I dette projekt er problemet dog et helt andet, nemlig at Heath Ledger døde mens de optog filmen, derfor måtte Gilliam finde på noget fikst. Han hyrede således Depp, Law og Farrell og dette lykkedes sådan set meget godt. Det er ikke det som er problemet ved filmen. Doctor Parnassus (Chris Plummer) er en gammel mand på helt præcis 1000 år. Han er med andre ord udødeliggjort, dette er han blevet så han kunne få lov til at score den ungmø som han havde forelsket sig i. Det kostede ham dog den pris, at han skulle give sit førstefødte barn til djævelen når hun fylder 16 år. Dette gør hun i disse dage hvor vi bliver indviet i historien. Hun er med i det cirkus som kaldes ”The Imaginarium”, hvor folk kan få lov til at træde ind i end drømmeverden, hvor ja deres drømme og nogle gange mareridt bliver til virkelighed. Den som først får fem sjæle imellem Doctor Parnassus og Djævelen vinder og prisen er datteren Valentina. Undervejs støder de også på en underlig figur i skikkelse af Heath Ledger. Tony er hans navn og bringer blot endnu mere mysterium til historien. Jeg synes at filmen starter godt ud i en for Gilliam dejlig rolig stil. Vi bliver fint introduceret til de enkelte figurer og begynde at føle sympati med dem. Så langt så godt. Skuespillerne gør det også rigtig godt. Heath Ledger er en fornøjelse og det samme kan siges om Tom Waits som djævelen (selv om han egentlig virker som en hyggelig fætter). Ideen med at folk kan få deres drømme realiseret er en god ide og er en typisk Gilliam fortælling. Desværre synes jeg ikke effekterne fungere optimalt. Det bærer for meget præg at bluescreen. Historien mister også pusten til sidst, hvor alle brikkerne skal samles. Desuden er den også noget rodet fortalt som sammen med den bombastiske fantasiverden, bliver en anelse for meget.
Det er ikke en Gilliam tilbage i topform, men det er et skridt på vejen.
6/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
John Keats er kendt som en af de største poeter fra den romantiske æra. Han opnåede dog aldrig den store succes og døde af tuberkulose som 25-årig, overbevist om at han var en fiasko. Hans store og eneste kærlighed var Fanny og det er denne historie som denne film vil fortælle, vel at mærke ud fra Fannys perspektiv. Fanny (Abbie Cornish) er en ung dame som får det meste af sin tid til at gå med at sy, dette er hendes store passion. Hun er ud af en mellem/lettere overklasse med tjenere men uden kæmpe fester osv. John Keats (Ben Whishaw til gengæld er en ludfattig digter som dog er så heldig at vennen og poeten Charles Brown (Paul Schneider). Brown selv er ikke selv den store poet, men kan godt se at potentialet i Keats er stort og er ganske givet også klar over sine egne mangler. Han nærer dog ikke de store følelser for Fanny eller kvinder generelt. Hun ønsker bare at sy og flirte og er ikke i stand til at forstå. Måske derfor vælger hun netop at bede Keats om at lære hende om poesi, som hun ellers ikke hidtil har set det store i. Det gør hun til gengæld i Keats, hvilket man på sin vis godt kan forstå når man ser ham læse op fra et af sine digte. Intet som et godt digt kan smelte hjertet hos alle damer. At han også forelsker sig i Fanny kan man også som mand forstå. Hun er simpelthen gudesmuk og dette bliver ikke mindre af den fantastiske præstation af Abbie Cornish. Med det største pokerfjæs er hun i stand til at udtrykke hele følelsesregistret dog uden at overspille det. For mit vedkommende fik jeg simpelthen så meget sympati med hendes figur, at det gør det så meget nemmere at relatere til hende. Og det er en ret stor kvalitet at kunne få det modsatte køn til at føle så meget sympati og relatere så meget til hvad personen går igennem.
I den forbindelse er det også på plads at nævne manuskriptet. Det er først og fremmest lykkedes for Campion at implementere Keats poesi i manuskriptet og historien således at det ikke føles for meget og teatralsk men derimod passer ind til den følelsesmæssige rutschebanetur Fanny går igennem. I det hele taget sammenspillet mellem musik, poesi og kinematografi er fantastisk. I det hele taget en rigtig flot film. Specielt en scene fremstår for mig som unik. På et tidspunkt rejser Keats væk fra sit bosted nær Fanny for at drage ud for at sælge sin poesi; altså at tjene penge således han vil være i stand til at gifte sig med Fanny hvilket han ikke mener han er endnu. Herfra skriver han breve tilbage til Fanny. Hun går ud til farverige, i dette tilfælde blå, blomstermarker imens hun højlydt læser Keats digt med følgeskab af fløjlsblød violinmusik. Det er så smukt at det skal opleves og ikke læses om, nærmest ubeskriveligt.
På plussiden skal også nævnes at romances bliver holdt afdæmpet. Campion føler sig ikke nødsaget til at implementere stærke sexscener. Det er ikke nødvendigt for at fortælle hvor meget disse to personer elsker hinanden. I stedet er vi hensat til blide kys, et strøg hen over hånden, elskelige smil, gråd, bristede hjerter etc. Og det virker. Nok vinder denne film sikkert ikke en oscar for bedste kostumer, da de slet ikke er ligeså meget i fokus som i ”The Young Victoria”. Men dette er også meget mere end blot en film med flotte kostumer. En film med noget på hjerte.
8-9/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#3159 - det lyder sgu godt. Har godt kun set 2 af hendes film, An Angel At My Table, som er ganske ok, og selvfølgelig The Piano som er en af mine favoritter(nr. 49 på min top250)
#3151 filmz-jonasgr 14 år siden
Som titlen ganske rigtigt nævner, så er dette filmen om Coco Chanel før hun blev kendt som et verdens største modeikoner og frontfigur i kvindefrigørelsen. Hun voksede op på et børnehjem efter moren er død og faren af en eller anden grund ikke besøger hende (hvorfor kan man gisne om). Hun lever som sangerinde sammen med sin søster på en bar. Søsteren er udadvendt og imødekommende overfor de mange rigmænd som besøger baren, Gabrielle (som er hendes borgerlige navn) er sur og tvær, og siger sin mening, som da hun fortæller en af baronerne at hun keder sig i deres selskab. Dette er en god indgangsvinkel til en historie med nerve, saft og kraft. Dette får vi dog ikke meget af. Måske var der bare ikke noget interressant ved Cocos opvækst til modeikonet som vi alle kender ?
Det virker dog mere sandsynligt at Fontaine ønsker at fortælle en poleret film om Coco Chanel og ikke ligesom den anden Coco film, Coco Chanel & Igor Stravinsky, en film fyldt med intriger. Dette gør dog også at vi får en jævnt kedelig film, hvor man til tider undrer sig over hvad der var så fantastisk ved Coco Chanel. Jovist er hun rap i replikken og har sine meninger, men det er ikke som sådan noget usædvanligt. Der er dog nogle øjeblikket hvor vi får nogle indikationer på den fremtidige Coco Chanel. Da hun får arbejde som glædespige hos en baron, skiller hun sig ud fra mængden på den måde, at hun hylder det simple men på dette tidspunkt også meget drengede udtryk. Det såkaldte ”less is more” princip. Med løse kjoler uden fjer og enkle hatte. På dette tidspunkt er Coco dog i tvivl om hvad hun egentlig stræber efter og kun en romance med en britisk playboy ændrer på dette. Filmen er dog unægtelig meget flot, når vi er til fest og ser de mange flotte kostumer, som var det en reklamefilm. Og det er også en del af problemet. Den minder mest af alt om en reklamefilm hvor vi ser en fattig Coco Chanel vokse op og ser hendes genialititet udfolde sig i fantastiske kjoler og markedsføringen bærer også præg af dette. Men en genialitet som intruktøren besidder er at hun har hyret Audrey Tautou. Det er hende der bærer filmen og hun gør det rigtig godt. Det er hende der gør at vi tør tro på at det er Coco Chanel vi ser på (finde et billede af Coco og sammenlign det med Tautou i filmen. Ligheden er storslået). Hendes stenansigt uden den mindste mimik til hendes brede smil. Tautou er Coco og uden hende ville der ikke være en film.
5/10
'Cause I'm evil"
#3152 Kiksmann 14 år siden
Jeg kan faktisk godt lide Phenomena som jeg så igår, den har jeg også set tidligere.
Det som jeg syntes gør Tenebre dårlig, er som sagt musikken, ikke at den er malplaceret, men det lyder bare dårligt.
Nu har jeg 4 af hans film tilbage, Mother of tears, Suspiria, Phantom of the opera & Stendhal Syndromet.
Suspiria & S Syndromet glæder jeg mig til at se. Dem har jeg kun hørt godt om.
#3153 wimmie 14 år siden
En rigtig god film med rigtig gode skuespilspræstationer. Man er ikke i tvivl om hvem der er de "gode" og de "onde" men filmen bliver aldrig sødsuppe-patriotisk-amerikansk - som jeg ellers havde hørt folk sige den var. Jeg synes faktisk at den holder sig mere neutral end jeg havde troet og fokuserer mere på personerne og de enkelte situationer de bliver sat i end det større politiske perspektiv - dejligt forfriskende i disse dage.
Jeremy Renner gør det godt, men gør han det oscar-godt? Det ved jeg nu ikke helt - mine penge er på Jeff Bridges eller George Clooney.
Dog må jeg nok erkende at jeg alt i alt er en anelse skuffet over de oscarnominerede film i år - mange gode men ingen mesterværker; The Hurt Locker hører klart til kategorien "god" og også langt bedre end avatar, men jeg må indrømme at jeg synes der er langt til nogle af de tidligere oscarvindere.
5/6
Cannibal! - The Musical
Trey Parker og Matt Stone har altid forstået at underholde, og kan man lide humoren i South Park, BASEketball og Orgazmo - og er man til blodig b-filmsunderholdning (tankerne ledes lidt hen på Peter Jacksons "Bad Taste"), så vil man nok holde af "Cannibal!" - det er fjollet, plat og langt ude - og hylende morsom. Musicalnumre som "Let's build a snowman" er så dejligt absurd - og hele filmen er gennemført dårlig på den helt fantasiske måde :D
Klart et godt køb (25 kr i Stereo Studio)
5/6
#3154 filmz-jonasgr 14 år siden
The Young Victoria er et typisk kostumedrama. Gode skuespilspræstationer, flotte kostumer og en tynd og kedelig historie. Kedelig vil jeg ikke kalde The Young Victoria, men ellers falder den meget godt i den sædvanlige kategori af kostumedramaer. Historien tager udgangspunkt i den unge Victoria som senere bliver til den mægtige dronning Victoria, som de fleste kender til. Hende som stod for reformer etc.
Men hvad gik der forud, før hun blev så mægtig ?
Ifølge denne film ikke meget, i hvert fald ikke noget der for alvor kan få pulsen op. Victoria er den næste i arverækkefølgen, men hun er også meget ung og der er folk nær hende som ikke mener at hun er moden nok til at regere. Kongen af Belgien, sender en fyr afsted for at charmere sig ind på hende, således at Belgien er sikret i en eventuel krig. I politisk regi bliver der også gjort kur til hende. Dette er altså det vi så passende i disse valentins tider kalder for en kærlighedshistorie. Figurerne er dog, på nær Victoria (Emily Blunt, som jeg vender tilbage til), endimensionelle og opfører sig til tider direkte dumt. Til tider undrer man sig over om dette virkelig kan passe, er dette en skildring af Victorias liv, da de til tider mere minder om et afsnit af ”For Love or Money” (amerikansk realityserie). Men så er det jo godt at instruktøren altid kan vise ”faktakortet” og nævne at jo det var faktisk det der skete. Et billigt trick.
Så man skal ikke forvente at få noget der minder meget om virkeligheden. Til gengæld kan det være ganske underholdende til tider, som da kongen på et tidspunkt rejser sig og råber af alt og alle til et stort middagsselskab. Flot er den også og er derfor også nomineret til en oscar for bedste kostumer. Noget som jeg mener den har gode chancer for at vinde, med de mange flamboyante kostumer de kan fremvise. Desuden spiller Emily Blunt godt. Hun er den eneste som ikke fremstår endimensionelt, men agerer efter hvad hun føler. Dvs. hun kan være strid og tvær, men samtidig også kærlig overfor dem hun ønsker det godt.
5/10
'Cause I'm evil"
#3155 chronaden 14 år siden
Enig i at historien falder lidt til jorden det meste af filmen, men 5/10 er LIGE harsk nok for mig. Ville ihvertfald give dem 6-6.5 / 10. :)
Nysgerrig, hvad gav du 'The Duchess' - hvis du da har set den?
#3156 filmz-jonasgr 14 år siden
'Cause I'm evil"
#3157 Locke 14 år siden
Raging Bull
Hmmm...Jeg var skuffet. Det var som sådan en udemærket film. Jeg havde bare forventet mere baseret på hvor meget jeg nu havde hørt og læst om den. Mest en dels bunder det i, at Jake ikke havde det mest spændende liv (som det fremgik af filmen ihvertfald). hvertfald ikke et liv, som var værd at lave en film over efter min mening.
3½/6
Funny People
Denne havde jeg til gengæld ikke de store forhåbninger til. Men jeg synes det var en udemærket film, selvom jeg krummer tæer, hver gang Adam Sandler prøver at være sjov ved at sige baby lyde, eller hvad det nu skal lyde som. Heldigvis var der ikke så meget af det i den her film. Jeg synes filmen virkede bedst, når det voksende venskab mellem Sandler og Rogen blev beskrevet. Filmen var ca. 20 minutter for lang i det.
3½/6
A Serious Man
Igen en film, jeg havde store forhåbninger til. Jeg er helt pjattet med ca. halvdelen af Coen filmene, synes 1/4 er udemærkede og den sidste halvdel er bare...mehhh
Denne her synes jeg er lidt mehhh... Skal dog sige, at jeg synes starten var helt fantastisk
Manden og konens samtale på jiddish om mandens møde med den mand, der måske, måske ikke var en dybbuk
3½/6
Ed Exley: With a wrecking ball... You want to help me swing it?
#3158 filmz-jonasgr 14 år siden
The Imaginarium of Doctor Parnassus
Terry Gilliam er ener. Han laver den type film som ingen andre vil have noget med at gøre, men det får ham desværre også i problemer med filmselskaber, som ikke altid er så villige til at finansiere hans projekter. I dette projekt er problemet dog et helt andet, nemlig at Heath Ledger døde mens de optog filmen, derfor måtte Gilliam finde på noget fikst. Han hyrede således Depp, Law og Farrell og dette lykkedes sådan set meget godt. Det er ikke det som er problemet ved filmen. Doctor Parnassus (Chris Plummer) er en gammel mand på helt præcis 1000 år. Han er med andre ord udødeliggjort, dette er han blevet så han kunne få lov til at score den ungmø som han havde forelsket sig i. Det kostede ham dog den pris, at han skulle give sit førstefødte barn til djævelen når hun fylder 16 år. Dette gør hun i disse dage hvor vi bliver indviet i historien. Hun er med i det cirkus som kaldes ”The Imaginarium”, hvor folk kan få lov til at træde ind i end drømmeverden, hvor ja deres drømme og nogle gange mareridt bliver til virkelighed. Den som først får fem sjæle imellem Doctor Parnassus og Djævelen vinder og prisen er datteren Valentina. Undervejs støder de også på en underlig figur i skikkelse af Heath Ledger. Tony er hans navn og bringer blot endnu mere mysterium til historien. Jeg synes at filmen starter godt ud i en for Gilliam dejlig rolig stil. Vi bliver fint introduceret til de enkelte figurer og begynde at føle sympati med dem. Så langt så godt. Skuespillerne gør det også rigtig godt. Heath Ledger er en fornøjelse og det samme kan siges om Tom Waits som djævelen (selv om han egentlig virker som en hyggelig fætter). Ideen med at folk kan få deres drømme realiseret er en god ide og er en typisk Gilliam fortælling. Desværre synes jeg ikke effekterne fungere optimalt. Det bærer for meget præg at bluescreen. Historien mister også pusten til sidst, hvor alle brikkerne skal samles. Desuden er den også noget rodet fortalt som sammen med den bombastiske fantasiverden, bliver en anelse for meget.
Det er ikke en Gilliam tilbage i topform, men det er et skridt på vejen.
6/10
'Cause I'm evil"
#3159 filmz-jonasgr 14 år siden
John Keats er kendt som en af de største poeter fra den romantiske æra. Han opnåede dog aldrig den store succes og døde af tuberkulose som 25-årig, overbevist om at han var en fiasko. Hans store og eneste kærlighed var Fanny og det er denne historie som denne film vil fortælle, vel at mærke ud fra Fannys perspektiv.
Fanny (Abbie Cornish) er en ung dame som får det meste af sin tid til at gå med at sy, dette er hendes store passion. Hun er ud af en mellem/lettere overklasse med tjenere men uden kæmpe fester osv.
John Keats (Ben Whishaw til gengæld er en ludfattig digter som dog er så heldig at vennen og poeten Charles Brown (Paul Schneider). Brown selv er ikke selv den store poet, men kan godt se at potentialet i Keats er stort og er ganske givet også klar over sine egne mangler. Han nærer dog ikke de store følelser for Fanny eller kvinder generelt. Hun ønsker bare at sy og flirte og er ikke i stand til at forstå. Måske derfor vælger hun netop at bede Keats om at lære hende om poesi, som hun ellers ikke hidtil har set det store i. Det gør hun til gengæld i Keats, hvilket man på sin vis godt kan forstå når man ser ham læse op fra et af sine digte. Intet som et godt digt kan smelte hjertet hos alle damer. At han også forelsker sig i Fanny kan man også som mand forstå. Hun er simpelthen gudesmuk og dette bliver ikke mindre af den fantastiske præstation af Abbie Cornish. Med det største pokerfjæs er hun i stand til at udtrykke hele følelsesregistret dog uden at overspille det. For mit vedkommende fik jeg simpelthen så meget sympati med hendes figur, at det gør det så meget nemmere at relatere til hende. Og det er en ret stor kvalitet at kunne få det modsatte køn til at føle så meget sympati og relatere så meget til hvad personen går igennem.
I den forbindelse er det også på plads at nævne manuskriptet. Det er først og fremmest lykkedes for Campion at implementere Keats poesi i manuskriptet og historien således at det ikke føles for meget og teatralsk men derimod passer ind til den følelsesmæssige rutschebanetur Fanny går igennem. I det hele taget sammenspillet mellem musik, poesi og kinematografi er fantastisk. I det hele taget en rigtig flot film. Specielt en scene fremstår for mig som unik. På et tidspunkt rejser Keats væk fra sit bosted nær Fanny for at drage ud for at sælge sin poesi; altså at tjene penge således han vil være i stand til at gifte sig med Fanny hvilket han ikke mener han er endnu. Herfra skriver han breve tilbage til Fanny. Hun går ud til farverige, i dette tilfælde blå, blomstermarker imens hun højlydt læser Keats digt med følgeskab af fløjlsblød violinmusik. Det er så smukt at det skal opleves og ikke læses om, nærmest ubeskriveligt.
På plussiden skal også nævnes at romances bliver holdt afdæmpet. Campion føler sig ikke nødsaget til at implementere stærke sexscener. Det er ikke nødvendigt for at fortælle hvor meget disse to personer elsker hinanden. I stedet er vi hensat til blide kys, et strøg hen over hånden, elskelige smil, gråd, bristede hjerter etc.
Og det virker.
Nok vinder denne film sikkert ikke en oscar for bedste kostumer, da de slet ikke er ligeså meget i fokus som i ”The Young Victoria”. Men dette er også meget mere end blot en film med flotte kostumer. En film med noget på hjerte.
8-9/10
'Cause I'm evil"
#3160 Skeloboy 14 år siden