Robert Duvall og Kevin Costner har redet sammen i 10 år. Med sig har de Mose og den unge Button. De er i færd med at drive kvæg, men de bliver tvunget til at gøre stop i nærheden af en by. Mose rider ind i byen for at handle, men bliver tæsket. For det viser sig at byen bliver styret af Baxter, der vil gøre alt for at fordrive kvægdrivere. Selvfølgelig finder Duvall og Costner sig ikke i det.
Det er en forholdsvis simpel historie, men der gemmer sig en ganske habil western. Makkerparret Duvall/Costner bringer i starten minder om Lonesome Dove. De gør det også rigtig godt(dog ikke i samme kaliber som Duvall/Jones). Shoot-outet hører til blandt toppen af poppen, hvor det især er lyden, man skal ligge mærke til. Men historien op til er også interessant. Den har sit helt eget rolige tempo, og den overrasker ikke overdrevet. Dog er det rigtig godt fortalt.
Den kniber sig op på 5/6, men det er ikke en vildt stor 5'er.
Havde dette sovjetrussiske populærmusik indslag fra 70'erne blevet udnyttet i relationsmæssigt fremmende øjemed, var det ganske muligt, at glasnost og perestrojka var kommet verden i møde under den russiske bjørn Brezhnev istedet for Gorbatjov. I stedet er det os nu muligt i et allerede jernmursforladt Europa og i trygge rammer, muligt at nyde den politbureaus karismatiske Eduard Hill, iklædt dobbeltradet brun hør habit og matchende farver, synge et nærmest Fiddler on the Roof lignende troubadour nummer, som det er ganske umuligt, ikke at komme i rasende godt humør af.
At vi overhovedet er kommet i besiddelse af dette indslag, understreger endnu engang, at den sovjetrussiske planøkonomi ikke kun var vesten overlegen i rummet, men også på et så jordnært og hidtil USA domineret domæne, som populærunderholdning. Dette vender op og ned på alle nedskrevne doktriner, redegørelser, analyser og forestillinger om vesten og Hollywood især, som omdrejningspunkt for musik, film og ikke mindst performance.
Eduard Hills performance er nemlig helt og aldeles outstanding, stunning og et tiår foran, hvad samtiden kunne præstere i en helt og aldeles udbuds- og efterspørgselsreguleret økonomi, som i rene tal, burde være umulig for den lukkede sovjetrussiske planøkonomi blot at komme i nærheden af, for ikke at nævne, tangere. Ikke desto mindre kan vi nu skue et 2 minutter og 42 sekunders langt klip, som i vigtighed, langt overgår Zapruders privatoptagelser af Kennedys Dallas vogntog i døden, den 22. november 1963.
Hvad er så epokegørende
1) Hårstil.
Eduard Hills frisure må simpelthen være en tidlig prototype på 80'erne. Håret ved ørerne er en genialitet og panagen ved panden er helt igennem unik, i og med det både gør grin med hele tabernaklet af frisører i New York, som mente sig at være en pioneer udi stilskabelse, samtidig med, at det nærmest signalerer afsky for kammen som værktøj.
2) Mimik
Dette er i mine øjne den største sensation. Fra første gang vi ser Eduard Hill entrere scenen, dominerer han skødesløst hele billedet med sin fremtoning. Han er selvsikkerheden selv, men læg så lige mærke til de korte øjeblikke, hvor hans øjne skifter væremåde samtidig med, at den akkompagnerende sang, stadig i tone bibeholder en ubetvunget glæde. Dette er første eksempel på en genrebrydende methodacting, som vi først ser flere år senere i figuren Travis Bickle fra Taxi Driver. De Niro skulle bruge ord for at overlevere budskabet "are you talking to me?". I Sovjetunionen behøvede man ikke ord!
Andet eksempel er måden Eduards udfylder hele kameraets billedside og i definerende næsten Warholske positurer indtager scenen fra forskellige sider. Igen er det et samspil mellem Eduards måde at fastholde både kamera og publikum i fokus på én og samme tid og lige vise et nærmest overnaturligt overskud, som kan virke på grænsen til overlegent, men når sidste strofe synges, blot er så forbandet godt orkestreret. Man er nærmest åndeløs. Jeg har kun set Tom Cruise være i nærheden af at kunne beherske samme kontrol over ansigtets maske og ubemærket iklæde sig et klassisk tongue-in-cheek smil, som ikke går over grænsen til god stil.
Der er så meget mere, som burde nævnes i denne ikoniske bedrift, men vi er kun nået nogle dage ind i den nye tidsalder, hvor der i den grad gøres op med myter og legender og ikke mindst, HVAD der foregik bag jerntæppet. Kun tiden kan vise, om det reelt ikke var vesten, som var ihyllet ignorancens slør i så mange årtier, hvor vi gjorde os kloge på andres bekostning.
10/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Storpolitisk og særdeles kontroversielt er det rascistiske tema, som på en gang peger fingre af USA's problemer i syden i 60'erne med segregering af sorte og afvisning af sorte på universiteter. Ved at lade Eduard synge den sorte mands stemme, gør man det pinligt klart, at Sovjetunionen ikke har disse problemer og stadig er i stand til at udfylde tomrummet med den sorte befolknings rytme, med en hvid. Samtidig gør hele strukturen op med den storslåede Cole Porter, Gershwin og Irving Berlin arv af legendarisk musik, hvis svært rytmiske sektioner, oftest måtte udfyldes med afroamerikanere. Under de 2 minutter og 42 sekunder er der adskillige disharmoniske afbræk, som stiller kraftige spørgsmålstegn ved hele den amerikanske kulturarv, i og med den statsejede radios orkester ubesværet tilfører Miles Davis positurer i en på overfladen traditionel muzak struktur.
Og skal vi så ikke lige en gang kaste et blik på produktionen, som helt klart viser, at man sagtens kan nå Singin' in the Rain cinematografiske højder, ene og alene ved få og langt mere slående virkemidler. Et lille jerngitter, symboliserende muren mellem øst og vest og den russiske bjørn, som frejdigt spankulerer over til Checkpoint Charlie.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
John Dillinger røver den ene bank efter den anden i 30'ernes USA, for at stoppe ham, sætter J. Edgar Hoover den målrettede Melvin Purvis ind.
Med to af tidens måske hotteste stjerner som Johnny Deep og Christian Bale burde der være dømt blockbuster og Oscar nomineringer på række. Men ak, det hele ender i en tynd kop kaffe uden kaffe i. Selvom de to herrer levere varen i deres skuespil, er historien ikke stærk nok til at bære filmen, som i øvrigt heller ikke er filmet godt. Det virker som om der har været interesse konflikter undervejs. Micheal Mann skal inden hans næste film overveje mere grundigt hvad det er han ønsker at servere.
#3421 evermind 14 år siden
Det er sjovt, du nævner det, for det er faktisk den danske undertitel. :) Men ærgerligt at se, du kun giver den 2/6, da jeg lige har købt den.
På den anden side kan jeg godt lide hævnerfilm, så det kan være, jeg kan lide den alligevel ... :)
#3422 Kiksmann 14 år siden
Den er nu ganske ok, men den tilføjer intet nyt for mig. Men jeg ser da frem til hvad du vil give den ;)
#3423 jessup 14 år siden
#3424 mr gaijin 14 år siden
"Italiensk for Begyndere" er i hvert fald seværdige. Den er blandt de bedste danske film i 2000erne efter min mening. Dejlig lun humor.
#3425 Skeloboy 14 år siden
Robert Duvall og Kevin Costner har redet sammen i 10 år. Med sig har de Mose og den unge Button. De er i færd med at drive kvæg, men de bliver tvunget til at gøre stop i nærheden af en by. Mose rider ind i byen for at handle, men bliver tæsket. For det viser sig at byen bliver styret af Baxter, der vil gøre alt for at fordrive kvægdrivere. Selvfølgelig finder Duvall og Costner sig ikke i det.
Det er en forholdsvis simpel historie, men der gemmer sig en ganske habil western. Makkerparret Duvall/Costner bringer i starten minder om Lonesome Dove. De gør det også rigtig godt(dog ikke i samme kaliber som Duvall/Jones). Shoot-outet hører til blandt toppen af poppen, hvor det især er lyden, man skal ligge mærke til. Men historien op til er også interessant. Den har sit helt eget rolige tempo, og den overrasker ikke overdrevet. Dog er det rigtig godt fortalt.
Den kniber sig op på 5/6, men det er ikke en vildt stor 5'er.
#3426 filmz-Bruce 14 år siden
#3427 filmz-Bruce 14 år siden
Havde dette sovjetrussiske populærmusik indslag fra 70'erne blevet udnyttet i relationsmæssigt fremmende øjemed, var det ganske muligt, at glasnost og perestrojka var kommet verden i møde under den russiske bjørn Brezhnev istedet for Gorbatjov. I stedet er det os nu muligt i et allerede jernmursforladt Europa og i trygge rammer, muligt at nyde den politbureaus karismatiske Eduard Hill, iklædt dobbeltradet brun hør habit og matchende farver, synge et nærmest Fiddler on the Roof lignende troubadour nummer, som det er ganske umuligt, ikke at komme i rasende godt humør af.
At vi overhovedet er kommet i besiddelse af dette indslag, understreger endnu engang, at den sovjetrussiske planøkonomi ikke kun var vesten overlegen i rummet, men også på et så jordnært og hidtil USA domineret domæne, som populærunderholdning. Dette vender op og ned på alle nedskrevne doktriner, redegørelser, analyser og forestillinger om vesten og Hollywood især, som omdrejningspunkt for musik, film og ikke mindst performance.
Eduard Hills performance er nemlig helt og aldeles outstanding, stunning og et tiår foran, hvad samtiden kunne præstere i en helt og aldeles udbuds- og efterspørgselsreguleret økonomi, som i rene tal, burde være umulig for den lukkede sovjetrussiske planøkonomi blot at komme i nærheden af, for ikke at nævne, tangere. Ikke desto mindre kan vi nu skue et 2 minutter og 42 sekunders langt klip, som i vigtighed, langt overgår Zapruders privatoptagelser af Kennedys Dallas vogntog i døden, den 22. november 1963.
Hvad er så epokegørende
1) Hårstil.
Eduard Hills frisure må simpelthen være en tidlig prototype på 80'erne. Håret ved ørerne er en genialitet og panagen ved panden er helt igennem unik, i og med det både gør grin med hele tabernaklet af frisører i New York, som mente sig at være en pioneer udi stilskabelse, samtidig med, at det nærmest signalerer afsky for kammen som værktøj.
2) Mimik
Dette er i mine øjne den største sensation. Fra første gang vi ser Eduard Hill entrere scenen, dominerer han skødesløst hele billedet med sin fremtoning. Han er selvsikkerheden selv, men læg så lige mærke til de korte øjeblikke, hvor hans øjne skifter væremåde samtidig med, at den akkompagnerende sang, stadig i tone bibeholder en ubetvunget glæde. Dette er første eksempel på en genrebrydende methodacting, som vi først ser flere år senere i figuren Travis Bickle fra Taxi Driver. De Niro skulle bruge ord for at overlevere budskabet "are you talking to me?". I Sovjetunionen behøvede man ikke ord!
Andet eksempel er måden Eduards udfylder hele kameraets billedside og i definerende næsten Warholske positurer indtager scenen fra forskellige sider. Igen er det et samspil mellem Eduards måde at fastholde både kamera og publikum i fokus på én og samme tid og lige vise et nærmest overnaturligt overskud, som kan virke på grænsen til overlegent, men når sidste strofe synges, blot er så forbandet godt orkestreret. Man er nærmest åndeløs. Jeg har kun set Tom Cruise være i nærheden af at kunne beherske samme kontrol over ansigtets maske og ubemærket iklæde sig et klassisk tongue-in-cheek smil, som ikke går over grænsen til god stil.
Der er så meget mere, som burde nævnes i denne ikoniske bedrift, men vi er kun nået nogle dage ind i den nye tidsalder, hvor der i den grad gøres op med myter og legender og ikke mindst, HVAD der foregik bag jerntæppet. Kun tiden kan vise, om det reelt ikke var vesten, som var ihyllet ignorancens slør i så mange årtier, hvor vi gjorde os kloge på andres bekostning.
10/10
#3428 elwood 14 år siden
Can't wait for the Kareokee edition 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#3429 filmz-Bruce 14 år siden
3) Den hvide sorte
Storpolitisk og særdeles kontroversielt er det rascistiske tema, som på en gang peger fingre af USA's problemer i syden i 60'erne med segregering af sorte og afvisning af sorte på universiteter. Ved at lade Eduard synge den sorte mands stemme, gør man det pinligt klart, at Sovjetunionen ikke har disse problemer og stadig er i stand til at udfylde tomrummet med den sorte befolknings rytme, med en hvid. Samtidig gør hele strukturen op med den storslåede Cole Porter, Gershwin og Irving Berlin arv af legendarisk musik, hvis svært rytmiske sektioner, oftest måtte udfyldes med afroamerikanere. Under de 2 minutter og 42 sekunder er der adskillige disharmoniske afbræk, som stiller kraftige spørgsmålstegn ved hele den amerikanske kulturarv, i og med den statsejede radios orkester ubesværet tilfører Miles Davis positurer i en på overfladen traditionel muzak struktur.
Og skal vi så ikke lige en gang kaste et blik på produktionen, som helt klart viser, at man sagtens kan nå Singin' in the Rain cinematografiske højder, ene og alene ved få og langt mere slående virkemidler. Et lille jerngitter, symboliserende muren mellem øst og vest og den russiske bjørn, som frejdigt spankulerer over til Checkpoint Charlie.
#3430 Kiksmann 14 år siden
John Dillinger røver den ene bank efter den anden i 30'ernes USA, for at stoppe ham, sætter J. Edgar Hoover den målrettede Melvin Purvis ind.
Med to af tidens måske hotteste stjerner som Johnny Deep og Christian Bale burde der være dømt blockbuster og Oscar nomineringer på række.
Men ak, det hele ender i en tynd kop kaffe uden kaffe i.
Selvom de to herrer levere varen i deres skuespil, er historien ikke stærk nok til at bære filmen, som i øvrigt heller ikke er filmet godt. Det virker som om der har været interesse konflikter undervejs.
Micheal Mann skal inden hans næste film overveje mere grundigt hvad det er han ønsker at servere.
1/6